PORTRÆTINTERVIEW// FILM & TEATER – ”Du er nødt til at acceptere det uperfekte, kaotiske og det grimme, vilde og mærkelige for til sidst at nå frem til noget, hvor du siger: Wow,” siger Birgitte Raaberg. Hun har modtaget to Bodil-priser for hhv. rollen som Susan Himmelblå i Midt om natten og neurokirurgen Judith med et monster af en baby i Lars von Triers Riget. Lige nu er hun igen aktuel som Judith i Lars von Triers Riget Exodus samt de to oprindelige sæsoner af Riget, der kan ses på DRTV. POV’s Poul Arnedal har mødt den populære skuespiller, som bl.a. afslører, hvordan hun arbejder med sine roller.
Der er masser af latter i luften, når man er sammen med Birgitte Raaberg. Og der går heller ikke lang tid, inden hun også begynder at reflektere over de erfaringer, hun har indhøstet gennem over fyrre år som skuespiller.
”Nogle gange er der hængerøv i g-strengen, og det må man tage med. Det er også en del af livet,” siger hun. Og det er bl.a. en af de ting, hun tager fat i, når hun vil gøre op med ”perfekthedskulturen”, når hun f.eks. underviser frontpersonalet på de danske museer, ansatte og tillidsfolk i fagbevægelsen samt i private virksomheder.
”Vi skal give os selv plads til at fejle. Perfektionismen er en svøbe. Og det at være kunstnerisk er jo også at kunne eksperimentere og invitere og favne kaos på en eller anden måde. Det har jeg selv erfaret, og den erfaring vil jeg gerne give videre.”
Jeg har altid været vild med Lars og har kunnet fornemme hans enorme følsomhed
Hun har inviteret mig hjem i huset i Hjortekær, hvor hun bor sammen med sin mand, Troels Frydensberg. Lige nu er hun aktuel i Lars von Triers nye tv-serie, Riget Exodus, som bliver vist på DR1 fra den 5. februar, og ikke mindst også i de to første sæsoner af kultserien Riget fra hhv. 1994 og 1997, som netop nu kan streames i restaurerede udgaver på DRTV, og som indbragte hende en Bodil.
Og meget kan man sige om Riget og om Lars von Trier, men en væsentlig del af både tv-serierne og den verdenskendte danske instruktørs genialitet ligger netop i det uperfekte. Der var en grund til, at han blev en af skaberne af Dogme-reglerne, og at han var en af de første til at praktisere dem, allerede inden de officielt eksisterede. Nemlig i første sæson af Riget.
Susan Himmelblå, Bodil-pris og TV-vært
Jeg har kendt Birgitte, siden hun i februar 1984 blev hyret som tv-vært på DR’s nye forbrugershow, Kikkerten, hvor jeg var en del af den lille redaktion. Det var kun en måned før, hun blev landskendt for sin rolle som Susan Himmelblå i filmen Midt om natten, for hvilken hun inkasserede sin første Bodil-pris.
Værtsrollen var lidt af et sats for den relativt nyuddannede og nysgerrige skuespiller, som blev mødt med hævede øjenbryn i visse journalistkredse: For hvad ville det ikke ende med, hvis skuespillere eller folk fra andre fag pludselig begyndte overtage job, som traditionelt var besat af uddannede journalister?
Det var fra mit eget fantasiunivers, jeg skabte det, og det tror jeg, er essensen af at være skuespiller
Heldigvis vendte hun det døve øre til kritikken og var i virkeligheden med til at forny værtsrollen, som når hun f.eks. midt i et program og uden frygt for det uperfekte kastede sig ud i improviserede sketches sammen med sin mandlige medvært, som på ingen måde besad hendes skuespilmæssige kvalifikationer.
Siden er det blevet til et utal af roller i skuespil, musicals, tv-satire samt film og tv-serier. Og da hun fik at vide, at Lars von Trier efter 25 år ville lave en afsluttende serie om Riget, tænkte hun straks: ”Hold kæft, den vil jeg gerne være med i.”
”Jeg har altid været vild med Lars og har kunnet fonemme hans enorme følsomhed. Der er så mange meninger om ham: ’Er han ikke besværlig?’ osv., men det har jeg aldrig oplevet. Tværtimod. Man har altid kunnet bede ham om hjælp til sin rolle.”
”Det er din elskede, elskede baby”
I de to første sæsoner fra 90’erne spiller hun neurokirurgen Judith, som føder en baby, der bare bliver ved med at vokse og vokse. I den nye serie er hun igen Judith.
”Men hun er ikke længere neurokirurg. På grund af alt det, der skete dengang, kunne hun ikke holde ud at være på den gamle afdeling og har uddannet sig til hjertekirurg. Og det får også en betydning for hendes rolle i den nye serie. Så meget kan jeg godt røbe.”
