Rejsebrev: Vestindien – selv nu er de ikke blevet borgere

i Featured/Rejse/USA af

Flyet krænger ind over den mørke kyst og lysene funkler i de grønne bakker bag Charlotte Amalie. Jeg er på vej tilbage, på alle måder, til Vestindien, Virgin Islands. Gammelt dansk land, som nogen ynder at sige. Åh ja, vi solgte jo øerne med alle de mennesker, der boede på dem, i 1917. Til næste år skal vi ligefrem fejre, at vi spyttede dem ud af riget. Og år efter år flokkes tusindvis af nutidens danskere til de øer, som oftest bliver beskrevet som paradis på jord. Den perfekte ferie ligefrem.

Hvad brugte vi så disse visuelt paradisiske øer til? I begyndelsen af 1800-tallet var to af de tre øer simpelthen en slags arbejdslejre, hvor slaver producerede sukker og rom. Gratis arbejdskraft. Den tørre beskrivelse lyder: Under dansk flag blev 120.000 sejlet fra Afrikas vestkyst til Vestindien. På de lange overfarter lå slaverne tæt side om side. Forholdene var rædselsfulde, og mange døde af sygdom, selvmord eller tørst,” som der står i Rigsarkivets kapitel om Dansk Vestindien. Sejladserne fra Afrika til den danske koloni i Vestindien tog “som regel tre måneder. Slaverne om bord lå på samme måde, som man ville pakke en handelsvare. De lå side om side og kunne knapt bevæge sig. På skibet ”Brookes” var hver slave fx tildelt 182 x 41 cm til at ligge på og 80 cm op til det næste lag mennesker. De fik kun lige akkurat mad og drikke nok til at holde sig i live. Sygdomme florerede, og mange døde kroppe blev smidt over bord undervejs.”

Slaveriets spor synes udslettede i dag. Lige til man lærer at spotte levnene. Grå og uanselige skjuler de sig, som hvepseboernes dødningekroppe i vore hække. Sukkermøller. De mest solide levn af slavetiden.

Når vi kalder dem “slaver”, forskønner vi  egentlig deres tilstand. I USA forsøger man netop nu at kalde dem “enslaved” for at huske os på, at de alle var udsat for et ufatteligt overgreb. Jeg sidder her med en bog i hænderne, på vej for at fortælle om dansk litteratur. Men det er ikke P. A. Heibergs komedier, som fylder mit hoved. Så megen ondskab bragt til så smukt et sted.

At livet som slave var hårdt, handlede ikke kun om arbejdet. Som Rigsarkivet videre skriver var slavernes tilværelse derudover præget af “brutal afstraffelse og magtesløshed. Men også af sygdomme, invaliderende arbejdsskader og dødens konstante nærvær.”

Fra Rigsarkivets kapitel om Historien bag Dansk Vestindien
Fra Rigsarkivets kapitel om Historien bag Dansk Vestindien

Alt dette skete endda inden industrialiseringen havde nået vores land, inden den fuldbårne kapitalisme var begyndt at spise sine egne børn. Her var arbejderne selv varer på en måde, der er svær at fatte i dag. Og sporene synes udslettede. Lige til man lærer at spotte levnene. Grå og uanselige skjuler de sig, som hvepseboernes dødningekroppe i vore hække. Sukkermøller. De mest solide levn af slavetiden.

Demokratiet spillede fallit fra starten på de Vestindiske Øer

En af mine egne forfædre kom herfra, fik sin frihed, rejste til Danmark, fornægtede sin baggrund, giftede sig og fik et frit, dansk liv. Han var en frikulørt. En mængde danskere går rundt med arven fra Vestindien i kroppen: det er genetisk. En skjult arv. Men det er min påstand, at det som skete, aldrig kan reduceres til “historie” og harmløshed. Det var en del af guldalderens sorte skygge.

