ASYLBØRN // KOMMENTAR – Børn på de danske asylcentre mistrives, og vi ignorerer det. På trods af at flygtninge- og indvandrerdebatten er et emne herhjemme, som kan få de fleste op af stolene, har jeg hver eneste gang, at jeg har debatteret emnet med familie, venner og andet godtfolk oplevet, at vi, uanfægtet holdning, kan blive enige om, at børnene aldrig selv er skyld i den situation, de er havnet i, skriver Kathrine Voss. Vi har endda en servicelov som er til for at yde støtte og sikre alle børn i Danmarks trivsel, så hvorfor er hjælpen så svær at hente?
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig starte med at slå fast, at behovet for hjælp er der.
Behovet var der i 2017, da jeg startede i mit frivillige arbejde på det nu lukkede asylcenter i Frederikshavn. Behovet var der i 2018, da jeg fortsatte som frivillig på de nu lukkede asylcentre i Brovst og Tranum. Og behovet er der stadig i dag.
Jeg har oplevet forholdene med egne øjne, og jeg har set nedbrudte mennesker. Jeg har set børn med slukkede blikke, som at se en krop uden at have fornemmelse af, at der var nogen i den. Guderne skal vide, at jeg har grædt mange tårer over den uretfærdighed, jeg mødte på de centre. En uretfærdighed som også er veldokumenteret.
Mistrivslen er veldokumenteret
Rapporten Trivsel og udvikling hos børn på de danske asylcentre fra Dansk Flygtningehjælp fra 2018 beskriver, at børnene på de danske asylcentre mistrives af flere grunde. Deres individuelle udfordringer stammer i høj grad fra traumer fra hjemlandet eller flugten, ventetidsbelastning og midlertidighed på ubestemt tid som livsvilkår.
Samtidig er disse udfordringer også at finde hos forældrene. Det er problematisk, for børns trivsel påvirkes af forældrenes problemer og livssituation ifølge ph.d. i pædagogisk sociologi Anne Kathrine Frørup. Det er derfor svært at tale om børns mistrivsel uden at kigge på forældrene.
I mellemtiden var børnene nået at blive danske. De kunne ikke næsten ikke huske tiden i hjemlandet før livet på asylcentret, nogle var sågar født i Danmark og kendte ikke til andet
I den forbindelse hører jeg ofte påstanden om, at det er forældrene, der forvolder børnene deres smerte. Det er jo deres valg at være her i landet, så hvorfor tager de ikke bare hjem? En påstand som for mig klinger hult af flere årsager.
Forældrene vil deres børn det bedste
De af jer med børn må om nogen vide, at alt andet end børnenes trivsel og velbefindende er anden prioritet fra det sekund, man får sit barn i armene for første gang. Denne ubetingede kærlighed er ikke anderledes for andre, bare fordi de har en anden hudfarve, etnicitet eller religion. Forældre vil som udgangspunkt deres barn det bedste.
Dernæst mangler der en overvejelse i påstanden, der handler om, hvorvidt det bedste disse forældre kan give deres børn er det liv, de lever nu på asylcentret, fordi alternativet er værre?
Det er oftest de historier, jeg har mødt i mit frivillige virke på centrene. Jeg har også mødt familier, som havde boet i årevis på centrene. I mellemtiden var børnene nået at blive danske. De kunne ikke næsten ikke huske tiden i hjemlandet før livet på asylcentret, nogle var sågar født i Danmark og kendte ikke til andet.
I nogle tilfælde var det eneste, de kendte til deres hjemland, deres forældres frygt for at vende tilbage dertil. Det er ikke usædvanligt, at familier befinder sig i årevis på de danske asylcentre, før deres sag er færdigbehandlet. I disse år er deres liv er på stand-by.
Asylsøgere straffes som kriminelle
I store dele af verden straffes kriminelle, som har begået alverdens uhyrligheder med frihedsberøvelse. Vi berøver kriminelle deres tid ved at sætte dem i fængsel for at straffe dem. Kriminalitetens alvor afspejles i straffens varighed i tid. Noget af det værst tænkelige for os mennesker er at blive frarøvet os vores tid, for tiden er dyrebar.
Det kan synes som en unfair kamp mod en struktur, som er til for at presse familierne på centrene, hvilket er med til at bibeholde eller forværre mistrivslen
De fleste af os ønsker os mere tid. Når vi ved det, hvorfor er det så, at vi lader familier, som blot har benyttet sig af den basale menneskerettighed – retten til at søge om asyl – leve i en standby-position i nogle tilfælde flere år på de danske asylcentre under forhold, som er bevist, nedbryder dem psykisk?
