Anmelderstøvet har efterhånden lagt sig og Brinkmann har endnu en gang delt vandene. Man hader eller elsker hans bog. Ligesom man hader eller elsker Svend Brinkmann. Det er vilkårene, når man bliver sat op på en piedestal af mange tusinde mennesker og bliver set som den frelser, der skal redde verden fra de vilkår, der forpester mange herhjemme, skriver Thomas Milsted, der selv springer ud som hardcore fan af ikke alene Svend Brinkmann men især hans nyeste bog “Gå glip” i et interview, som også er en anmeldelse af bogen.
Hvad enten, man som medarbejder føler sig underlagt urimelige og uanstændige arbejdsvilkår, som kontanthjælpsmodtager ikke kan få livet til at hænge sammen eller man som ung tvinges ud i psykiske diagnoser og de mørkeste afkroge af sindet på grund af livets skismaer og mange valgmuligheder, så er Svend Brinkmann håbets harmoni. Ja – det mener jeg faktisk. Og jeg er klar over, at jeg hermed har valgt side. For det lader til – i hvert fald hvis man læser anmeldeserne – at man enten hader eller elsker hans nye bog.
I en tid hvor mislyde fra konkurrencestatens bannerførere bræger ud over befolkningen og vækker mindelser om tidligere østlandes massive indoktrinering, dog med omvendt fortegn.
Nu gælder det ikke om at samle befolkningen i en enkelt ideologisk sandhed men at lade hånt om fælleskaber og indgyde individet ansvaret for sig selv. Drop relationer, tænk som en vinder og skub gerne andre til siden eller helt ud over kanten for selv at komme i mål. Dog et mål, hvor målstregen hele tiden skubbes fremad, men stadig er synbar, så du ikke stopper din stræben på vejen.
Og det er netop en af bogens fine pointer. Vi opfordres hele tiden til at jage mål, for blot af erfare, at de enten er opnåelige eller bliver erstattet af andre.
Det handler om at bruge de demokratiske institutioner til at skabe kulturelle landskaber. For eksempel indrette velfungerende byer med god infrastruktur, så man ikke behøver eje sin egen bil, gode parker og biblioteker, så man har lyst til at leve der, hvor man bor
Brinkmann er håbets harmoni i en tid, hvor jorden risikerer at blive efterladt til den næste generation i en langt dårligere tilstand, end da vi overtog den fra vores forældre. Som et ungt drengekollektiv, hvis hjerne kapacitet ikke rækker til at overskue, at det, man ødelægger, skal man også bringe i orden, er verden i en tilstand, hvor kommunens blå mænd med det nyeste indenfor højtryksspuling og kemi i alle afskygninger ikke slår til.
Verden er altså ved at bukke under af sin egen vægt, og jeg er med på, at vi som individer kan gøre meget.
Men hvordan mener Brinkmann så, at politikerne kunne skabe nogle bedre forudsætninger for at det bliver nemmere for den enkelte at følge hans råd. Det spurgte jeg ham om.
”Det handler om at bruge de demokratiske institutioner til at skabe kulturelle landskaber. For eksempel indrette velfungerende byer med god infrastruktur, så man ikke behøver eje sin egen bil, gode parker og biblioteker, så man har lyst til at leve der, hvor man bor.”
“Det handler ud fra mit perspektiv også om at holde fast på den relativt høje lighed, vi har i Danmark, da den stigende ulighed i mange lande formentlig hænger sammen med en løbsk kapitalisme, der skal inddæmmes.”
“Meget tyder på, at mennesker i relativt lige samfund har det bedre. Og så handler det om at skabe et smartere arbejdsmiljø, hvor vi indtil videre er nybegyndere, hvad angår hele digitaliseringen, det grænseløse og muligheden for altid at være på,” svarer han-
Man skal holde tungen lige i munden
Der er mange, der har anmeldt Brinkmanns bog, både folk der har gjort sig umage med at læse den i den ånd og intention, den er skrevet og dem, fristes man næsten til at skrive, der ikke synes at have læst den eller ikke har fattet dens dybere budskab.
For hvem kan være imod, at vi passer på den jord, vi har til låns?
Hvem kan være uenige i, at netop valgmuligheder i sagens natur betyder, at vi skal vælge, for hverken jorden og os mennesker kan holde til at tømme alle hylder.
Det er modigt at tale om nøjsomhed og tilbageholdenhed i en tid, hvor det liberale mandskor også beder de “fattige” om at stramme livremmen og modtage mindre ydelser
Mange medier virker som om, at de er mere optaget af, om Svend Brinkmann selv kan leve op til sine budskaber end budskabet i sig selv. Og det er brandærgeligt, for det er budskabet for alvorligt til.
