FILM // FESTIVAL – På den globale rundtur er vi nået til Asien, hvorfra fire film fandt vej til hovedkonkurrencen. De er meget forskellige på alle planer, og spænder også ret bredt i kvalitet.
Filmfestivaler eksisterer for at hylde film fra hele verden, men ofte er der mest fokus på Europa og Nordamerika, hvor vi ligesom ved hvad vi får. Årets fire film fra Asien ligger i den høje ende antalmæssigt, og det giver plads dels til gamle kendinge, dels til helt nye navne nærmest ingen kendte før. Det er både godt og skidt, for hvor kun den ene veteran formår at forny sig, så er det også kun den ene konkurrencedebutant, der føles helt flyvefærdig.
The Novelist’s Film
Således er den absolut største festivalveteran i årets konkurrence sydkoreanske Hong Sang-soo. Hele seks gange har han tidligere konkurreret om Guldbjørnen – og han har derudover fire gange konkurreret om Guldpalmen i Cannes, og vandt såmænd en af de tre gange han konkurrerede om Guldleoparden fra Locarno, Berlinale-direktør Carlo Chatrians gamle festival.
At han har været med så meget skyldes især, at han er absurd produktiv. Særligt siden 2010 er det gået amok, og han har lavet hele sytten film siden da. At se en ny Hong Sang-soo film er efterhånden lidt at se præcis den samme film, man har set utallige gange før, lige indtil den stort set altid laver et nyt og overraskende knæk.
For det gør de stadigvæk, og at følge med i koreanerens karriere er som at følge en løber på et løbebånd. På et eller andet tidspunkt må han da falde af? Men nej, heller ikke denne gang går det galt.
Der er dog også tydelige periodeinddelinger i Hong Sang-soos værker. Han arbejdede fra start af nærmest strukturalistisk med variation og gentagelse, f.eks i The Power of Kangwoo Province, hvor begge parter i et forlist parforhold rejser til Kangwoo for at hele sårene, og oplever stort set det samme, men uden at de nogensinde mødes.
Det kulminerede med Guldleopard-vinderen Right Now, Wrong Then (2015), der vitterlig var den præcis samme historie fortalt to gange med små variationer, hvorefter det lidt virkede som om, Hong var træt af det trick. Han var også endt i en kæmpe skandale, da han havde haft en affære med skuespillerinden Kim Min-hee under optagelserne til den film, og de efterfølgende film som The Day After (2017) var dybt emotionelle breakup-dramaer, der dog stadig var strukturelt innovative.
Seneste nye element kom i In Front of Your Face (2021), hvor Lee Hye-young spillede en ældre skuespillerinde, der blev lokket til at lave en ny film af en skummel filminstruktør.
Hong Sang-soos film har ofte handlet om unge kvinder og ældre mænd, og selvom han har været god til at skildre tingene fra de unge kvinders synspunkt, så har der ikke været mange ældre kvinder, der kom til orde. Samarbejdet med Lee Hye-young fortsætter i The Novelist’s Film, hvor hun spiller romanforfatteren Jun-hee, der på en begivenhedsrig eftermiddag får idéen til at lave sin egen film.
Hong Sang-soos projekt bygger på en kerne af kærlighed, til filmbilleder, til ord (og til alkohol!) men først og fremmest til de folk han laver film sammen med
Som nævnt er Hong Sang-soos film ofte strukturalistiske, og denne er formet næsten som en blomst, med en lang cirkulær eftermiddag, der starter og slutter i en boghandel, og så en stilk der stritter ud, efter at Jun-hee har fået lavet sin film.
Sådan en struktur kan jeg ikke huske at have set hos Hong før, men det passer til plottet, hvor en række af kunstnere også forsøger at finde en vej ud af et dødvande. Jun-hee møder endnu en skummel filminstruktør, der har tabt sig selv i jagten på berømmelse, en ung skuespillerinde (Kim Min-hee!), der af ufortalte årsager har droppet branchen og en ældre drukkenbolt af en poet, der stadig mest bare drikker sig ihjel.
