NY BOG // UDDRAG – Mens krigen raser i Ukraine, kaster konflikten fremtid, alliancer, naboskab, tilhørsforhold og sikkerhedsgarantier op i luften for almindelige mennesker i hele det ingenmandsland, som strækker sig gennem de russiske naboregioner. Journalisten Frederik Tillitz har sammen med fotograferne Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson taget hele rejsen på kanten af Rusland, og det er der kommet en spændende bog ud af. POV bringer her et uddrag fra Pankisidalen i Georgien. Bogen har masser af fængslende billeder, og vi har valgt at krydre teksten med fotos, som også viser andre dele af den store rejse.
GEORGIEN, APRIL 2023 – Håndklæder hænger til tørre på en snor, og løg skyder op i nyttehaven. En hane pikker rundt i jorden tæt på en rusten orange trillebør med børnelegetøj til udendørs brug.
Khava Tsekhasjeva fejer med en kost lavet af to sammensnoede grene betongulvet ude foran hendes hjem i landsbyen Omalo i Pankisidalen i Georgien.
Hun er iført sort hijab og en denimvest over den blomsterprikkede kjole. Khava er 24 år. 25 til sommer. På fire år har hun født tre børn. Og flere er planlagt.
Barneskrig og gråd høres inde fra køkkenet, hvor Samira på fire, Khanifa på tre og Amira på to er røget i totterne på hinanden.
”Det er ligesom en børnehave derinde,” siger Khava og tilføjer:
”Jeg mistede synet efter den første fødsel og var i intensiv behandling, indtil jeg fik synet igen. At jeg blev gravid så hurtigt efter, var ikke planlagt.”
Før Khava blev husmor på fuldtid her i Pankisidalen, levede hun på den anden side af de bjerge, der rejser sig bag landsbyen. Inde i Tjetjeniens hovedstad Groznyj. I det sydlige Rusland. ”Et sted, hvor alle drømme kan blive til virkelighed,” som Khava formulerer det.
Hvad jeg synes om, at tjetjenerne kæmper i krigen i Ukraine? Ingen spørger om tjetjenernes mening om denne her krig. Det har de aldrig gjort
Selvom hun er født og opvokset i Groznyj, har hun de seneste år boet sammen med sin mand og svigerfamilie her i Pankisidalen. ”Forskellen på Groznyj og her er som at være på jorden og i himlen. Det er to vidt forskellige verdener. Folk er meget anderledes. Der er forskellige traditioner og kulturer. I Groznyj er der mange forskellige mennesker. Her er folk mere ens,« siger Khava.
Svigermoren Eka Tsutsasjvili kommer ud af køkkenet med hijaben bundet op bag ørene. Her dufter af brændeovnsrøg, og vindruegrene slynger sig rundt om metalstænger sat op i haven.
”Her er fantastisk smukt, men vi får ikke nogen støtte fra regeringen. Vi har seks børnebørn i alt, og det er hårdt, for vi får ikke noget hjælp. Her er heller ikke noget arbejde.”
Eka peger ind i køkkenet: ”Fordi børnenes mor er russisk statsborger, modtager vi ikke økonomisk hjælp. Imens bliver alting bare dyrere og dyrere. Der er mange, der flytter fra landsbyen.”
De to tjetjenske krige
Pankisidalen ligger øst for Tbilisi tæt på grænsen til Rusland. Et område, der siden 1800-tallet har været beboet af tjetjenske og ingusjetiske stammer, men som også er blevet defineret af de to tjetjenske krige i 1990’erne og 2000’erne. Krigene gjorde Pankisidalen til et opsamlingssted for de flygtninge, der krydsede ind i Georgien fra Tjetjenien, og base for religiøse militantes oprørskamp nord for grænsen.
Den Første Tjetjenske Krig brød ud i 1994, efter at Sovjetunionens kollaps havde ført til de facto selvstændighed for den lille republik i Nordkaukasus med omkring en million indbyggere. Uafhængigheden blev dog ikke godtaget i Kreml, og Jeltsin satte hæren ind for at genoprette russisk lov og orden. Krigen blev en katastrofe for den russisk hær, der efter store tabstal trak sig ud af området i 1996 – blot for at vende tilbage igen tre år senere.
