KLASSISK MUSIK – Forleden gik jeg glip af Brahms 4. Symfoni. Nå, har du aldrig hørt den, kan nogen spørge. Jojo, jeg har hørt den 100 gange. Men så kender du den da, vil man indvende. Nej, jeg kender den overhovedet ikke. At høre den er ikke det samme som at kende den. Brahms 4. Symfoni er et mysterium for mig.
Jeg fik den i konfirmationsgave på LP, sammen med Brahms 1. Symfoni og jeg har stadig pladerne stående. Jeg har den i adskillige indspilninger på CD og digitalt, indspilninger der strækker sig fra 1950’erne til i dag. Alligevel er det en begivenhed, når et værk som Brahms 4. Symfoni spilles i min by. Man kan ikke sige, hvordan det vil spænde af.
Sammen med en kerne på måske 500-600 hovedværker eller lidt flere og en kæmpemæssig skov af adskillige tusinde meget gode og spændende musikstykker indenfor den klassiske tradition, er Brahms 4. Symfoni en kilde til uendelig inspiration. En kilde, der hele tiden flyder nye steder hen og vokser i omfang. En opførelse af en symfoni som Brahms 4. giver den samme fortrøstning, som når man har læst en roman af Dostojevskij eller set en film af Werner Herzog eller Ingmar Bergman eller en stor udstilling af Cezanne. Man har fået noget essentielt, noget man ikke kan miste, men kun få mere af.
Er det en vej mod en nødtvungen afslutning eller en slags befrielse, musikken afspejler – mange steder med en mærkværdig, næsten foruroligende melodisk stilfærdighed
Brahms 4. Symfoni (1885) er hans sidste symfoni. Han sloges så umanerligt meget med sine symfonier i 30 år, fordi han ville have dem til at leve op til Beethovens ni symfonier, der er 60-70 år ældre. Men nu havde han fået fat i det, samtidig med, at han nok godt var klar over, at det blev den sidste. De stemningsudsving, musikken giver udtryk for, rummer et helt livs kunstnerisk, menneskelig og kreativ kamp, og de gør det med en lethed og en elegance, man må beundre. Men er det en vej mod en nødtvungen afslutning eller en slags befrielse, musikken afspejler, mange steder med en mærkværdig, næsten foruroligende melodisk stilfærdighed? Det er svært at sige. Det er mysteriet, og hver dirigent har sin opfattelse af det. Symfonien er ladet med eksistentielle sansninger.
Brahms havde som erklæret mål at skrive “absolut musik”, musik uden referencer til andet end musik. Han forsøgte ikke at illustrere noget med sin musik, han ville blot lave musik, ren musik.
Her kan vi begynde at undre os. Hvad er musik overhovedet? Hvis man åbner vinduet når det regner og beder børnene slukke for tv et øjeblik, kan man høre et sted, hvor det drypper på en måde, så det lyder som om der kommer toner. Naturtoner. Musik er kulturelt behandlede naturtoner. Det er fantastisk. Mange af de moderne komponister ligger betydeligt nærmere regndråberne end Brahms.
Det var ikke blot Brahms 4.
De noder, man spiller efter, er ganske vist skrevet en gang for alle, men måden man spiller dem på, er som antydet langt fra en eksakt videnskab. I modsætning til så meget andet her i verden, er der ikke alene plads til følelser, særlige udtryksmæssige nuancer og temperament, men orkestrene lyder også alle sammen forskelligt. Og dirigenten former den måde musikken lyder gennem orkestret med stor frihed. Og naturligvis med forskellig kunnen og forskellig musikalitet, men også forskellig menneskelig indsigt.
Det var altså ikke blot Brahms 4., jeg gik glip af, men Brahms 4. med den danske dirigent Thomas Dausgaard og Det svenske Kammerorkester, som er det lokale symfoniorkester her i Örebro, hvor jeg bor. Et lidt mindre symfoniorkester end de fleste – visse har helt op til 105 medlemmer, de fleste har 65-70 musikere, men Det svenske Kammerorkester har omkring 40. Det er, overraskende nok, et verdensberømt turné-orkester, der i denne uge har opført netop Brahms 4. i Italien, i en kendt og elsket koncertsal i München og i Brügge. Sagde jeg, at ikke bare dirigenterne tolker forskelligt og orkestrene lyder forskelligt, men også koncertsalene lyder forskelligt?
Det er ikke kun undertegnede, der har brug for ikke at gå glip af Brahms 4.. Verden har brug for klassisk musik. Det har den af to meget grundlæggende årsager. Det håndholdte op det humanistiske.