”Judith var jo ikke Rigets mest humoristiske figur med den mærkelige baby, hun fik i den anden sæson. Og jeg måtte spørge mig selv: ’Hvad fanden var det her for et monster af en gummidukke, der bliver ved med at vokse? Var det en farce? Hvordan skulle jeg forholde mig til det?’ I den situation var Lars helt klar. ’Det er hundrede procent seriøst. Det er din elskede, elskede baby. Det er ren kærlighed,’ sagde han.”
En gang imellem så banker man jo hovedet imod en mur, fordi man troede, der var en dør. Det var der så ikke
”Det var Udo Kier, der spillede monsterbarnet Lillebror. Og det var helt vanvittigt. Han er en vidunderlig skuespiller – men han er jo tysker. Og så sad hans hoved for enden af den her gummidukke, og når han skulle sige noget, så blev han dubbet til dansk af Kjeld Nørregaard.”
“Og jeg skulle forholde mig fuldstændig naturligt til, at det her var min elskede baby med et hoved deroppe,” siger Birgitte Raaberg og peger op i luften, ”og til en replik fra Kjeld Nørregaard, der kom ude fra siden uden for dekorationen.”
”Og så skulle jeg spille ægte. Jeg tror, det er det sværeste, jeg nogensinde har lavet, men jeg er ret stolt af det, for det gik jo temmelig godt.”
Og det må man give hende ret i, for det var for denne rolle i Rigets anden sæson, at hun fik sin Bodil-pris nummer to.
Flirtede med en Kim Larsen, der ikke var der
”Det var fra mit eget fantasiunivers, jeg skabte det, og det tror jeg, er essensen af at være skuespiller. Jeg måtte øse af mit indre univers, som så blev den virkelighed, der leveredes til kameraet. Giver det mening?”
”I forbindelse med min rolle i Midt om natten, hvor jeg var forelsket i Kim Larsen, har mange spurgt mig: ’Nå, hvordan var det så? Stod du så og flirtede med ham foran kameraet?’ Men i virkeligheden var han der slet ikke. Han var gået, fordi han skulle noget andet, så jeg stod og flirtede med en hånd, som nogen rakte op i luften, for at jeg kunne holde den rigtige blikretning.”
”Det er det, jeg mener med skuespillerens eget univers, hvor man har erfaringer og minder fra sit eget liv, som man kan trække frem, og som er den følsomhed eller følelse, man spiller på. Det er et indre univers, som kommer ud og blomstrer i en kontekst, som er helt anderledes end der, hvor man trækker den frem fra.”
”Du er nødt til at finde hemmeligheder frem”
”Jeg har mine metoder, hvor jeg kan tænke på nogle ting i mit liv, som har været sørgelige eller vidunderlige, og så tuner jeg ind på det. Nogle gange kan selve situationen i en scene være så sørgelig eller lykkelig, at det ligger lige under huden og åbner sig med det samme. Andre gange skal jeg grave lidt dybere. Men det, der er vigtigt, er det, som publikum føler ved at opleve scenen.
”Når man som skuespiller skaber en rolle, er du nødt til at tænke dig ind i personens psykologi, finde hemmeligheder frem og sider af personen, som måske er lidt krøllede. Det er ikke noget, du nødvendigvis fortæller publikum. Det er er din hemmelighed, dine undertekster, din følelse, og det kan være helt vildt anderledes end det, publikum opfatter.”
“Men det giver nogle dimensioner, som gør karaktererne spændende og giver dem dybde. Og i den situation er du nødt til at acceptere det uperfekte, kaotiske og det grimme, vilde og mærkelige for til sidst at nå frem til noget, hvor du siger: Wow, nu har det en skønhed, som er umærkelig og anderledes, og noget, som jeg kan stå inde for.”
Hele forholdet mellem Danmark og Sverige får heller ikke for lidt denne gang med f.eks. #metoo og det nye officielle svenske intetkønsord ’hen’
Efter 25 år er der adskillige af de skuespillere, som var med i de to første sæsoner Riget, som ikke er her længere. Det gælder bl.a. Baard Owe, Jens Okking, Holger Juul Hansen, Kirsten Rolfes og ikke mindst svenske Ernst Hugo Jägergård, der i skikkelse af den koleriske overlæge Helmer stod på taget af Rigshospitalet og skreg ud over byen: ”Dansk jävla!”
De er alle døde i mellemtiden. Men Søren Pilmark, Henning Jensen, Peter Mygind, Birthe Neumann, Paul Hüttel, Udo Kier – og Birgitte Raaberg m.fl. er med igen i Riget Exodus.
