LITTERATUR // INTERVIEW – Dengang i 80’erne kunne man i det mindste finde sammen om at være vred, på de voksne, på politiet, på de andre. Det kan man ikke mere, mener forfatter Tomas Lagermand Lundme, og det er en af grundene til, at selvskade blandt unge er så stort et problem. Hele 25 procent af alle unge er i dag berørt. Det er voldsomt og et samfundsproblem, som ikke mindst litteraturen kan og skal hjælpe med at løse.
25 procent af alle unge er i dag berørt af selvskade. Det fortæller tal fra LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, og en rapport af Børns Vilkår konkluderer i år, at hver fjerde pige i 9. klasse har skadet sig selv og hver syvende dreng. Det er alarmerende tal, der desværre bare bekræfter det, man allerede ved, nemlig at det er et alvorligt samfundsproblem, at så mange unge mennesker vender deres vrede ind og skærer, brænder, sulter eller slår sig selv for at overkomme, når livet gør ondt.
Det ved forfatter, dramatiker og billedkunstner Tomas Lagermand Lundme (f. 1973). Han har udgivet en lang række bøger om at være ung og anderledes, om at springe ud som bøsse, at føle sig forkert, fremmed og hjemløs i verden – og om at skade sig selv. Han skriver gerne med afsæt i sin egen historie og ofte om Amager i 80’erne, hvor han voksede op. Fra debuten Forhud (1998) og til Dæk mig med huller, der udkom i september i år, og hvor en ung dreng vedligeholder sine sår ved at spille guitar, så den skriger, mens blodet løber ned ad fingrene.
Tomas ser det som et af tidens helt store problemer, at der er meget lidt tilbage at være fælles om for unge. ”Man kan ikke engang finde sammen om at være vred mere,” fortæller han, ”og det er et problem, hvis man føler sig fremmed i verden, eller hvis de voksne, man møder, allesammen opfører sig som børn.” Det er ifølge Tomas en af de vigtigste årsager til, at selvskade blandt unge bliver et større og større problem.
Litteratur kan noget særligt, fordi den går ned og hiver fat i nogle følelser, man måske slet ikke var klar over, man havde
”Det kan godt være, at vreden, skuffelsen og bitterheden ikke længere findes som noget, der kan samle mennesker – at det i dag er tøjlet og ligefrem gjort til forkerte følelser – men så foregår det jo bare som en indre vrede, man forsøger at håndtere og få ud på andre måder. Lige bagved vreden findes smerten jo altid – og et håb om at blive set. Der findes for eksempel drenge, der slår hovedet ind i væggen, til de besvimer af smerte og kan få ro.”
At turde sige det højt
Tomas skriver bøger til voksne, børn og ikke mindst til unge. Han kredser nemlig om alt det, der gør det så svært at være ungt menneske i sine bøger – så svært, at mange vender vreden indad og gør skade på sig selv for at få den ud igen, ligesom han selv fandt trøst i smerten. Derfor fortæller han også, at det absolut vigtigste, man kan gøre, er at sige det højt til nogen, og det kan litteraturen hjælpe en med at finde modet til.
”Litteratur kan noget særligt, fordi den går ned og hiver fat i nogle følelser, man måske slet ikke var klar over, man havde. Den giver et sprog for noget, som er fælles. Det gælder også, når man skriver om en 14-årig dreng fra Amager i 80’erne. Hans inderste følelser er ikke anderledes end Benjamins, der bor i Esbjerg i 2021. De deler ikke hverdagen, men de deler det urhav af følelser, som litteraturen bliver til i. Litteratur kan give en modet til at sige det højt. Fordi man finder ud af, at man ikke er alene, selvom det føles sådan.”
”Man skal selvfølgelig ikke sige det højt til hvem som helst, men finde en, man føler sig respekteret af. Det behøver ikke være ens mor, far eller skolelærer. Det kan sagtens være en storebror, eller en, man går til ridning med – måske endda til ens hund, bare til en start. Litteraturen sætter to streger under, at følelserne er normale. Derfor tror jeg også, at lige meget, hvor alene man føler sig, er der altid en, der på en underlig og sær måde er ens ven. En, som forstår det, og som man kan fortælle det til, når man er klar.”
Når vreden bliver en indre smerte
For Tomas har det været lettere at skrive om sin egen vrede end at sige højt, at han har brændt, pint og sultet sig selv som både barn og voksen. Det fortæller han, og han har skrevet om det i en kronik i Berlingske i 2019. At han blandt meget andet blev glad, når han kunne se noget af en blottet knogle, at han holdt såret åbent i så lang tid som muligt. Han kalder det en smerte, han har levet med, og som han først nu kan fortælle om uden at gemme sig bag et fiktionsskjold.
