NY BOG // ANMELDELSE – Rejselitteratur har altid været populært. Den traditionelle rejsebog var præget af fascination og forundring over verdens mangfoldighed, men i vore dage er rejseberetninger ofte anderledes. Glæden over verden er afløst af sorg over dens tilstand. Drøm er afløst af virkelighed. Utopi af dystopi. Det er bogen Ingenmandsland et godt eksempel på, skriver Egon Clausen, der kalder bogen for et mesterværk.
Ingenmandsland er skrevet af den danske journalist Frederik Tillitz og har fotografier af Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson.
Disse tre mænd har været på en rejse gennem de lande, der har Rusland som nabo, så de har været i Svalbard, Nordnorge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ukraine, Armenien, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan og Kirgisistan.
Det er områder, hvor grænserne forskubbes, og hvor man slås om jord og minder. Det er steder, hvor magtforholdene er uafklarede, og fremtiden er komplet uforudsigelig.
Bogens format er stort, så de mange fascinerende fotografier kommer til deres ret. Vi ser ødelagte fly, nattemørke tankstationer, grave, mindesmærker og forhutlede mennesker i ødelagte byer
Rejsen begynder på Svalbard, der er delt mellem Norge og Rusland. Her blev der gennem årene udvundet masser af kul, men i dag er der kun en enkelt kulmine i drift.
Til gengæld er der russiske og norske luksushoteller, hvor japanere, amerikanere og europæere på krydstogt i arktis kan få et risikofrit gys ved at se stumper af uberørt natur.
På Svalbard har der også været et godt samarbejde mellem de norske og de russiske hoteller, men efter udbruddet af krigen i Ukraine er samarbejdet mellem dem blevet afbrudt. I bogen skildres møder med folk fra begge lejre, og det er godt.
Forfatteren og fotograferne har sans for mindretal og blik for det groteske. Da de kommer til Kirkenes, der ligger ved grænsen mellem Norge og Rusland, afholdes der således noget så forbavsende som en pridefestival i byen, og der er noget desperat patetisk over beskrivelserne af de kraftigt malede og tatoverede pridedeltagere, der arrangerer en protestdemonstration ved den lukkede grænse til Rusland.
Videre går det. Overalt spiller krigen i Ukraine ind. I Finland har den fået gamle sår til at springe op, så der trænes til en ny vinterkrig, og så er der de baltiske lande, der har en tung historie om krige, undertrykkelse, antisemitisme, folkeflytninger og skiftende grænsedragninger at bære på. Det ses på kirkegårdene, hvor man mindes de faldne, men hvor man også forsøger at ændre i fortællingerne om, hvem der var helte, og hvem der var skurke.
Her vader håbet i blod
Vilnius har således været polsk, og på en stor kirkegård i byens centrum ligger polske soldater begravet. Der er også et monument for tyske soldater, der faldt under første verdenskrig, og indtil udbruddet af krigen i Ukraine var der også et monument til minde for de hundredvis af sovjetiske soldater, der faldt under Anden Verdenskrig.
På mindepladerne står navnene på alt fra partisaner og menige til kaptajner og generalmajorer, men selv om det var Den røde Hær, der befriede de baltiske lande for nazisterne, er dette monument netop blevet fjernet. I alle de baltiske lande er der i øvrigt store russiske mindretal, og i de østlige egne udgør de et flertal. Vi besøger dem og forstår, at de ikke har det let.
I Estland er der således omkring 90.000 indbyggere, der ganske vist er født og opvokset i Estland, men som ikke kan få estisk statsborgerskab, fordi de kun taler russisk.
I Polen er vi sammen med grupper fra det yderste højre. Her møder vi unge mænd, for hvem håbet om en bedre fremtid er bundet til fantasier om et Storpolen, der skal omfatte landområder, som i dag er dele af Litauen og Belarus. Det er skræmmende og deprimerende.
Ukraine byder på næsten ubærlige beskrivelser af ødelagte byer og mennesker. Her er beretninger om aggressive russiske soldater, der plyndrede alt, men der er også et møde med den ultranationalistsike Azov-bevægelse, der har en fortid med jødeforfølgelser og fordrivelse af polakker. Dens fane er sort og rød som symboler på jord og blod, og denne fane vajer mange steder i Ukraine i dag.
Det er fremragende gjort. Disse menneskers ansigter er ligesom vores. Det kunne være vores naboer, og på en måde er de det også
Videre går det til Kaukasus, hvor de forskellige folkeslag slås med hinanden. Vi læser om Armeniens dystre historie med fordrivelse fra deres hjemland på den anatolske højslette.
I Kirgisistan møder vi unge russiske mænd, som i tusindvis er flygtet fra deres hjemland for at undgå militærtjeneste. “I tusindvis af år var centralasien befolket af nomader. Nu er det os, der er blevet nomader,” siger en af dem, “nomader uden hjem.”
Ingenmandsland er mindretallenes, tabernes og fortvivlelsernes land
Ingenmandsland er mindretallenes, tabernes og fortvivlelsernes land, hvor fantasier om national storhed ofte er forbundet med våben og kamp. Ingen af stederne har man en forestilling om, hvordan det fremtidige samfund bør være.
Her vader håbet i blod.
Bogens format er stort, så de mange fascinerende fotografier kommer til deres ret. Vi ser ødelagte fly, nattemørke tankstationer, grave, mindesmærker og forhutlede mennesker i ødelagte byer.
Det er fremragende gjort. Disse menneskers ansigter er ligesom vores. Det kunne være vores naboer, og på en måde er de det også.
Læs et uddrag af bogen her.
Bag bogens forfatter og fotografer:
Frederik Tillitz er dansk journalist med fokus på Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, Anders Rye Skjoldjensen er fotojournalist ansat ved Dagbladet Information, og Ólafur Steinar Rye Gestsson er islandsk fotojournalist. De er alle tre flere gange prisbelønnede, og sammen modtog de i 2022 Kristian Dahls Mindelegat for reportagebogen Russerne kommer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
