POV SPORT // DISKRIMINATION – Da assistenttræneren for det kvindelige collegehold i amerikansk basketball, Texas A&M, Sydney Carter, stillede op til en kamp i pink læderbukser og høje hæle, blev det for meget for kældertastaturkrigerne.
Hvis du er vant til at se NBA eller college-basketball fra USA, har du også ofte set halvkoleriske mænd på sidelinjen i deres stiveste puds. Altså, helt oppe i Wall Street-klassen af designerdresscode, jakkesæt, skjorte, slips og sko til kvart million. Ikke alle, men en del coaches gør sig i det outfit, når de er på arbejde under kampene.
Det hører man sjældent et pip om. Det skulle da lige være et kompliment for at være noget af en welldresser eller classy guy.
Alverdens skældsord mod træneren
Men det er åbenbart knapt så acceptabelt, når en kvinde, ovenikøbet sort, stiller sig an i det, hun måtte anse for sit stiveste puds. Så skal hun pludselig stå model til alverdens skældsord på sociale medier for sin påklædning. Og af den grund skabe overskrifter i alverdens medier.
Sydney Carter har været vild med både basketball og mode, siden hun var fire år gammel, spillede collegebasket i Texas, og professionelt i Chicago og Atlanta i flere år, inden hun vendte hjem til sit gamle hold og blev assistentræner for det kvindelige basketballhold på Texas A&M University.
På de kanter lidt mere alvorligt end sport på studenterniveau eller sågar liganiveau i Danmark. Vi snakker flere trænere, fysisk stab, officiel fotograf og presseofficer, og 20 minutter efter, jeg spurgte til eventuelle billeder til redaktionel brug, fordi vores eget bureau ikke havde motiverne, lå de i min indbakke.
Sydney Carters optræden i høje hæle og pink bukser i en udebanekamp mod Kentucky i sidste uge, kastede adskillige negative kommentarer af sig på sociale medier.
Nogle gav endda udtryk for, at hun burde have en bøde for sin optræden, mens andre igen kaldte det både ”upassende” og at hun skulle tage noget andet tøj på, hvis hun ville tages seriøst som basketballtræner. Den slags får mandlige trænere yderst sjældent kastet i hovedet, når de dresser op til gallakamp.
De pink bukser var end ikke et fashion-statement, men tænkt som det lyserøde og symbolske udtryk til støtte for kampen mod brystcancer, så det gjorde hende endnu mere chokeret over de negative reaktioner, hun blev udsat for på Instagram og Twitter, fortæller hun i eksklusivt interview med tv-stationen ABC:
”Jeg passer stadig mit arbejde, når alt kommer til alt, og aldrig før er jeg blevet forhindret i at gå i høje hæle eller læderbukser. Jeg er ikke den første til at have høje hæle eller læderbukser på ved udskiftningsbænken og heller ikke den sidste,” som Sydney Carter siger til ABC og fortsætter på spørgsmålet om, at nogle har givet udtryk for, at kritikken af hende er direkte racistisk:
”Jeg har aldrig været kendt for at få ting til at handle om race eller noget andet. Jeg ved bare, at jeg i sidste ende er en sort kvinde, og det kan jeg ikke skjule. Jeg kan heller ikke skjule, at jeg ser ud, som jeg gør, og at de pink bukser er specielle. Jeg gør det ikke for at få andre til at føle sig godt tilpas, men alene for, hvad jeg føler mig tilpas i.”
Og til alle kritikerne derude, hvad sig du til dem?, spørger intervieweren.
”Intet som helst. Bare tak.”
Jeg vil fortsætte med at være mig selv uden at behøve at undskylde overfor nogen, jeg vil blive ved med at presse på for at vise, at vi sorte kvinder er i stand til at udtrykke vores særkende samtidig med, at vi udfører vores arbejde på et højt niveau
Sydney Carter slår på, at hendes kritikere gør hende stærkere og ikke kan få hende til at dæmpe eller ændre sine fashion-vaner. Og at hun samtidig sender et budskab til unge kvinder på sit hold om, hvordan bedrifter og stolthed kan tage sig ud.
“Det betyder noget at være repræsenteret”, tweetede Carter i sidste uge:
“Som sort kvindelig træner er jeg stolt over at være med til at vise, at mennesker, der ser ud, som jeg gør, ikke behøver at lægge en dæmper på vores udstråling for at appellere til andre, hvis mening i øvrigt aldrig har haft nogen større betydning. Jeg vil fortsætte med at være mig selv uden at behøve at undskylde overfor nogen, jeg vil blive ved med at presse på for at vise, at vi sorte kvinder er i stand til at udtrykke vores særkende samtidig med, at vi udfører vores arbejde på et højt niveau,” skrev hun videre.
Eller som hun udtrykte som et godt råd til andre i interviewet med ABC:
”Gør, hvad du føler dig sikker på. Vær den du er, ligegyldig hvad andre mennesker siger, de ville foretrække, var normen. Der findes ingen norm længere. Du skaber din egen.”
Der er få kvindelige trænere i topsport, men tillad mig at tilføje, at Sydney Carter da er en af de cooleste…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her