Thomas Dausgaard dirigerer dybest set ofte værkerne en anelse for hurtigt for min smag. Dirigenterne har stor valgfrihed netop med tempoet. De enkelte satser i musikken har tempoangivelser fra komponistens hånd; allegro, andante, adagio og så videre. Men tempoet er blot det indbyrdes forhold mellem de enkelte dele af værket. Overordnet kan tempoet være højere eller lavere. Der kan let være 8-10 minutters forskel på varigheden af nogle af symfonierne fra Brahms tid, når vi hører dem idag. Dausgaard ligger til den korte side, også godt og vel. Det skyldes en bestemt retning indenfor dirigentfagets fortolkningskunst, som har varet de seneste 20-25 år.
https://www.youtube.com/watch?time_continue=13&v=ujCgECNGymk
Men han finder til gengæld altid noget i værkerne, jeg ikke har hørt før. Det er jeg naturligvis ikke ene om at synes. Anmelderen i musiktidsskriftet Gramophone skrev det for nylig om orkestrets nyindspilning på CD af Brahms 2. Symfoni, en af de lyseste, smukkeste og mest spændstige symfonikompositioner i hele den klassiske musik.
Gad vist, om det er det samme, jeg ikke har hørt før, som han ikke har hørt før? En eller anden vending i musikken, som med et anderledes åndedrag end man forventede og som derved kastede et andet lys over de foregående eller de efterfølgende passager. Sådan noget er der hver gang, man hører en ny opførelse af et af de klassiske hovedværker.
Indenfor de senere måneder har jeg hørt to nye indspilninger af alle fire Brahms-symfonier, der er så forskellige i udtrykket, at man tror, der må være noget, man har overset. Det er der ikke. Sådan er spændvidden bare, indenfor den her kunstart. Det er lidt ligesom nye opsætninger af klassiske teaterstykker, som virker anderledes, fordi scenegrafi, instruktion og alt muligt andet er anderledes, selvom det er det samme stykke.
Åbenhed og store vidder
Den ene indspilning af Brahms samlede symfonier er den lettiske dirigent Andris Nelsons indspilninger med Boston Symphony Orchestra. Nelsons er efter min mening lige ved at have nået, hvad man godt kan tillade sig at kalde geni-stadiet. Dirigenter er stadigvæk genier på samme måde som for eksempel meget dygtige filmsinstruktører. Kunstnere i egen ret, som viser os uforudsigelige og øjenåbnende aspekter af kunsten.
Da jeg hørte Andris Nerlsons tolkning af Brahms 3. Symfoni sad jeg decideret og småtudede ved køkkenbordet en lørdag formiddag, hvor jeg hørte den, mens jeg skrev et eller andet. Han vendte en af mine yndlingspassager på en måde, så der åbnede sig et indre landskab, jeg ikke havde forventet.
Det her er en indledningstekst til en månedlig klumme om klassisk musik. Med nyheder, anmeldelser, koncert- og festivaloptakter og almindelig, og også lidt nørdet, musikglæde
Jeg har ikke hørt den form for åbenhed og store vidder i Brahms 3. siden indspilninger fra 1950’erne og de tidlige 1960’ere. Med historiske mesterdirigenter som Bruno Walter, Otto Klemperer og Karl Böhm, der heldigvis udgives i en lind strøm for tiden i smukke box-set, og hvis tolkninger er svimlende godt udført fra først til sidst.
Den anden ny-indspilning er den noget mindre profilerede Robin Ticciatis indspilning med et skotsk orkester. Også meget spændende, fordi han bruger et orkester, der på nogle afgørende punkter minder om det, Brahms havde til rådighed ved uropførelsen af symfonierne. Jeg skal prøve at komme tilbage til dem. En anden gang.
Det her er nemlig en indledningstekst til en månedlig klumme om klassisk musik. Med nyheder, anmeldelser, koncert- og festivaloptakter og almindelig, og også lidt nørdet, musikglæde. Hvis det interesserer nogen, kan jeg nævne, at jeg tidligere har skrevet 250 klassiske anmeldelser for Århus Stiftstidende, da jeg boede i byen i 90’erne, og jeg har siden lejlighedsvis skrevet programartikler, altså introduktioner til værkerne, i Århus Symfoniorkesters koncertprogram gennem 25 år. Men hvorfor en månedlig klumme om klassisk musik? Fordi det er ikke kun undertegnede, der har brug for ikke at gå glip af Brahms 4..
