Hvad taler vi faktisk om, når vi taler om sammenhængskraft?

af i Danmark/Politik & Samfund

NY BOG – Et samfund brækker ikke over ved, at dets befolkning ikke tænker og lever og er ens. Det brækker over, hvis der ikke er plads til forskellighed – og accept heraf. Det konkluderer seks forskere i en ny bog om et af det mest værdiladede begreber i den danske debat og i disse dage i valgkampen.

Mens denne tekst skrives, er valgkampen til det danske folketing en uge gammel. Ét af de begreber, som ofte anvendes i valgkampen – akkurat som både før og givetvis efter – er ”sammenhængskraft”.

For at give et eksempel: Dagen efter, at valget var blevet udskrevet, nærmere bestemt d. 8. maj, udgav Dagbladet Information et debatindlæg af Søren Pape Poulsen (K) under overskriften Vi står vagt om tilliden og sammenhængskraften. I debatindlægget trak Pape Poulsen en linje mellem sammenhængskraft og tillid.

Spørgsmålet er om sammenhængskraft, et ord som I debatten er blevet den korte form for social sammenhængskraft, kan forstås entydigt? Hvordan kommer den sociale sammenhængskraft til udtryk?

”Tilliden til politikerne, medierne, store samfundsbærende institutioner og ikke mindst hinanden er altafgørende for sammenhængskraften i et land som Danmark,” skrev han, og tilføjede: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at Det Konservative Folkeparti værdsætter og værner om sammenhængskraften. Men tilliden kan hurtigst sættes over styr.”

Pape Poulsen er ikke forkert på den i sin karakteristik. Indenfor forskningen er der strømninger, som ser sammenhængskraft som afhængig af, hvad der betegnes ”generaliseret tillid”, altså tillid til personer som man ikke kender. Generaliseret tillid kan ses som en dimension ved, for eksempel, nationale fællesskaber. En samfundsforsker som den britiske historiker Benedict Anderson kaldte nationens fællesskab for forestillet: Det hænger og hang sammen, fordi dets medlemmer så sig selv som forbundne uden nødvendigvis at kende hinanden.

Spørgsmålet er dog om sammenhængskraft, et ord som i debatten er blevet den korte form for social sammenhængskraft, kan forstås så entydigt? Hvordan kommer den sociale sammenhængskraft til udtryk?

Begrebet har politisk betydning

Disse spørgsmål er bl.a., hvad vi undersøger i bogen Sammenhængskraft: Begreb og virkelighed, der netop er udkommet. Blandt konklusionerne er, at hvis vi ser på sammenhængskraft som ”skabelse af relation mellem forskellige grupper”, så er det de små, hverdagsagtige ting, som tæller.

Folk kan godt opfatte hinanden som forskellige, de kan godt have lyst til at undgå, at andre kommer for tæt på – alligevel kan de fx godt have et velfungerende naboskab. Nærhed eller lighed er ikke en forudsætning for et godt naboskab, fx i et boligområde, som beskrives som belastet.

Bogen understreger også, at sammenhængskraft, hvordan vi end forstår den og betegner den, ikke afhænger af enshed. Indvandrere i Københavns Kommune (og her anvendes undersøgelsesdata) kan blandt andet udtrykke større loyalitet overfor nationale værdier end personer, som ikke har indvandrerbaggrund.

At nå til en sådan forståelse er ikke mindst vigtigt, når vi har at gøre med et begreb, som anvendes så ofte i den danske politiske debat og bruges som et argument for politiske initiativer som fx den siddende regerings ghettoudspil fra 2018: ”Parallelsamfund er en stor belastning for sammenhængskraften i samfundet og for den enkelte” står der i ghettoudspillet.

Måske det virker unødvendigt nørdet at spørge, hvad sammenhængskraft er i den forbindelse – for ikke at glemme dét begreb, som det kobles sammen med, nemlig parallelsamfund. Men netop fordi disse to begreber har den politisk signifikans, som de nu har, fordi henvisningen til ikke mindst sammenhængskraften som noget, der skal værnes om, anvendes igen og igen, er det vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad taler vi faktisk om, når vi taler om sammenhængskraft?

Var – og er – konflikter nødvendigvis af det onde, eller kan de være med til at bringe et samfund videre og fastholde dets indre solidaritet, fordi konflikter også fostrede alliancer og skabte et bolværk mod stagnation?

