MUSIK // ANMELDELSE – Med et fem år gammelt studiealbum i hånden lagde Bob Dylan tirsdag aften vejen forbi Royal Arena i København, hvor folkrock-ikonet ud over sangene fra det seneste album også forkælede sit publikum med klassikere fra det massive bagkatalog. Men nærværet, charmen og variationen i det musikalske udtryk udeblev lidt denne aften, skriver POV’s anmelder Dan Marmorstein.
I went back to see the gypsy
It was nearly early dawn
The gypsy’s door was open wide
Hvert andet-tredje år – mere eller mindre – kommer Bob Dylan forbi Danmark og fremfører sin musik for alle os, der virkelig gerne vil høre, hvad han har at sige, hvad han har at synge.
I mere end tres år har han sunget folkesange og folkrock-sange for os. Og noget af det, han har at sige, har haft en dyb indflydelse på mange af os, der ivrigt griber ud efter de ”livslektioner” – etiske, æstetiske, eksistentielle – som vi er så glade for at finde i hans musik.
På “Tombstone Blues” fra 1965 viser han os sin korthånd: “I wish I could write you a melody so plain, that could hold you, dear lady, from going insane. That could ease you, and cool you, and cease the pain, of your useless and pointless knowledge.”
Og på “Tarantula” (1966), med en af sine karakteristiske intertekstuelle og tværkulturelle referencer, skriver han: “How I wish I could ease him [James Cagney] & honor him with peace through his veins. make him calm. almighty & slay the horrible hippopotamus of his nitemare.”
På hans 39. studiealbum, Rough and Rowdy Ways (udgivet i 2020), er der dog noget andet i spil: nemlig en programmatisk længsel fra denne komponist og performers side efter at dele nogle intellektuelle anliggender med os.
Måske er Dylan nået til den erkendelse, at viden som sådan ikke er så “useless and pointless” endda? Den canadiske journalist Kerry Doole spørger: “Why are intellectual references so rare in contemporary music?”
På “My Own Version of You”, et af albummets sange, holder trubaduren sig ikke tilbage: Han kan nu “see the history of the whole human race”, og han viser igen sin korthånd og ytrer selve essensen af sit aktuelle projekt: “I want to do things for the benefit of all mankind.”
Tirsdag aften i Royal Arena fremførte Bob Dylan og hans band ni af Rough and Rowdy Ways ti sange (som nærmest er standard på turneen, der er opkaldet efter albummet), samt otte Dylan-klassikere fra tidligere udgivelser.
Ros til lydfolkene for at opnå og bevare en virkelig velafbalanceret lyd under hele koncerten
Klokken var præcis 20.00, da kvintetten gik på scenen: to stående guitarister, Bob Britt og Doug Lancio; en trommeslager, Anton Fig; Bob Dylan, siddende midt på scenen og tydeligt synlig for publikum, ved et elektrisk baby grand piano; og trofaste Tony Garnier, der spillede både elektrisk og akustisk bas.
I over tredive år har Garnier været en urokkelig grundpille i Bob Dylans projekt. Og eftersom Dylan så oprigtigt ønsker at pakke sit budskab ind i salt og is (W.B. Yeats), er det en stor fordel at have Tony Garnier ved roret i det musikalske flow. Det hjælper med at sikre, at det rent faktisk sker: “Key West is the place to be; if you’re lookin’ for immortality.”
Koncerten blev skudt i gang med “I’ll Be Your Baby Tonight”. Det rockende groove, som ensemblet spandt frem, gjorde denne udgave af countryklassikeren fra albummet John Wesley Harding (1967) ungdommelig og forfriskende.
Der blev ikke holdt pause mellem aftenens sange – bortset fra enkelte øjeblikke til at stemme instrumenterne – og ingen af bandets medlemmer blev præsenteret med navn. En anden evergreen, “It Ain’t Me Babe” fra Another Side of Bob Dylan (1964), fulgte.
Lyden af Dylans stemme lå langt fremme i lydmikset: ros til lydfolkene for at opnå og bevare en virkelig velafbalanceret lyd under hele koncerten!
Nogle gange kan det føles som om, man lytter til en mand, der snakker i søvne og drømmer højt, når man hører Bob Dylan synge.
Jeg er ikke sikker på, om det er dét, han går efter … men et af biprodukterne er, at det kan være svært at tyde indholdet af det, han synger. Det føltes som om stemmebåndene stadig var ved at varme op, og hans stemme lød stadig hæs.
Fremførelsen af “I Contain Multitudes” rummede langt mere sprudlende musikalsk aktivitet end den version, man hører på Rough and Rowdy Ways-albummet. Den boogie-woogie blues-lignende vamp, som kvintetten lagde ned, fik mig til at tænke: “Hmm, hvor har jeg hørt den slags groove før?”
Nogle gange – især i tilfældet “A Simple Twist of Fate” – bliver selve historien også ændret fra gang til gang
Det, der dukkede op i mit hoved, var – hvad angår tightness og renhed i sammenspillet – musikken fra den San Antonio-baserede Sir Douglas Quintet!
