Fødselsdagshyldest // C.V. Jørgensen 70 – Carsten Valentin Jørgensen fylder lørdag d. 9.5 70.
Dan Turéll sagde engang, at 60’erne i virkeligheden varede til 1975. Måske er de to første C.V. Jørgensen-album, der anses for forløbere til hans egentlige karriere slet ikke fra 70’erne, når det kommer til stykket! En Stynet Strejfer (1974) og T-shirts, Terylenebukser & Gummisko (1975) er under alle omstændigheder noget af det frieste, mest uimponerede, nysgerrige og bedste rockmusik, der er lavet på dansk. Og de danner en slags omdrejningspunkt for tiden – midt i 70’erne
Jeg husker tydeligt, hvor jeg første gang hørte C.V. Jørgensen live. Det var i Huset i Magstræde, og lyset var dunkelt og man måtte ryge og jeg kan højst have været 16, og det må derfor også have været en af de første gange, jeg var i byen på den måde.
C.V. var også lige begyndt. Man spillede tre sæt ved koncerter i Huset dengang, tre gange cirka tre kvarter. Det første sæt ved koncerten i Huset bestod af hele En stynet strejfer, som jeg mener, jeg ikke kendte på det tidspunkt – man gik jo ikke bare ned og købte enhver plade, man gerne ville have og hvis heller ingen kammerater havde den, hvor skulle man så kende den fra?
Andet sæt ved koncerten var T-shirts, Terylenebukser & Gummisko, som vi kendte. Så begivenheden kan tidsarkæologisk bestemmes til 1975. Begge de to første album var udkommet på det lille, for længst hedengangne selskab Hookfarm.
Tredje sæt indledtes med en undskyldning fra C.V. Sådan husker jeg det i hvert fald. C.V. Jørgensen og hans musikere havde ikke flere sange, så vi måtte tage til takke med, at de spillede hele første sæt igen.
Et dunkelt og melankolsk klangunivers
Åbningsnummeret på En Stynet Strejfer lægger en linje som dengang virkede dybt dragende, en musikalsk dunkelt og melankolsk klangunivers lægger sig rundt om teksten:
”Hvad var det egentlig du ville opnå
tag din frakke på & gå
jeg troede jeg kunne stole på dig
skal jeg følge dig lidt på vej”
Teksten er kritisk ligesom alle andre C.V. Jørgensen-sange, men den beskriver først og fremmest en sjælelig tilstand. Den er tydeligt Dylan-inspireret. Det er sange som Positively 4th Street:
You got a lotta nerve
To say you are my friend
When I was down
You just stood there grinning
Omkvædet rummer en smuk, fortrøstningsfuld glæde på trods:
”Lad ikke solen gå ned over din vrede
send dine tanker på jagt
hvide hænder vender mine dagbogsblade
en sort vinter men jeg er i pagt med mig selv.”
Vreden, hvis tanker er bastante, stillestående, må afløses af nysgerrighed, af tanker i bevægelse, på jagt. Hvide hænder i den sorte vinter er til at leve med, når tankerne er frie og livet får så meget mening, at dagene følger hinanden som som dagbogsblade. Fornemt af den unge digter!
Den guitardrevne, lange, lange afslutning på nummeret, med en flere minutters instrumental passage, der er utænkelig i nyere musik, dubleres straks ved det næste nummers åbning. En enlig elguitar laver et kludeværk af metalliske klange og det hele er ren, uimponeret musik på en måde, der formentlig kun netop her findes i dansk musik, og måske hos Savage Rose og på enkelte plader fra 60’erne.