Flere burde ville have mindre
Med argumenter hentet i det politiske, eksistentielle, etiske, psykologiske og æstetiske viser Brinkmanns os elegant, hvordan vi faktisk vinder på at forenkle vores hverdag. Det kan frigive energi og ressourcer til væsentligere gøremål.
Men nok vigtigst, det kan være med til, at vi undgår, at vores alles jord skal gå under af sin egen vægt.
Det er modigt at tale om nøjsomhed og tilbageholdenhed i en tid, hvor det liberale mandskor også beder de “fattige” om at stramme livremmen og modtage mindre ydelser.
Men Brinkmann taler jo ikke kun om dem, der har for lidt, men om dem, som ikke kan få nok. Nok af materielle goder, uddannelser, oplevelser og sig selv. Flere vil have mere i en tid, hvor verden trænger til, at vi ville mindre. Faktisk så lidt som muligt.
Det er et indlysende og ikke mindst særdeles vigtig budskab i vores tid. Og de forskellige nedfald i argumentationen taler blot til det hele i os. Intellektet, sindet og følelserne bliver godt og grundigt masseret. Det er altså ikke pakket noget ind; du kan spise det med det samme.
Hvorfor skal Brinkmann bruge en hel bog på at argumentere for noget så indlysende som, at vi skal holde igen og gå glip af mere, hvis vi skal overleve som menneske og kultur?
Det er ikke nytænkning. Troende og deres religiøse discipliner har jo til formål at leve simpelt og ikke mindst frit. Ejer du mere end tre ting, ejer de dig, er det mantra den buddhistiske tradition indgyder sine tilhængere. Ikke for at true velfærdsstaten, men fordi en velværd bygget på velfærdsstatens ideologi, hvor vækst og atter vækst reelt er det eneste, der kan holde den i gang, indtil motoren bryder sammen. Det gør os ikke frie og grundlæggende tilfredse.
Netop derfor kunne man spørge sig selv, hvorfor Brinkmann skal bruge en hel bog på at argumentere for noget så indlysende som, at vi skal holde igen og gå glip af mere, hvis vi skal overleve som menneske og kultur.
Det kunne være klaret i en af hans sædvanlige og finurlige Facebook-opdateringer. Men det er der naturligvis en pointe med og den forstår man til fulde, når man har læst hans bog. For det at gå glip af mere og udvise mådehold er en livsdisciplin som har været anbefalet siden tideres morgen. Og lang tid før de gamle grækere, som Brinkmann ynder at citere. De gamle Indiske Vedaer, med heltekvad er fyldt med anprisninger af mådeholdets rensende effekt på sindet og vejen til det lyksalige liv.
Jeg er med på, at det religiøse ikke tynger den danske befolkning, men er alligevel lidt nysgerrig og vil gerne vide, hvorfor Brinkmann ikke har det religiøse argument med. Der har man jo snakket mådehold som lise for sjælen i mere end 2.000 år.
Men det er med, forsikrer Brinkman, dog strøget hen over bogen og ikke som et selvstændigt argument:
”Flere af bogens kilder er jo religiøse tænkere, så på den måde ligger det der, bare mere implicit. Kierkegaards tanker om ”hjertets renhed” og spørgsmål om, hvad vi kan lære af liljen på marken og fuglen på himlen, er jo formuleret inden for en kristen tankegang,” siger han og fortsætter:
”Løgstrups tanker om menneskets ‘vilje til form’ og risikoen for ‘formløshedens tyranni’ er tilsvarende udtryk for protestantisk kristendom. Så det er med på den måde, men selvfølgelig uden metafysiske overvejelser om Guds eksistens. Jeg skriver om eksistentielle og etiske temaer på en måde, hvor jeg håber, at man ikke behøver være religiøs for få udbytte af tankerne.”
Brinkmann på arbejde
Når man, som jeg, arbejder med det organisatoriske og sociale arbejdsmiljø er det interessant, hvor meget mening Brinkmanns nye bog også giver i relation til at få bugt med de psykiske konsekvenser, som stress, angst og depressioner, der ofte er følgen af det moderne arbejdsliv.
