BOOMER-CHIKANE & #METOO // KLUMME – Der verserer for tiden en sjov myte på SoMe: at alle kvinder over 50 forsvarer sexchikane og slet ikke kan se noget godt i den nye bølge #MeToo. Altså, for det første må jeg have forkerte venner på Facebook etc., for jeg har ikke oplevet en eneste forsvare hverken sexisme, sexchikane eller lignende. For det andet – da min generation blev kønsmoden, var sexchikane ikke engang et ord. Det var et udbredt handlingsmønster, men vi havde ikke meget at forsvare os med, ud over egne kroppe.
Nå, men her kommer min beskrivelse af vejen til #MeToo’s Anden Bølge i Danmark i 2020.
I 70’erne opdagede jeg voksenverdenen og den opdagede mig. I begyndelsen var det mest fest og farver og miniskørt. Så begyndte mænd at komme med kommentarer og… lad os kalde det forslag. Paradoksalt nok fordi maxilængden var blevet populær.
”Har du det ikke meget varmt med det lange skørt?” var standardfrasen. Jeg så på mandens lange gabardinebukser og fnisede, for mit skørt var ganske tyndt og luftigt og af silke. Så gik det op for mig, hvad meningen var. Omkring 1980 var det stadig ikke socialt accepteret at gå hen og tage på en kvinde i det offentlige rum, men en del af dem, vi kaldte ”gæstearbejdere”, forsøgte sig.
Efter studentereksamen blev jeg headhuntet som model og havde mine syv måneder i Paris. Lærte at gå med rank ryg og hagen hævet. Lærte at holde sammen med andre jævnaldrende og at føre regnskab og sige nej til dårlige opgaver.
Men jeg turde ikke fortælle det, da jeg vendte hjem, for alle bevidste kvinder gik dengang ud fra, at modelarbejde fik hjernen til at skrumpe.
Det var også her, det gik op for mig, at den pæne moderne vej ikke var farbar. I ved, den med at klage til ledelsen
Der var ingen sexchikane, der blev passet godt på os, og vi passede på hinanden. En stor del af mændene i miljøet var gay. Hjemme i Danmark var det lidt mere broget, en del velhavende mænd opfattede modeller som en slags Edel-ludere.
Og så begyndte jeg at læse på Uni og at tjene penge som kontorvikar. Det var her, jeg opdagede, hvor udbredt kulturen var. Mærkelige bemærkninger, uønskede berøringer (nej, langt vildere end hånd på bag, hofte eller lår), åbenlyse forslag – og hård bagtalelse, hvis man sagde nej.
Det var også her, det gik op for mig, at den pæne moderne vej ikke var farbar. I ved, den med at klage til ledelsen. Enten var det lederen som forbrød sig, eller lederen grinede ad klagerne.
”Du er vist ny på arbejdsmarkedet” sagde en opgivende til mig. Jeg lærte at undgå at være alene i elevator eller kontor med visse personer – og at stå fast på mit nej.
Johanne Luise Heiberg – første åbne skildring af sexchikane
Går man tilbage i historie og litteratur, rammer man uvægerligt Johanne Luise Heibergs erindringer, der også skildrer hendes tid som vidunderbarn på Det kongelige Teater, og hendes intense modvilje mod visse mænd.
Man forstår, at hendes egen familie misbrugte børn, og at hun nægtede. Hun blev ved med at nægte og holde krænkerne på afstand, uden opbakning fra nogen som helst ledelse. Ikke engang fra hendes egne forældre.
Hendes problem var, at hun allerede som pre-teenager var ekstremt yndig og hurtigt udviklet. Denne mellemting mellem barn og kvinde var samtiden nærmest sygeligt optaget af. Hun slap fri. Misbrug kan fungere som en slags opdragelse til at blive føjelig og at acceptere nærmest hvad som helst. Den opdragelse slap hun for.
Så det kraftigste våben er at lære at klare sig selv. Så langt det kan beskytte en.
Og så blev jeg forfatter og offentligt kendt. De der uønskede, klodsede tilnærmelser hørte ikke op. Sexchikane på jobbet var ellers blevet opdaget og gjort strafbart, men når man ikke er ansat, er man jo heller ikke inkluderet i lovgivningen. Hvem skal man gå til?
Kvindeoprøret gik i gang med at kræve ligeløn og delt husarbejde. Men lige præcis den med seksualisering af en stor del af arbejdskraften havde kvindegrupperne ikke meget øje for. Sagde man noget til aktive feminister svarede de, at det ville forsvinde, når patriarkatet brød sammen.
Sikkert. Men mens vi venter, skal vi vel også have verden til at fungere godt for begge køn og alle aldre.
