Jeb Bush er ude af det amerikanske primærvalg. Med hans exit døde den eneste mulighed for at få en moderat statsmand af den gammeldags slags i spidsen for det republikanske parti anno 2016. Se hans følelsesladede tale her. Det kan lyde besynderligt med danske øren – men det er kun fordi vi er blevet vaccineret i årevis til at mene, at Bush-familien dels alle er smådumme, dels repræsenterer en sort konservatisme, som vi artigt kan gyse over hjemme under PH-lamperne. But guess what – som mine amerikaniserede børn siger, når de præsenterer deres forældre for en uventet og muligvis ubekvem sandhed: it aint true.
Farvel til den medfølende konservatisme
Jeb Bush demonstrerede tværtimod hele vejen igennem primærvalget, at han var og er moderat, faktisk er han som sin fader, George Herbert Walker Bush, en såkaldt compassionate Conservative; derudover var han som den eneste republikanske kandidat ude af stand til at skjule sin væmmelse og forfærdelse over Donald Trumps verbale udskejelser, som han gik op imod igen og igen – på lange stræk som den eneste. “Måske er han for flink en fyr til at være præsident,” som hans moder, Barbara kom for skade at sige for noget tid siden og det kan der være noget om. Ved et vælgermøde i South Carolina fik han ifølge magasinet The New Yorker direkte spørgsmålet smidt i synet af en skeptisk vælger: “Can you be—excuse me for saying in the vernacular—a son-of-a-bitch?”
“Jeg vil være hård og resolut. Jeg vil stå fast,” lød svaret fra Bush, der igennem hele sin kampagne gjorde en dyd ud af at tale på hele nationens vegne og inkludere alle grupper. Men han var ude af takt med et vælgerkorps, der krævede forandringer frem for politiske dynastier.
Og han slog sig også alvorligt på Trump. Selv Ohios guvernør, John Kasich – der også er en moderat republikaner af den slags, der er ved at uddø – var bedre i stand til at manøvrere i realitystjernens Twitter-suppe end Jeb! der forsøgte at slå igen, og som rutinemæssigt blev hånet af The Donald: ”low energy”, ”still asleep?” og efter anskaffelsen af kontaktlinser, der muligvis skulle få Bush Jr. til at virke yngre: ”not cool – never will be.”
Trumps republikanske parti
Bushs meddelelse søndag om, at han har suspenderet sin kampagne, sender hermed et dobbelt, og ildevarslende signal, om valget og om partiet, der reelt, som New York Times konstaterede søndag, er blevet ”Trumps parti.” Byggematadoren viste sig at kende partiets grundstemning bedre end hele partiledelsen tilsammen.
Som avisen skriver:
It was a stunning turn for the man who a year ago embodied all the qualities that his party’s elders imagined Republican voters wanted in a president: civility, experience, pedigree and tolerance.They were wrong. The party of Prescott Bush , George Bush and George W. Bush is, for the moment, the party of Donald J. Trump. For the past year, party leaders who had pleaded with Mr. Bush to run and armed his campaign with a record-shattering war chest of $100 million had consoled themselves with assurances that Mr. Trump’s popularity in the polls would never translate into victory at the ballot box.
De to signaler, Bush’s exit sender handler dermed dels om præsidentvalget: vi ser det første konkrete tegn på, at amerikanerne rent faktisk kunne være ude efter en politisk revolution. Blot er det af en radikal anden slags end det budskab, demokraten, Bernie Sanders, rejser rundt med.
For det andet, handler det om partiet. Og her sender beslutningen, som NYT bemærker, et klart signal om, hvor GOP er på vej hen. Og det er – uanset at Marco Rubio fejlagtigt i vide kredse bliver solgt som ”den moderate partiledelses sidste håb” et sted, der ligger solidt til højre for der, hvor partiet lå i 2008 (med John McCain som kandidaten) eller i 2012 (med Mitt Romney i spidsen).
Huffington Post og The Atlantic siger det fint:
”The candidates still have their differences, of course. One (Cruz) is a true-believing conservative, one (Rubio) is an ideological shape-shifter, and one (Trump) is a nativist bomb-thrower. But they’re all embracing policies at the far right end of the American political spectrum, leaving the middle without a champion among the leaders in the race for the Republican presidential nomination.”
