
DANSKE BØRN I SYRIEN // DEBAT – Både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer nu, at sikkerhedsrisikoen stiger, hvis de danske børn og deres 6 mødre ikke hentes hjem fra lejrene i Syrien. Men regeringen insisterer på at fastholde en politik, der både forstærker terrortruslen og tilsidesætter humanitære hensyn. Sådan skriver Steffen Groth, der mener, at regeringens politik i denne sag dermed tømmes for troværdighed og basal etik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De rationelle argumenter for at fastholde de danske børn og deres mødre i lejre i Syrien smuldrer ét efter ét, og tilbage står en signalpolitisk skanse. Det afspejler sig i det politiske sprog, der forfalder til tomme fraser og appeller til frygt frem for fornuft. Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen symptomatisk fra Folketingets talerstol:
”Det er lige festligt nok, at fremmedkrigere skal tilbage til Danmark. Jeg kan ikke forstå, at man kan mene, at de har noget med Danmark at gøre længere.”
“Fremmedkrigere” som alarmerende ord for de seks mødre, skal overskygge de 19 danske børns behov. Mødrenes rettigheder som statsborgere (dem der ikke har fået frataget statsborgerskabet) annulleres retorisk med en løs formulering om, at de ikke har “noget med Danmark at gøre længere”.
PETs sikkerhedsvurdering stemmer ikke overens med regeringens politik
Den angivelige sikkerhedsrisiko var længe regeringens væsentligste argument. Spidsformuleret af Mette Frederiksen sidste år: ”Denne regering ser det som en af sine vigtigste opgaver at opretholde Danmarks sikkerhed. Vi skal passe på Danmark og på danskerne”.
Allerede den formulering rummede et paradoks. For var de 19 danske børn ikke også en del af de danskere, der skulle passes på? Åbenbart ikke. Men de seneste måneder er det i stigende grad blevet klart, at regeringens sikkerhedsargument strider mod realiteterne. Eller i hvert fald strider mod de vurderinger, der kommer fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste.
Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp udtrykker det i klartekst over for Jyllands-Posten: “Jeg vil helt klart sige: Få dem hjem. Det er nemmere at kontrollere dem, når de er i Danmark.”
PET har lavet deres vurdering, og det er jo fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik. Citat justitsminister Nick Hækkerup
Lørdag kunne Ekstra Bladet afsløre, at Forsvarets Efterretningstjeneste i september sidste år advarede regeringen om, at Islamisk Stat henter børn ned til 13 år ud af lejrene med henblik på at træne dem til at begå terrorangreb i deres hjemlande. Risikoen for radikalisering og målrettet had mod Danmark stiger, jo længere børnene bliver i lejrene. Foreløbig er langt hovedparten af de danske børn under 13 år.
Forleden blev det klart, at også PET nu vurderer, at den fremtidige terrortrussel mod Danmark forøges, hvis man lader børnene forblive i lejrenes mulige rugekasse for radikalisering.
Justitsminister Nick Hækkerup erkendte i et samråd d. 26. februar, at regeringens politik var i modstrid med PETs vurdering:
”PET har lavet deres vurdering, og det er jo fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik”.
Tilbage står altså regeringens signalpolitik. Der skal tilsyneladende signaleres stålsat stramhed for enhver pris. En forudsætning for, at den skanse kan forsvares, er at børnene og deres seks mødre defineres som fjenden. De skal dehumaniseres. Også selvom man rituelt indskyder bemærkninger a la “det er et dilemma” eller “det er synd for børnene”.

Dehumanisering
Socialdemokratiets galionsfigur, når det kommer til at tegne den hårde linje, er Rasmus Stoklund.
På Facebook skriver han karakteristisk i et opslag d. 15. marts: ”Det er tragisk, at Islamisk Stats terrorister har stiftet familier i deres mislykkede kalifat.” Og en tilsvarende formulering benyttes d. 6. marts. Dermed foregiver han, at de 19 børn er født under Islamisk Stats sorte faner. Han forsøger at fjerne de danske børn fra vores indlevelses- og ansvarszone. Men halvdelen af børnene er født i Danmark. En diskret vildledning designet til at skabe distance til børnene.