Da den progressive regering i 1780’erne ledte efter en mulighed for at ophæve slaveriet, fik man det noget nedslående svar, at det ville være umuligt for landet at overleve en sådan økonomisk nedskrivning. Nu var handelen med Kina egentlig mere betydningsfuld for landet, men sukkerproduktionen kunne kollapse ved frigivelse af slaverne: skulle de så ligefrem, i fri tilstand, have løn for deres arbejde? Så besluttede man sig for at nøjes med et forbud mod handel med og indførelse af nye slaver. Først fik man ti år til at hamstre arbejdskraft.

Kun en ting lod til at være helt klar, de frigivne slaver skulle under ingen omstændigheder gøres til stemmeberettigede danske borgere … Demokratiet var ikke bedre til at forvalte Vestindien, end enevælden havde været.

Derefter glemte alle åbenbart slaveriet, lige til general Moses Buddhoe Gottlieb og en veritabel slavehær i 1848 tvang guvernøren til at give alle slaver frihed – i en enkelt sætning. Der var øjensynlig hverken plan a, b, c eller noget andet at gribe til, og guvernøren, som kendte området ud og ind, blev kaldt tilbage til Danmark i unåde. Kun en ting lod til at være helt klar, de frigivne slaver skulle under ingen omstændigheder gøres til stemmeberettigede danske borgere. Ikke engang den frie “general” Buddhoe. Demokratiet var ikke bedre til at forvalte Vestindien, end enevælden havde været.

Resultatet af årtiers stilstand kom i 1878 med den arbejderopstand, som kaldes Fireburn. Denne opstand har ingen som helst plads i den danske historieopfattelse. Jeg anede intet om Fireburn inden jeg landede på St. Croix. Nedbrændingen af byen blev i øvrigt iværksat af fire kvinder. Byen blev genopført i, hvad man kun kan kalde caribisk-victoriansk stil. Og Danmark holdt fast ved kolonierne, selv om sukkerproduktionen slet ikke kunne betale sig, hvis sukkeret skulle sendes hele vejen til Europa. Vi solgte først øerne i 1917. Så vil skal “fejre” afståelsen næste år, sammen med US Virgin Islands, det bliver en sælsom affære.

Frederiksted er ved at dø

Og her er det, den moderne by kommer ind i billedet. For byen, hvor slaverne fik deres frihed, Frederiksted, er ved at dø mellem hænderne på US Virgin Islands borgere.  De få, som ikke er flygtet til Christiansted eller St. Thomas.

Engang var byens placering vigtig – på læsiden af øen, med blid brænding. Den hørte jeg hver aften, melankolsk og venlig, mod kysten lige under min terrasse. Ensomme ældre mænd med løse små hunde gik ture langs kajen, et par unge forelskede søgte ly i den åbne gazebo, og et syrehoved cirklede syngende på sin defekte cykel. Men intet som helst skete. Hus efter hus er spærret af, tomme og forladte. Det er svært at købe mad i byen. Man skal køre ud til shopping malls for at få frisk brød eller en skive melon. Nogle få skilte viser restauranter og cafeer. Fattigt og håbløst, som om alle har opgivet, som om byen allerede er død. Kun hotellet, blåt og yndefuldt, holder fanen højt, men kan ikke engang servere mad. I det hele taget er der meget, som ikke kan lade sig gøre.

Hus efter hus er spærret af, tomme og forladte. Det er svært at købe mad i byen. Man skal køre ud til shopping malls for at få frisk brød eller en skive melon. Nogle få skilte viser restauranter og cafeer. Fattigt og håbløst, som om alle har opgivet.

