FILM // CPH:DOX – Efter afslutningen på CPH:DOX gør Frederik Bové status. Kigger på vinderfilmen, samt hvad der ellers satte sit præg på årets festival, på godt og ondt. Han ser et muligt skift i, hvad der bliver de mest hyldede dokumentarer.
For at være helt ærlig, så har jeg syntes, at CPH:DOX er blevet dårligere og dårligere de seneste år. En del af det var med vilje. Festivalen fokuserede mere og mere på at have verdenspremierer i deres konkurrencer, hvilket giver mening – måske endda er nødvendigt – i forhold til at blive en ægte international festival. Man får ikke mange besøgende kritikere fra USA, hvis ens mest prominente film har været vist på Sundance en måned forinden. Men det betød jo unægtelig, at kvaliteten i konkurrencerne dalede en smule.
Vinderfilmens triumf føles mere som om, at tiden og publikum har ændret sig og måske hungrer efter en ny form for dokumentarisme
Samtidig begyndte en del af filmene at minde lidt for meget om hinanden. CPH:DOX blev i begyndelsen kendt for at udvide grænserne for, hvad en dokumentar kan være, men de seneste år begyndte det at virke som om, at en del film ramte, hvad der nu virkede som en ‘CPH:DOX’-stil. Alle film skulle have rekonstruktioner eller semi-fiktive elementer, ligegyldigt om de var godt lavet eller ej. Det var ikke friskt længere.
Men i år kom så endelig opsvinget igen. Dette år vil forhåbentlig blive husket som et vendepunkt for CPH:DOX. Det lykkedes for festivalen at fylde hovedkonkurrencen med en række film, der føltes friske og innovative. Dette skete først og fremmest gennem et fokus på æstetik og poesi.
Always (Deming Chen)
Allerede da programmet blev offentliggjort, noterede jeg mig, at Deming Chens debut Always virkede særdeles interessant. En sort-hvid film om en ung kinesisk dreng, der bor langt ude på landet og som skriver digte. Det virkede som en æstetisk film, der endda handlede om æstetik og kunst. Lige noget for mig. Ikke rigtig noget jeg tænkte, ville interessere så mange andre.
Der er fuldstændigt vidunderlige ting i Always. For eksempel et langt klip af myrer, der bærer rundt på en død sommerfugl
Så jeg blev ret overrasket, da Always indtog førstepladsen på Ekkos stjernebarometer, hvor anmeldere fra hele verden uddeler stjerner til filmene i hovedkonkurrencen. Stjernebarometeret har ikke været særlig godt til at ramme samme favorit som konkurrencens jury, men det plejer at være fordi, Ekkos anmeldere har foretrukket ret æstetisk uambitiøse dokumentarer fra USA, som har været glimrende, men som ikke har haft den der æstetiske stil, som gør en dokumentar til en ‘CPH:DOX’-film.
Men hvis selv Ekkos anmeldere hyldede noget så æstetisk og afdæmpet som Always, så måtte den ramme noget specielt. Og det gør den vel egentlig også. Den fokuserer i hvert fald i ekstrem grad på sine smukke sort-hvide billeder fra bjergene i Hunan, og filmens tempo er enormt langsomt. Det minder om såkaldt ‘slow cinema’. Der er ikke meget social kritik i filmen, hvilket ellers også plejer at være en ting hos ‘CPH:DOX’-film, omend filmen også viser, hvor få fremtidsmuligheder, der er for unge mennesker i Hunan. Tv’et lokker med muligheder i byerne, og til sidst får vi at vide, at den unge mand nu arbejder på familiens farm, og ikke har tid til at skrive digte længere.
Der er fuldstændigt vidunderlige ting i Always. For eksempel et langt klip af myrer, der bærer rundt på en død sommerfugl. Der er poesi, der er ungdommens naive optimisme, der er også en melankolsk vished over, hvor få muligheder der er for filmens karakterer. Det er en fortjent vinder.