Ph.d. Anne-Kathrine Frørup påpeger tilmed, at udsathed kan være knyttet til områder af geografisk karakter og være strukturelt betinget. Det vil sige, at børnene er i risiko for at blive yderligere udsat grundet uhensigtsmæssige eller urimelige politiske beslutninger om den hjælp og støtte, de tilbydes.
De danske asylcentres barske forhold og det tunge, danske asylsystem er altså faktorer, der i høj grad skaber mistrivsel hos uskyldige børn.
Svært at håndhæve serviceloven
Jovist, vi gør da lidt, for vi har personale ansat på de danske asylcentre. Personale, der blandt andet er ansat til at håndhæve servicelovens bestemmelser og komme denne mistrivsel hos børnene til livs. Det kan synes som en unfair kamp mod en struktur, som er til for at presse familierne på centrene, hvilket er med til at bibeholde eller forværre mistrivslen.
Den førnævnte rapport fra Dansk Flygtningehjælp fra 2018 skildrer, hvordan socialkoordinatorer på de danske asylcentre og socialrådgivere fra Børnefamilieafdelingerne i kommunerne arbejder i et krydspres mellem lovgivning og praksis.
I rapporten er der blandt socialkoordinatorerne og socialrådgiverne konsensus om, at børnene på de danske asylcentre mistrives, og forklaringen på det er i rapporten også barnets individuelle problemstillinger, forældrenes mistrivsel og ventetiden og rammerne på asylcentret.
Normalitetsbegrebet skrider
I den forbindelse udtaler en socialkoordinator, at man i princippet kunne indberette alle, og at der findes mange konkrete eksempler, hvor man ville have reageret, hvis det var danske børn. Overlæggeren ligger simpelthen et andet sted, og bekymringerne starter således et andet sted. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan normalitetsbegrebet forskyder sig.
De personer, der skal bekæmpe mistrivslen, møder simpelthen så meget af den slags, at det bliver den nye normal. Hvem betaler prisen? Det gør børnene.
En ting er sikkert, indenfor dette felt er der sjældent nogen vindere, men mange tabere, og i den forbindelse vil jeg slutte, hvor jeg startede: Børn er aldrig selv skyld i den situation, de er havnet i
Samtidig giver socialkoordinatorerne og socialrådgiverne i rapporten udtryk for, at det er asylsystemet, der fastholder børnene og deres familier i mistrivsel og udsathed. Overlæggeren for hvornår man indberetter mistrivsel rykkes også, fordi det blandt andet ville være svært at overkomme arbejdsmængden, hvis alle skulle indberettes, og processen er administrativt bøvlet.
Der findes mange former for coping-mekanismer i rapporten, som socialkoordinatorerne og socialrådgiverne kan siges at gøre brug af for at agere i deres arbejdsfelt, men hvorfor er feltet så svært at navigere i i første omgang?
Strukturelt pres på familierne
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er den politiske diskurs, der fastholder børnene (og deres familier) i svære vilkår på asylcentrene. Vi ved, at denne fastholdelse er til for at lægge et strukturelt pres på familierne på centrene.
Man kan så diskutere, om det kun er børnene og deres forældre på asylcentrene, der mærker dette strukturelle pres, eller om det også, mere eller mindre ubevidst, er med til at presse socialkoordinatorerne og socialrådgiverne i deres arbejde?
Man kan stille det spørgsmål, om disse strukturelle beslutninger og vilkår implicit tvinger socialkoordinatorerne og socialrådgiverne til at udføre en form for pseudoarbejde samt fastholde børnene og deres forældre i mistrivsel ved at gå på kompromis med serviceloven, da vilkårene på asylcentrene og i asylsystemet er svære at overkomme.
Ingen vindere, børnene taber
En ting er sikkert, indenfor dette felt er der sjældent nogen vindere, men mange tabere, og i den forbindelse vil jeg slutte, hvor jeg startede: Børn er aldrig selv skyld i den situation, de er havnet i. Det er en påstand, vi kan blive enige om uanset politisk holdning.
Vi har en servicelov i Danmark, der også indbefatter børnene på de danske asylcentre, og lov skal overholdes. Hvorfor er vi villige til at gå på kompromis med loven, blot fordi børnene hedder Zaineb og Ali frem for Emma og Tobias? Børn er børn, og de skal ikke straffes for de voksnes beslutninger og konflikter, men det bliver de.
LÆS ANDRE ARTIKLER PÅ POV OM DANSK ASYLPOLITIK OG ASYLCENTRE HER
Topfoto: Zachtleven fotografie, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
