KULTURARV // BAGGRUND – Den britiske museumsverden er i disse år blevet midtpunkt i en debat om ejerskabet til tusinder af kunstgenstande fra fremmede kulturer og civilisationer. Det er en sag med mange forgreninger tilbage i tiden.
NEWCASTLE – Lord Elgin var soldat og diplomat. I perioden fra 1799 til 1803 var han britisk ambassadør i Konstantinopel, hovedstaden i det osmanniske kejserrige.
I den periode lykkedes det ham, sagde han selv, at få officiel tilladelse til at opstille et stillads omkring Parthenon-templet på Athens Akropolis, til at tage afstøbninger af den fantastisk flotte marmorfrise højt oppe på templet – og også til at fjerne dele af frisen.
På det tidspunkt fandtes der ikke en selvstændig græsk nation. Landet var under osmannisk herredømme. Athen var derfor ikke hovedstad i Grækenland og strengt taget var Akropolis og Parthenon-templet ikke ”græsk”. Hvis Konstantinopel gav tilladelse til at Elgin pillede Parthenon-templet fra hinanden, så skulle det sådan set være i orden.
Lord Elgin lod de fine marmorskulpturer sende til London. Senere blev de købt at British Museum og nu er de nogle af museets store skatte. De blev fjernet helt legalt (hævder man), og de har været britisk ejendom i over to hundrede år. De bliver naturligvis i London. Siger formanden for museets bestyrelse, så sent som søndag 1. januar 2022, på BBC.
Kynisk og brutal nedslagtning
I sin nyligt udkomne bog, The Brutish Museum, gør Oxford-akademikeren Dan Hicks meget skarpt op med briternes forhold til de lande, de færdedes i som koloni- og militærmagt. The Elgin Marbles på British Museum er nok det klassiske eksempel på den type tilegnelse af fremmed kulturarv med yderst tvivlsomme metoder, men han fokuserer på et andet, måske endnu mere markant eksempel.
Bronzeskulpturerne fra Benin kan ses i museer i hele Europa inklusive på Nationalmuseet i København, hvor man har adskillige af netop de bronzerelieffer, Dan Hicks skriver om. Og et par såkaldte Benin Bronzes er tilfældigvis udbudt på en europæisk kunstauktion netop i denne måned. Der er mange af dem, og det er ikke usædvanligt at se dem til salg.
I 1897 angreb og nedkæmpede britiske tropper byen Benin i Nigeria. Angrebet varede 18 dage. Da den lokale afrikanske konges hær var nedkæmpet og byen indtaget, brændte sejrherrerne kongens slot ned og stjal alle de kulturskatte, de fandt. Det er Benins bronzeskulpturer.
Man kan møde briter, der stadig mener, at det var en god ting at de kostelige skulpturer blev ”reddet” fra de indfødte og taget med hjem til britiske museer, hvor man bedre kunne passe på dem. Dette er dog nok et mindretalssynspunkt. I virkeligheden videreførte de britiske kolonisoldater det gamle princip om at berige sig på taberens bekostning. Skulpturerne blev ikke ”bragt i sikkerhed”. De blev simpelthen solgt.
Massakren i Benin
Angrebet var i sig selv et typisk eksempel på den brutalitet og arrogance, der karakteriserede datidens kolonister. Det blev senere beskrevet som en ”straffeekspedition”. Benin og Benins konge havde selv været ude om det, ”det var dem, der begyndte”.
En lille gruppe på ni briter var taget til Benin i oktober måned 1896. Før de nåede frem, blev de advaret om, at situationen mellem briterne og afrikanerne var spændt. Hvis de tog til Benin, ville de helt sikkert blive slået ihjel. Benins konge var ikke interesseret i at åbne sit land for europæerne, det var ikke det rigtige tidspunkt at tage på visit. Den lille ekspedition havde et messingorkester med, som man besluttede at sende hjem: Det så ikke ud som, mødet ville blive festligt.
Det man ikke talte så meget om, var kapløbet mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Belgien for at få kolonier i Afrika
Briterne rejste alligevel videre og de, og et antal bærere, man ved ikke hvor mange, mistede livet. Dele af pressen i London beskrev det som en ”massakre”, britiske kristne meningsdannere påstod, at de indfødte ofrede mennesker som del af deres religiøse ritualer. Der var helt tydeligt god grund til at angribe dem med moderne artilleri og Maxim-maskinkanoner.
