Sprogspillet, der ikke ville dø af online

i Kultur & Medier af

ESSAY – Forfatter Susanne Staun har lavet Danmarks første ikke-digitale brætspil om sprog. Det ikke-digitale har været vigtigt. Tiden må være kommet til at løfte blikket fra skærmen, mener hun og fortæller her om den svære rejse fra idé til det endelige bræt, som ganske vist er mindre blodigt, end hun havde håbet, men heldigvis stadig sjovt og ondt.

Du kender selvfølgelig My Dad Wrote a Porno – ikke sandt? Om ham amatørfar, der pludselig begynder at skrive pinlig porno, mens alle griner i skægget. “Ho-ho-ho! Kan han ikke selv se, han er en nar?”

Det svarer nogenlunde til, at en forfatter pludselig giver sig til at lave brætspil, og alle brætspilsmændene – ja, det er mandesport – griner i skægget. “Ho-ho-ho! Hvem fanden tror den glade amatør, hun er?”

Hun tror såmænd bare, at hun er en forfatter, der skrev en småsjofel bog om sprog ved navn Fuck, en lækker røv!, og som allerede før, bogen udkom, ville lave et brætspil i (næsten) samme ånd. Fordi? Fordi jeg så gerne vil have andre end bare indforståede pedanter til at synes, at al den ballade med sprog er sjovt og vigtigt.

Det er i 2015, og jeg er allerede træt af online. Ikke mere af det. Ud med onde, røde skærmøjne, kosteskaftnakke og pladderhjerne. Og tag lige kiropraktoren med også

Men hvordan gør man egentlig? Hvem laver brætspil? Hvem aner overhovedet noget om det? Jeg taler med et par herrer i udkanten af spilindustrien, men de vil ikke have brætspil. De vil have online. Én vil sågar lave små film med par, der flirter på en bar, og hvor den ene ødelægger romancen ved at sige et eller andet sprogtumpet. “Vil du have en bayrer?” eller ”Uddyb dig”. Dén slags ynglingsadvokadononsens.

Men jeg vil hverken lave film eller det dér online. Det er i 2015, og jeg er allerede træt af online. Sådan ser der ud, når jeg kigger rundt i køkkenet:

Ikke mere af det. Ud med onde, røde skærmøjne, kosteskaftnakke og pladderhjerne. Og tag lige kiropraktoren med også. Men nej, i 2015 er man stadig sygeligt forelsket i online, og selvom brætspilsindustrien i skrivende stund har optur, går 95 procent af undervisningsministeriets puljer stadig til ham online, og det på trods af, at alle undersøgelser peger i samme retning: Skærmøjne, kosteskaftnakke, pladderhjerne, især det sidste.

Oprindelig tænker jeg Sprogspillet som den ultimative vikarservice til folkeskolen. Jeg er besat af, hvor åndssvagt det er at spilde så meget tid – senest set til 20 procent af skoletiden – på absolut ingenting. Hvorfor ikke forsyne skolerne med et klassesæt af Sprogspillet, så ungerne kan blive kloge og have det sjovt, uden at vikaren skal gøre eller kunne andet end at hente de spil? Win-win i min bog, men dengang aner jeg intet om, hvor forarmede skolerne er. Spørgsmålene skal i givet fald også være så lette, at det lige pludselig ikke er sjovt længere: “Find fejlen: Har du stadig et hamster?” Nå, nej, der er jo gryende konsensus for et hamster.

Men altså: Ikke den store opbakning til bræt. Og i øvrigt er det noget underligt noget med mig og mit bræt. Det er en opgave for professionelle, lader man forstå, og de professionelle brætspilsudviklere, der hævder at tage sig af glade amatører som mig, gider kun gøre det to gange om året. Jeg opgiver. Indtil jeg holder op med at opgive og laver et virkelig grinagtigt bræt, der dokumenterer, at jeg kan skrive af efter Matador. Der må hånes:

Sprængfyldt af ubegrundet selvtillid marcherer jeg, mesterværket og en hel bunke spørgsmål nedfældet på papir op på mit forlag og sætter fire velklædte mahogniredaktører til at spille dette indtil videre ikke særlig gennemtænkte spil.

