KOMMENTAR – Som konsulent og freelancejournalist med flere kontinenter som arbejdsplads møder jeg hele tiden stærke og seje kvinder og piger, der bærer hijab, skriver Lotte Ladegaard i denne kommentar i anledning af World Hijab Day. Ikke fordi de skal, men fordi de vil.
I dag er World Hijab Day. Vidste du det? Dagen er til ære for de muslimske kvinder, der vælger at bære tørklæde om håret.
Festdagen går under mottoet ”We can do it, too! #StrongInHijab,” og den blev født i 2013 af newyorkeren Nazma Khan, som ønsker at fremelske tolerance og forståelse for de kvinder, der vælger at bære hijab.
Enkelte har sågar kaldt hende for terrorist, selvom hun bare var en helt almindelig universitetsstuderende
Hijab er den model tørklæde, hvor man kan se hele ansigtet, men håret er dækket. Nazma Khan oplever jævnligt diskrimination og skældsord på grund af det tørklæde, som hun helt frivilligt tager på hver dag.
Nogle påstår, at hun gør det under tvang. Enkelte har sågar kaldt hende for terrorist, selvom hun bare var en helt almindelig universitetsstuderende.
På World Hijab Days hjemmeside findes der masser af hijab-klædte kvinder og deres personlige historier. Det gør der også i min verden. Som konsulent og freelancejournalist med flere kontinenter som arbejdsplads møder jeg hele tiden stærke og seje kvinder og piger, der bærer hijab.
Ikke fordi de skal, men fordi de vil.
Dødtræt af sexisme
Der er for eksempel Hibo, som bor i Somaliland. En lille, selvudråbt republik, der officielt stadig hører under Somalia. Hibo arbejder med børnerettigheder. Før det arbejdede hun med kvinders rettigheder. Hibo er vokset op i Saudi-Arabien, og hovedtørklædet er fast del af hendes beklædning.
Hibo og jeg har rigtig meget til fælles udover kampen for lige rettigheder for alle. Vi læser for eksempel begge skønlitteratur i lange baner. Hun downloader bøger fra internettet, fordi der er få muligheder for at købe bøger i Somaliland. Jeg er så heldig også at have adgang til biblioteker og boghandler.
Vi går begge op i politik, diskuterer og sluger nyheder i daglige doser. Hun tror på Gud, jeg gør ikke, men det er ikke et problem, er vi enige om.
Hibo er dødtræt af ”mansplaining” og sexisme i alle udgaver. Både de bedrevidende mænd, der i timer tegner og fortæller om ting, de ved begrænset om, og som vi arbejder med til daglig. Og de mænd, der kommer med u-inviterede tilnærmelser.
En af slagsen kom lidt for tæt på, da vi var på vej til frokost, og det var Hibo og en anden tørklædeklædt kollega, der fik ham verfet væk.
Da jeg på Facebook lagde et foto ud af mig selv i hijab dengang, lød spontane kommentarer fra danske venner: ”Hvor er du grim med tørklæde”
Vores oplevelser er temmelig enslydende, selvom vi lever i hver sin ende af verden. Vi er begge to gode til at beskrive absurditeterne – og grine af dem. Hibo er som jeg vild med, at der omsider er kommet fokus på den slags via #metoo-kampagnen, som også er nået til Somaliland.
Opererede skudofre uden bedøvelse
For år tilbage, da jeg var i Somaliland første gang, arbejdede jeg sammen med en tidligere sygeplejerske, som også bar hijab. Hun fik tårer i øjnene, da hun fortalte om, hvordan hun opererede skudofre uden bedøvelse under borgerkrigen i 1980erne og starten af ’90erne.
Mens vi talte, klatrede vi ned i en dal i det vestlige Somaliland, fandt guava, der minder lidt om pærer, og snakkede om liv og død.
Da jeg på Facebook lagde et foto ud af mig selv i hijab dengang, lød spontane kommentarer fra danske venner: ”Hvor er du grim med tørklæde.”
Til gengæld er somalilandske mænd gode til sige, at jeg er smuk med tørklæde. Ikke på den #metoo-agtige måde. Bare på den søde måde. Det sker sjældent i Danmark, når man er over 50 år.
Silam mødte jeg for snart mange år siden i Malaysia, hvor hun var en af få kvinder i en meget mandsdomineret fagforeningsverden. Silam var fagforeningsaktivist samtidig med, at hun var mor for en håndfuld børn i alle aldre.
Vi spiste spicy på nattemarked i Kuala Lumpur, og hun fortalte om sin kamp for velordnede arbejdsvilkår, lige løn og sikkerhed på Malaysias fabrikker og byggepladser.
Det skete under dødstrusler fra virksomhedsejere og politikere, men hun blev ved, fordi arbejdsmarkedet i Malaysia var så fuld af uretfærdighed.
Så er der de hundredevis af unge, muslimske kvinder og piger, jeg har mødt andre steder i Afrika, Asien og Europa. Det er ikke dem alle, der går med tørklæder, for det bestemmer de heldigvis selv. Men de har alle til fælles, at de er dødtrætte af fordomme om muslimske kvinder.
Og den eneste kvinde, jeg nogensinde har mødt, der har overvejet at gå ind i en oprørsgruppe, der af mange betegnes som en terrorgruppe? Ja, hun er såmænd kristen og går slet ikke med tørklæde
En af dem, unge Zeinab, har besluttet, at hun aldrig vil giftes. Der er nemlig ingen mand, der skal fortælle hende, hvordan tørklædet skal sidde eller noget som helst andet.
Jeg har for nylig set på Facebook, at hun har bestået sidste eksamen, nu er jurist og har fået job hos en dansk organisation i Somaliland.
Og den eneste kvinde, jeg nogensinde har mødt, der har overvejet at gå ind i en oprørsgruppe, der af mange betegnes som en terrorgruppe? Ja, hun er såmænd kristen og går slet ikke med tørklæde.
Jeg skriver for POV, fordi jeg elsker at skrive, og fordi POV er et fantastisk sted at gøre det. Men jeg bliver også glad for hver eneste krone, du vælger at overføre til mig via mobilepay 27 30 17 89. Når du betaler, gør du det muligt for mig at skrive mere, end jeg gør nu, hvor jeg er nødt til at tjene mine penge andetsteds.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