Rigtig meget er som det plejer: Lange klip af samtaler, minimalt kameraarbejde, store mængder alkohol i en central scene, og fornyelsen er minimal. Der er gjort noget ved de sort-hvide billeder, der gør hvidheden nærmest grotesk selvlysende, hvilket bestemt er visuelt nyt, men ikke på afgørende vis.
Fornyelsen kommer først til sidst, omkring Jun-hees film. Uden at ville afsløre det, så er pointen værd at vente på. Hong Sang-soos projekt bliver mere og mere mærkværdigt, men det bygger på en kerne af kærlighed, til filmbilleder, til ord (og til alkohol!), men først og fremmest til de folk, han laver film sammen med, og det forplanter sig til publikum. Så vi nupper nok en ti-femten film til over de næste par år.
Everything Will Be OK
Apropos fornyelse så er det noget, som den cambodjanske instruktør Rithy Panh har haft det svært med de sidste år. Han er den vigtigste kunstneriske skildrer af det cambodjanske folkemord, hvorunder han selv som barn blev sendt i arbejdslejr, og hele hans familie omkom. Siden formåede han at flygte til Frankrig, hvor hans eftertænksomme film om krigsforbrydelserne har fået stor opmærksomhed og støtte.
Panh er ikke en journalistisk skildrer af krigsforbrydelserne, men har brugt rekonstruktioner og konfrontationer mellem ofre og gerningsmænd til at komme tættere på kernen af traumerne. Hans film har været præget af en metatematik om, hvad man gør som instruktør, når nu der ikke findes dækkende billeder af forbrydelserne, hvilket kulminerede med The Missing Picture, der var en dokumentarisk dukkefilm, og som vandt Un Certain Regard-prisen i 2013. Hans største triumf nogensinde.
Men hvad jeg har set fra ham siden da har ikke været specielt interessant. Graves Without a Name blev vist på CPH:DOX for et par år siden, og handlede igen om den manglende dokumentation, og hvad det gjorde for de efterladte ikke engang at vide hvor deres familiemedlemmer var begravede. Det var egentlig en ret kedelig film, der ikke tilføjede Panhs tematik ret meget. Nu med Everything Will Be OK forsøger han noget omvendt: Det er igen en dukkedokumentar, men med helt anderledes tematisk fokus. Det er dog mest bare endnu værre.
På et tidspunkt siger voiceoveren at filmen arbejder abstrakt, med nogle meget dybe metaforer, og det er nok her kæden hopper af. For det er virkelig ikke dybt
Everything Will Be OK kredser om ideologi og undertrykkelse, så den knytter sig da til Panhs tidligere virke. Her er et vortesvin som gøres til diktator, en hær af aber og næsehorn, og nogle mennesker der tvinges til slavearbejde. Alt er opstillede tableauer, hvor f.eks dyrene ser billedmateriale af f.eks Hitler og Lenin – eller af mord og henrettelser eller af industriel kødproduktion. Så hives Frihedsgudinden ned og en statue af Vortesvinet stilles op. Og så videre.
På et tidspunkt siger voiceoveren, at filmen arbejder abstrakt med nogle meget dybe metaforer, og det er nok her, kæden hopper af. For det er virkelig ikke dybt. Vortesvinsstatuen har en smartphone i hænderne for at understrege, vi er slavegjorte af de sociale medier. Det er det niveau, vi er på, og det er mildest talt svært at tage seriøst.
Men dukkerne er flotte. Små træfigurer, hvor der virkelig er kælet for detaljen. Som rent visuelt værk er Everything Will Be OK fin, og jeg har dyb respekt for, hvor meget arbejde der er lagt i figurerne og deres omgivelser. Men man skal lade være med at tænke over det, for de metaforiske udsagn er virkelig dårligt lavet. Rithy Panh rammer forbi igen.