Det man ikke talte så meget om, var kapløbet mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Belgien for at få kolonier i Afrika. Briterne ville have en nigeriansk koloni, og erobringen af Benin var en del af projektet.
Bogens argument er, at briterne kynisk og brutalt slagtede den indfødte befolkning og ødelagde dens nationers magtstrukturer for at kunne tage kontrollen med landet.
Og til overmål stjal sejrherrerne de besejredes kunstværker og solgte dem på det internationale (europæiske) kunstmarked, så vi nu kan se dem på alverdens museer.
Pseudoæstetisk debat
Dan Hicks bringer debatten om Europas nationers historie som kolonimagter det skridt videre ved at feje den pseudoæstetiske debat til side og kræve, at vi (som europæere) ser os selv i spejlet som de undertrykkere, vi engang var, og som vi ikke længere synes, vi er.
Hans bog – og den generelle debat om Benin-skulpturerne – har allerede faet konsekvenser. Museer og universiteter er begyndt at sende skulpturerne tilbage til Afrika.
Det er klart, at det skal ses som del af den pågående debat om racisme. Angrebet i Bristol i juni 2020 på statuen af slavehandleren Edward Colston var måske den handling, der rigtigt satte gang i en diskussion, der vil blive skarpere, før den er forbi.
Det er for enkelt at beskrive det som en debat om ”racisme”, den drejer sig også om en langt bredere form for social uretfærdighed, der især rammer allerede underprivilegerede grupper. I den britiske presse læser man her i januar 2022, at pandemien har ramt sorte briter hårdere end andre sociale grupper.
Er det så ikke racisme? Jo, men hvis man nøjes med at sætte et mærkat på fænomenet, så løser man ikke problemet. Krisen rammer én gruppe mere end andre grupper, ja, men den rammer også andre grupper, og der skal bredere tiltag end bare racisme-bekæmpelse til at skade det mere retfærdige samfund.
Churchill og slaveriet
I det moderne Storbritannien er der ingen enighed om, hvad museers forpligtelse overfor ”historien” er eller hvem, der bestemmer, hvordan historien skal fortolkes.
Selvom kulturkamp ikke er del af debatten på pub’erne og cafeerne i Newcastle (ikke der, hvor jeg kommer), så er der en debat om, hvem der ejer kulturen.
En af Storbritanniens største kulturinstitutioner er den selvejende institution The National Trust. Den ejer blandt andet en række gamle herregårde med omliggende parker og, i stadig større grad, store naturområder. The National Trust er blevet en vigtig plejer af en bestemt del af nationens kulturarv, som den i høj grad påtager sig at bevare.
I den senere tid har the National Trust indledt et nyt program med genfortolkninger af historien om de mange attraktioner. For et par år siden var emnet homoseksualitet blandt ejerne af f.eks. de store herregårde, og i de seneste år er der kommet fokus på forbindelserne mellem slaveri i kolonierne og herregårdenes tidligere ejere.
Churchill er fredet
Herregårdenes kustoder er frivillige, og det har vist sig, at mange af dem er meget utilfredse med at skulle gå med etiketter på skjorten, der reklamerer med emnet ”gayness”. Og da The National Trust kædede ejendommene sammen med slaveriet, vakte det tilsvarende stor forargelse, og ikke mindst da The National Trust udgav en rapport, der f.eks. påviste, at Winston Churchills familie havde forbindelser til slaveriet.
Set i det klare dagslys er det meget naturligt, at Churchills familie på en eller anden måde har forbindelse til slavehandel eller slaveejere. Hans familie hører jo til højt oppe i det britiske samfund, og slaveri var en central del af den britiske økonomi i mange år. Ingen siger, at Winston Churchill selv har holdt slaver (selvfølgelig har han ikke det), men det er heller ikke det, der falder mange briter for brystet. Winston Churchill er nationalhelt i den allerhøjeste klasse, og man kan ikke komme med negative udtalelser om ham.