Alligevel er jeg en anelse overrasket over, at filmen triumferede i den grad, for den ligner lidt en del film, jeg har set før. Der plejer at være i hvert fald en enkelt æstetisk slow cinema film i konkurrencen, og Always er måske et mere rendyrket eksempel med sin poetiske tematik, men den revolutionerer ikke genren.
Dens triumf føles mere som om, at tiden og publikum har ændret sig og måske hungrer efter en ny form for dokumentarisme.
Youth (Wang Bing)
I så fald var jeg meget enig i den hunger, særligt efter at have set Wang Bings to film Youth (Hard Times) og Youth (Homecoming). De to film er del to og tre i en trilogi, som Wang Bing indledte med Youth (Spring), der blev vist på CPH:DOX sidste år. Alle tre film portrætterer unge arbejdere på tøjfabrikker i Zhili, en bydel i millionbyen Huzhou.
Wang Bing filmede i området i fem år, fra 2014 til 2019, og trilogien endte med at blive over ni timer lang alt i alt. Og så er det endda ikke den eneste film, der kom ud af materialet, for i 2017 var Wang Bing også på festivalen med filmen Bitter Money, der kom fra det samme materiale.
Så Wang Bing brugte altså over ti år på projektet. Og jeg har set alle fire film, så jeg har også brugt cirka tolv timer på at se på tøjarbejdere i Zhili. Og jeg forstår ikke rigtig, hvad meningen er med det hele. Wang Bing har før lavet enormt lange film, som den ni timer lange West Of The Tracks om afviklingen af den kommunistiske statsstøttede industri, og Dead Souls om overlevende fra kinesiske straffelejre i halvtredserne. De film legitimerer deres længde ved dels at være vigtige vidnesbyrd om centrale øjeblikke i kinesisk historie, dels ved at arbejde rigtig meget med form og opbygning.
Efter at have set både “Always” og de to “Youth” film på halvanden uge, så føles det virkelig som om der sker et skift. Og som om det er nødvendigt
Det virker altså på mig, som om Wang Bing aldrig lykkedes med at finde en form på det her materiale. Trilogiens tre dele går fra at virke ret optimistisk i Spring, hvor de unge flirter og pjatter og drømmer om fremtiden, over Hard Times, der mere skildrer udbyttelse og fokuserer på nogle lidt ældre karakterer, der aldrig er kommet væk fra det underbetalte sy-arbejde, og til Homecoming, der følger karakterer i deres hjemegne, som de rejser tilbage til under det kinesiske nytår. Men opdelingen er ikke særlig gennemført, mange hændelser gentages fra film til film.
Samtidig underminerer den tematiske opdeling, hvad der er af kronologi, så jeg føler ikke, jeg har lært noget som helst om, hvordan tøjindustrien i Zhili har udviklet sig i de fem år. Det virker ikke som nogen særlig vigtig film, som andre af Wang Bings storværker.
For dem, der ikke ved det, så inddeler man normalt kinesisk filmhistorie i ‘generationer’, fra første til sjette generation. Men siden sjette generation kom frem i starthalvfemserne, er man – af grunde jeg overhovedet ikke forstår – helt holdt op med at sætte tal på, for ingen af de andre generationer er 35 år lange.
I stedet har nogle snakket om, at Wang Bing ledte en ‘Generation D’ af instruktører, der Dokumenterede kinesisk Disintegration og Desillusion med små Digitale kameraer. Og jeg har i blandt andet Politiken og på min egen blog argumenteret for en ny Generation E af film, der er mere Eksperimenterende portrætter fra Epiferien af Kina, lavet med større fokus på Estetik. Ok, den bogstavleg giver ikke 100% mening. Men efter at have set både Always og de to Youth film på halvanden uge, så føles det virkelig som om, der sker et skift. Og som om det er nødvendigt.
Agatha’s Almanac (Amalie Atkins)
Men hvorfor kommer det her skift? Jeg har tænkt på det kinesiske skift som en trækken sig ind i sig selv, efter at det under Xi Jinping er blevet et endnu mere autoritært land. Så der er flere poetiske portrætter af randeksistenser som i Li Ruijuns Return to Dust, og som jeg anmeldte til POV fra Berlinalen for et par år siden.