Alle ressourcer synes at gå til St. Thomas og Charlotte Amalie, den på papiret så lækre krydstogts-by med smaragder, diamanter, Rolex og Swarowski. Men tiderne ændrer sig, også her. Da jeg første gang kom hertil, var det rige par i 60’erne, som kom med krydstogtskibene, og de købte smaragder og smed glad nogle tusinde dollars på besøget. I dag er krydstogt blevet mainstream. Deltagerne vil have ting til 25-150 dollars. Måske vil nogle af handelshusene lukke, så vi kan få udendørsrestauranter med udsigt til bugten? Noget, de lokale kan skabe og tjene penge på, for det ser altså ikke ud, som om ret mange af millionerne fra smaragd- og diamant-handelshusene når de lokale.

Grundstoffet for al kunst er mennesker

Og ja, jeg troede, at min rejse ville komme til at handle om litteratur, gensyn, research, men i stedet kom alt til at handle om mennesker, grundstoffet for al kunst.

Det begyndte egentlig, da reservationen på hotel King Christian var faldet igennem. Min medrejsende havde besluttet sig til at ordne alt, eller påstod at hun havde ordnet alt, men havde aldrig tjekket op på noget. Så vi var hjemløse i Caribien. Hotel Frederiksted blev vores redning, og menneskene begyndte at dukke op. Det gør de altså ikke, hvis man slår sig ned på de luksuriøse ressorter nær lufthavnen, ude ved Lindbergh Bay, hvor jeg tidligere har boet.

I Frederiksted traf jeg kvinden, der dansede og sang på gaden til ære for afdøde Prince, og den gamle mand, som fortalte mig om general Buddhoe og hans hær på 10.000. Hotellets vidunderlige kvindelige receptionsleder, der satte mig ind i begrebet Fireburn.  Pensionisten, som gav mig en lektion i lokalbefolkningens opfattelse af Anna Heegaard. Omar, hans kone og fire børn. Den gale lille mand, som solgte mig et nyt SIM-kort og kyssede mig på hånd til afsked.

Find-selv-ud-af-det-samfundet er fuldt udviklet her i Udkants-St. Croix. Vennetjenester og uventet indsats for at hjælpe hinanden. Vennetjenester også udført for personer, man netop har mødt og egentlig ikke har noget fælles med. Det tager altså megen tid fra ens egentlige arbejde. Første gang jeg besøgte Vestindien sagde en af de sidste danske plantere, at problemet på øerne var, at de “sorte” var “dovne”. Vist ikke så dovne som plantageejerne. Der er dæleme ingen dovenskab at mærke, når en fra the islands går i gang med vennetjenester. Eller med at kæmpe for at få enderne til at mødes. Men her er en masse lediggang, skabt af manglende økonomi. Ufattelig velstand kombineret med 4. verdens fattigdom, uden den drive, man kender fra selv de fattigste udørkner i Afrika.

I Frederiksted traf jeg kvinden, der dansede og sang på gaden til ære for afdøde Prince, og den gamle mand, som fortalte mig om general Buddhoe og hans hær på 10.000. Hotellets vidunderlige kvindelige receptionsleder, der satte mig ind i begrebet Fireburn.  Pensionisten, som gav mig en lektion i lokalbefolkningens opfattelse af Anna Heegaard. Omar, hans kone og fire børn. Den gale lille mand, som solgte mig et nyt SIM-kort og kyssede mig på hånd til afsked.

Krisen kører bare videre her, med vilde høns overalt. Så ikke en eneste ko. Ikke et eneste drivhus. Geder og høns. Noget må da kunne gro og dyrkes her, som man kunne spise? For som regel er maden grøntsagsløs. Morgenmad er et mareridt, omelet eller pandekager i 32 graders varme. Midtbyens Convenience Shop er et endnu større mareridt. Konserves, sprut og solbriller.

De, som kan, flygter til St. Thomas. Det gjorde jeg også, med sort samvittighed, og fandt en fantastisk samtalepartner i indehaveren af Midtown Guesthouse. Vidste I, at beboerne på US Virgin Islands ikke engang har stemmeret til præsidentvalget? Selv nu er de ikke blevet rigtige borgere.

Topfoto: Frederiksted – Maria Helleberg

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Featured