MUSIK – Efter fire års pause siden Forward In Reverse er Dizzy Mizz Lizzy tilbage med nyt studiemateriale i form af Alter Echo, der viser nye sider af trioen med kompromisløs tyngde og uvant dystre klangbilleder, hvilket er yderst klædeligt.
Selv om Alter Echo ikke byder på de samme tindrende klare hits fra den storsælgende debut Dizzy Mizz Lizzy (1994) og Rotator to år senere, fornægter Tim Christensens flair for gode melodier sig ingenlunde. De lyder blot anderledes end nyklassikere som ‘Silverflame’, ‘Barbedwited Baby’s Dream’, ‘Waterline’ og ‘Rotator’.
‘In The Blood’ og ‘California Rain’ lyder som vintage Dizzy, numrene er blot udført langt mere bombastisk og metallisk end de nævnte fra 90’ernes grunge-prægede årti. Der spilles hovedsageligt igennem over hele linjen fraset mere lyriske passager i det knap 23 minutter lange ‘Amelia’ bygget op som en sammenhængende suite bestående af fem sange, der starter og slutter blidt, mens der i suitens midterdele høvles heftigt igennem.
Der er en snert af det hele på Alter Echoe, og det er næppe helt tilfældigt, at der på albummets anden halvdel forefindes en minutiøst iscenesat suite i stil med den på ‘Abbey Road’
En sådan opbygget suite, hvor bandet demonstrerer, at de mestrer det store ambitiøse format, leder unægtelig tankerne hen mod 70’ernes progressive rock med vægt på det lange stræk, soli og komplicerede overgange.
‘Amelia’ bevæger sig dog i andre og mindre symfoniske retninger end Genesis, Emerson Lake & Palmer samt andre toneangivende ensembler fra den tid og genre, men i ånden er der et vist slægtskab; god tid, udforskning af dynamiske muligheder i musikken og modet til at tænke pompøst uden smålig skelen til radiovenlig airplay eller unødig leflen for tidsånden.
Tålmodighed, nul stress og gevinsten ved at dykke ned i stemninger uden faste ørehænger skabeloner. Dette dristige sats tjener faktisk Dizzy Mizz Lizzy til ære, og det spilletekniske niveau er tårnhøjt og af klar international klasse.
Sædvanen tro er Tim Christensen i front vokalt og på guitarsiden, der er mere voluminøst strømførende end normalt med tonsetunge riffs og intensitet i solospillet.
Rytmegruppen bestående af bassisten Martin Nielsen og Søren Friis bag trommerne er bestemt også værd at fremhæve, da de knokler som bare fanden for at løfte det forandrede lydunivers, der i passager tenderer rendyrket metal og kræver konsekvent stålsathed i musikkens bund.
Dizzy Mizz Lizzy har gennem karrieren trukket på inspiration fra grunge, powerrock, Beatles og ligeledes progrockens brug af mere komplicerede rytmiske skift, markeringer og breaks.
Der er en snert af det hele på Alter Echo, og det er næppe helt tilfældigt, at der på albummets anden halvdel forefindes en minutiøst iscenesat suite i stil med den på ‘Abbey Road’.
Samlet set klar deklaration i forhold til inspiratorisk arv og gæld, der aftvinger respekt fra denne anmelder, da Dizzy konsekvent har valgt friheden til at søge ud i de mørkere afkroge af deres udtryk vel at mærke i eget tempo og på egne præmisser.
Det er så rigeligt fem fuldfede stjerne værd i belønning. Alter Echo kunne sagtens ende blandt de absolut bedste rockudgivelser i et pt stærkt kriseramt 2020, en krise der dog ikke har smittet trioen på det kreative plan.
Dizzy Mizz Lizzy, Alter Echo
Udkommer 20/3 2020, Columbia Records
Foto: Albumcover
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her