Before, Now and Then
Apropos folkemord, så er Kamila Andinis Before, Now and Then den første indonesiske film, jeg har set, der bearbejder massemordet på kommunister i 1965-66. Fra CPH:PIX sidste efterår udnævnte jeg Indonesien til en filmnation på vej frem på baggrund af, at Edwins Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash havde vundet en Guldleopard, og se nu her, nu har vi en indonesisk film i hovedkonkurrence i Berlin for første gang i mange mange år, hvis ikke nogensinde. Andinis film beviser, at indonesisk film er på vej frem. Men den viser også, at der er lidt vej endnu.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke fik alt af filmen med, eftersom Berlinalen valgte at lukke et coronatestcenter uden varsel, og jeg derfor stod i kø så længe, at jeg missede de første minutter af filmen. Men af hvad jeg forstod af plottet, så foregår den i 1966, dvs. da massemordene er ved at holde op igen.
Den midaldrende Nana har mareridt om forbrydelserne, men lever ellers stille og roligt sit liv som hustru til en rig mand, og mor til tre børn. Nana har dog også en hemmelighed, hun har en eksmand, der forsvandt, og da pludselig han dukker op igen, så må hun gøre op med sig selv, om hun vil være ærlig over for fortiden.
Kamila Andini er datter af den internationalt mest kendte indonesiske instruktør Garin Nugroho, der er mest kendt for film, der med rund hånd blander fra de mange kulturelle traditioner i det store land.
Hun har tidligere lavet Following Diana om et ægteskab i opløsning – der kan ses på MUBI – og The Seen and Unseen, om et tvilingepar hvoraf den ene bliver dødeligt syg, der havde premiere i sidekonkurrence i Berlin. Temaet om nære relationer i opløsning kunne også ses i Fanny Chotimahs You and I, der vandt NEXT:WAVE-konkurrencen på DOX sidste år, så det går igen i indonesisk film.
Before, Now and Then er første gang, jeg har set det knyttet eksplicit til folkemordet, til landets egen voldelige opløsning, hvilket naturligvis for en kritiker er ekstremt interessant.
Before, Now and Then er en rigtig fin og emotionel film, der helt sikker formidler en forståelse for den historiske forbrydelse som jeg aldrig har set før
Alt som filmnationer blomstrer og fortæller nye historier, så bliver vi kritikere også tvunget til at sætte os ind i nye emner, for i kunstfilm er meget ofte usagt og indforstået.
Jeg tror f.eks, man kan være ret sikker på, at hvis en indonesisk mand er forsvundet for mange år siden, men så pludselig kommer tilbage i 1966 iklædt militæruniform, så har han nok kæmpet som guerillakriger og har fået ny position, efter den militære leder Suharto kuppede sig til magten.
Omvendt tænker jeg, den rige og priviligerede ældre ægtemand nok har sin position tilbage fra kolonitiden. Så Nanas valg har også en del med Indonesien at gøre. Tror jeg. Det vil nok kræve mere arbejde, før tingene helt falder på plads.
Men når vi er villige til at lægge det arbejde, så er det også fordi, filmene gerne skulle være besværet værd. Og her er Before, Then and Now ikke helt på højde med f.eks Lav Diaz’ beskrivelser af filippinske traumer eller Apichatpong Weerasethakuls fortællinger om thailandske ditto. Before, Now and Then er en rigtig fin og emotionel film, der helt sikker formidler en forståelse for den historiske forbrydelse, som jeg aldrig har set før.
Hvordan alle nærmest vandrer rundt i en døs uden at kunne forstå, hvad der er foregået. Hvordan personer bliver angivet som kommunister – ‘man kan jo se det på dem’ – hvilket så kunne være lig dødsstraf. Men filmisk er der ikke helt så meget at komme efter.
Selvom magtbalancen hele tiden forskyder sig mellem de små filmnationer, så skal der mere til før Indonesien bliver det nye Georgien.
Det kræver virkelig meget at skabe en filmbølge, men Indonesien har efterhånden det meste. De har fortællingerne, som resten af verden har behov for at høre. De har filmiske metoder at trække på, fra Garin Nugroho og fra indie-bølgerne i nabolandet Filippinerne, der tydeligvis har inspireret mange.
Der er grundlag for noget stort. Men filmbølger kræver også en mængde af filmressourcer, der kan hjælpe med det virkeligt krævende arbejde, som det er at skabe vitterligt nye filmiske idéer, og her halter det stadig. Musikken er for velkendt, fotografi og klipning er god, men ikke overvældende.
