STÅR EUROPA ALENE? #11 // TEMA – “Ukraine er på mange parametre en grønskolling og kæmper med den post-imperiale og postsovjetiske arv. Men måske tilbyder vi lidt af det, som USA før gav Europa: plads til ekspansion og produktion, til at drømme, samt villighed til at bære og bruge våben,” siger den ukrainske historieprofessor Ihor Zhaloba. Han mener, at Ukraine har “Europas bedste og mest kamphærdede soldater … Europa har derfor brug for Ukraine og vores dyrekøbte, men dugfriske erfaring.”
KYIV – Vi sidder i Сенс, den største af Kyivs mange nyåbnede boghandlere og cafeer med udkig mod hovedstrøget Khreschatyk og er omringet af unge mennesker. Tag lyden af ukrainsk og titlerne væk på bøgerne, og vi kunne være hvor som helst i Europa, fra Lissabon til Helsinki på en hvilken som helst café med unge europæere: selvsikre og forvirrede på samme tid, følsomme forbrugere, køns- og identitetsudfordrende – samt de selv udfordrede.
på en nylig konference i Ukraine House Denmark om The End Stage of Russian Colonialism, hvor jeg første gang mødte Oleg, var der dog bred enighed om, at Rusland smuldrer som en hensygnende ridder i sin alt for store rustning
Men sikkert tilhører en del her ved bordene også de rige og ultrarige segmenter, børn af Kyivs overklasse, hvis forældres indkomstgrundlag fortaber sig lidt i uvisse tåger og som kan købe sig fritagelse fra hæren – hvilket flere og flere vistnok gør. Rygtet siger 5000 dollars for en gunstig lægeerklæring. Men de er også smukke unge muntre mennesker, der spreder glæde og aftvinger respekt for deres optimisme her midt i krigens fjerde efterår.
Ved et bord midt iblandt dem sidder tre midaldrende herrer og diskuterer dén mulighed for Europa det er, at Trumps USA er mere isolationistisk end nogensinde de sidste firs år. Og hvor hovedpræmien for Europa er Ukraine, dets hær og erfaring, samt dét nye Vilde Østen som kontinentets største land repræsenterer.
”Ukraine kan blive, hvad USA før i tiden var,” siger Ihor Zhaloba på sit formfuldendte tysk. Han er historieprofessor og indtil for nyligt soldat i en aktiv og innovativ droneenhed tæt på fronten i øst.
”Naturligvis har vi ikke den økonomiske magt som USA fik op gennem sidste århundrede, ej heller den geopolitiske indflydelse som kom efter anden verdenskrig og de kløgtigt skabte alliancer bygget på handel og sikkerhed – snarere end udnyttelse og hævn, hvilket jo var Sovjets opskrift, krigens anden store vinder. Ukraine er på de parametre en grønskolling, og én der kæmper med den post-imperiale og postsovjetiske arv. Men måske tilbyder vi lidt af det, som USA før gav Europa: plads til ekspansion og produktion, til at drømme, samt villighed til at bære og bruge våben, Theodore Roosevelts store kæp om du vil. Det kan vi, fordi vi har Europas bedste og mest kamphærdede soldater. Det eneste andet land med en tilsvarende velforberedt hær er Rusland, Europas fjende nummer ét de næste årtier. Europa har derfor brug for Ukraine og vores dyrekøbte, men dugfriske erfaring.”
Rusland – en døende ridder i sin rustning?
Det viser sig, at Ihor, Oleg og jeg ikke har ét eneste sprog til fælles. De to taler henholdsvist tysk og engelsk med mig, men forstår ikke hinanden på disse sprog, og jeg taler ikke deres ukrainske. Så både forvirring og nye begreber opstår i sprækkerne. Men mine to gæster er enige i deres læsning af både Ukraine, USA og Europa.