I “I Contain Multitudes” bliver vi taget med på en dobbeltdækkerbus gennem kulturelle referencer: Edgar Allen Poe, Anne Frank, William Blake – for slet ikke at tale om Beethoven og Chopin. “False Prophet” er en vred sang, præget af hævntørst.
Dylan, som jeg altid har anset for at være en Prophet In His Own Time, synger: “I’m the enemy of the unlived meaningless life.”
Det har altid virket – når man lytter til ’bootleg’-optagelser af hans liveoptrædener og alternative takes fra studieindspilninger – som om Bob Dylan opfatter sine egne sange som strukturer, der kan tåle at blive ændret.
Følgelig bliver sangene ikke forstenede, men forbliver levende og åndende organismer. Og nogle gange – især i tilfældet “A Simple Twist of Fate” – bliver selve historien også ændret fra gang til gang.
Med hver sang blev Bob Dylans stemme klarere og klarere
Denne aften fik vi en total make-over af “When I Paint My Masterpiece”; der var en helt ny samba cha-cha “Putting on the Ritz”–agtig bounce i denne opførelse. Sangen er ikke, hvad den var engang – men der er en ny skønhed indlejret i den.
Aftenens mest stille sang – indtil nu – var “Black Rider”. Langsomt blev Dylans stemme tydeligere. Den kølige levering stod i skarp kontrast til den “death-haunted and cantankerous” (“dødstynget og stridbar”, Jon Pareles) brutalitet i tekstens indhold. Og ovenikøbet spillede Dylan en klagende, sørgmodig pianosolo.
Lavmælt kvintet
I stedet for at synge sig igennem “My Own Version of You”, talte Bob Dylan sig gennem den. Her møder vi Pacino, Brando, Julius Cæsar, Hamlet, Freud, Marx og Frankenstein-monstret – og læner os op ad en kulturel jukebox: “Willow Weep for Me”; “Moonlight Mile”; og “In the Wee Small Hours of the Morning”. Bob Dylan – den inkarnerede lytter.
Kvintetten spillede ekstremt lavmælt – højt eksperimenterende, de stak stille til hinanden og holdt sig i baggrunden, så deklamatoren kunne få plads. En yderst vellykket forening af rap og avantgardistisk improvisations-akkompagnement.
Som glasuren på kagen blæste Dylan i sin mundharmonika og spillede en solo hele vejen til slutningen af sangen
Herefter kom ”To Be Alone With You”, klassikeren fra Nashville Skyline (1969), som vi alle kan huske indledes med lydteknikeren, der siger “Is it rolling, Bob?”. Aftenens tekst: “They say that nighttime is the right time to hold each other tight” og “I’ll always thank the lord; when my working day’s through: I won’t sleep a wink, til I’m alone with you.”
Som glasuren på kagen blæste Dylan i sin mundharmonika og spillede en solo hele vejen til slutningen af sangen. Hvor var det dejligt! En særdeles tilfredsstillende opdatering af denne evergreen. ”Crossing the Rubicon” var aftenens mest rendyrkede 12-takters bluesnummer.
Med hver sang blev Bob Dylans stemme klarere og klarere. Og så kom det værk, der for mig står som selve essensen af Dylans evne til at contain multitudes og skabe mytologiske fantasier: ”Desolation Row”.
Forkortet magisk tæppe
Dylans stemme var klar, og alting føltes helt rigtigt. Cirkusset er i byen. Jeg lænede mig tilbage og var klar til at nyde turen på det magiske tæppe. Men af denne episke sangs ti vers – der hver især har opnået en status af en slags indgravering i vores tankers Coney Island – spillede Dylan og bandet kun fem: en forkortet version! Desværre.
Det interessante var dog måden, hvorpå Bob Dylans pianospil blev en slags medspiller i forløbet – og ja, der blev også leveret fine soloer på mundharmonikaen.
Koncerten fortsatte med Key West (Philosopher Pirate). Dylan lytter til piratradio, fra Luxembourg og Budapest, og nikker til sine Beat-digtervenner og nogle af sine musikalske forbilleder. I øvrigt var det netop denne sang, der affødte aftenens mest entusiastiske bifald fra publikum i arenaen.
Kvintettens version af ”Watching the River Flow” bød på aftenens mest energiske sammenspil: “Wish I was back in the city, in my true love’s arms …” og “Why only yesterday I saw somebody on the street whose goose was really cooked” samt “Why only yesterday I saw somebody on the street who didn’t seem to have no soul”.
På ”It’s All Over Now Baby Blue” begyndte Dylan helt alene, hans fremførelse var som en enetale, en indre monolog. Efterhånden sluttede Tony Garnier sig til på kontrabas. Ikke ét ord i denne sang var ændret.
Herefter ”I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You”, der har en underliggende ostinato-rytme, der leder tankerne hen på Jacques Offenbachs Barcarolle (fra Les Contes d’Hoffmann). Vitterlig en skøn og kærlig kærlighedssang. Der er blevet sagt og skrevet meget om denne sangs slægtskab med ”Time Out of Mind’s To Make You Feel My Love”, fra Time Out of Mind (1997).