”Det er nok en smerte, der er sprunget ud af en kæmpestor forvirring og vrede. Fordi jeg ikke kunne finde ud af at være i verden, fordi jeg følte mig så meget alene, fik jeg et enormt selvhad, der nærmest blev selvudslettende. Jeg var så utrolig vred på mig selv og kunne ikke finde ud af at sige højt, hvordan jeg havde det. Så var der i stedet en smerte, jeg kunne tage på mig og gøre fysisk.”
Nedslag i forfatterskabet
Dæk mig med huller (2021)
En rigtig kærlighed (2019)
Had mig, elsk mig (2018)
Alt er mit (2016)
Når man forveksler kærlighed med en saks (2016)
Amager halshug (2015)
Tomandshånd (2006)
Drengen med en stjernekaster (2004)
En dreng (2002)
Nation Lisbeth (2001, genudgivet I 2014)
Forhud (1998, genudgivet 2014)
”Derfor skrev jeg også hele tiden dagbog og sedler om alt muligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at leve i virkeligheden. Jeg gemte mig bag skriften og snød mig selv til at tro, at det hjalp kun at skrive om det, hvis bare jeg brugte mig selv voldsomt nok. Det gjorde det selvfølgelig ikke – i hvert fald ikke på den lange bane. Det fastholdt mig bare i mit eget mørke.”
”Der skal nogle kræfter ind over, der er stærkere end en selv, når man har det dårligt, og den hjælp får man, når man tør sige det højt, selvom det ikke er let. Slet ikke i dag, hvor unge kan gemme sig på sociale medier. Det er skræmmende, at der ligefrem findes noget som digital selvskade.”
At vokse op på Amager i 80’erne
”Amager i 80’erne var et ret råt miljø at vokse op i,” fortæller Tomas, og han skriver blandt andet om det i erindringsromanen Alt er mit (2016). Her fortæller han om at vokse op med en mor og far, der ikke havde særlig mange penge, og en lillesøster, der var født hjerneskadet, og som derfor tog alt deres tid. Derfor gik han meget alene, skiftede skole, blev drillet, hang ud med sin ældre kusine og spillede teater.
Jeg blev ham, der var god til at skrive pressemeddelelsen, hvis man skulle lave en aktion eller noget, og jeg fik læst tekster op i radioen. Min virkelighedsflugt i skriften blev pludselig bundet sammen med verden, og jeg følte for første gang, at jeg blev set. Det betød selvfølgelig ikke, at smerten forsvandt
”Dengang havde jeg ikke rigtig nogen fristeder at være i, andet end når jeg gik til teater, og jeg gik hele tiden til teater. Hver gang jeg var en anden, kunne jeg bedre finde ud af at være i verden. Jeg gik også rigtig meget sammen med min kusine, der var nogle år ældre, og hun var god til at få mig ind i det der lidt hårde og vrede miljø omkring efterslænget af punkbevægelsen i København. Der fandt jeg et rum, hvor jeg kunne passe ind, først ved at spille en rolle og bagefter ved at være mig selv.”
”Jeg blev ham, der var god til at skrive pressemeddelelsen, hvis man skulle lave en aktion eller noget, og jeg fik læst tekster op i radioen. Min virkelighedsflugt i skriften blev pludselig bundet sammen med verden, og jeg følte for første gang, at jeg blev set. Det betød selvfølgelig ikke, at smerten forsvandt, men bare at min verden blev større end mit eget selvhad.”
”Når jeg for eksempel fik en på hatten af nogle rockere, fordi jeg så ud, som jeg gjorde, så tænkte jeg bare, at i morgen tager jeg noget endnu vildere tøj på. Jeg gider fandeme ikke, at de skal bestemme over mig. Det var et vildt rum at være i, men jeg var så alene, så meget en outsider, så jeg kunne lige så godt køre den helt ud. Jeg havde alligevel ikke noget at miste. Der var en kraft i vreden, der måske kom af en mangel, men den satte samtidig noget i gang, der var større end en selv.”
Følelsen af at komme for sent til alting
”Det er især følelsen af at være født alt, alt for sent, der går igen, når jeg tænker tilbage,” fortæller Tomas. ”Man kunne ikke engang fortælle, man var bøsse, for det vidste ens seksuelt frigjorte forældre godt, og Michael Strunge var lige død,” som han også indleder Alt er mit med. Hele generationens talerør nåede de heller ikke, og senere endnu kom aids-bølgen, som gjorde kærlighed til død, og som tog så mange smukke unge mænd.