Samt ikke mindst Rusland, hvor Oleg Magaletsky er mest på hjemmebane. Han er grundlægger af Free Nations of Post-Russia Forum, der har opnået betegnelsen Terroristorganisation af Putin, et ridderslag i manges optik, og han har lige besøgt København og Oslo for at promovere en ny bog om ’den russiske kolonialismes sidste fase’ og deraf følgende frihed for de mange knægtede minoriteter.
Jeg stiller mig tøvende overfor om den gamle kolonimagt virkeligt er ved at falde fra hinanden, om ikke det er ønsketænkning fra de, der har rødder i de systematisk undertrykte folk og nationer bag Urals bjerge. I København, på en nylig konference i Ukraine House Denmark om The End Stage of Russian Colonialism, hvor jeg første gang mødte Oleg, var der dog bred enighed om, at Rusland smuldrer som en hensygnende ridder i sin alt for store rustning, og at det blot er et spørgsmål om tid.
Jeg var som sagt skeptisk, men også bange for at får de ret, at hvis Moskva slipper sit jerngreb, så venter en ret ustabil fremtid, en slags halvfemsernes version 2.0, men nu iført aldrende kernevåben spredt ud blandt nye lilleputnationer. Selvom Oleg gerne vil tale mere om alt dette, insisterer jeg på, at dagens møde i Kyiv skal handle om USA, Europa og Ukraine – og kun indirekte om Ruslands kommende nedsmeltning.
For Rusland forsvinder jo ikke overnight. Landet forbliver både Ukraines skæbne og dens billet til en plads ved bordet i Europa.
Europa skal være et subjekt
”Vi har altid været del af Europa,” siger Oleg, ”men Rusland, og Sovjet, var bedre til at sælge dets forfalskede version af historien. Vi går langt længere tilbage end dem og hele Europa har bidraget til Ukraine – vikinger, ottomaner, kosakker, tatarer, mongoler, folk fra Polen, Litauen, Sverige, Tyskland. Og russere naturligvis. På samme måde er vi nu en del af Europas fremtid på et helt unikt tidspunkt. Ikke blot på grund af Ruslands imperiale krig mod os, men fordi Nummer 47 i Det Hvide Hus, i sin bestræbelse på at gøre Amerika stort igen, i stedet har præsenteret Europa med chancen for selv at generobre fordoms storhed.”
Her bryder Ihor ind på sit fine tyske og opfordrer Europa til ”sich subjektiv zu stellen – at optræde subjektivt, være handlende, ikke længere blot et objekt, der kastes omkring af andre, Amerika eller Rusland. Der kan opstå et forenet Europa, mere end blot EU, ét der kan udvikle stærkere geopolitiske relationer end hidtil. Vi får ikke en chance lig denne her. Det er nu eller aldrig, før der igen kommer en atlantist i Washington.”
Ihor, der som tresårig modvilligt har måtte lade sig pensionere fra aktiv krigstjeneste i den hær hvis gennemsnitsalder er 43 år fordi fire års brutal krig har slidt gevaldigt på den og fordi regeringen, i modsætning til Rusland, har besluttet indtil videre at holde unge under 25 fritaget fra indkaldelse, er nu vendt tilbage til jobbet som professor i historie samt som formand for den ukrainske afdeling af The International Paneuropean Union. Det er en stædig lille idealistisk bevægelse, der siden 1926 har drømt den umulige drøm om et samlet Europa.
Organisationen er gang på gang blevet overhalet indenom af nye opkomlinge, såsom EF, EU, OSCE og mange andre konstellationer, men den har alligevel overlevet i det stille, dens nuværende formand er en habsburgsk prins, hvilket nok siger en del, og i den kommende weekend holdes der årskonference i den søvnige vest-ukrainske by Chernivtsi.