Verden har brug for klassisk musik. Det har den af to meget grundlæggende årsager. Det håndholdte op det humanistiske.
Det håndholdte
Vi lever i en verden, hvor vi kommer længere og længere væk fra naturen og dens langsommelige måde at arbejde på, og vi kommer tættere og tættere på det masseproducerede; det som er ens, når vi køber det og som er lavet af et materiale, der gør at det hurtigt ældes, men ikke på en smuk måde. Ikke to violiner i symfoniorkestrene er ens.
Med den klassiske musik er alting håndholdt. Alle instrumenter, der anvendes er specialbygget og består af almindelige naturmaterialer, der skal vedligeholdes efter alle materialets regler. Den musik, der opføres spilles af mennesker, der alle sammen har en lang videregående uddannelse, for det kræver det at blive så dygtig, at man kan spille de noder der står foran en og lytte til dirigentens tegn og fagter og gøre det sammen med 105 andre mennesker og selvfølgelig samtidig.
Det kræver en respekt for grundlæggende faglighed på højt specialiseret niveau, som vi mister med rekordfart i disse år, hvor faglighed langsomt men sikkert stykkes op i maskinelle småbidder, enhver kan udføre.
Overhovedet at sige Mozarts 38. Symfoni opføres i den og den sal på torsdag aften, minder os om noget, der ellers næsten ikke eksisterer nogetsteds i verden længere. Det 100% håndholdte. Der er hundredevis af mennesker involveret, fra violinbyggeren til ham, der sørger for at lyset over musikerne er i orden, så det kan læse noderne. Og så hænger det hele på dirigentens kunnen, indstilling, humør og gejst.
Den humanistiske tanke
Men det håndholdte er ikke det eneste. I løbet af de sidste 50-60 år har vi lavet os en verden, hvor man knapt kan tanke en tanke uden at blive afbrudt af en reklame for noget, der i almindelighed er fuldstændigt uvedkommende. Og så populismen oveni. Og millardærvældet. Og plastikken i havene. Og de umanerligt visionsløse, egocentriske og bogholderagtige samfundsledere og deres kliker. Og de bestandige små og større angreb mod vore demokratiske, kulturelle og almenmenneskelige institutioner. Mod sammenhængskraften.
Den klassiske musik er mit faste holdepunkt i alt det. Den der, blot ved at den findes, skaber håb.
Og vel at mærke findes på den måde, jeg har beskrevet, som noget, der er grundfæstet i regnen, levende i historien, drevet af den menneskelige hånds arbejde og den menneskelige ånds arbejde. Som noget der er afhængigt af et enkelt menneske og samtidig af alle mennesker, der er med. Som noget der er overført fra menneske til menneske. Som noget, der signalerer frihed, individualitet, forskellighed, nuanceringer, muligheder, fællesskabsforpligtelse, nærvær, varme. Livsglæde.
Den klassiske musik fastholder, at det humanistiske ideal findes.
Selvfølgelig ved vi udmærket godt, at slavehandlen foregik med fuld fart på Mozarts tid. Men det har ikke noget med sagen at gøre, og det har heller ikke noget med sagen at gøre, at musikken mest er blevet opført i højborgerlige sammenhænge og afspejler en bestemt samfundsklasse. Det kan man være fuldstændig ligeglad med, essensen af det er meget dybere.
Vi ved også, at allerede Mozarts lidt yngre kollega Beethoven giver sin hele sin grumsede, rasende sjæl for at formidle det humanistiske i musikken, særligt i den fantastiske 9. Symfoni, men hver tone dirrer af humanitet i hele hans produktion.
Mozart var ikke ret politisk eller almenmenneskeligt interesseret, men så alligevel. Han var en af de første frie kunstnere, der levede uafhængigt af ansættelsesforhold. Og han var derfor mest interesseret i at tjene til livets ophold og næstmest i at spille billard. Men han har dog skrevet musikken til to åbenlyst politisk-satiriske operaer, med feministiske overtoner, nemlig Don Juan (1787) og Figaros Bryllup (1786), og det skal heller ikke komme an på politik, men på menneskelighed.
Komponisterne udtrykker en dyb, langsommelig, dramatisk, følelsesbåret og utålmodig menneskelighed i de store og små kompositioner. De store symfonier er jo ligeså lange som romaner, hvis man tæller antallet af sider i noderne. En komponist som Bach, som Mozart var meget optaget af, og som døde omkring hans fødsel, altså midt i 1700-tallet, skriver melodisk, harmonisk, menneskeligt og spirituelt musik, som er noget nær det mest tidløse, man kan komme, selvom intet i virkeligheden er tidløst.