Havde Before, Now and Then været en amerikansk film på Sundance havde alle klappet af instruktøren. Men selvom magtbalancen hele tiden forskyder sig mellem de små filmnationer, så skal der mere til, før Indonesien bliver det nye Georgien.
Return To Dust
Apropos forskydninger: De seneste år har der filmmiljøet i Kina forskudt sig ud mod yderområderne. Jeg tænker, at efterhånden som centralregeringen strammer grebet om dem, de har kontrol over, mere og mere, så kommer mere og mere af den frie filmkunst også fra periferien.
Så der har været fokus på navne som Pema Tseden fra Tibet og Wang Quan’an fra Indre Mongoliet. Li Ruijuns Return to Dust, fra helt derude hvor sandørkenen starter, skubber sig ind som et stille storværk i den udvikling.
Det er en film fra et Kina, hvor man ikke engang kan være udstødt i fred længere. Både ‘fjerde bror’ Ma og Cao Guijeng er mere eller mindre opgivet af deres familier, men da så det bliver ubekvemt med ugifte familiemedlemmer, bliver der arrangeret ægteskab imellem dem.
Ma er en tavs mand, der mest passer på sit æsel, mens Cao har et mentalt handicap, omend hendes inkontinens nok kommer af, at hendes bror har tævet hende hele livet. Der burde ikke være meget plads til dem, men sammen formår de alligevel at bygge noget misundelsesværdigt op.
Men igen, det er der ikke plads til i Kina. Regeringen tilbyder 15.000 Yuan i forskønnelsesbonus, hvis landsbyboerne lader deres huse blive revet ned, så det fattige par kan ikke længere finde tomme huse at bo i. Og da de så efter meget møje har fået bygget deres eget, så kommer der en lejlighedsbonus, hvor man kan få en billig lejlighed i storbyen, hvis man overdrager sin landhytte til staten. Det er Ma og Cao godt nok ikke interesserede i, men andre familiemedlemmer har jo børnebørn, og hvordan skal de så ellers få en lejlighed… (Hvis det lyder generøst, skal man jo nok huske på, at de politikere, som uddeler den bonus af statens penge, nok også er dem, som har raget en stor del af byggeomkostningerne til de nye højhuse i egne lommer…)
Den ville gøre sig smukt på dansk festival med sin blanding af streng æstetik og menneskelig omsorg, og den bør mejsle Li Ruijuns navn fast som et af de mest spændende up-and-coming kinesiske navne
Det er en meget stille og rolig film, der det meste af tiden er en nærmest dokumentarisk skildring af landarbejde, pileflet og murerarbejde. Ma pløjer, sår, høster, samler majs, Cao gør hvad hun kan for at hjælpe, men har ikke kræfterne. Det hele er filmet i umådelig smukke kompositioner, hvor farverne på personernes tøj stråler imod det brune og grå landsskab. Det er en film, der tager arbejdet seriøst, jorden seriøst, omsorgen seriøst, æslerne og svalerne seriøst.
Det er en film, der sagtens kunne vinde en af de store priser. Måske ikke Guldbjørnen, det ville i så fald være endnu en smal bjørnevinder, men Sølvbjørn eller pris for Kunstnerisk Fornyelse kunne det sagtens være.
Den ville gøre sig smukt på dansk festival med sin blanding af streng æstetik og menneskelig omsorg, og den bør mejsle Li Ruijuns navn fast som et af de mest spændende up-and-coming kinesiske navne. Ikke helt et mesterværk, som vi har fået fra gamle folk som Zhang Yimou (Under den røde lygte, Vejen hjem), men når folk som ham nu mest laver semi-propagandistiske storfilm, så er det rart, at der stadig er liv ude ved ørkenen.
Fotocredits:
The Novelist’s Film: Jeonwonsa Film Co. Production
Everything Will Be OK: CDP, Anupheap Production
Before, Now and Then: Batara Goempar
Return to Dust: Hucheng no. 7 Films Ltd
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