Titlen på det to dage lange møde er netop United Europe: Time for Subjectivity and Action. Og Ihor og Oleg, der som to Don Quixoter ser rede ud til kamp for tabte sager, spørger, om ikke jeg kommer og skriver en artikel om festivitassen. Udover prinsen kommer der også folk fra Østrig, Spanien, Armenien, Slovakiet og Litauen, og der er rundbordssamtaler a la Europe’s Eastern Border and Future Relations with (Post-)Russia og Europe as a Superpower of Peace and Defense. Det lyder alt sammen vigtigt, vægtigt … og lidt støvet.
Jeg betakker mig – om end Chernivtsi er en dejlig by og efterårets farver i de ukrainske Karparterbjerge er smukke.
Hvor er Churchill?
”Det er nu, vi skal bygge nye strukturer, NATO skal renoveres, genopbygges, og med Ukraine som eksempel. Husk på at Ukraine i tredive år har måttet være selvforsynende i sikkerhed.”
”Vel ikke helt,” indvender jeg.
”Jo, faktisk lidt. Vi opgav vores atomvåben men fik ikke rigtigt noget i bytte. Nu, hvor Europa træder ud af USA’s skygge, er det tid til at lære fra Ukraine, ikke at stole på nogen. Ukraine kan ikke længere være neutral, et bufferland imellem øst og vest. Vi er og må være del af den europæiske forsvarsarkitektur. Danskerne og nordeuropæerne forstår dette, Finland og Baltikum ikke mindst. Hvad vi må indse, er at Putin allerede er i krig med os, med Europa – han siger det selv hver aften på TV. Og hør: jeg har ikke specielt lyst til at være imperialistisk, men en krig mod Europa, antændt i Moskva, må tilbageføres til Moskva – Napoleon brændte byen af i 1812. Lige nu antænder ukrainske droner olieraffinaderier over hele det vestlige Rusland. Hvad der sker i Ukraine lige nu, er en vejviser og vejrhane for alt dette. Vores sejr, dybt inde i Rusland, er nødvendig, da det ellers er Europas eksistens næste gang.”
”Så må Europa vel finde sig en Napoleon. Eller endnu bedre: en Churchill?” bemærker jeg, idet de to herrer kunne ligne nogle, der sætter pris på den gamle britiske bulldog – og ganske rigtigt: Jeg når lige at tænke, at Ihor sikkert har haft en Churchill-biografi med sig i skyttegravene, før de begge hopper i med fødderne først.
”Ja, vi mangler en Churchill,” siger de i kor. ”Han var dannet, en verdensmand, en realist. Han så den russiske fare, ganske som den nazistiske, så at de var to alen af et stykke.”
”Som Orwell vel også så det?”
”Ja, som Orwell. Men han var lidt for pacifistisk til sidst, efter Spanien, for socialdemokratisk.” Jeg fornemmer, at socialdemokratisk, eller Labour, ikke nødvendigvis er et adelsmærke her.
Zelensky var modig, men det er ikke nok længere
”Der er ikke mange af dem i Europa, ledere som Churchill,” siger Oleg. ”Og Zelenskyj mindst af alle. Dog er han heller ikke nogen Chamberlain, modsat andre lige nu. Det var modigt og helt afgørende, at han blev under invasionens første dage, da ingen vidste om russerne ville vinde og han selv kunne blive taget til fange. Ukraine havde brug for én at samles om, en Napoleon-type. Men nu snakker han Trump efter munden, giver ham legitimitet – efter fadæsen i Det Hvide Hus skulle han have taget klar afstand. Europæerne ligeså. I stedet inviterede de Trump tilbage ind i varmen, så vi mistede tid og muligheden for at træde ud af USA’s skygge.”
”Ja,” siger Ihor, ”Zelensky er svag, en populist, og han forberedte ikke landet på krig, hans regering var ineffektiv og på det tidspunkt også korrupt, omend det er blevet bedre med korruptionen, ikke mindst på grund af presset fra Europa. Han benægtede faren for krig helt frem til den 24. februar 2022 – men heldigvis var vores hærchef, Zalushny, mere klarsynet og gjorde sit til, at vi kunne slå russerne tilbage. Putin kendte vores svagheder og troede, at kunne udnytte dem. Nøjagtigt som han nu udnytter manglen på lederskab i Europa.