For mig er den klassiske musiks verden endeløst stor og varieret, selvom der også er et parnas af meget dygtige traditionsbærere, som man simpelthen kan konstatere, at de andre forholder sig til.
De komponister, jeg har nævnt hører til dem, Bach, Mozart, Beethoven, Brahms, men der er mange, mange flere. Skulle man nævne måske 25 kunstnere i alt, som alle andre komponister forholder sig til, ville man nok derudover cirka sige Monteverdi, Vivaldi, Händel, Haydn, Schubert, Schumann, Mendelssohn, Chopin, Dvorak, Bruckner, Tjajkovskij, Wagner, Verdi, Mahler, Schoenberg, Richard Strauss, Debussy, Stravinsky, Bartok, Ravel, Prokofiev, Shostakovitj, Schnittke. I nogenlunde kronologisk orden, altså.
Med den første fra 1600-tallet og den sidste, der døde i 1998. Og man kunne nemt nævne halvtreds til, som er helt exceptionelt dygtige og interessante udfra det, vi lytter efter her. Berlioz, Puccini, Franck, Faure, Glazunov, Elgar, Rakhmaninov, Nielsen, Grieg, Sibelius, Wainberg, Ligeti, Maxwell-Davies, Gorecki og de nulevende Vasks, Gubajdulina, Corigliani, Wiedman.
Man kan blive ved. De har alle sammen skrevet et hav af værker indenfor alle musikkens genrer. For store orkestre, for små grupper af instrumenter, såkaldt kammermusik, og for soloinstrumenter, som regel klaver. Og så opføres der verden over hver uge nykomponeret musik af stor interesse og spændvidde. Det er uudtømmeligt og livsvigtigt og nærværende.
Særligt Brahms, som vi begyndte med, siger noget helt bestemt i forholdet mellem tradition og nutid. Han er den sidste store wienerklassiske komponist, samtidig med at han er helt moderne inde i hovedet, som 1900-tals komponisten Arnold Schoenberg gjorde opmærksom på. Det wienerklassiske er en slags historisk centrum for den håndholdte musik, selvom f. eks. den klassiske kompositionsmusik i Rusland i sovjettiden også havde en helt ufattelig kreativ blomstring.
Når vi hører Mozart, der døde i 1791, kan vi godt høre, at det ikke er et moderne menneske, der sidder inde bagved og tænker musik, selvom vi sagtens kan identificere os med den menneskelighed, der ligger inde bag musikken og skaber dens dynamik på alle niveauer, dens stemninger, dens rytmik, dens skift. Noget af det kan virke en anelse krukket, selvom der grundlæggende og gennemgående er momenter af skønhed, der overgår al forstand.
Sådan er det ikke med Brahms. Hans tonesprog minder på mange måder om Mozarts, og om Beethovens og Schumanns, forgængerne i 1800-tallet. Men der er et moderne menneske på færde. Brahms står med et ben i 1700-tallet og et i 1900-tallet. Det er virkelig interessant.
Det menneskelige udsagn
Man kan nyde den klassiske musik uden nogen som helst interesse for detaljer og omkringflydende fakta. Men der er noget vigtigt at hægte op på, om komponisten er fra Rusland i det 20. århundrede eller Wien i det 18. Og om vi taler om en symfoni eller en strygekvartet. Og om vi taler om en stjernedygtig dirigents hårrejsende dygtigt udformede fortolkning i koncertsalen i Boston eller en solid håndværker med det aldeles udmærkede polske symfoniorkester i provinsbyen Olztyn, som ellers ingen har hørt om. Og fremfor alt: Hvad det egentlig er for et menneskeligt udsagn, der kan høres i den og den musik?
Det er formålet med denne klumme at prøve at vise nogle af de her ting.
Senere på foråret skriver jeg om en af de mest omfattende årlige, klassiske musikfestivaler, BBC Proms, som alle kender gennem transmissionerne af Last Night of the Proms. Men det er altså kun den sidste aften. Forud er gået næsten 100 koncerter med ensembler fra hele verden, som enhver kan høre live i radioen. Det svenske kammerorkester, som jeg talte om tidligere, skal spille på The Proms. De opfører resultatet af et projekt med seks unge komponister, der har skrevet hver sit “mod-værk” til seks orkesterstykker af Bach fra 1700-tallet, de såkaldte Brandenburger-koncerter.
Det skal blive spændende.
Topfoto: Brahms, collage af forfatteren
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
