“Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det”

af i Debat/Liv & Mennesker

VOLDTÆGTSDEBAT // RETSPOLITIK – “Jeg ved ikke, hvad I tror, man bliver spurgt om, når man er vidne i en voldtægtssag – det er som bekendt offerets status. Jeg kan afsløre, at det er ting som: ’Havde du nogle ønsker eller præferencer i jeres sexliv?’ ’Hvornår har I samtaler om erotiske fantasier?’ ’Har I haft sex uden forspil i perioder?’ ’Har du nogensinde sagt ’av’, når du fik et klap i numsen?’ ’Er det korrekt, at du godt vil nives i brystvorterne under sex?’ ’Kjolen du har på, var det sædvanligt nattøj?’ ’…’ ’Sov du normalt uden trusser?” Rulle Grabow har været i retten og overværet en voldtægtssag, hvor den tiltalte blev frikendt med dommerstemmerne 2-1. Hvad hun oplevede, vil overraske de fleste, skriver hun, der opfordrer voldtægtsofre til, hvis de kan holde det ud, “at holde dørene åbne til retsmøderne, så vi kan få dokumenteret afhøringerne”.

Det har været nogle trættende dage i denne uge af flere grunde.

Jeg kæmper med nye hårde kontaktlinser, og tror faktisk, at jeg må kaste håndklædet i ringen om en uges tid og erkende, at jeg må leve med det syn, jeg har (som bl.a. medfører, at jeg forleden dag ved 7.50-tiden skræmte livet af en ukendt dreng med et skateboard på Frederiksberg Allé ved at klappe og råbe ‘HEJ, HEJ SKAT!’ i den tro, at det var mit eget afkom på vej med bussen fra Valby).

Hvad der gør mig rasende – og som også har fyldt mine dage her på det sidste – er den voldtægtssag, som jeg overværede i retten forleden

Det gør mig ked af det, for jeg når faktisk lige at håbe på en god løsning i morgen, hver gang mine specialister finder på noget nyt, der forbedrer mit syn.

Hvad der ikke gør mig ked af det, men derimod rasende – og som også har fyldt mine dage her på det sidste – er den voldtægtssag, som jeg overværede i retten forleden.

Trine, som offeret hedder, opsøgte mig sidste år, fordi hun havde læst om mig i medierne og gerne ville hjælpe.

Hun sagde meget ærligt, at løbet var kørt for hendes egen sag, da politiet under henvisning til at manden, der havde voldtaget hende ved at banke sin knytnæve op i hendes underliv gentagne gange, så hun efterfølgende blødte i ti dage, var hendes daværende kæreste. Underforstået, at den slags må man regne med, at kærester gør.

Hvad der var noget mere grænseoverskridende, i hvert fald for mig, var den måde retssagen foregik på

Efter at have deltaget i et møde hjemme hos mig (Trine er 49 år og jurist i et ministerium, så vi kunne og kan sagtens brug hendes ekspertise i kampen for en ændret lovgivning) blev hun efter eget udsagn så fuld af kamplyst, at hun brugte foråret på at skrive en femten sider lang klage over politiets afgørelse om ikke at rejse tiltale i hendes sag.

Vi tudede begge to, da hun ringede til mig fra sin sommerferie, en vandretur i Alperne, og fortalte at hende klage var imødekommet og at politiet alligevel havde rejst tiltale.

Trine havde bedt mig være til stede under sin egen afhøring, og hun havde truffet den beslutning, at dørene skulle være åbne undervejs, så jeg og andre kunne bevidne det.

Det er ret usædvanligt, fordi åbne døre i den del af en retssag betyder, at den tiltalte også må være til stede, hvilket jo selvsagt kan være en ret grænseoverskridende oplevelse, især når retslokalet, som det er tilfældet i Københavns Byret, sal 6, er omkring 25 m2 og man derfor sidder halvanden meter fra hinanden.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske at der ville blive gjort en indsats for, at alle der er interesserede, har mulighed for at overvære retssager?

Hvad der var noget mere grænseoverskridende, i hvert fald for mig, var den måde retssagen foregik på.

Selv om anklageren havde bedt om at sagen blev afholdt i et større lokale end Sal 6, var den anmodning ikke blevet imødekommet, hvorfor dommeren på første retsdag sendte to journaliststuderende udenfor.