Endelig siger Trumps meteoragtige stigning i kombination med Bushs fiasko også noget om en krise for det repræsentative demokrati i Amerika, der synes mere sårbart, eller mere modtageligt kunne man også sige, over for demagogi og populisme end nogensinde før i nyere tid.
Hvad nu, GOP?
Så langt, så skidt. Hvad vil der nu ske for republikanerne før primærvalget i Nevada om under en uge?
For det første er kampen reelt reduceret til et tre-mands kapløb. Vi kan med sikkerhed sige, at det enten bliver Ted Cruz, Donald Trump eller Marco Rubio, der ender i spidsen for det republikanske parti til november. Også selv om John Kasich, der er alt for midtsøgende til at have en chance, endnu ikke har trukket sig. (Ben Carson er irrelevant, og det siger udelukkende noget om den pensionerede hjernekirurgs politiske tonedøvhed, at han ikke selv kan se det).
Logikken tilsiger, at Bushs (og senere Kasichs) stemmer vil gå til Rubio. Hvis kampagne da også havde travlt hele søndag med at få vendt strømme af donor-penge fra Bush til Rubio.
Men er det nok til at stoppe Trump? Steve Schmidt, som var John McCains chef-spinmeister i 2008 (og George W Bushs i 2004) tvivler: ”Hvis ikke flere af rivalerne (flere end Bush, AG) siger farvel nu, er det meget svært at se hvordan han kan blive stoppet på vej mod nomineringen,” siger Schmidt om Trump i den førnævnte artikel i New York Times. Og han er ingen fan – blot en kyndig og garvet realpolitisk læser af spillet, der kan sin valgmatematik.
Det er klart, at partiet også kan vælge en anden rute – en der for blot måneder siden ville have været utænkelig: nemlig at omfavne Trump, at kultivere ham i stedet for at forsøge at destruere ham.
Intro: Michael Bloomberg
En omfavnelse af Trump af ledelsen åbner til gengæld for en tredje vej – og en som partiledelsen frygter endnu mere end The Donald i Det Ovale Værelse: en tredje kandidat.
Og her er der kun en mulig spiller: New Yorks tidligere borgmester og mangemillionær Michael Bloomberg.
Ham vil vi høre langt mere om i de kommende uger, fordi han åbent har sagt, at han er fristet til at stille op, hvis en af ”populisterne” (læs: Sanders eller Trump) vinder deres respektive partiers nomineringer. Clinton har – med en for hende lettere ukarakteristisk kæk og samtidig vittig bemærkning – svaret, at hun agter at spare Bloomberg besværet ved at vinde demokraternes nominering.
Den tidligere borgmester og mediemogul vil true republikanerne mest; og mainstream-analysen er, at den vil koste GOP dyrt. Men Clinton er heller ikke vanvittig populær og 1000000-dollar spørgsmålet er, om et Bloomberg-kandidatur er stærkt nok til rent faktisk at trække så mange uafhængige og midtsøgende vælgere fra begge de to store partier til at en kandidat uden for partierne kunne ende på præsidentposten. Vi ved mere om en uge – og 1. marts – Super Tuesday som bekendt – ved vi nok det meste.
Bonus-links til nørderne:
For dem, der ikke kan få nok af detaljerne i primærvalget, kan denne artikel fra netmediet Politico anbefales. Her går skribenten, Eli Stokols, i detaljer med hele Bush-kampagnen og hvorfor den, ifølge ham, var dømt til at fejle fra starten.
En anden læsværdig sag fra samme medie handler om det for medierne uimodståelige ødipale drama – at Marco Rubio satte sig op imod sin livslange politiske læremester og mentor. Jeb Bush – og vandt.
Elsker du mine analyser fra USA – eller bare mit virke som journalist? Så kan du betale for at læse med via Mobile Pay. Doner, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, hvis du ikke har råd. Alle skal have lov at læse med. Mit Mobile Pay nummer er: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
