POV SPORT // EM-OPTAKT – Udover omikron-varianten synes der ikke at være mange forhindringer for en dansk EM-titel, når slutrunden torsdag fløjtes i gang i Ungarn og Slovakiet. Danskerne er storfavoritter. Også fordi mange af deres værste konkurrenter døjer med skader.
Man kan såmænd have trukket sit analyse-, kommentar eller ekspertmandat i en automat og slå det fast alligevel, vel nærmest titulere det en objektiv sandhed: Danmark er storfavorit til at vinde EM i herrehåndbold.
Det eneste, der kan spænde ben for det faktum, er, at omikron breder sig i EM-truppen, ellers bør den gå hele vejen.
Efterkritikken røg i baggrunden, og nå ja, så nappede de lige guldmedaljerne ved VM i Egypten året efter
Omvendt kan alt ske, så længe bolden er rund, som sportsklicheen lyder. I håndbold er den lidt mere firkantet, fordi den sidder klistret godt fast til hånden af harpiks. Og én ting har vel både landstræner og spillere lært som storfavoritter: At forholde sig til turneringsformatet.
For de gik også ind til EM i Sverige for to år siden som forsvarende verdensmester og storfavorit og måtte rejse hjem stort set inden, de var kommet i gang. Stopklodsens mere nådesløse struktur i det indledende gruppespil, der kun gav to hold adgangsbillet til mellemrunden, kom om end ikke bag på, så i hvert fald forpurrede danskernes muligheder for at komme videre med en alt for tæt afslutning mod både Island og allerede anden kamp mod Ungarn. Vind eller forsvind. Det blev det sidste.
Da capo
Der gik dog ikke total krisetamtam i medierne over den utidige exit. Coronavirussen gjorde sit indtog, og efterkritikken røg i baggrunden, og nå ja, så nappede de lige guldmedaljerne ved VM i Egypten året efter og gentog dermed kunststykket fra Boxen i Herning to år forinden. Da capo, og Nikolaj Jacobsen var historisk og notorisk urørlig.
Endnu mere i sensommeren, da de nåede OL-finalen, og i en tæt udgave af slagsen dog måtte nøjes med sølv efter nederlaget til de evige rivaler fra Frankrig.
Hvis man så da går til en decideret ekspert, der på ingen måde har trukket sin viden i en automat, er det ret let at få den tidligere danske landsholdsspiller og ekspert på DR, Camilla Andersen, til at tilslutte sig overskriftens konklusion.
Så vi begynder i stedet med at kigge lidt på opstillingsmulighederne, og hvordan landsholdets chancer på verdensscenen ser ud de næste fire-fem år. For der er eksempelvis den forskel på VM-guldet i 2019 og 2021, at playmaker og venstre back, Rasmus Lauge, var ude med en knæskade i ’21, akkurat som han var det til OL. Til gengæld havde landsholdet ved de to seneste lejligheder nærmest ud af den blå luft føjet en nyudklækket verdensstjerne til holdet på højre back:
”Jeg googlede faktisk Lauge den anden dag, for jeg tænkte: ”han er jo ung endnu, sådan en 28 år”. Men han er jo 30. Jeg tror, alle er glade for, at han er med, men jeg tror ikke, at vi kommer til at være endnu mere suveræne, når han er med, fordi han ”varmer” bolden rigtig meget. Det er helt sikkert en styrkelse i forhold til bredden på holdet, men jeg vil ikke sige, at nu er vi endnu bedre, fordi han tager jo noget fra Mikkel (Hansen, red.), fordi han spiller, som han gør. Han spiller rigtig ofte bolden for at få den tilbage igen, og hvis vi virkelig skal gøre brug af Mikkel udefra, så skal han have bolden i fart, og den timing mellem Mikkel og Lauge skal sidde lige i skabet. Hvis Lauge altid lige holder bolden et splitsekund, så vil Mikkel få den, når han har taget løbet eller er på vej tilbage, så jeg tror ikke, at vi på den måde bliver endnu bedre af, at Lauge er med. Det gør bare, at Mikkel måske vil få mindre spilletid, og det betyder ikke, at vi er endnu bedre end ved OL i sommer eller ved VM sidste år.”
”Lauge sætter jo en anden kategori på. Vi bliver stærkere i kontrafasen, og han er god til at dække op, men vi er ikke som sådan et endnu bedre hold. Vi er et lige så godt hold, der bliver delt ud på flere folk. Det er jo også spændende at se, hvad det gør ved Matthias Gidsel (højre back, red), når han kommer i det lange kryds. Hvordan bliver timingen med Lauge som playmaker nu? Også når Gidsel går på ydersiden, hvordan får han afleveringerne dér? Det bliver meget sjovt at se, hvordan de får spillet til at hænge sammen i den nye konstellation.”
”Jeg synes alligevel, at Lauge er en klasse bedre end Jacob Holm. Hvis man tager Lauge og Mikkel ud, er vi stadigvæk et okay hold, men vi vil gå ned i kvalitet, hvis man tager de to spillere ud. Der er ingen, der bare sådan lige kan gå ind at overtage. En spiller som Lasse Andersson skal så pludselig tage mere ansvar, og kan han det? Og Jacob Holm kommer da med noget, men han har slet ikke den kvalitet og kontinuitet, som Lauge har. Det er med høj risiko. Han er ikke sådan én, man siger til, at nu tager vi lige et tremeterkast, og så sidder den oppe i hjørnet.”
