
KONCERT // ANMELDELSE – Det dedikerede, dansende publikum kunne stort set alle sange og skrålede med, mens aftenens hovedperson fortalte små og sjove anekdoter og fabulerede over de mange år, der er gået. Og på trods af at håret er blevet gråt, er Jørgen Klubiens vokal fuldstændig intakt.
Foto: Eddie Michel.
Indrømmet, jeg er fan. Jeg synes slet og ret, at Jørgen Klubien er Danmarks bedste soulsanger, og det har jeg ment siden starten: Fra Grand Prix-sangene i 1981 og 1982, over samarbejdet med Carsten Elmer på “Hvorfor ikke mig” (1983) til forsangertjansen i Danseorkestret.
Gennembruddet kom med “Regndans” (1984) og blev efterfulgt af kommerciel succes med “Kom tilbage nu” (også 1985) og en periode i midten af 80’erne, hvor Klubien og Danseorkestret kæmpede med selveste Thomas Helmig om teenagepigernes gunst.


Siden fulgte fine udgivelser med forskellige konstellationer af Danseorkestret og masser af radiovenlige sange, men uden hysteriet og de store salgstal.
Torsdag aften stillede den nu 67-årige sanger – som i øvrigt også er animator og tegner for Disney i USA med verdenssucceser som The Lion King (1994) og Toy Story (1995) – sig på scenen i Amager Bio i København. Bosat i USA det meste af året gennem alle årtierne vendte han nu hjem, mest for sin egen skyld, for at præsentere mere end de par sange, han har sunget så mange gange.


Og slippe sangen og musikken har han heldigvis aldrig kunnet. Efter den fremragende percussionist Jacob Andersens alt for tidlige død for et par år siden satte Danseorkestret et naturligt punktum, men Jørgen fortsatte. Med de gamle hits, men også med nye sange og fortolkninger af klassikere, der betyder noget for souldrengen.
Torsdag aften stod han klar med sit aldeles fremragende band i Amager Bio, en blanding af erfarne og unge kræfter, som spillede så sjælfuldt, så tight og alligevel så tilbagelænet.
Er du gal for en aften!


Jeg plejer at snyde og tjekke Setlist, websiden hvor man kan følge, hvad internationale og nationale navne spiller ved aktuelle koncerter. Men nu vil jeg, for at teste mig selv og ud fra, hvad vi oplevede torsdag aften, fortælle, hvad Jørgen og bandet bød på.
Planen var lagt til et langt, lækkert sæt fra starten i 1981 og op til i dag, så here we go, med risiko for fejl, fordi jeg altså vælger IKKE at snyde:
“En tragisk komedie” (Melodi Grand Prix, 1981), “Marie” (Hvorfor Ikke Mig, 1983), “Hvorfor ikke mig” (samme plade, 1983), “Regndans” (Danseorkestret, 1985), “Marianne” (samme plade, 1985), “Disko Dørmand” (også 1985), “Kom tilbage nu” (1985), “Jeg er klar” (1985), “Satellit” (1985), “Alt det” (Thor Farlov-single, 2024, baseret på Danseorkestrets “Himmel og jord”, 1985), “Flyvende tæppe” (Det flyvende tæppe, 1990), “Hallo” (også 1990), “Løb hjemmefra” (1990), “Den store kærlighed” (Den store kærlighed, 1994) og “Sidste skrig” (Spred vingerne ud!, 2000).


Herefter kom “Bamboozled” (Over byen under himlen, 2009), der bød på den overraskelse, at Jørgen fra scenen kaldte på sangerinden Coco O, der var i salen. Til publikums store begejstring kom hun op på scenen som gæst og sang nummeret i duet med ham. Herefter kom “Du og mig” (Over byen under himlen, 2009) og “Blomsterpige” (single, 2017).
Og et par helt nye sange: “Stempler ind” (single, 2024), med unge Zac, der også var i salen og kom op og spillede på mundharmonika, så “Don’t Let the Old Man In” (single, 2020), “Skabt for hinanden” (single, 2023) og “Love Wins” (single, 2024).


Det skal også nævnes, at et andet stort øjeblik denne aften i Amager Bio var, da Jørgen Klubien råbte ud i salen, om Carsten Elmer var der et sted … og det var han. Lidt genert indvilligede han i at komme op på scenen for at modtage ikke bare Jørgens, men også publikums bragende hyldest.

Det dedikerede, dansende publikum kunne stort set alle sange og skrålede med, mens aftenens hovedperson fortalte små og sjove anekdoter og fabulerede over de mange år, der er gået.
Og på trods af at håret er blevet gråt, er Jørgen Klubiens vokal fuldstændig intakt. Det er mig en evig gåde, at det danske publikum er så dovent, at de fleste kun kender de to-tre mest fortærskede Danseorkester-hits.
Men hvad gør det, når os, der var på Amager denne aften, gik derfra syngende, nynnende, glade i låget og egentlig blot med ønsket om, at Jørgen bliver ved med at synge.


POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og