Albummets titelnummer, der indleder B-siden på En Stynet Strejfer, er igen styret af et stort instrumentalt afsnit. Omkvædet kommer efter et flot rytmeskift og derefter følger et guitarsoloafsnit, noget af det længste af sin art, der findes i dansk rock. Sangen slutter herefter med, hvad der virker som et kort, hektisk, nærmest faldende afsnit, men en klassisk C.V.-lakonisk, messende digterisk remse:
”Fortrængningsmekanismen svigter
abstinensnomader er jo slet ikke til
kun som æsketrolde fragmenter
af din sociale succes”
Teksterne på debutalbummet fik enormt dårlig kritik, helt ufortjent. Bob Dylan har også, særligt tidligt i sin produktion, sådanne næsten leksikalt beskrivende, surrealistisk tegnede menneskeskæbner, som teksten lader pege i mange retninger på en gang. Måske er det i bund og grund bare omkvædet, avisen Land og folks anmelder blev irriteret på, da han skrev, ”Sjældent er hørt så mange ord, så usammenhængende med forkert diktion og så ringe tydelighed.”
& på drankernes promenade
fyldes jeg med rytmer & had
de skifter solen ud med månen
der hvor solen sad
C.V. synger nemlig ikke ”promenade”, men ”promonade”. For det kan i hvert fald ikke være fortsættelsen på omkvædet, kritikeren har set sig gal på. Enhver véd jo, hvad C.V. mener:
& først når den spejler sit ansigt
i lemonadesøens bred
vil solen lette anker
& tage dens spejlbillede med
Ok, måske ikke enhver. Lemonadesøen! Det lyder flot. Men giver det overhovedet ingen mening? Hvis man kigger på det, er det faktisk et vellykket eksistens-billede af et narcissistisk menneske, der prøver at komme i kontakt med en større verden. Og hvem er ikke et narcissistisk menneske? Den større verden er symboliseret ved lyset, vandet og spejlet. Det er poesi, slet og ret.
Det er muligt, at folk i musikbranchen vil udnævne B-siden af En Stynet Strejfer til det blegeste af alle C.V.’s sang-sæt, men for mig står den som den mest afklarede, en strømmende, svævende, musikalsk glæde. Vi hører en dybt talentfuld singer-songwriter, der ved, han endelig langt om længe er på vej og som vil prøve alt muligt, men holder vejret på en bestemt måde, for ikke at forstyrre øjeblikket og risikere at splintre dets magi. Det er suverænt.
Det der ”et-tegn”, som det hedder, altså og-krøllen, som C.V. bruger i sine tekster, er også noget fra Dylan, som konsekvent har det i sin fænomenale digtroman Tarantula, den mest surrealistiske tekstsamling i mands minde og stadig en af mine yndlingsbøger overhovedet. Den udkom på dansk, kort inden de her sange er skrevet. Et forsøg på indlagt mundharmonika på b-siden af En Stynet Strejfer er helt sikkert også Dylan-inspireret, selvom den mere lyder som noget, Frank Zappa senere i årtiet laver på det berømte Sheik Yerbouti-album (1979), hvis andet nummer Flakes rummer en vaskeægte parodi på Dylans vildtvoksende mundsharpespil, iscenesat med ordene, ”Take it away, Bob”
Afklaret, strømmende, musikalsk glæde
Særligt B-siden af En Stynet Strejfer, men som helhed begge de to første album, er præget af en form for casual, musikalsk afklarethed, som musikteknisk formentlig kan kritiseres og hvis klangbillede flere steder mildt sagt er originalt, med klangmæssigt et ikke 100% velfungerende elektrisk klaver ind i mellem de mange flotte guitarer – fra den sprøde akustiske til den groft forvrængede elguitar. El-klaveret, som til gengæld fungerer strålende musikalsk, spilles af den oprindeligt ukrediterede Thorstein Thomsen. Guitarerne på de to album spilles af henholdsvis Ivan Horn og Per Wium
Der er flere pludselig afbræk i musikken, end der er numre på de to første album, som således fremstår som musikalske kollager med langt flere facetter, end man kan se af sætlisten eller af teksterne. Den vidunderlige violin kan C.V. til gengæld ikke have fundet på, efter at have hørt Dylan, for Desire, hvor netop violinen er fremtrædende som det eneste sted hos Dylan, udkom først i 1976.
Det er muligt, at folk i musikbranchen vil udnævne B-siden af En Stynet Strejfer til det blegeste af alle C.V.’s sang-sæt, men for mig står den som den mest afklarede, en strømmende, svævende, musikalsk glæde. Vi hører en dybt talentfuld singer-songwriter, der ved, han endelig langt om længe er på vej og som vil prøve alt muligt, men holder vejret på en bestemt måde, for ikke at forstyrre øjeblikket og risikere at splintre dets magi. Det er suverænt.