På tredje retsdag, hvor jeg igen på Trines opfordring deltog for at høre procedurer og domsafsigelse (der var hun ikke selv til stede, og hvis jeg var der, kunne jeg ringe til hende omgående, så hun ikke skulle vente på, at hendes bistandsadvokat fik dommen oversendt og kunne orientere hende) var det en medarbejder fra Amnesty International og en medarbejder fra Anklagemyndigheden, der måtte gå ud.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske at der ville blive gjort en indsats for, at alle der er interesserede, har mulighed for at overvære retssager?

Jeg skal ikke kunne sige, om det her var normen, men det virkede bestemt ikke på retssekretæren, som om man bød tilhørere velkommen.

Faktisk havde jeg en (muligvis forkert) fornemmelse af, at retssystemet sådan set helst vil være i fred uden udefrakommende indblanding. Forstå mig ret, jeg sad helt stille, var ikke iført påfaldende påklædning eller gjorde på nogen måde væsen af mig. Alligevel følte jeg mig på ingen måde velkommen.

Trines afhøring varede næsten to timer, og både dommer og tiltaltes forsvarsadvokat spurgte inden, om det virkelig kunne passe, at dørene ikke skulle lukkes inden.

Umiddelbart skulle man tro, at alt dette var fuldkommen irrelevant for bevisførelsen. Jeg mener, har man sagt ja til at få tæv på sin livmoder, mens man bliver holdt fast, fordi man sover uden trusser eller engang har haft sex uden forspil?

Det undrede jeg mig lidt over.

Men det holdt jeg op med, da jeg hørte spørgsmålene. Jeg er så lykkelig, at min hjerne klistrer virkelig meget, og at jeg har en hurtig skrivehånd. Så det lykkedes mig at tage i alt 40 siders ordrette notater fra de to retsdage, hvor jeg deltog.

Jeg brugte fem timer på at renskrive dem i forgårs, så Trine kunne få dem.

Jeg ved ikke, hvad I tror, man bliver spurgt om, når man er vidne i en voldtægtssag (det er som bekendt offerets status).

Jeg kan afsløre, at det er ting som:

’Havde du nogle ønsker eller præferencer i jeres sexliv?’
’Hvornår har I samtaler om erotiske fantasier?’
’Har I haft sex uden forspil i perioder?’
’Har du nogensinde sagt ’av’, når du fik et klap i numsen?’
’Er det korrekt, at du godt vil nives i brystvorterne under sex?’
’Kjolen du har på, var det sædvanligt nattøj?’
’Den silketunika, der er tale om, var den gennemsigtig? Det fremgår ikke af billederne.’
’Sov du normalt uden trusser?

Umiddelbart skulle man tro, at alt dette var fuldkommen irrelevant for bevisførelsen. Jeg mener, har man sagt ja til at få tæv på sin livmoder, mens man bliver holdt fast, fordi man sover uden trusser eller engang har haft sex uden forspil?

Hvor efterlader det i så fald en kvinde som mig, der sover helt nøgen og ikke er nogen stor fan af indledende kæleri?

Hvis jeg nogen sinde skulle blive voldtaget, ville min sag aldrig nå for retten

Jeg spurgte faktisk Trines bistandsadvokat om det samme på vej ud af retten efter første dag. Jeg tilføjede, at jeg også har en psykiatrisk diagnose. Jeg tror, at jeg må konkludere, at jeg ikke skal frygte nærgående afhøringer: Hvis jeg nogen sinde skulle blive voldtaget, ville min sag aldrig nå for retten.

På et tidspunkt under afhøringen græd Trine så meget, at man vanskeligt kunne høre hendes svar. Der tog dommeren ordet og sagde følgende:

’Det er vores opgave at tage stilling til, hvad der er sket inde i tiltaltes hovede. Vi ved godt, at det her var grænseoverskridende for dig. Det er bare præmissen for afhøringen. Det er ikke for at være onde eller trække dig igennem noget. Ingen her synes, at noget i jeres sexliv var forkert.’

Jeg synes det udsagn er et meget godt bevis på, at det, Trine var udsat for i Retssal 6, er den helt gængse metode i sager som disse.

