DAGENS POV // KULTUR – Der er sket et mirakel på Hovedbanegården. Båndoptageren der afspiller garderhusarmusik i elevatorerne til Spor 26 er gået i stykker. Nu er det ikke sikkert alle umiddelbart indser rækkevidden af dette mirakel. Jeg skal derfor anføre nogle få kulturhistoriske perspektiver.
Spor 26 er et mærkværdigt spor, der ligger mellem Spor 5-6 og Spor 3-4, men længere ude, dvs. lige nedenfor det gamle hovedpostkontor i Tietgensgade, som i øvrigt for tiden undergår en håndværksmæssig demolering med et betydeligt lydniveau, der i meget klart billedsprog illustrerer, hvad der er sket med postudbringningen i Danmark, siden myndighederne trak tæppet væk under den ved at begynde at sende elektronisk post til borgerne.
Spor 26 anvendes lejlighedsvis til regionaltog på Sjælland, men det er fremfor alt det spor, hvor man tager og stiger af fra det direkte tog til Stockholm, X-2000, et svensk højhastighedstog med spisevogn. En meget stor del af passagererne med dette tog fra Københavns Hovedbanegård er amerikanske og andre turister, der er på rundrejse for at se, om de kan finde spor af den gamle europæiske kultur, man taler så meget om. De møder et, lige med det samme, de er trådt ud af toget. Men muligvis ikke helt på den måde, de havde forventet sig det.
Moving objects
Der er to måder at komme til Spor 26. Den ene er at gå op ad trappen til gaden for enden af et hvilket som helst spor på Hovedbanen og krydse over den uregulerede færdsel, mellem personbiler, lastbiler, taxaer, cykler og andre ”moving objects” og – hvis man er kommet vel over gaden – tage trappen ned til Spor 26. Den anden måde er at tage en elevator fra spor 5 og en anden ned til spor 26, hvad der imidlertid – inden miraklets indtræffen – har været en højst absurd oplevelse.
Et eller andet sted skal narkomanerne jo opholde sig. De kan jo ikke sidde udenfor Mariakirken hele dagen
I disse elevatorer anvender man nemlig, og har i en årrække anvendt, hvad jeg har valgt at kalde ”en omvendt ko-strategi”. Her møder turisterne den europæiske kultur på første hånd.
Nogle vil kunne huske, at der en tid i den lille gennemgang til Istedgade, der ligger i den ende af Hovedbanen, hvor også bagageboksene befinder sig, blev spillet en ualmindelig gyselig, elektronisk klassisk musik, ofte Mozarts udødelige værker, udsat for mangelfuldt programmeret synthesizer.
Det skyldtes, at man på denne måde – vistnok ganske effektivt – forhindrede narkomanerne fra Vesterbro i at blokere indgangen og derved forstyrre den offentlige orden, hvad de ellers havde haft for vane i en årrække. Intet syrehoved – og ingen ædru for den sags skyld – kan holde den form for drønende vrængbillede af en fin og skønhedsmættet musik ud.
Jeg kalder det en omvendt ko-strategi, fordi det er en kendt sag, at de mest følsomme dyreelskere blandt vore kødfabrikanter i mange år har spillet Mozart i de store staldhaller, hvor køerne enkeltvis bliver automatisk malket og fodret, mens de andre koer står i ko, undskyld, jeg mener, mens de andre køer står i kø. Grunden er, at køer giver mere mælk, når de hører Mozart. Det kan man umiddelbart forstå.
Yderligere forstyrrelse af den offentlige orden
Det må være et menneske på et Muzak-institut – formentlig dem, der leverer den afdæmpede hitmusik til vore største supermarkeder – der har opdaget, at narkomaner løber, om ikke skrigende væk, for det ville jo forstyrre den offentlige orden yderligere, men dog væk, når de hører elektronisk forvrænget Mozart. Det kan man også godt forstå.
I mellemtiden har Lagkagehuset åbnet en filial ved Istedgade-indgangen, og der træder bestemte regler i kraft for, hvorfor narkomanerne ikke må være der, hvorfor problemet lader til at være løst.
Men et eller andet sted skal narkomanerne jo opholde sig. De kan jo ikke sidde udenfor Mariakirken hele dagen – så får den af hjertet rene, dog af væsen karske, Jesusskikkelse den samme effekt som Mozarts Eine Kleine Nachmusik. Det bliver uudholdeligt med al den forvrængede, sjælelige renhed.