Ikke én pop-kliché
Der er et bestemt træk ved de to første C.V.-album, som ikke findes på de senere. Der er ikke én pop-kliche! Der er ikke et hit-søgende træk noget steds i musikken. Senere er der ikke andet, i hvert fald frem til 1990’erne. Det funky, hvor det forekommer på de to første album er udtryk for en sindstilstand, senere er det et forsøg på at skrive et dansenummer, der kan spilles i radioen. Instrumentere har deres egne stemmer i kompositionen på de første album, senere bliver de underlagt pop-rock-musikkens akkompagnementsformer
Også teksterne retter sig ind efter kritikken og får i de senere album færre uforløste linjer, der blot står der og dirrer som en overspændt guitarstreng. Selvom alle C.V.’s træk som tekstforfatter og digter er tilstede på de første album forsvinder noget af det rent stemningsbeskrivende ud af tekstuniverset, når teksterne strammes op og står mere afklaret på de næste, professionelle album. Der bliver ikke mindre bid i teksterne, måske endda snarere mere, men lytteren og eventuelt tages mere ved hånden. Det er sikkert en kvalitet i popmusikken, men ikke nødvendigvis noget, der fremmer rocken som kunstart.
En tekst som denne på T-shirts, Terylenebukser & Gummisko siger jo egentlig ikke noget, hvis man vil have klare facts, Sangen Omkring Ækvator, der i sin helhed består af tre korte vers:
”Der er garanteret ingen nord for Ækvator
der har en cykel magen til min Aviator
dynamo fortil & katteøje bag
Der er garanteret ingen nord for Gibraltar
der har en guitar magen til den guitar som jeg har
sølvbronzeret & stjernebesat
Der er med garanti ingen nord for Køln eller Kiel
der har en fætter magen til min fætter Emil
han smører min cykel & stemmer min guitar”
Men læser man efter, er der meget mere i den end en kritik af et materialistisk, egocentrisk verdensbillede, som bliver C.V. Jørgensens varemærke i de senere album. Der er et almindeligt menneske til stede, der er en poetisk beskrivelse af en drømmende dreng, som får lov at stå der, i al sin kejtethed, uden at blive spiddet, og på den måde sørger poesien for, at han i stedet spidder sig selv.
Louies band
Teksten til åbningsnummeret på T-shirts, Terylenebukser & Gummisko er helt åbenlyst en forløber til teksten på C.V. Jørgensens tredje album Storbyens Små Oaser (1977), som anses for det første sådan rigtige album, fordi det kom på et stort, kommercielt pladeselskab, Metronome.
I forhold til den linje, der er lagt på de to skæve forløbere, kan man også argumentere for, at det er det første forkerte album, Storbyens Som Oaser indledes med sangen om ”Det ganske lille band.” Sangens tema er en bearbejdning af et tema, der går igen på flere sange på T-shirts, Terylenebukser & Gummisko, nemlig sangene om Louie, hvis band og hitpotentiale ikke rigtig vil materialisere sig:
”Jeg husker tydeligt den dag
Louie’s navn blev taget af samtlige koncertplakater
han rendte fremmedgjort rundt på Vesterbro
iført T-shirts terylenebukser & gummisko
fodrende juke-boxe & spilleautomater
rastløs som et barn med et vildkatligt begær
affødt af disse maskiner
skreg Louie desperat gi’ mig en jack-pot
i en af nattens allersidste timer”
Hvis sangen er selvbiografisk, var det jo netop en jackpot, C.V. fik, da han kom på et stort pladeselskab, der havde et helt andet produktionsapparat end Hookfarm og kunne sætte hitmaskineriet i sving, så der også kom lidt moneter i kassen.
Efter nummeret om Louies band på T-shirts, Terylenebukser & Gummisko, følger På en fortovsrestaurant, som har endnu et stort anlagt og stort tænkt, instrumentalt afsnit, af den slags, der forsvandt ud af horisonten da C. V. Jørgensens musik blev en del af hitmøllen.