En femte person spiller med, nemlig honchoen for Gyldendals nye merchandise-afdeling – det, som i dag hedder Studio og sælger krus og T-shirts med Svend Brinkmann på. Meningen er selvfølgelig, at denne honcho skal blive ellevild med mit spil og tilbyde at stå for alt det kedelige: Marketing, lager, salg mv. og i øvrigt sælge det gennem sin krus-og-T-shirt-forretning. Men honchoen er kold, sandsynligvis fordi hverken bræt eller spil bare er det fjerneste indtagende.

Jeg vil have brættet til at ligne et herreværelse, og det lykkes vist, for folk udbryder: “Næ, hvor er det … brunt!”

På det tidspunkt kender jeg ikke ordet “spilmekanik”, altså det, der får spillet til at køre, flyde og funke. Alle brikkerne gnider sig da også genert op af hinanden og kommer ingen vegne, og man kan roligt sige, at det er noget rigtig lort. Alligevel mener de venlige redaktører, at det er “sjovt”. Gyldendal har altid været befolket af utrolig venlige og høflige mennesker.

Således opmuntret får jeg Harvey Macaulay, som har lavet forsider til både Fuck, en lækker røv! og efterfølgeren Kort & Cool, til at lave et bræt, der ser lidt bedre ud og har fået et par “spilmekaniske” justeringer. Jeg vil have det til at ligne et herreværelse:

Og det lykkes vist, for folk udbryder: “Næ, hvor er det … brunt!”

Herefter følger et utal af farvejusteringer og en helvedes bunke testspil. Jeg drager land og rige rundt med Harveys herreværelse påklistret resterne af det skilt, vi brugte til forskningsdemonstrationen mod fake news.

Det afgørende testspil finder sted på Nørrebro hos en cool brætspilsgentleman, som vi for sjov kan kalde Morten Skovgaard. Han inviterer en gruppe benhårde brætbæster – sure stoddere, hvis du spørger mig, men det er jo plusord, når nu flinke fyre ikke kan bruges til noget i denne sammenhæng. Af egen drift tømmer bæsterne deres indre kalashnikover ud over spillet: Der er ikke slagskygger på genstandene på brættet; spørgsmålene er ikke præcist nok formuleret; man kommer alt for hurtigt igennem spillet. Og. Så. Videre. Det er fantastisk! Jeg er forelsket i dem alle sammen.

Posen bliver nu yderligere rystet med venners og grafiker Henriette Mørks hjælp. Ét blik på herreværelsesbrættet, og hun er i gang med at tegne fingre, der ligner penisser:

Hvorfor? Som du kan se er der et askebæger i herreværelset. Malplaceret og politisk ukorrekt, siger min mand. Fjern det askebæger! Men askebægret har en funktion, nemlig den at huse afskårne fingre, hvad senere justeringer af Harveys herreværelse da også tydeligt viser:

Forvirret? Sagen er, at selvom spillet nu drives frem af en terning, er der en række situationer, som kræver, at man så at sige “rækker hånden op”: Ved bonusspørgsmål, og når en spiller ikke kan svare på et spørgsmål. Det mener jeg bedst illustreres ved, at man kaster en afskåren, blodig finger i askebægeret, fx sådan en karl her:

Min mand synes igen, det hele er frygtelig politisk ukorrekt. Hvad vil folk ikke tænke? Utroligt, vi stadig er gift. Men brætspilsfabrikanterne er enige med ham. De fingre gider de overhovedet ikke røre ved. Næ, påstår man i Belgien og Tyskland: Fingrene overtræder en EU-miljøregel; sært, tænker jeg, eftersom selv samme fingre produceres og sælges overalt i EU – til børn oven i købet. Nå, men det vil de ikke. Ud med fingrene.

Derfor sidder Henriette Mørk og tegner fingre og tænker sig om, og derfor huser brættet nu et askebæger med en pæn, ublodig finger i.

Og nydelige træskiver har erstattet fingrene. Alt for frygtelig pænt, hvis du spørger mig. Min mand jubler.

Et af problemerne er som sagt, at én spiller altid ræser triumferende i mål på ingen tid, mens medspillerne sidder og græder. Det problem ondulerer vi blandt andet ved at lave et opløbsfelt, hvor farten sættes helt ned, og hvor man kan møffe rundt og blive sat på onde prøver, mens de andre spillere kommer med. Før var det sjovt for én, ondt for resten, nu er det sjovt og ondt for alle.

“Sikke et fedt slogan,” udbryder überbæstet, nu med antydningen af et smil. Og sådan bliver det. Det står nu på låget til kassen

Jeg har meget at takke de benhårde brætbæster for, ikke mindst überbæstet, der sent på aftenen og uden antydningen af et smil sender mig et uforglemmeligt sort blik og spørger: “Og hvem fanden er det egentlig, der skal spille det her spil, hva’?”