Og måske den samme bevægelse nu kommer i Vesten, særligt efter en endnu mere autoritær Trump er vendt tilbage til magten? En træthed over aktivisme, over at alt skal have politisk kant, selvom det ikke lader til at nytte noget som helst? Et ønske om at fokusere på æstetik, og at man – som Voltaire skrev i sin klassiske roman Candide – skal passe sin egen lille have?
“Agatha’s Almanac” er en film, der viser, hvor meget indhold man kan få ud af den simpleste og smalleste fortælling. Hvis man er omhyggelig, og gør noget ud af det æstetiske arbejde
I så fald bød konkurrencen på endnu en emblematisk film, nemlig Agatha’s Almanac af Amalie Atkins. En ‘almanak’ er en art kalender, en årlig udgivelse, og ordet forbindes gerne med guides til landlivets årlige cyklus. Og det er en sådan guide, vi får i Agatha’s Almanac, hvor hovedpersonen hovedsagligt fortæller os om sit arbejde med at høste og så, gemme jordbær på den rigtige måde og så videre. Men Agatha er 90 år gammel, og filmen om hendes arbejde bliver også en film om aldring, og om et langt liv, der bestemt har budt på tragedier, men som også er bestået af år efter år med det samme arbejde med naturen.
Atkins filmer det hele på 16 mm, der gør at alle billederne virker varme og kornede. Lidt som gamle hjemmevideoer. Det er en film om at leve på sine egne vilkår, på trods af modernitet. I programmet hyldes den desuden som en feministisk film, hvilket jeg også godt kan se. Men i høj grad er det en film, der viser, hvor meget indhold man kan få ud af den simpleste og smalleste fortælling, hvis man er omhyggelig, og gør noget ud af det æstetiske arbejde.
Afternoons Of Solitude (Albert Serra)
Det var også det, jeg tog med fra min absolutte favorit-film fra festivalen: Albert Serras tyrefægterportræt Afternoons Of Solitude. Serra er mest kendt som fiktionsinstruktør – han er et af de største navne fra slow cinema-stilen – og har tidligere været på CPH:DOX 2023 i serien af hybridfilm med den meget eksperimenterende Pacifiction.
Afternoons Of Solitude er dog 100% en dokumentar; et portræt af den unge tyrefægters Andrés Roca Rey. Men den er så æstetisk gennemarbejdet, at den bliver til meget mere end det. Den bliver til et portræt af maskulinitet, af liv og død – og bestemt også af ensomhed.
Dokumentarfilm dokumenterer ikke bare verden. Det var DOX-festivalens store pointe da den blev grundlagt. Dokumentarfilm vinkler verden. Den skaber kunst
Afternoons Of Solitude er så simpel. Og så ekstremt gennemarbejdet. Dens fokus på vold og blod gør den lidt hård at komme igennem. Men den er alt det, som dokumentarfilm er bedst til. Den tager filmmediets grundelementer – kameraarbejde, lydarbejde, klippearbejde – og den tager nogle velovervejede valg, udfører dem enormt præcist og gennemført, og skaber dermed en helt særlig æstetisk prisme, som får filmens emne præsenteret på en måde, som jeg aldrig har set det før.
Dokumentarfilm dokumenterer ikke bare verden. Det var DOX-festivalens store pointe da den blev grundlagt. Dokumentarfilm vinkler verden. Den skaber kunst. Den skaber nye vinkler og nye pointer. De sidste par år har det virket som om, en del DOX-film altid endte op med at skabe de samme vinkler og pointer. Men de bedste film fra DOX25 virkede nye og kunstneriske igen.
En enkelt af filmene, Always, kan stadig ses en enkelt gang i en biograf, og ellers er de andre nævnte film tilgængelige online via festivalens internettjeneste, PARA:DOX. Tryk på titlerne i teksten.
Det samme gælder åbningsfilmen, Facing War, som vores filmredaktør nævner her nedenfor. Den kan ses her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og