Jeg har det grundsynspunkt, at alle mennesker er konservative. Vi er bare ikke enige om, hvad der er værd at bevare … Men anden halvdel af det tyvende århundrede handlede rigtig meget om forbrug og individuel selvrealisering, og nøjsomhed og mådehold blev derfor set som noget reaktionært. Men nu – i en krisetid både med hensyn til klima og ulighed – er det netop dyder som mådehold, der er nødvendige
Et arbejdsliv som ofte er resultatet af organisationer der ikke vil gå glip. Organisationer der på den ene side gerne vil gå glip af høje lønninger, resurser men på den anden side er lidt karrige med at sænke ambitionere så de matcher de resurser, man er villig til at bruge.
Jeg spurgte Brinkmann om hans bog også kunne give mening i relation til det at få bugt med de psykiske konsekvenser, som stress, angst og depressioner, i relation til følgerne af det moderne arbejdsliv? Dog uden at det kun handler om, at den enkelte medarbejder skal være nøjsom.
Selvfølgelig kan et menneske gøre noget selv, og det handler bogen også om, men den er samtidig en stor advarsel om, at det går galt, hvis ikke vi tager os af tidens kollektive problemer på socialt, organisatorisk og politisk niveau
”En af bogens hovedpointer er, at vi ikke primært skal tænke ‘begrænsningens kunst’ som et individuelt fænomen, men derimod som noget, der først og fremmest handler om ‘kulturelle landskaber’, som jeg kalder det. Det vil sige, at måden vi indretter arbejdspladser, organisationer og uddannelsesinstitutioner på, har stor betydning for, om vi kan fokusere på det væsentlige og have tilstrækkelig tid til det, eller om vores hverdag flyder ud og bliver formløs og ukontrollerbar med stor risiko for stress og diverse følgesygdomme,” svarede han og fortsætter:
“Jeg har selv tidligere arbejdet med stress som et kollektivt fænomen, særligt sammen med stressforskeren Tanja Kirkegaard, og vi har forsøgt at analysere nogle af de sociale og materielle betingelser, der gælder i vores kulturelle landskaber på arbejdet, som både kan frembringe stress og hjælpe med at forhindre stress.”
“Selvfølgelig kan et menneske gøre noget selv, og det handler bogen også om, men den er samtidig en stor advarsel om, at det går galt, hvis ikke vi tager os af tidens kollektive problemer på socialt, organisatorisk og politisk niveau.”
Brinkmann scorer hattrick
Jeg har været på lageret og hente alle de POV-stjerner, vi har. For den her bog fortjener ikke kritiske nedslag. Det er dens budskab alt for vigtig til. Vi må så bare håbe, at den ikke er skrevet ti år for sent.
Jeg havde dog et sidste spørgsmål. For jeg kan ikke lade være med at sidde med den tanke, om Brinkmann overhovedet havde gjort sig nogle overvejelser i retning af, at bogen i den grimmeste af alle verdener, kunne opfattes anderledes – som altmodisch konservativ?
Byt alle biblerne ud på landets hotelværelser med ”Gå glip”. Gør den til pensum for samtlige skoleelever og tving politikerne til at handle efter dens budskaber
Til det svarer Svend Brinkmann:
”Jeg har det grundsynspunkt, at alle mennesker er konservative. Vi er bare ikke enige om, hvad der er værd at bevare. Det, jeg gerne vil bevare, er almenmenneskelige værdier, som filosoffer i den vestlige kultur har beskæftiget sig med siden de gamle grækere. Herunder mådehold som ifølge grækerne var en kardinaldyd – altså en nødvendig komponent i ethvert menneskes etiske liv, men samtidig en dyd, som vi har glemt i det, man kan kalde den grænseløse udviklingskultur i accelerationssamfundet.”
Han fortsætter:
”Problemet, som jeg ser det, er, at vi har brug for at genopdage nogle af de menneskelige dyder, som hele efterkrigstiden og ungdomsoprøret gjorde op med: Nøjsomhed, mådehold, selvbegrænsning. At dele og tænke på andre, der har mindre end en selv.”
“Anden halvdel af det tyvende århundrede handlede rigtig meget om forbrug og individuel selvrealisering, og nøjsomhed og mådehold blev derfor set som noget reaktionært. Men nu – i en krisetid både med hensyn til klima og ulighed – er det netop dyder som mådehold, der er nødvendige. Ikke bare for vores egen lykkes skyld, men for fællesskabets og i princippet hele planetens skyld.”
Byt alle biblerne ud på landets hotelværelser med ”Gå glip”. Gør den til pensum for samtlige skoleelever og tving politikerne til at handle efter dens budskaber. Så har vi måske en chance for at aflevere en bedre verden til dem, der følger efter.
Foto: Gyldendal
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her