Jeg overtalte mig selv til at tro, at alt ville blive bedre, når man blev ældre. Flyttede rundt i verden og var i en lang periode sammen med en italiensk mand, der tidligere havde været gift med en norsk kollega. Italiensk nærgåenhed er ofte mere teoretisk og generel end den danske. Pift, blikke, nikken.
Afstanden gør det til en langt mere charmerende gestus, end når man skal trække hænder væk fra barm og lår og det, som værre er.
Og så blev jeg forfatter og offentligt kendt. De der uønskede, klodsede tilnærmelser hørte ikke op. Sexchikane på jobbet var ellers blevet opdaget og gjort strafbart, men når man ikke er ansat, er man jo heller ikke inkluderet i lovgivningen.
Hvem skal man gå til?
Rap i rap
Første erfaring: journalist der var vildt interesseret i 1: hvor mange aborter jeg havde fået, 2: hvor mange mænd jeg havde haft sex med og 3: om jeg havde trusser på.
Meget relevant for forfatterskabet, jo. Da vi havde kæmpet os gennem samtalen, spurgte han, om jeg ville være lidt sød ved ham, for det havde han brug for.
Ikke forstået.
Måske ville han have, at jeg bar et manus ind på forlaget? Nej. Det var også sex.
Og så blev han vred, og i årevis skrev han shit om mig
Lidt forundret svarede jeg: “Hvordan i alverden kan du tro, at en kvinde som jeg, ville have et forhold til en mand som dig?”
Og så blev han vred, og i årevis skrev han shit om mig.
Siden kom de rap i rap. Ham man var nødt til at smide et glas cognac i hovedet på for at slippe. Advarslen fra en svensk kollega under forfattertræf: pas på ham den lille skit derovre. Kulturprofilen havde indtaget sin position ved dametoiletterne.
Og ham korrektur/oversætteren, der ikke ville forstå et nej og blev smidt meget hårdhændet ud fra en reception på forlaget af to unge mandlige lyrikere. Det hjælper at blive stjerne, ældre og mindre afhængig af andre. Men den lille ondskab trives stadig derude.
Trods alle kvindekampe og al feminisme og Kvinfo etc. holdt sexchikanen sig i live.
Man klarer sig, fordi man sagde nej
Venner, det er ikke noget, som kun rammer praktikanter eller unge kvinder.
For nogle mænd er det en systemisk metode. Jeg har oplevet den tit nok til at forstå, at for en del herrer fungerer det sådan her: jeg har spist godt og drukket rigeligt, jeg har det så godt, og der er en kvinde, og jeg kunne godt tænke mig at blive lidt ophidset, så nu tager jeg på hende. Eller på hende der. Bare en kvinde.
Men ansigt til ansigt med truslen om ødelagt karriere og liv kan man ligesom ikke nå at skrive et storslået indlæg til Information OG en Ph.d. om problemet. Der er man alene i junglen med rovdyret
Ind imellem har jeg da overvejet, om muligheden for at gøre sexchikane ufed, umoderne, uacceptabel for ALLE parter skulle melde sig. Den første bølge af #MeToo blev stort set afvist i Danmark, men ideerne gærede, og udbruddet her i 2020 viste, at der ikke skulle andet end en gnist til. Den rette person til rette tid.
Sofie Linde fik kombineret det hele: den grove, platte henvendelse. Truslen. Nedværdigelsen og nedvurderingen. Plus overraskelsen: man kan klare sig, selv om man siger nej, eller: man klarer sig, fordi man sagde nej. Man slap uden om opdragelsen til tålsomhed.
Lagde mærke til nogle sælsomme reaktioner fra feminister på Sofie Lindes vidnesbyrd. Sexismen er systemisk, derfor skal man angribe systemet.
Yeah, right. Men ansigt til ansigt med truslen om ødelagt karriere og liv kan man ligesom ikke nå at skrive et storslået indlæg til Information OG en Ph.d. om problemet. Der er man alene i junglen med rovdyret.
hverken i 1980 eller i dag har sexchikane noget som helst at gøre med at flirte
Man kan ikke altid klare sig med at sætte grænser, sige nej, sige fra eller hvad man kalder det. Men ofte er ens egen modvilje det eneste våben, man har.
Fra nu af skulle det gerne kombineres med bevidstheden om, at sexchikane ødelægger arbejdsmiljøet. At sexchikane betyder, at gode medarbejdere flygter. At det er en uværdig måde at lede arbejde på.
Sidst: hverken i 1980 eller i dag har sexchikane noget som helst at gøre med at flirte. Hvis nogen tror, de flirter, når de stikker hænder op under ens skørt til en officiel middag, så tro om igen. Der er en styrke i at se store politiske figurer blive fældet efter årtiers systemisk sexchikane.
Det kan altså ske. Det er virkelig uønsket og må forsvinde. Det er op til politiske partier, organisationer, institutioner, firmaer – og os selv.
LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS ARTIKLER HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