Mikael Persbrandt fyrer den virkelig af
“Monsterdukken er ikke med, men det er Udo Kier. Han er dog ikke længere ’Lillebror’, men er blevet til ’Storebror’, og min rolle er heller ikke så stor som tidligere. Men vi ’gamle’ er ligesom limen, der binder det, der var, og det, der kommer, sammen. De nye figurer er dem, der bærer historien videre.”
”En af de nye er bl.a. svenske Mikael Persbrandt, som spiller overlæge Helmers søn. Og hold nu fast, hvor er han vidunderlig. Jeg har aldrig set noget med ham, som jeg ikke var totalt vild med. Og her fyrer han den virkelig af. Han er fantastisk, og samtidig er han en skøn fyr og totalt ukrukket.”
“Og hele forholdet mellem Danmark og Sverige får heller ikke for lidt denne gang med f.eks. #metoo og det nye officielle svenske intetkønsord ’hen’, som man har fundet frem til, kan erstatte han eller hun. Jeg synes selv, det er supermorsomt, den måde, som Lars har grebet det an på.”
Det var Dogme, inden Dogme blev opfundet
”Noget af det, der gjorde Riget til noget helt særligt, var, at det var det første, der blev lavet på Dogme-måde. Nogle gange før dogmebegrebet blev indført, kunne man som spiller virkelig levere varen, men så skulle det lige tages om, fordi lyset ikke var helt rigtigt, eller der var en boom i billedet. Det sked man på i Riget. Her var det historien og karaktererne, som bar det hele. Og det fede var, at der var så mange historier i hvert enkelt afsnit, og at tingene gik enormt stærkt. Hvis du lægger mærke til det, så er hver eneste scene ganske kort, og der sker enormt meget i den.”
”Når du ser en serie i dag, så sker der tit ikke ret meget i de enkelte afsnit. Man trækker historien, fordi man gerne vil have den til at vare så længe som muligt. Og de ender alle med en cliffhanger, fordi man på den måde holder seerens opmærksomhed til næste afsnit og håber på at få lov til at lave endnu en sæson.”
”2’eren af Riget endte også med en cliffhanger. Her hang alt i luften, og man tænkte, at det var jo helt sindssygt. Det var ikke normalt dengang i midten af 90’erne. Da var man vant til at se noget, der blev afsluttet.”
Jeg får ofte spørgsmålet, om der ikke er noget, jeg fortryder, og så siger jeg: Det er der faktisk ikke
”Men sådan er livet jo også. Man stopper måske sit liv midt i en replik, hvis man f.eks. er skuespiller. Eller man havde 100 planer, som aldrig når at blive til noget. Dirch Passer døde midt på scenen, og han havde da nok forestillet sig, at der var noget, der fortsatte.”
”Der var ingen, som nogensinde troede, at der ville komme en fortsættelse – eller afslutning – på Riget. Men nu er den her. Og Lars har i mine øjne formået at holde lige så meget gang i den som i de to første med sindssygt forskellige historier, der hele tiden skifter. Her bliver der ikke spekuleret i, at man skal trække den, fordi den skal fortsætte. Det var klart helt fra starten, at det er afslutningen. Der kommer ikke mere, og det er man ikke i tvivl om, når Riget Exodus er slut.”
Hun fortryder ikke noget
Derfor kan Birgitte Raaberg også være ganske sikker på, at hun ikke igen skal ind på Riget og spille Judith. Til gengæld ligger der sikkert nye roller og venter på den 68-årige skuespiller på både teateret, film og tv eller med indtalinger til tegnefilm, som hun også laver mange af.
Og ved siden af har hun også sin egen virksomhed, hvor hun bruger sin erfaring som skuespiller og performance-coach til at undervise.
”Når man har nået en vis alder – og det kan man jo roligt sige, at jeg har – så har man jo fået en masse erfaring, og det er den, jeg gerne vil give noget videre af.”
”Jeg får ofte spørgsmålet, om der ikke er noget, jeg fortryder, og så siger jeg: Det er der faktisk ikke. Der er da en masse ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag, men det kunne jeg jo ikke, for jeg vidste det jo ikke.”
“En gang imellem så banker man jo hovedet imod en mur, fordi man troede, der var en dør. Det var der så ikke, men så ved man det til en anden gang. Det er det, man kalder erfaring. Og det er de erindringer og de følelser, jeg forsøger at manifestere, når jeg skal skabe en rolle og give mine erfaringer videre, både på scenen, på settet, og når jeg underviser.”
Ovenstående artikel blev første gang bragt den 17. januar 2023 under overskriften: ‘Birgitte Raaberg er aktuel i Riget Exodus: ”Jeg fortryder ikke noget” ‘
Riget Exodus vises på DR1 fra søndag den 5. februar og kan ses på DRTV fra den 3. februar.
De to første sæsoner af Riget kan allerede nu ses på DRTV i restaurerede udgaver.
Du kan finde Birgitte Raabergs private virksomhed HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her