Et mørkt øjeblik
Et lyst hoved blandt narkomanerne fandt i et mørkt øjeblik ud af, at der fandtes nogle udmærkede fixerum i de fjerntliggende elevatorer til spor 26. Men eftersom der som antydet kommer både svenske, tyske, japanske og amerikanske turister til spor 26, der ikke ønsker at blive kørt over af trafikken oppe på Tietgensgade, før de har set Den lille havfrue og købt musselmalet porcelæn, og derfor anvender elevatorerne, har – går jeg udfra – turistforeningerne i samråd med handelsstandsforeningerne vurderet, at det vil have en negativ effekt på turismen i København, hvis det første, turisterne møder, er narkomaner og/eller tomme sprøjter i elevatoren.
Man kan ganske vist skræve over dem, både narkomanerne og sprøjterne, men det er alligevel ikke særlig hyggeligt at køre i elevator på den måde. Og DSB har været lydhør. Med den moderne, veldrevne statslige myndigheds fleksibilitet, har man også her installeret en omvendt ko-strategi, som har skullet skræmme narkomanerne væk. Man brugte – og det er nu behovet for det ovenfor omtalte mirakel viser sig – garderhusarmusik i elevatorerne til og fra Spor 26. Herigennem møder turisten vor stolte og festlige marchmusik.
Måske skulle man bruge sådan en pind, som amerikanerne satte på deres flag på månen, da Armstrong og Aldrin landede i den bedste sendetid
Mangen en gang – og jeg taler om 25-30 gange, idet jeg ofte tager netop dette tog – har jeg måttet forklare amerikanske og svenske turister, at det ikke skyldtes en særlig festlig modtagelse i Dronningens By, at deres første indtryk af Wonderful Copenhagen bestod i garderhusarmusik i to på hinanden følgende, på ingen måde vellugtende elevatorer. I øvrigt begge dunkelt oplyst af det karakteristiske orange lys, man også anvender på offentlige toiletter, fordi det gør det svært eller umuligt for narkomanerne at finde deres årer på huden, hvorfor de stikker forkert og til sidst må opgive og gå et andet sted hen.
Musikken skyldtes, forklarede jeg, tværtimod, at man – rimeligvis efter brug af konsulentbistand fra Muzak-instituttet, havde valgt netop den musik, Hendes Majestæt Dronningen efter gammel tradition altid inspicerer Rigets bedste våbenføre mænd til, til at sørge for at narkomanerne ikke fiksede for øjnene af turisterne. Det må være marchelementet, der har den angstudløsende effekt på narkomanerne.
Det næste indtryk, turisterne får, er de, så vidt jeg ved efter Folketingsbeslutning, permanent opsatte splitflag i selve Hovedbanens hal. Jeg har hele tiden ment, at det måtte give et lidt blandet indtryk, først garderhusarmusikken i den grimme orange elevator, derefter de sørgelige indfaldne splitflag langs væggen. Men jeg har ikke sagt noget om det til turisterne.
Måske skulle man bruge sådan en pind, som amerikanerne satte på deres flag på månen, da Armstrong og Aldrin landede i den bedste sendetid og gjorde honnør i rumdragt og talte i telefon med præsident Nixon. Der er ikke nogen vind af betydning på månen, men med en pind i ryggen – så at sige – så det alligevel ud som om Stars and Stripes stod i flotteste facon.
Efter båndoptageren i elevatoren til Spor 26 er gået i stykker og jeg ikke skal forklare de amerikanske og svenske turister, hvorfor der spilles ubærlig garderhusarmusik, har jeg i stedet haft tid til at tænke over, om det nu også er helt værdigt at bruge Dronningens musik til dette formål.
Et stk. abe søger ejer
Ydermere har jeg forstået indholdet af det blik, som jeg troede var ironisk, som de amerikanske turister har mødt min fortælling med. “Er dette nu også helt værdigt?” har de stået og tænkt. Nøjagtig ligesom jeg selv. De japanske turister røber jo aldrig, hvad de mener gennem mimik og lignende, men derfor har de jo alligevel nok også tænkt deres. Der behøver ikke være så stor forskel på, hvordan de lokale og de fremmede oplever virkeligheden som det ofte kan se ud som om mange mener, i hvert fald hvis man følger med i politik.