I en ordførertale i Folketinget d. 3. marts indledte Stoklund med en effektfuld gentagelsesfigur: ”Islamisk stat har halshugget børn. Islamisk stat har korsfæstet børn. Islamisk Stat har begravet børn levende. Islamisk Stat har brugt børn som selvmordsbombere. Islamisk Stat har kidnappet børn og solgt dem som sexslaver.”
Og al den ondskab mod børn skulle så på paradoksal vis retfærdiggøre, at retsstaten Danmark efterlader 19 danske børn i lejrhelvedet. Uden for lov og ret. I et hul i civilisationen. Logikken synes at være, at hvis vi kan gøre deres mødre, som er rejst til Syrien, så dæmoniske som muligt, legitimerer det Danmarks svigt over for børnene.
Han ville gerne hjem hurtigt, det var hans budskab. Citat journalist Nagieb Khaja om 11-årig dreng i al-Roj-lejren
Det er indlysende, at mødrene har truffet et katastrofalt og potentielt kriminelt valg, da de rejste til Syrien. De kan have taget del i krigsforbrydelser, de kan have været forblændede fanatikere, de kan have levet som underkuede hustruer. Harvard-forskeren Vera Mironova har betonet, at motiver og mønstre bag vesteuropæiske kvinders rejser til Islamisk Stat er meget forskelligartede. Nogle var mindreårige og blev lokket – groomet – på nettet. Nogen rejste med deres mand, som dikterede valget. Nogen var ideologisk overbeviste om kalifatets velsignelser. Nogen forsøgte at flygte fra kalifatet. Det er ikke et endimensionelt billede, der toner frem.
En bøn fra en 11-årig dreng
Den danske journalist Nagieb Khaja besøgte i 2019 al-Roj-lejren i Syrien, hvor han talte med to danske kvinder og en dansk dreng på 11 år. Khaja har siden fortalt Information om mødet:
“De to danske kvinder, jeg mødte, talte om Danmark med stor længsel. De ville hentes hjem, og de ønskede, at deres børn fortsat kunne have en fremtid i Danmark. Jeg oplevede dem ikke som hardcore IS-støtter. De virkede snarere, som om at naivitet og desillusion i sin tid havde drevet dem mod Syrien (…) I teorien kan de være superskyldige, men på mig virkede de begge enormt skrøbelige. Udmattede og blege trods den bagende ørkenhede”.
Folketingspolitikerne bør lytte til den danske drengs bøn henover kløften af uforsonlighed, henover den signalpolitiske skanse.
Khaja fortætter:
“Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at jeg fik lov til at tale med den ene kvindes søn, en 11-årig dreng (…) Det slog mig hårdt, at han virkede meget glad for at se mig. Selv om han aldrig havde mødt mig, repræsenterede jeg noget trygt og hjemligt.
Vi sad tæt og talte dansk, og han åbnede hurtigt op for posen og sagde, at han ikke kunne lide sit liv i lejren. Jeg har selv en 11-årig dreng, men ham her virkede mindre end en typisk 11-årig og havde et begrænset ordforråd. Han forstod dog alt, hvad jeg sagde. Også da jeg brugte svære ord og for eksempel spurgte, om han havde et budskab, han ville sende. Han ville gerne hjem hurtigt, det var hans budskab. Da vi sagde farvel, gav jeg ham et kram, og han krammede mig hårdt igen. Hver gang jeg lytter til mit interview med ham, er jeg næsten ved at knibe en tåre. Jeg har tænkt på ham hver dag lige siden, jeg kom hjem”.
Folketingspolitikerne bør lytte til den danske drengs bøn henover kløften af uforsonlighed, henover den signalpolitiske skanse.
Når regeringen insisterer på at tilsidesætte humanitære hensyn, selvom de ved det forstærker sikkerhedstruslen, tømmes deres politik for troværdighed og basal etik i denne alvorlige sag.
LÆS FLERE ARTIKLER I POV AF STEFFEN GROTH HER
Topillustration: Her ses lejren Al-Hol i Syrien. Foto: Wikimedia Commons
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie. Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans MobilePay på 31902272.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her