Derfor kom det nok mest til at handle om vrede mod de andre, de voksne, politiet, alle. Man skulle hele tiden slås, og det kunne jeg overhovedet ikke finde ud af, fordi jeg var sådan en lille lort, der havde total spiseforstyrrelse.
”Det handler helt klart også om en følelse af at være født alt for sent. De store drømme var jo for længst forbi for alle andre end for vores forældre, punkbevægelsen var også død, men vi forsøgte alligevel lidt at kopiere den – selvfølgelig uden stor succes. Jeg var en stor del af ungdomshuset dengang. Det kunne have været sådan et fedt frirum, så fantastisk et sted at være, men vi var så mange børn og unge, der havde så meget smerte, skuffelse og bitterhed med os, fordi vi følte, at vi var kommet for sent og var udenfor.”
”Derfor kom det nok mest til at handle om vrede mod de andre, de voksne, politiet, alle. Man skulle hele tiden slås, og det kunne jeg overhovedet ikke finde ud af, fordi jeg var sådan en lille lort, der havde total spiseforstyrrelse. Hvis bare man pustede, så væltede jeg jo. Det var en følelse af at være hjemløs i verden, men i det mindste kunne vi finde sammen om at være det. Den følelse findes i den grad endnu, men jeg tror, man står meget alene med den i dag.”
At være ung i dag
Ifølge Tomas er en af de vigtigste grunde til, at så mange unge i dag gør skade på sig selv, at man i dag har tøjlet vreden, bitterheden og skuffelsen som følelser, man ikke vil rumme, og uden at man har sat noget andet i stedet. Som følelser, de voksne ikke vil eller kan rumme, og nedlukningerne under corona har helt sikkert ikke gjort det bedre. Det er forkert, for så bliver vreden en indre smerte, de unge står helt alene med.
”Det kan godt være, jeg er vokset i en tid, der var presset, og hvor der var en masse forventninger til en, men jeg tror, at det dengang var lettere at glide udenom, og at der var et fokus på, at man også kunne noget andet i verden. Dengang var det for eksempel fint at arbejde fire år i en NGO eller gøre noget andet, der mindede om. Der var ikke så stort et fokus på, at man skulle blive til noget stort, som der er i dag. Det bliver de unge hele tiden mindet om, for de er jo aldrig alene! Når de kommer hjem, er de på sociale medier, hvor de også skal leve op til alt muligt. Det må være et helvede.”
Børns Vilkår konkluderer i år, at hver fjerde pige i 9. klasse har skadet sig selv og hver syvende dreng
”Når jeg for eksempel er ude at læse op i en 3. klasse, har de fleste allerede en ide om, hvad de gerne vil være, når de bliver voksne – og det er ikke skraldmand eller pædagog. Dem, der hjælper andre, er nederst i hierarkiet, og dem, der skider på så mange som overhovedet muligt, er helt oppe i toppen. Det er virkelig en underlig rollemodel, man som samfund og som voksen tillader sig at præsentere for de unge.”
”Selv klimakampen, som jeg selvfølgelig ønsker alt det bedste, er sådan en stille og pæn kamp, der umuligt kan få rigtig fat i de voldsomme følelser, der raser i en, når man er ung. Det er derfor, jeg insisterer på at skrive og fortælle de her historier. Jeg bliver så ofte kontaktet af unge, der har læst mine bøger, som siger, at de kan genkende sig selv i dem. Måske er det ikke de samme følelser, de har, men de er alligevel genkendelige.”
”Derfor kan og skal litteratur hjælpe med at løse det store problem, det er, at unge skader sig selv så meget. Den kan ikke noget alene, men den kan give unge modet til at turde sige det højt – og forklare de voksne, at de skal høre efter. Litteraturen kan rumme alt, også vreden, skuffelsen, bitterheden og smerten, når der ikke længere er plads til den i verden – og kærligheden, den må man ikke glemme, også kærligheden.”
Hvad er selvskade?
Selvskade defineres som en bevidst handling, som medfører direkte fysiske skader på den udøvende selv. Handlingen er uden intention om selvmord, men for at lindre negative følelser.
Fra LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade
Hvad er digital selvskade?
Tre former for digital selvskade
- Digital selvmobning, også kaldet auto-trolling
- Self-baiting, hvor unge bruger sig selv som lokkemad
- Digitalisering af fysisk selvskade
Fra LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