Krigsbytte
Denne sag er beslægtet med debatten om museernes tilbagelevering af kulturarv, idet den på samme vis piller ved nogle stereotype opfattelser af vores somme tider alt andet end glorværdige fortid. For nogle er historien stabil og uforanderlig, for andre er historien en fortælling i stadig udvikling om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
Det griber ind i debatten om krigsbytte, som er et problematisk begreb med en lang forhistorie. For England var plyndring en god måde at aflønne sine soldater på. Man kunne for eksempel belejre en by, og når den overgav sig, kunne man give sine soldater lov til at gå ind i byen og tage for sig af retterne.
Det har ikke været en rar oplevelse for indbyggerne, men soldaterne fik noget med sig hjem. Princippet overlevede langt ind i vores egen tid. Den britiske flåde delte f.eks. rovet med besætningen, hvis man havde kapret et fjendtligt skib. Det har både virket som aflønning og som en bonus for godt arbejde, set fra den britiske flådes og fra dens besætningers side.
Under Anden Verdenskrig havde Nazityskland en ide om, at det en dag skulle være centrum i et nyt, tysk-domineret Europa – et Neuropa. Det skulle ikke bare være centrum politisk og økonomisk men også kulturelt. Så tyskerne tog for sig af retterne i de lande, de erobrede, og tog kulturskatte med sig hjem til Riget fra museer og private samlinger. Især private samlinger ejet af jøder stod for skud. Her mente tyskerne, at de havde ret til at konfiskere jødisk ejendom, uanset om det drejede sig om penge, fast ejendom eller eksempelvis en malerisamling.
Fordi de tyske ledere anså sig for at være særligt kultiverede, konfiskerede de også kunst til deres private samlinger. Hermann Göring var særligt ”kultiveret” i den forstand og havde en stor samling europæisk kunst.
Russerne tog radiatorer på nakken
Hvad tyskerne havde plyndret som nation, det egentlige krigsbytte, blev fundet og leveret tilbage af de allierede ved krigens slutning, men meget er efter sigende havnet i det daværende Sovjetunionen. Landet led enorme tab under krigen, menneskeligt og materielt, og sørgede for at få så meget erstatning ud af det besejrede Tyskland som muligt.
Den sovjetiske krigskorrespondent Vasilij Grossman beretter hvordan de sovjetiske soldater var forbløffede over, at de materielt rige tyskere kunne finde på at sætte deres rigdom overstyr ved at starte en krig. Og så sendte soldaterne alt det krigsbytte hjem, de kunne, inklusive (angiveligt) støbejernsradiatorer.
Lidt efter sammen mønster lod amerikanerne deres soldater sende personlige ”souvenirs” hjem med det militære postvæsen, fra både Europa og Stillehavsområdet, og fra tid til anden hører man om, hvordan en afdød soldats efterladte prøver at sælge kunstværker, som soldaten måske ”fandt” i en tysk kirke i 1945 og tog med hjem i rygsækken.
Den slags kommer ofte tilbage til rette ejer. Mere problematisk er det med genstande fra private kunstsamlinger, genstande som tyskerne stjal fra deres jødiske ejere efter 1933, ikke bare i Tyskland men også andre besatte lande.
Der er, rent juridisk, kommet mere orden i, hvad der må tages som krigsbytte. Den vindende nation – ikke den enkelte soldat – kan tage krigsmateriel med hjem
Her kan det være langt sværere for ejernes efterkommere at få kunstværkerne tilbage, ikke bare fra deres nye private ejere men også fra museer, hvor de med tiden er havnet. Tyskerne har sommetider været meget udspekulerede på den måde, de har ”skjult”, hvor værkerne er kommet fra. Museerne har ikke altid kunnet se, at de købte tyvegods. Sommetider bryder de sig ikke om at skulle returnere deres fine kunstværker igen, her mange årtier efter krigens afslutning.
Der er, rent juridisk, kommet mere orden i, hvad der må tages som krigsbytte. Den vindende nation – ikke den enkelte soldat – kan tage krigsmateriel med hjem, og den slags kan man se på britiske museer. Flyvemaskiner, håndvåben, panserkøretøjer har briterne haft med hjem efter Falklandskrigen og Irakkrigene.