Hele dette set-up har så desværre alligevel ikke fungeret efter hensigten. Jeg har nemlig adskillige gange måttet advare turister mod netop narkomaner i elevatorer til og fra Spor 26 og set, hvordan turisterne derefter har risikeret liv og lemmer ved at krydse Tietgensgade i myldretiden. Jeg vidste ikke, at man som narkoman kunne være så trængende, at man ville fikse til garderhusarmusik. Her må aben resolut sendes tilbage til forskeren ved Muzak-instituttet. Det bliver spændende at se, hvad de kommer frem til. Men for tiden er der altså stille i elevatorerne og det er en nydelse.
Miraklet her har, som det er tilfældet med langt de fleste mirakler, flere dimensioner. De mest åbenlyse er, hvordan det virker for turisterne, for narkomanerne og for mig. Så længe båndoptageren er i stykker, og DSB ikke har opdaget det (narkomanerne lader heller ikke til at have opdaget det i større omfang), behøver jeg nu ikke gå i den psykiske anspændelse, det er at passere gennem garderhusarmusikkens orange inferno. Stilheden virker afslappende. Stressreducerende. Turisterne må uddkyde mødet med den europæiske kultur til de kommer op og ser splitflagene inde i Hovedbanens centrale hal.
Måske er det slet ikke et mirakel, og båndoptageren ikke gået i stykker, men der er sket en indgriben. Når jeg nu har nævnt ordet mirakel, tænker læseren nok, at jeg mener guddommelig indgriben. Men det ville ligge mig fjernt. Jeg har blot længe undret mig over, om der dog ikke fandtes et modent menneske i beslutningsdygtig stilling, som kunne se det uværdige i 1) at narkomanerne må tilbringe deres liv på gulvet i en elevator under disse omstændigheder – det er til at tude over, 2) at ingen kunne se det nationalt set ravruskende uværdige i at bruge garderhusarmusikken på den måde.
Måske Spor 1
Man har permanent opsat splitflag i hallen for at signalere noget ganske bestemt om Danmark for alle, der befinder sig på Hovedbanen, uagtet af hvilken etnisk oprindelse de måtte være eller med hvilket ærinde, de måtte befinde sig der. Splitflaget er Dronningens flag, landets fineste flag, som kun offentlige myndigheder må bruge. Samtidig har man Dronningens musik i de orange belyste elevatorer, beregnet på at skræmme narkomaner væk. Det går ikke, det kan enhver forstå.
Jeg kan sige med sikkerhed, at det ikke er Hendes Majestæts selv som har grebet ind. Hun kommer ikke på Spor 26, heller ikke selvom hun skulle med toget til Stockholm. Hvis Dronningen skal med toget, sker det fra Spor 1, hvor de fine, gamle venteværelsesfaciliteter som Kongehuset anvender, befinder sig, og hvor der er plads til at rulle en ordentlig rød løber ud.
Man kunne selvfølgelig overveje at sende Stockholmstoget med de amerikanske og japanske turister over i Spor 1, og så lade narkomanerne have elevatorerne for sig selv. Der er ikke noget, der øger spenderelysten hos en amerikansk og en japansk turist, som at blive modtaget med rød løber. Jeg tror derimod næppe, man skal regne med at problemet løses ved, at Lagkagehuset åbner en filial, også på Tietgensgade. Ikke før de er færdige med at hamre, bore og banke ved det gamle hovedpostkontor i hvert fald.
Et PS og en opdatering lørdag 30. marts. Klummen her er skrevet og redigeret i begyndelsen af ugen. Miraklets opretholdelse er konstateret i elevatorerne ved spor 26 såvel tirsdag formiddag og eftermiddag som fredag formiddag. Stor var min forbløffelse, da jeg fredag morgen måtte konstatere, at flagene, der har prydet væggene på Heinrich Wenchs forbløffende, nationalromantiske banegårdshal fra 1911 i måneder, hvis ikke flere år, nu også var borte. Mere venter altså potentielt her fra mirakelredaktionen /jb
Foto: Spor 26 på Hovedbanen, Wikimedia commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her