Koncerten lakker stille mod enden og med “Mother of Muses” åbnes en række landskaber og nummeret fremstår som en ren og skær bøn. Den har en åndelig forbindelse til ”New Morning’s Father of Night”.
Men nu henvender Dylan sig til en kvindelig samtalepartner med ”Mother of Muses”. Her hvisker han: “Mother of Muses sing for my heart; Sing of a love too soon to depart.” Og han formår at fange opmærksomheden uden at hæve stemmen – ikke nogen nem opgave.
Dylans hyldest til en af sine helte, straight-harp-mesteren Jimmy Reed bliver næstsidste nummer: “Goodbye Jimmy Reed, goodbye, good luck; I can’t play the record ’cause my needle got stuck.” Og til sidst, aftenens lukkenummer: Den William Blake-inspirerede ”Every Grain of Sand” fra Shot of Love (1981); “Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me.”
“Every Grain of Sand” er blevet kaldt “a prayer that inhabits the same intuitive zone as ‘Blowin’ in the Wind’ – you’d swear it was a hymn passed down through the ages.” (Tim Riley)
På en aften som denne nedlod Bob Dylan sig ikke til at charme sig ind hos sit publikum – på nogen som helst måde
Selvom publikum i Royal Arena straks rejste sig op fra deres dyre pladser for at vise deres begejstring for koncerten, da sidste tone lød, blev det ikke så meget som antydet, at et ekstranummer kunne være på vej.
I løbet af få minutter blev arenaens lys tændt, og folk begyndte i hobetal at forlade stedet og bevæge sig ud i det kalkskærende lys, der lå over denne tirsdag aften.
Ingen charmeoffensiv
På en aften som denne nedlod Bob Dylan sig ikke til at charme sig ind hos sit publikum – på nogen som helst måde. Der blev ikke sagt ‘hej’ og heller ikke ‘farvel’; og han havde tydeligvis heller ikke udøvet nogen form for opvarmning af sin stemme før koncerten, hvilket gjorde det svært at opfange alle nuancerne i de meget “ordrige” sange, han delte med os.
Og for at være helt ærlig, så var der ikke den store variation i de musikalske udtryk, der bar de 17 sange frem.
Når det så er sagt, så levede Bob Dylan faktisk op til det ansvar, han tilsyneladende har påtaget sig; to not talk falsely with us, især i betragtning af at the hour is getting late. Efter netop at have set Bob Dylan from the distance, med musikken i mine ører, fandt jeg vej ned til Nohrlunds bar, som ligger gemt inde i Royal Arena.
Da jeg lyttede til sangen igen, lige efter aftenens koncert, kunne jeg mærke tilstedeværelsen af Bob Dylan, mennesket, meget stærkere end jeg kunne mærke hans nærvær under selve koncerten
Der var næsten ikke et øje dernede, men fra lydsystemet strømmede musik: “Desolation Row”, versionen fra 1965-pladen Highway 61 Revisited med Charlie McCoys enstrengede, ornamenterede guitarløb som følsom ledsagelse.
Da jeg lyttede til sangen igen, lige efter aftenens koncert, kunne jeg mærke tilstedeværelsen af Bob Dylan, mennesket, meget stærkere end jeg kunne mærke hans nærvær under selve koncerten. Ja, jeg havde måske håbet, at han ville smile, when he saw me coming. Men det er ikke det, Bob Dylan er optaget af – hans sind er fokuseret på other missions.
I went to see the gypsy
Stayin’ in a big hotel
He smiled when he saw me coming
And he said, “Well, well, well”
Bob Dylan i Danmark
1. maj 1966 – K.B. Hallen, København
12. juli 1981 – Brøndby-Hallen
10. juni 1984 – Idrætsparken, København
21. september 1987 – Valby Hallen
29. juni 1990 – Roskilde Festival
29. juni 1991 – Midtfyns Festival, Ringe
1. juli 1995 – Roskilde Festival
15. juni 1996 – Tangkrogen, Aarhus
23. juli 1996 – Den Grå Hal, København
24. juli 1996 – Den Grå Hal, København
11. juni 1998 – Forum, København
26. juni 1998 – Roskilde Festival
21. maj 2000 – Horsens Ny Teater
30. juni 2001 – Roskilde Festival
8. april 2002 – Forum, København
16. oktober 2003 – Forum, København
22. oktober 2005 – Gigantium, Aalborg
30. juni 2006 – Roskilde Festival
2. april 2007 – Forum, København
5. maj 2007 – Messecenter Herning
28. maj 2008 – Arena Fyn, Odense
29. marts 2009 – Forum, København
27. juni 2011 – Den Fynske Landsby, Odense
2. november 2011 – Boxen, Herning
15. oktober 2013 – Falconer Salen, København
16. oktober 2013 – Falconer Salen, København
9. juli 2014 – Amfiscenen, Aarhus
8. oktober 2015 – Falconer Salen, København
9. oktober 2015 – Falconer Salen, København
6. april 2017 – Operaen, København
7. april 2017 – Operaen, København
3. juli 2019 – Roskilde Festival
30. september 2022 – Royal Arena, København
21. oktober 2025 – Royal Arena, København
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og