
SEX & KÆRLIGHED // ESSAY – Sol, sommer & sex er sommerens sexologiske serie til lidt tidsfordriv under parasollen, måske til lidt inspiration på hotelværelset eller i sommerhuset. Men det er værd at tage nogle af tankerne med hjem og med ind i parforholdet, f.eks. om begær, for vi holder jo ikke op med at dyrke sex, når vi får papir på hinanden … vel? Måske skulle ægteskabsløftet være at elske, ære og beg-ære vores partner.
De fleste er enige om, at et godt sexliv er en afgørende del af et godt parforhold, men alligevel oplever rigtig mange, at gnisten går ud; at sex bliver nedprioriteret og at arbejdet, børnene, huset eller noget helt fjerde fylder. Men det er også lige meget, for det vigtigste er jo, at kærligheden er der … ikke?
Sex og kærlighed er to forskellige ting. Vi kan elske vores forældre og vores børn, uden at der er noget seksuelt i det. Vi kan nære dyb hengivenhed for et andet menneske uden at have et erotisk forhold. Og vi kan selvfølgelig have et one-night-stand baseret på rent begær og uden at lægge følelser i det eller jævnligt dyrke sex med en elsker.
Af en eller anden grund – hovedsagelig kulturelle faktorer – er sex med kærlighed i manges øjne ”finere” end ”bare sex”.
Både sex og kærlighed
Det er klart, at den fysiske og følelsesmæssige intimitet kan smelte sammen i en højere enhed. Det ændrer imidlertid ikke på, at sex og kærlighed eksisterer hver for sig og skal passes. Det ændrer desværre heller ikke på, at mange glemmer at passe på erotikken, når der først er sagt ”ja” i kirken eller på rådhuset.

Dybest set handler det ”forpligtende” forhold om, at det både indeholder kærlighed og sex. Som regel indebær det også en eksklusivitet på de to felter.
I forelskelsen er sex sjældent et problem, fordi begge parter er tændt på hinanden. Et blik eller en berøring er nok til at sætte gang i en lavine af begær og hed passion.
Hvis ansvaret for at indlede sex alene påhviler den ene af parterne, er risikoen for, at sexlivet tørrer ud, større
I denne fase af forholdet lægges grunden til de mønstre, der vil styre sexlivet i resten af forholdet. Det sker ofte efter formlen, at kvinden parkerer ansvaret for sex hos sin partner. Det er op til ham at tage initiativ.
Initiativ og kontrol
Senere i forholdet kan det føre til konflikter, der går i retning af ”du tænker da heller ikke på andet”, og ”jeg har hovedpine i aften”, eller decideret kontrol/afstraffelse, hvor kvinden styrer sin mand gennem adgangen til sex: når han gør, som hun vil, får han sex. Hvis ikke …
Det sker imidlertid også, at manden mister lysten til sex. Eller måske rettere, at han glider ind i en slags ”hensynsbetændelse”, hvor han ikke vil belemre sin kæreste med sit begær. Det forekommer for eksempel i forbindelse med en graviditet, hvor han ikke kan forbinde den vordende mor med sex.
Hverken mand eller kvinde mister behovet for sex. Men hvis ansvaret for at indlede sex alene påhviler den ene af parterne, er risikoen for, at sexlivet tørrer ud, større. Det ender let i en svikmølle, hvor ”jeg fik ikke sex, da jeg havde lyst, så nu vil jeg ikke give dig sex, når du har lyst”.

At foretage en stærk kobling mellem sex og kærlighed betyder også, at en afvisning af sex er ensbetydende med en afvisning af kærlighed. Det kan føles som en kniv i selvværdet: ”jeg er ikke værd at elske (med)”.
Tag ansvar for dit begær
Så lad os holde fast i vores begær som en selvstændig størrelse:
- Både mand og kvinde kan tage initiativ til sex – måske efter flirtereglen, hvor kvindens initiativ tager form af en invitation.
- Du kan ikke forvente, at din partner tager ansvar for dine behov. Det er din banehalvdel.
- Dine behov er okay. Det er okay at give udtryk for dem. Det er din banehalvdel. Du har på den anden side ikke krav på, at din partner opfylder dem.
- Det er nemlig okay, at sige nej (tak) til partnerens initiativ til sex, hvis du ikke har lyst. Det er din banehalvdel. Men det er en kærlig handling at anerkende din partners behov.
- Husk måske-reglen; som regel kan en behændig forførelse godt give lyst (det smigrer at blive begæret og minder om den første forelskelse).
- Husk, at den ikke må forveksles med plage-reglen; du får sex, og jeg får fred (det er der ikke meget begær i).
Derudover kan vi bekræfte kærligheden til hinanden på andre måder. Især ved at være opmærksomme på, at vi ofte ikke taler samme kærlighedssprog. Vi kan heldigvis lære at tale hinandens og derved komme hinanden i møde.
At tænde eller slukke
Som enhver parterapeut kan bekræfte, så er god kommunikation mellem parterne afgørende for at parforholdet fungerer. Det gælder kærligheden. Det gælder sexlivet. Hjælp til forbedret kommunikation kan hjælpe, når parterne ikke er i stand til at møde hinandens lyst.
Manglende lyst og manglende tilfredsstillelse af vores naturlige behov kan imidlertid også være et sexologisk problem, som intet har med partneren at gøre. Der er ikke noget vundet ved, at gøre det til partnerens skyld. Det er mere formålstjenligt at se på, hvordan tænd/sluk knappen i os selv virker.
Hvis vi ikke aktivt beslutter os for at ville begære og begæres, så risikerer vi, at denne livsbekræftende kilde til nydelse tørrer ud
Har du styr på, hvad der tænder dit begær, kan du lettere tage ansvar for dine seksuelle behov. Så kan du udtrykke dine behov. Det er forudsætningen for, at din partner kan imødekomme dem.
Du er sexet, jeg er sexet
Vi skal naturligvis blive ved med at se vores partner i parforholdet som sexet. Eller: vi skal blive ved med at se os selv som sexede. Den udstråling virker også på vores partner, og så kan vi blive ved med at have et berigende sexliv.
Der skal nok kommer rigeligt med forhindringer for et aktivt og lystfuldt sexliv livet igennem; sygdom, stress, børnepakken, økonomi, overgangsalder og alderssvækkelser i det hele taget. Hvis vi ikke aktivt beslutter os for at ville begære og begæres, så risikerer vi, at denne livsbekræftende kilde til nydelse tørrer ud.
Hvad eksklusiviteten i parforholdet angår, så giver det sig selv, at når vi begærer hinanden, så opstår behovet for at begære andre ikke så let. Vi tager ansvaret for at få dækket vore behov hos netop den partner, vi elsker.
Foto: Karan Arnold, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.