Og hvis det er rigtigt, er det bare, at jeg ikke helt forstår, at flere aktører i debatten om en ændret lovgivning ved flere lejligheder har citeret Dommerforeningens formand for en bekymring om, at en samtykkebaseret lovgivning vil føre til ‘nærgående afhøringer af ofrene’.

Vi har en hyppigt fremsat og citeret kritik af en potentiel lovændring, der baserer sig på en afgrundsdyb uvidenhed om, hvordan voldtægtssager rent faktisk bliver behandlet i landets retssale

Forleden da jeg var i Folketinget til afstemning om samtykkeloven, optog jeg Venstres retsordførers tale. Her sagde han blandt andet:

’Mange dommere er alvorligt bange for at en såkaldt samtykkebaseret lovgivning vil afstedkomme, at kvindens adfærd får en højere prioritet, når der skal dømmes i retten, og der må jeg sige, at det ville være dybt, dybt beklageligt.’

Nu sidder jeg så tilbage i min sofa og tænker dybt over, hvorvidt det jeg oplevede i Retssal 6 forleden var helt usædvanligt, og om Trine i så fald kan klage?

Eller om det – hvilket jeg frygter – er helt sædvanligt?

Hvis det sidste er tilfældet, har vi en hyppigt fremsat og citeret kritik af en potentiel lovændring, der baserer sig på en afgrundsdyb uvidenhed om, hvordan voldtægtssager rent faktisk bliver behandlet i landets retssale. En uvidenhed, der deles af både formanden for landets dommere og jurauddannede retsordførere for regeringspartier.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan gøre ved det?

Jeg har skrevet denne klumme og en i B.T, i dag. Jeg har også noteret sagens journalnumre, hvis nogen vil søge aktindsigt i den.

Og så vil jeg opfordre jer til at sige til voldtægtsofre I kender, at de, hvis de kan holde det ud, bør holde dørene åbne til retsmøderne, så vi kan få dokumenteret afhøringerne.

Vi ved at tiltalte siger: ’Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det’. Her deler rettens anskuelser sig. Vi har haft en forskellig opfattelse af, hvorvidt det var en trussel’

Tiltalte i Trines sag blev frikendt med dommerstemmerne 2-1. Dommeren sagde i sin tale ved domfældelse, at det særligt var et forhold, der havde delt anskuelserne:

’Vi ved at tiltalte siger: ’Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det’.

Her deler rettens anskuelser sig. Vi har haft en forskellig opfattelse af, hvorvidt det var en trussel.’

Jeg tænker umiddelbart, at den bemærkning må betyde, at to af dommerne mente, at ovenstående er at betragte som et løfte, så?

Jeg ved ikke, hvad I vil gøre. Men nu har I jo læst hertil, og det er også noget. Tak for det.


Rettens journalnummer SS-1-22165/2018
Politiets journalnummer: 0100-72322-00004-17


Topfoto: Pixabay.

Rulle Grabow Westergaard er 46 år og har en magistergrad i Nordisk Filologi og Medievidenskab fra Københavns Universitet.
Hun har blandt meget andet været særlig rådgiver for Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med ansvar for strategisk rådgivning af og krisehåndtering for ministeren og regeringen.
Seniorrådgiver i Jøp, Ove & Myrthu A/S med ansvar for strategisk kommunikationsrådgivning, primært af topledelser, krisekommunikationsrådgivning, medietræning og intern kommunikationsrådgivning.
Kommunikationsdirektør i Sterling Airlines med ansvar for etablering af velfungerende koncernkommunikation, strategisk kommunikationsrådgivning af direktion og bestyrelse, PR og presse i Danmark, Sverige og Norge og public affairs i Danmark.
Ansvarshavende redaktør for ugemagasinet FoodCulture med ansvar for etablering og drift af dagsordensættende ugemagasin med væsentlig indflydelse på meningsdannere i og omkring fødevarebranchen, strategisk kommunikationsrådgivning af direktion og præsidium samt public affairs i Danmark.
Redaktør og kommunikationsrådgiver i TDC med ansvar for etablering og drift af velfungerende koncernkommunikation på web og print, strategisk kommunikationsrådgivning af direktion. Kommunikativt ansvar for adskillige store koncernkommunikationsprojekter i hele Norden. Man kan finde hende på LinkedIn.
Rulle Grabow Westergaard bor på Frederiksberg med sin familie.

Seneste artikler om Debat