Nu stirrer alle de sure stoddere olmt, for hvem fanden er det egentlig, hva’? Frygten er lammende, men jeg får fremstammet: “Det … det … det er til folk, der godt kan lide at være sammen med ord.”

“Sikke et fedt slogan,” udbryder überbæstet, nu med antydningen af et smil. Og sådan bliver det. Det står nu på låget til kassen:

Overflødigt at sige, at min mand heller ikke bryder sig om kaffepletterne. Nå, jeg må løbe, for jeg skal nå et fly til Poznan, hvor jeg skal møde Marek fra brætspilsfabrikken, som jeg har mailet med i otte måneder. Jeg forestiller mig, at han er høj, flot og forsynet med middelsvær østblokhørm, men ikke desto mindre er mit kedelige ærinde at forsøge at få otte spil til at være i en kuffert og tjekke, at Mareks mænd ikke har fucket kortene op. De taler jo polsk, og kortene er på dansk og har to sider, spørgsmål på den ene side og svar på den anden:

Ups! Kan du se problemet? Ja, svarkortet hører til et andet spørgekort. Hvad nu, hvis noget – et vindstød, en heks, en trold, et skub, hvad som helst – trods skærpet opmærksomhed for ikke at sige søvnløse nætter alligevel har forskubbet de kort? Alle siger, jeg er åndet. Jeg nævner olmt Murphys lov.

Efterskrift

Efter med svedige, rystende hænder at have gennemgået 250 kort á 4-5 spørgsmål på et virkelig grimt kontor i udkanten af Poznan må jeg konstatere, at alting er i skønneste orden, og at spillet til overflod er mere gennemført lækkert, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Ingen østblokhørm dér. Og helt sikkert ondere end ludo – tak for dén, Jakob Levinsen.

Det er jo til at blive helt generøs af, så hvorfor skulle POV’s læsere ikke have mulighed for at vinde Sprogspillet? Det skal de da også: Svar på spørgsmålene på kortet ovenover og send svarene til sprogspillet@sprogmenageriet.dk mærket ”POV”, så trækkes der lod blandt de rigtige svar. Vinderen offentliggøres på Sprogspillets Facebook-side af samme navn den 8. november (medmindre det er en genert vinder, der gerne vil være anonym).


Fakta

Sprogspillet kan spilles af 3-6 spillere fra 16 år til skindød.
Spilletid: 45 minutter – hele natten. De onde bruger timeglas.
Formål: At grine larmende og uskønt, blive klogere og fremfor alt at vinde.
Indhold: 1 bræt, 250 spørgekort a 4-5 spørgsmål, 6 brikker, 6 skiver og 1 terning.
Sprogspillet kan købes på www.sprogspillet.dk


Topillustration: Sprogspillet.dk

Susanne Staun er forfatter med 14 romaner og meget af det løse på samvittigheden. Har tidl. bl.a. skrevet om kvindelige og mandlige morderes typologi i Fanny Fiske-seriens andet bind, Liebe. I serien om retsmedicineren Maria Krause udforskede andet bind Hilsen fra Rexville begrebet Münchhausen by Proxy, et uhyre sjældent syndrom, som stort set udelukkende rammer mødre: De opfinder eller foranlediger, ofte dødelige, skader på eget barn angivelig for at få opmærksomhed. Senest har hun skrevet romanen Velkommen til mit Mareridt på basis af et ottemåneders ophold i “Det Hemmelige Netværk”, en online safe space for voldsramte mødre i skilsmisseskærsild. I fortsættelse af Velkommen til mit Mareridt indledte hun Mareridtsbloggen, for hun mente ikke, hun var færdig med emnet. Det har indtil videre ført til en politianmeldelse fra Foreningen Far for “hate speech, stalking, bagvaskelse og selvtægt“, en injuriesag fra medejer af betalingspendanten til Foreningen Far, Hvert 3. barn, samt adskillige trusler fra forurettede alfahanner, herunder Thomas Nørregaard Sørensen, faderen i Oliver-sagen, og en Fan No One, der kan give mindelser om Stephen Kings Misery, hvor en forfatter med invaliderende knoglebrud torteres af sin Number 1 Fan. Foto fra Gyldendal.

Seneste artikler om Kultur & Medier