Han får jer til at vedtage små sanktionspakker, alle uden en samlet indvirkning, men stadigvæk køber I hans gas og lade Orban og Fico operere helt inde i maskinrummet på EU. Putin er to-tre skridt foran et Europa, der ikke helt forstår udviklingen, fordi det har levet i fred og fordragelighed siden 1945. Ukraine derimod fatter det, for vi bygger på vores blodige historie med riget i Øst, vi stoler ikke på dem længere.”
”Men Europa sender trods alt mange våben,” påpeger jeg, ”eller køber dem i USA til brug i Ukraine. Er det ikke godt og det klogeste vi kan gøre lige nu?”
”Jo, den støtte er uerstattelig. Og ikke mindst dit eget lands ’danske model’ er god, med våbenproduktion på enten dansk jord eller i Ukraine med relativt restriktionsfrie danske penge og med dansk-ukrainsk know-how. Hvad Ukraine nu skal gøre, er at bygge sin egen våbenindustri efter dén model. Her tænker jeg på de nye Flamingo-missiler. Vi skal ikke vente på Tomahawk-missiler fra USA – kommer de eller kommer de ikke? Hvilken vej blæser vinden Trumps hår i dag? Har Putin hvisket ham noget i øret, har han alligevel en klemme på ham? Nej, vi skal fortsætte vores innovation og droner, og Europa skal med i den produktion.”
Europa har mere travlt end Ukraine
”Jeg har siddet ude ved fronten i tre år,” siger Ihor Zhaloba, den gråskæggede historieprofessor, iklædt en grøn militærlignende hoodie, ”og jeg har været med til at lave partnerskaber med små uafhængige producenter, unge iværksættere og Georg Gearløs-typer, vi opfinder, afprøver, modificerer, opgraderer – alt sammen på en uge, ingen restriktioner, udover penge og materialer. Vi er altid tre-fire uger foran russerne – der så matcher med deres langt større produktionskapacitet.
Vi har frie hænder, tænker horisontalt, kan lade ideerne få frit spil, alt dét som Europa har brug for lige nu. Se bare panikken efter de par droner i jeres luftrum. Vi er lidt det som USA var engang, under anden verdenskrig eller Vietnam, men som det ikke længere er. USA er nu store lobbyister og big business, en politisk klasse af millionærer i Kongressen, et tungt bureaukrati, samt endnu tungere våbensystemer, der nok virker, men som ikke er adaptionsparate. Glem USA! Lad det gå egne veje.
Det er jo heller ikke nyt, at de vender sig bort fra Europa, mod Stillehavet og Kina som den nye store fjende. Bush og Obama var bare mere subtile, mindre vulgære. Og de var ikke isolationister, men derimod stadigvæk atlantister. Det er Trump desværre ikke, han fatter det ikke, er ligeglad, medmindre han lige kan nappe en Nobels Fredspris. Måske næste år…”
”Det kan vi ikke vente på, vi har travlt,” siger Oleg med stor alvor, ”hvis vi skal vinde krigen. Vi snakker for meget, lader os diktere af USA. Og vi kommer til at tabe, hvis ikke Europa vågner op. For faktisk har Europa endnu mere travlt end Ukraine. Skriv dét i din avis!”
”Og det er her jeres internationale paneuropæiske union skal sættes ind, gøre objekt til subjekt?” spørger jeg, sådan lidt i spøg.
”Ja, det er netop det, vi skal i weekenden, subjektiv zu machen,” siger Ihor med endnu større alvor. ”Kommst Du nach Chernivtsi? Sehen wir uns da?”
Jeg takker for invitationen, men ryster på hovedet og kigger ud på alle de smukke unge mennesker ved bordene omkring os. Kyiv og Ukraine er ikke et dårligt sted at blive klog på Europas fremtid i.
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og