– Vi har endelig fået løst det evindelige højre back-problem med Gidsel, men jo ikke som typisk back-skudtrussel. Det er gennembruddet og kreativiteten?
”Præcis, og afleveringerne. Gidsels assists er en af hans største styrker. Og ja, gennembruddene, og hvor lang tid holder han? Om et år vil vi for alvor kunne se det til VM i Sverige og Polen, når han har spillet i Bundesligaen (Füchse Berlin, red) i et halvt år, hvordan hans tilstand er. Ligesom Emil Jacobsen ude på venstre fløj er fremtiden. Han er god. Og vi er også godt besat på højre fløj med Johan Hansen.
– Et glidende generationsskifte uden vi næsten har lagt mærke til det. Og så har man Lasse Møller på venstre back gående rundt med en skade i Flensburg-Handewitt?
”Ja, og han kan måske erstatte Mikkel Hansen på sigt, hvis han kan holde til det med de skader, han allerede har haft. Men selvom du hiver en Mikkel ud og også en Niklas Landin i målet, så er de jo svære at erstatte én til én. Det kan man ikke. Emil Nielsen er der i hvert fald til målet på længere sigt i forhold til Landin.”
– Favoritterne til EM?
”Sverige er der, Norge på en god dag, selvom vi lige slog dem med 10 forleden, og stadig Frankrig, selvom de er hårdt ramt på skader. Men så er der altid værtsnationen, Ungarn. Dem skal man i hvert fald ikke tage ud af ligningen, når de spiller på hjemmebane. Der er ingen hold, der kan måle sig med Danmark lige nu. Men hvis du tager dem væk, er der lige en håndfuld, der skal spille om de andre pladser. Kroatien eller Tyskland ved man heller aldrig helt, hvor står,” vurderer Camilla Andersen.
Ti måls afstand
Landsholdets forberedelser til EM har langt fra været optimale. To kampe, der var programsat i Golden League med Norge på hjemmebane i en proppet Royal Arena og én i Frankrig mod Egypten den 9. januar, endte i stedet i blot den ene kamp mod Norge uden tilskuere og flyttet til Hillerød på grund af strammede corona-restriktioner for fire dage siden.
Danmark gennembankede Norge med ti mål, 35-25, og det er naturligvis en slags strømpil på styrkeforholdet. Men denne gang er der så mange andre faktorer, der spiller ind. Ikke mindst omikron-variantens coronahærgen over Europa. Det er i optakten lykkedes bedre for nogle end andre at opretholde en coronafri boble. For Danmarks vedkommende er indtil nu kun målmand Jannick Green blevet ramt.
Hos Danmarks modstander i premierekampen, Montenegro, har otte spillere og landstræneren været smittet. I skrivende stund er de efter sigende nede på fire, men det gør ikke ligefrem forberedelsen ved videoklipperen nemmere.
Og mon ikke man i toppen af Dansk Håndbold Forbund ville ønske, at man kunne bruge nogle af de mange slutrundemillioner, der er løbet i kassen hen over de seneste EM- og VM-arrangementer på dansk grund på eliten? De er imidlertid øremærket til breddehåndbolden, så man kunne spare momsen.
Så derfor var der ikke lige råd til et chartret fly, som eksempelvis svenskerne kunne frekventere med afgang sydover. Danskerne måtte i stedet på ruteflyets smittefare med endnu større risiko ved en mellemlanding i Amsterdam, inden de slog hjulene ned i Ungarns hovedstad Budapest til et par timers buskørsel til Debrechen, hvor Danmark spiller sine indledende kampe mod Montenegro, Slovenien og Nordmakedonien.
Utilfredse franskmænd
Den beslutning kritiserede flere spillere offentligt, men håndbolden lever ikke under samme økonomiske rammer som fodbolden. Sådan er det bare. Danskerne er da nået frem og har været i det ungarske et par dage uden yderligere tilfælde, og derfor irriterer det både landstræneren og spillerne, at de på hotellet deler buffet med de øvrige hold i puljen. De havde gerne set, at der var separate spisesale.
Vi var alle forbløffede og endda chokerede over, at der var hotelgæster, der ikke bar masker eller mundbind
Anderledes utilfredse er franskmændene, der på deres hotel i Szeged, ligeledes i Ungarn, måtte til truget sammen med hotellets øvrige gæster, deriblandt flere uden mundbind, som ellers er en del af EHF-protokollen. Som Frankrigs stjernespiller Nikola Karabatic udtalte til den franske sportsavis L’Equipe:
”Vi var alle forbløffede og endda chokerede over, at der var hotelgæster, der ikke bar masker eller mundbind. Og at vi skulle spise sammen med andre gæster.”
Det europæiske forbund, EHF, kaldte det en organisatorisk blunder og forsikrede, man ville få styr på situationen. Franskmændene døjer i forvejen med flere nøglespillere på skadeslisten. Blandt andre de tre PSG-folk, Nedim Remili (fodskade), Luka Karabatic (muskelskade) og venstre backen Elohim Prandi, der har været udsat for et knivoverfald.
Til gengæld er en fjerde PSG-back helt frisk. Det er ham, der ellers normalt spiller venstre back for det franske storhold, som ikke får så meget spilletid for tiden, fordi han skifter klub til sommer og vender nordover mod Aalborg, og træneren forsøger allerede nu at spille alternativet ind på holdet. Så den bedste mand på pladsen er ret sulten.
Han er til gengæld dansk. Og hedder Mikkel Hansen …
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her