KONCERT // ANMELDELSE – Lise Davidsens vokale dramatik var til seks stemmegafler med stor pil opad ved Tivolis fødselsdagskoncert, hvor salen kogte i stjernesolistens magtfulde udstråling.
Det hører til traditionen omkring Tivolis fødselsdagskoncert, at vi den aften er i haven for at nyde et sandt varieret musikalsk overflødighedshorn. På havens grundlæggelsesdato er det med andre ord det helt store varme musikalske bord, der diskes op med i form af et program, hvor mangfoldigheden og diversiteten – tidens vel hotteste modeord – står i højsædet.
Heller ikke i år manglede der noget. Orkesterets damer var klædt i alle regnbuens farver, og solisten havde heller ikke sparet på kjolerne.
Lise Davidsen har en naturlig stemmepragt som kun få i hendes årgang
Det var nu ikke det udvortes, men mere det rent musikalske opbud, der til fulde stod distancen takket være den norske soprankomet Lise Davidsen, som førte os gennem stjerneskud på stjerneskud hentet ned fra operauniversets øverste himmelske lag.
Davidsen har en naturlig stemmepragt som kun få i hendes årgang. Det lod sig fastslå fra koncertens allerførste åndedræt i et righoldigt arieprogram, der bekræftede og belyste hendes stemmepragt fra endog mange interessante vinkler.
Lise Davidsens tre hovedstemmeregistre
Hvad der for undertegnede især her må bemærkes, er Davidsens tre hovedstemmeregistre, hvor hun måske lidt for skarpt skifter mellem de høje, mellem og dybe stemmelejer. Det er i den sammenhæng ofte relevant at betragte og sidestille de store operastemmer med blæserne i symfoniorkestret. Ikke blot fordi vi her er i kompressionsteknikkens univers, men også fordi den store operavokalkunst dybest set er et parallelunivers til blæserinstrumenterne.
Lise Davidsens høje stemmelejer gjalder flot og klart som messingblæsernes, her især soprantrompetens, men måske også med en lidt for metallisk klang, når det går voldsomst for sig.
Hendes mellemleje har en vis guttural klang, hvor tonerne frembringes lidt vel langt tilbage i munden og svælget, og som i de mere tyste passager derfor ofte formørker stemmen mere, end hvad altid godt er.
Hendes dybe registre hælder derimod mere over mod træblæsernes klangfarver, og her især klarinettens og fagottens særegne klangvirkninger.
Kvindefigurer i eksistentielle ekstremer
Tilsammen giver disse vokale facetter et både fascinerende og rigt udtryk, når Lise Davidsen bevæger sig frit og overlegent rundt i de arier, der udgjorde fødselsdagskoncertens højdepunkter. Fra Verdis ”Pace, pace Dio” i Skæbnens magt til samme komponists inderlige ”Ave Maria” fra Otello.
De fulgtes op af Beethovens mesterlige og traditionsbrydende arie ”Abscheulicher, wo eilst du hin” fra Fidelio, og mundede før pausen ud i Puccinis højdramatiske ”Sola perduta abbandonata” fra Manon Lescaut.
Fælles for disse tre arier er, at de alle skildrer kvindefigurer i eksistentielle ekstremer, hvor alskens ulykker har ramt dem.
Davidsen kvitterede generøst for publikums modtagelse med Toscas ”Vissi d’arte” holdt i et noget nær sublimt foredrag
Stærkest stod for mig her Puccinis Manon Lescaut, hvis arie Davidsen havde det fuldendte dramatiske greb om, så selv dirigentpulten måtte agere støtte for hendes fysiske fortvivlelse. At se hende i netop dette parti på en operascene, og ikke blot koncerttribunen, må stå meget højt på ønskelisten.
Efter pausen fik vi Davidsen at skue i en ny smaragdgrøn kjole og med tre andre operahøjdepunkter, hvoraf de to var af Wagner fra henholdsvis Valkyrien og ungdomsværket Rienzi, og det tredje et sandt knaldnummer fra Kálmán-operetten Sigøjnerprinsessen.
Ingen af disse egner sig kunstnerisk set særlig godt som løsrevne retter fra operabuffeten, men blev alle afleveret af solisten med både storladent vokalt overskud, sproglig indlevelse og scenisk finesse.
Copenhagen Phil leverede et gedigent, om end undertiden noget vel påtrængende akkompagnement, hvilket nok til dels havde baggrund i James Caffigans lidt for udtalte og bastante direktion.
Salen kogte over i varmen, både den, som udstrålede fra solisten, og den, som hang i salens sommertunge luft.
Davidsen kvitterede generøst for publikums modtagelse med Toscas ”Vissi d’arte” holdt i et noget nær sublimt foredrag, hvor hendes vokale dramatik var lige til seks stemmegafler med stor pil opad.
Det samme gjaldt for koncertens sidste dacapo, Griegs ”Våren”, der her lyste op med en stærk inderligheds glæde. Og naturlig glæde over sin metier udstråler Lise Davidsen om nogen, som om aftensolen for hende aldrig ville gå ned denne aften i Tivoli.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her