Den nye bog er redigeret af tre samfundsforskere, Katrine Vitus, Tina Gudrun Jensen og undertegnede Garbi Schmidt, og indeholder også bidrag fra tre andre forskere, Nils Holtug, Mikaela Freieleben og Karen Fog Olwig. Alle seks forskere beskriver dimensioner af sammenhængskraft baseret på empiriske, overvejende kvalitative, feltarbejdsbaserede, men også surveybaserede undersøgelser af sammenhængskraft.

Bogen er udkommet på forlaget Samfundslitteratur.

Undersøgelserne har alle fundet sted i København og denne kontekst har selvfølgelig betydning for deres fokus og indhold. Alle bidrag fokuserer på den ene eller anden måde på social sammenhængskraft i relation til etnisk diversitet, fx når det gælder bestemte boligområder eller kvarterer. Bogen har også fokus på bestemte indvandrergrupper, oplevelsen af fællesskab og fællesskabets grænser og på, hvordan begreber som sammenhængskraft og parallelsamfund er blevet forstået igennem tiden.

Sagen er jo, at opmærksomheden på, hvad der får et samfund til at hænge sammen, og hvad der får det til at falde fra hinanden, slet ikke er ny. Selvom man ikke tidligere talte om social sammenhængskraft, hverken for halvtreds eller hundrede år siden, selvom begrebet faktisk er nyt – i dansk sammenhæng anvendes det for alvor efter 1994 – beskæftigede ikke mindst forskere sig med, hvad der fik et samfund til at hænge sammen eller falde fra hinanden.

Var for meget individualisme fx en trussel mod samfundets lim? Hvad betød ulighed, øget samfundsmæssig kompleksitet, solidaritet og konflikt for sammenhængskraften? Var – og er – konflikter nødvendigvis af det onde, eller kan de være med til at bringe et samfund videre og fastholde dets indre solidaritet, fordi konflikter også fostrede alliancer og skabte et bolværk mod stagnation?

Etnisk diversitet og sammenhængskraften

Diskussionen af sammenhængskraft er i øvrigt historisk set knyttet til mange forskellige emner. I starten af 1990’erne blev sammenhængskraftsbegrebet fx brugt til at beskrive internationale begivenheder, såsom Sovjetunionens forsøg på at opretholde sin egen eksistens. Sammenhængskraftsbegrebet er også blevet brugt til at betegne alt fra effekten af Grundtvigs tanker, tillid og social kapital, betydningen af frivillighed, ordentlig adgang til boliger og processer i folkeskolen. Sammenhængskraft kan således ses som et rammebegreb, der (langt fra altid særlig præcist) forholder sig til komplekse sociologiske emner.

På Nørrebro er det flerkultur, på Østerbro er det sport. Sammenhængskraft er af samme grund heller ikke nødvendigvis udfordret af øget etnisk diversitet

Netop fordi begrebet er så upræcist, er det nemt at bruge. Men mangel på præcision gør også, at begrebet let fyldes med ideologi. Og dermed bliver begrebet svært at anvende analytisk, svært at anvende til egentlig at forstå, hvad der sker i vores samfund. En præcisering af begrebet – hvordan det anvendes, hvad det betegner – er nødvendig, ikke mindst, hvis man skal bruge det som afsæt for politiske tiltag.

Bogens forfattere og kapitler tager af den grund også fat i forskellige måder, som begrebet kan anvendes på: som en betegner for fællesskabsfølelse, for identitet, for naboskab, for nærhed. På den måde afspejler også bogen begrebets flertydighed, men gør det eksplicit.

Sammenhængskraft er måske noget, som vi drømmer om. Som når Københavns Kommune skaber pladser og offentlige rum på Nørrebro og Østerbro, der er bygget op om de fortællinger, som findes om områderne, og som borgerne derfor forventes at kunne samles om. På Nørrebro er det flerkultur, på Østerbro er det sport. Sammenhængskraft er af samme grund heller ikke nødvendigvis udfordret af øget etnisk diversitet.

Det er dog den etniske diversitet og sammenhængskraften, som de seks forfattere fokuserer på i bogen: Et emne, som de alle har forsket indgående i. Et samfund brækker ikke over, ved at dets befolkning ikke tænker og lever og er ens. Det brækker over, hvis der ikke er plads til forskellighed – og accept heraf.


Social sammenhængskraft – begreb og virkelighed
Forfatter: Tina Gudrun Jensen, Garbi Schmidt og Kathrine Vitu
Sider: 154
Omslag: Paperback
Forlag: Samfundslitteratur


Illustration: Flick.

Garbi Schmidt er professor i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Seneste artikler om Danmark