Under den anden krig i Tjetjenien fra 1999 til 2009 lagde den nyudnævnte premierminister og senere præsident Vladimir Putin hovedstaden Groznyj i ruiner. Både de russiske og tjetjenske tabstal var enorme. De mest forsigtige estimater skyder på omkring 60.000 ofre under de to krige. Andre abonnerer på 300.000 dødsfald.
”I Groznyj var mine naboer flygtninge fra krigen. Jeg er vokset op med følgerne af de to krige,” siger Khava.
”Men min far har haft et hus her i dalen længe, og derfor har jeg kendt min mand, siden vi var børn. Mine forældre har tilbragt hele deres liv i storbyen, men de er nu fulgt med mig til landsbyen. Min bedstemor var herfra, og jeg kom her hver sommer på ferie. Så min mand og jeg holdt kontakten gennem internettet.”
Jeg har aldrig været på den anden side af grænsen. Altså inde i Tjetjenien. Men jeg ønsker at rejse derover. Jeg har mange familiemedlemmer, der bor på den anden side
Tjetjenien er en af Den Russiske Føderations 21 republikker og ledes af præsident Ramzan Kadyrov.
Han overtog ledelsen af Tjetjenien, efter at faren Akhmad Kadyrov blev snigmyrdet i et bombeattentat i 2004, og han har siden styret republikken som et diktatur i diktaturet. Her fører han en brutal linje over for politiske modstandere, seksuelle minoriteter og straffer kollektivt, så heller ikke tilbageværende familiemedlemmer til kritikere eller dissidenter bosat i udlandet undgår forfølgelse.
Efter den russiske invasion af Ukraine har tjetjenerne mest gjort sig bemærket som russisk kanonføde på den sorte ukrainske muld, og de såkaldte Kadyrovtsy har spillet en afgørende rolle i den russiske krig i landet.
”Min onkel er der nu. Min mors bror. Altså i krigen. Jeg taler sjældent med ham, og jeg har ikke haft kontakt med ham længe, så jeg ved ikke, hvad han tænkte, da han meldte sig frivilligt. Ja, han meldte sig selv til at kæmpe, men min familie ønskede ikke, at han skulle tage af sted. Det var hans egen beslutning. Han er ikke en del af den russiske hær, men frivillig soldat. Hvad jeg synes om, at tjetjenerne kæmper i krigen i Ukraine? Ingen spørger om tjetjenernes mening om denne her krig. Det har de aldrig gjort. Men selvfølgelig ønsker jeg ikke, at der er nogen, der drager i krig,” siger Khava.
Heste og militante islamister
På begge sider af dalen dækker forårsgrønne løvtræer bakkerne for foden af bjergkæden. Bag dem rejser bjergkammene sig. På den anden side ligger Den Russiske Føderation. Mod øst den russiske republik Dagestan og mod nord Tjetjenien.
Et bønnekald lyder mellem bakkerne.
Et bredt flodleje deler dalen i en vestlig og en østlig del. Landsbyen Omalo ligger på den østlige bred. Floden Alazanis er så godt som udtørret, så det er muligt for omtrent halvtreds får at græsse mellem de store sten i flodlejet.
16-årige Muhmata vogter fårene, der græsser bag ham. Siden han gik ud af skolen for et år siden, har han vogtet får.
”Jeg har aldrig været på den anden side af grænsen. Altså inde i Tjetjenien. Men jeg ønsker at rejse derover. Jeg har mange familiemedlemmer, der bor på den anden side. Jeg har ti søskende i alt. Mine to ældste befinder sig i Tyskland.”
Muhmata deltager i traditionelle tjetjenske hestevæddeløb i Pankisidalen, som den yngste ud af mere end 200 deltagere.
”Hele landsbyen deltager, men jeg er god, selvom jeg er lille. Jeg vil meget gerne arbejde med heste i fremtiden, og jeg har selv seks heste nu. Min yndlingshest hedder Ludja. Den er sort. Næsten blå.”
En mand rider forbi hen ad grusvejen på en stor brun hest. Et reb forbinder ham med hesten bagved, der har en turist fra Singapore i sadlen. Efter at have været kendt som en rede for militante islamister har Pankisidalens indbyggere de seneste år gjort et ihærdigt forsøg på at relancere dalen som et yndet turistmål.
