
OPERA // ANMELDELSE – Kunstnergruppen Koncept: 1927’s fortolkning af Tryllefløjten svigter både Mozarts musik og hans oprigtige kærlighedssysler. Man fanger simpelthen ikke parrenes dragning og attraktion mod hinanden, fordi indtrykket konstant distraheres af de tegneseriebobler af videoeffekter, der svirrer rundt om dem i et væk.
Så nåede Mozart til stumfilmens dage!
Konceptet bag repremieren af kunstnergruppen Koncept: 1927’s greb om Mozarts uopslidelige syngespil Tryllefløjten er paradoksalt nok indfanget i det stumme filmunivers’ lydløse rum.
Grebet virker smart, sjovt og opfindsomt i de første få scener, men så knækker filmstrimlen som følge af uomgængelige gentagelser, der hurtigt mere trætter end stimulerer opmærksomheden.
Recitativerne og talereplikkerne er alle strøget og erstattet af stumfilmstekster, der er holdt på noget nær det mindst tænkelige tekstlige niveau, alt imens figurerne mestendels står livløse og ser andagtsfulde til, mens de venter på at kunne aflevere deres respektive arier.
Arierne er der til gengæld alle i fuldt flor, men de mangler enhver motivation for at kunne indtages, sådan som de er tænkt i sammenhængen. Her smides de med dramaturgisk ufølsomhed temmelig hovedkulds ud i hovedet på publikum.
Overlæsset, som den er, af tegneseriefilm-gimmicks over for de statiske og ubevægelige figurer, dør dette stumme figurrollespil
At fastholde Tryllefløjten i et så ensidigt favntag og omgøre den til en stumfilmskomedie med underlagt musik (Mozarts d-mol klaverfantasi spillet på et lettere forstemt fortepiano som var vi i 1920’ernes stumfilmsbiografteatre) er for så vidt et legitimt kunstnerisk valg. Det kan og bliver af nogle oplevet som både underholdende og fermt, når handlingen samtidig uafbrudt illustreres af projicerede symbolbobler, der ustandseligt kommenterer sangernes kærlighedsudgydelser.
Disse, sangerne, står i dette spil for det meste fastspændte på høje plateauer, som var de svævende figurer i en kirkefacades nicher, der svinger ud og ind efter hver deres musikalske bidrag.
Samlet og set under ét virker dette set-up dog på undertegnede, som om at vi slet ikke skal opleve dem som levende mennesker, men som marionetter i et astronomisk ur, der falder i timeslag og viser aktørerne bag al mekanikken.
Så langt så godt. Men det virker bare ikke helt overfor Mozarts oprigtige kærlighedssysler. Man fanger simpelthen ikke parrenes dragning og attraktion mod hinanden, fordi indtrykket konstant distraheres af de tegneseriebobler af videoeffekter, der svirrer rundt om dem i et væk.
Hvis essensen af operakunst er at skabe den tættest mulige samklang mellem scenisk handlingsgang og sanglig udfoldelse ved brug de færreste mulige midler, så går opsætningen her i den stik modsatte retning. Overlæsset, som den er, af tegneseriefilm-gimmicks over for de statiske og ubevægelige figurer, dør dette stumme figurrollespil næsten før end det kommer i fart. Gimmicks tåler simpelthen ikke så mange og så uendelige gentagelser, og den grafiske fremstilling af de pubertære og påtvungne fantasier af seksualitet og sensualitet i et mere end let forståeligt videoformat gør forholdene mellem de to hovedpar til en næsten plat omgang.
Summa summarum: Iscenesættelsen, som den opleves af mine øjne og ører, formes her til en burlesk og næsten konsekvent gennemført sterilisering af hele stemningen og ånden i dette syngespilseventyr.

Manglende samspil
Mozart vidste om nogen, hvad kærlighedsprøven mellem mennesker går ud på, men opsætningen lader kun denne glimtvis skinne igennem. Det er således mere et stumt dukketeaterspil end et prøvelsesdrama på liv og død, vi her ser udspille sig.
Sangligt står Jonathan Koppel som Tamino sympatisk frem, men med en alt for spag stemme og uden den indre modstandskraft, som rollen eller skal skinne og lyse op med i de hundesvære arier.
Palle Knudsens Papageno virker lidt for sat i hele sin fremtoning, men barytonen står stadig smukt og vibrerende. Dog er hans sceniske gestalt helt uden den listighed og charme, som er en altafgørende ingrediens, for at vi skal tro på fuglefængerens både rørende oprigtighed og naivitet.
Det virker, som om orkestergraven er blevet decideret underkastet den sceniske dominans med al dens svirren og flakkende uro
På damesiden er både Clara Cecilie Thomsen som Pamina og og Fanny Soyer som Papagena velklingende, men heller ikke så meget mere end det, da den mozartske vokale stemmebeherskelse og det fornødne sceniske overskud her simpelthen endnu mangler at udfolde sig.
Skarpt, men lidt kønsløs, er Rainelle Krause som den hævngerrige Nattens Dronning, der vil flå datteren ud af Sarastros rige for at beordre hende til at gøre en ende på hans liv. Koloraturerne sidder alle, hvor de skal, men igen mangler her den umiddelbare respektindgydende vokalkunst. Det scenografiske greb ved at fremstille hende som en kvindelig mumificeret edderkop i fuld bevægelse distraherer desuden mere end det fokuserer på partiets isnende musikalske storladenhed. Igen er den visuelle effekt rullet forfaldende hen over musikkens naturel.
Operakorets relativt få indsatser i dette syngespil blev afleveret bag scenen og lød mestendels, som var det gengivet over højtalerne, hvilket ikke ligefrem klæder disse ellers veltrimmede satser.
Lægger man dertil dirigenten Eivind Gullberg Jensen og hans formindskede orkesters rolige, men også temmelig underspillede bidrag, hvad angår både klang og dynamik, så virkede det, som om orkestergraven er blevet decideret underkastet den sceniske dominans med al dens svirren og flakkende uro. Dette manglende samspil klædte hverken forestillingen eller musikken, desværre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.