Læser man efter, er der meget mere i den end en kritik af et materialistisk, egocentrisk verdensbillede, som bliver C.V. Jørgensens varemærke i de senere album. Der er et almindeligt menneske til stede, der er en poetisk beskrivelse af en drømmende dreng, som får lov at stå der, i al sin kejtethed, uden at blive spiddet, og på den måde sørger poesien for, at han i stedet spidder sig selv.
At det med hitvæsenet ikke er uden farer for den kreative frihed, bliver et tema allerede på albummets næste nummer – altså tydeligvis inden C.V. Jørgensen selv har smagt succesen:
”En dag mødte Louie så en mand der sagde
hej Louie jeg kender lige din stil
gi’ mig blot en sang på et kassettebånd
vi kan lave et take ude i min Oldsmobile
& ring så til mig imorgen & din identitet vil ligge klar
se denne mand blev Louie’s manager
en erstatning for Louie’s far – Louie farvel”
Det er den samme fortælling, som Pink Floyd gengiver året efter på Have A Cigar på Wish You Were Here, hvor de unge musikmennesker møder den tunge forretningsmand, der spørger hvem af dem, der hedder Pink.
Hele side A på T-shirts, Terylenebukser & Gummisko er reelt én langt, elegant musikalsk komposition, med flere træk, som man under alle omstændigheder må ses som selvbiografiske, selvom Louie skulle vise sig ikke at være det. Det lille pladeselskab Hookfarm er nævnt på det sidste nummer og C. V. karakteriserer sig selv med en subtil metafor, der også er nummerets titel:
“Dagen derpå er jeg frisk efter et bad
& sætter mig ud på terrassen med et Billed Blad
solen skinner men jeg er i skyggen som jeg plejer”
I skyggen som jeg plejer! Det er en selfie af C.V. Jørgensen, der er til at forstå. Nummeret foretager desuden en manøvre som peger i en helt anden retning, end man senere har hørt. Det begynder som en jazz standard, udvikler sig som en bossa nova og går abrupt over i ren heavy rock af den slags, der er båret af tunge guitarriff og guitarsoli, der lyder som om de er lavet på motorsav.
Det er som om C.V. Jørgensen i 1990’erne, på det foreløbigt næstseneste album, finder tilbage til nogle af de træk, der havde motiveret ham tidligt og det bidske, som nu engang også er en del af selve stemmens klang hos ham, bliver afløst i teksterne af mere uforudsigelige eksistentielle stemninger. Det lyder næsten som om han har søgt dem aktivt på et tidspunkt, hvor der kom færre sange til ham:
”Mit livslys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to”
(Spildte bedrifter fra albummet Sjælland, 1994)
Det er formentlig nødvendigt at være del af hitmaskineriet for at kunne leve anstændigt at sin musik i et så lille sprogområde som det danske. Men måske ville C. V. Jørgensens værk og dermed den danske rockhistorie have set anderledes ud, hvis han i stedet havde valgt at opdyrke de aspekter, han fortrænger og fravælger ved mødet med de store pladeselskabers verden, fordi de er for trekantede, for svære at placere genremæssigt, for uforløste.
Eller også er de, som antydet i begyndelsen i virkeligheden noget helt andet. De er fra 1960’erne. De har alle 1960’ernes eksperimenterende, musikalske træk, og teksterne har den utøjlethed, som er kendetegnende for den tidlige rockmusik. Ellers også har Dan Turéll fuldstændig ret og de danner den yderste grænse for 60’erne, inden de bliver til 1970’erne – i 1975
Uanset, hvad der senere er kommet, står de to første album altså stadig fint i pladeskabet herhjemme, hvorfra de bliver trukket ud med visse mellemrum. Ganske vist har jeg senere i Accord på Vesterbrogade købt nogle nye udgaver af vinyl-skiverne, der var knapt så slidte som mine egne.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Topfoto: Coveret til En Stynet strejfer
Denne artikel blev første gang publiceret 17/09/2016
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og