”Jeg kom hertil for at opleve et lille stykke af Tjetjenien,” fortæller Jessica Lien fra sadlen.
Det er hjerteskærende, at det endnu engang er tjetjenske unge mænd, der skal miste livet på grund af Moskvas luner
Arbi Batjasjvili, der ejer de to heste, mener dog, at der stadig er lang vej, før områdets beboere kan leve af turismen.
”Der er ikke meget arbejde her i dalen, men vi får økonomisk hjælp fra slægtninge i udlandet. I Groznyj. Min bror og flere familiemedlemmer bor i Tjetjenien. De kommer herover tre gange om året og besøger os.”
Flertallet af landsbyens beboere er født i Pankisi, men båndene i området til tjetjenerne på den anden side af grænsen er stærke. Under Tjetjenienkrigene blev området notorisk kendt for at være samlingssted for militante islamister, og efterfølgende, da de internationale mujahadineres fokus skiftede fra Tjetjenien til Mellemøsten, valgte mange unge lokale fra Pankisi at tage til Syrien eller Irak for at kæmpe for forskellige religiøse grupperinger. Heriblandt Islamisk Stat-kommandøren Tarkhan Batirasjvili også kendt som Tjetjeneren Omar, der blev slået ihjel i Irak i 2016. Efter sigende skulle han have lovet sin far, der stadig bor i Pankisi, at når den irakiske hær var bekæmpet, ville det være den russiske, der stod for tur.
Moskvas luner
Inde i landsbyen Duisi sidder en gruppe mænd i skyggen af et træ og spiller kort. En ældre herre slår græsset i grøftekanten med en stor le. Køer græsser ude på marken.
Midt i landsbyen ligger et center for kvinder, hvor Pankisis kvinderåd holder til. Der står Nescafé og russiskproduceret slik på bordet i mødelokalet.
”Situationen for kvinder her i landsbyen er den samme som i hele Georgien. Hvem har arbejdet? Det har mændene. Men samtidig meget anderledes, fordi vi har vores egne religiøse regler og traditioner oveni,” siger Iza Bakauri, der er iført prikket trøje.
”Som kvinde her kan du ikke dyrke alle sportsgrene, danse ballet eller blive skuespiller.”
”Det begyndte at blive sværere for kvinder på grund af de nye flygtninge, der kom efter krigene, og de islamiske traditioner, de havde med. Derfor blev det mere begrænsende for kvinder. Et råd af ældre afgør landsbyens problemer,” tilføjer en anden af kvinderådets medlemmer, Svetlana Bortjasjvili, og fortsætter:
”Under kommunismen var det ildeset at være for religiøs. Vi var alle mere afslappede omkring religionen, men efter Sovjetunionen faldt fra hinanden, vendte religionen tilbage og udfyldte det hul kommunismen efterlod. Vores liv og vores religion blev derfor mere restriktive.”
Under Den Anden Tjetjenske Krig ankom over 20.000 flygtninge til dalen. Efter krigen i 2008, da styrker fra Den Russiske Føderation gik ind i Georgien, valgte mange af dem, der allerede én gang var flygtet fra de russiske kampvogne, at flygte endnu engang. Denne gang med kurs mod Europa.
”Der var også bombardementer her i dalen. I en af landsbyerne var der en, der døde. Der var kampe tæt på. Mange valgte at forlade Georgien efter krigen.”
Ukrainekrigen har endnu engang tydeliggjort, hvordan tjetjenske menneskeliv ikke ser ud til at have særlig stor værdi, set fra Kremls mure, mener de i kvinderådet.
”Det er hjerteskærende, at det endnu engang er tjetjenske unge mænd, der skal miste livet på grund af Moskvas luner,” siger Iza.
”Vi synes alle, at krigen i Ukraine er latterlig. Kadyrov og Putin har de samme holdninger. Inde i Tjetjenien er der masser af stemmer, der ønsker at slippe af med regimet. De bryder sig ikke om Kadyrovs styre.”
Læs også Jens Alstrups reportager fra Ukraine her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