Ubehagelige situationer
Briterne opfandt turismen i Europa. Deres herskende klasse havde råd til at rejse ned gennem Europa til Italien for at opleve den kultur, man i hele Europa var kommet til at anse for vores ”rødder”, nemlig den ”klassiske”.
Den klassiske kultur (ordet overlever i begrebet ”klassisk musik”) var romersk og græsk, og briterne tog først og fremmest til Italien for at opleve den.
Derfor kom der gang i en stor industri, der fremstillede kvalitetskopier til turisterne, så de alligevel kunne få en fin marmorstatue med hjem til herregården, uden at fjerne en original
Hvis nu sådan en turist, i 1700-tallet, kom forbi hovedet af en romersk marmor-kvindestatue, der lå på en mark, så ville han måske spørge den nærmeste bonde, om han måtte købe det. Og bonden, der hverken ejede marken eller hovedet, solgte det villigt til briten, der tog det med hjem og udstillede det på sin herregård, hvor det står den dag i dag.
Det er et fiktivt forløb, men sådan gik det ofte til. Italienerne opdagede hurtigt, at der var flere problemer i sådan et forløb: man fik ikke en ordentlig pris for tingene; og i virkeligheden skulle tingene helst blive i Italien, hvor de hørte til. Derfor kom der gang i en stor industri, der fremstillede kvalitetskopier til turisterne, så de alligevel kunne få en fin marmorstatue med hjem til herregården, uden at fjerne en original.
Men det er en lidt anden historie. For hvis man besøger et museum som f.eks. British Museum i London, Berlins Pergamonmuseum, Louvre i Paris eller New Yorks Metropolitan Museum, så er de jo fulde af de mest pragtfulde originale kunstgenstande fra hele verden.
Man må gå ud fra, at alle genstandene er erhvervet på lovlig vis, mange af dem er købt på det åbne marked, hvor enhver (med penge) den dag i dag kan erhverve sig vidunderlige kunstgenstande fra alverdens lande og civilisationer. Ikke alting havner på museer, og der er ikke plads til alt på museer. Det er i orden at være privat samler, det er ikke i sig selv et problem. Men hvis der udover juraen kommer politik ind i debatten om ejerskab, kan der opstå nogle rigtig ubehagelige situationer, og det er nok det, museumsverdenen oplever lige nu.
Boris Johnson
I 1981 blev den græske politiker og sanger, Melina Merkuri, udnævnt til græsk kulturminister. Hun begyndte en stædig kamp for at få The Parthenon Marbles hjem til Athen. Det lykkedes ikke, før hun selv døde i 1994.
Undervejs i kampagnen opførte Athen et Akropolis Museum, hvor man på tredje sal kan se den del af Parthenon-frisen, som Elgin ikke fik sendt til London. Hvad mere er, man får et indtryk af, hvor meget af frisen, man har i London og som grækerne gerne vil have tilbage. Det meste af hvad de har på museet er afstøbninger.
Men de holder ikke op med at presse på briterne. Sidst, da den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, i november 2021 besøgte sin britiske modpart, Boris Johnson, bragte han emnet på bane. Planen var at tilbyde British Museum at de kunne låne enestående kunstværker fra det antikke Grækenland, til gengæld for at Athen fik sine statuer tilbage.
Storbritanniens opførsel
Det har måske været et ubehageligt emne for Boris Johnson. Han nægtede at tage den diskussion med Mitsotakis. Men ved tidligere lejligheder, før han blev minister og premierminister, har han udtalt, at selvfølgelig skal de tilbage til Athen. Som premierminister har han måttet indse, at der er emner, han ikke kan udtale sin mening om. Hvad der udstilles på museerne i Storbritannien, det er ikke noget, regeringen bestemmer. Det bestemmer bestyrelsen. ”Vi beholder dem,” siger bestyrelsen indtil videre.
Men det spændende ved debatten om the Elgin Marbles er, at den som sagt er blevet del af en bredere debat om Storbritannien, dets kulturarv og dets historie.
Nu drejer det sig ikke længere om en britisk diplomat, der for to hundrede år siden mere eller mindre lovligt fjernede nogle statuer fra Athen. Nu drejer det sig mere og mere om den måde, Storbritannien opførte sig på som kolonimagt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her