MUSEUM // ANMELDELSE – Det nye museum STORM, der fremviser både nyt inventar og perler fra det tidligere Storm P.-Museet og Museet for humor og satire, er en fornøjelse af besøge, fortæller Mikkel Stolt. Forinden er han så heldig at træffe en snakkesalig og lidt selvklog herre, der introducerer ham til alt, der er værd at vide om udstillingerne, men som sjovt nok helt undlader at introducere sig selv.
Jeg sad på en bænk på Frederiksberg Runddel og nød den svale efterårsluft, en kop mokka og fraværet af skøjtebanen. Pludselig så jeg, at der sad en mand ved siden af mig på omtrent min egen alder, og alt ved hans fremtoning vidnede om, at han på en eller anden facon havde overlevet tilværelsen som brødløs humaniora-studerende, men at han ikke selv vidste, hvor heldig han var. Uden videre begyndte han at tale, mens han med hovedet nikkede over mod hjørnet til Pile Allé.
”Ja, nu hedder det så Storm, museet altså, og ikke Storm P.-Museet. Har De været der? Nå, ikke siden før ombygningen i 2011-12? Men nu er det så åbent igen, for de åbnede med det nye navn d. 15. oktober, og først bliver man jo lidt pikeret over, at navnet behøver at blive ændret på den måde og så endda skrevet med kapitæler – det virker jo lidt monosyllabelt og anmassende, men bevares, i det mindste skal man ikke længere spekulere på, om der skal bindestreg i navnet. Det er da en lettelse.
Men de kommer nu vidt omkring, og det er vel bedre at komme omkring end bare at få en rundtenom, som bagerjomfruen sagde.
Og jo, det er jo ikke længere kun et museum for Hr. Petersen, men er resultatet af den nye sammenlægning med ’Alhambra – Museet for humor og satire’ lige der på den anden side af Runddelen. Nej, se nu, hvor jeg peger. Ja, det hed jo tidligere ’Det Danske Revymuseum’, så nu skal ’Storm’ altså handle både om humor og satire i særdeles almindelighed og om multikunstneren Robert Storm Petersen i mere almindelig særdeleshed.
Man kommer jo også til at tænke på ordet shitstorm, når man hører navnet på museet, og det er sikkert ikke tilfældigt, for det er svært for mange i dag at tale om humor uden at tale om de medfølgende problemer. Men som jeg altid har sagt: Er humor ikke for alvorlig en ting til at overlade til komikere?
Så er det jo godt, at vi har museet. Det er jo bare et lille hus, men de kommer nu vidt omkring, og det er vel bedre at komme omkring end bare at få en rundtenom, som bagerjomfruen sagde. De to første rum – nej, her må jeg afbryde mig selv, som jeg eller ikke er meget for. Men det første-første rum indeholder billetsalget og en lille, men velassorteret gavebutik.
Og man kan faktisk godt snige sig ud uden at exit through the gift shop, men det vil næsten være synd, for der er mange gode ting.
Men altså, de to næste rum er en del af den (i hvert fald indtil videre) faste udstilling, hvor man gennemgår ”en mangfoldig verden af billed- og scenekunstnere, som har fået skiftende generationer til at le,” som de selv skriver på den første planche. Og så skrider de ellers kronologisk frem fra cirkusgrundloven, og det gode er, at man faktisk både kommer til at læse, høre og se, hvad de forskellige kunstnere har fundet på. Fra de første avis-satiretegnere over revyerne til nutidens komikere i tv med mere – og det hele i et ganske spraglet og farverigt udtryk.
Man kan sågar selv medvirke ved at skrive en vittighed eller en morsom sentens på et stykke papir og hænge den op inde i den plakat-boks, der står midt i det første rum. Jeg overvejede at skrive, at det er svært at være på forkant, hvis man kommer fra Bagsværd.
Men se, jeg tog nogle billeder, på min telefon. Der er også bananskræller på gulvet, hvilket jeg må indrømme, at jeg kom til at smile over. Nå, det synes De ikke, er morsomt?
Men ja det er jo det, den del af udstillingen handler om – hvad der er morsomt, eller rettere, hvad en stor del af vi danskere gennem tiden har syntes, var morsomt … og måske ikke så meget hvorfor, det er det. Men det er jo også umuligt at redegøre for, udover de almindelige humorteorier om inkongruens og overraskelsesmomentet og den slags.
Men det er vel heller ikke direkte nævnt i Museumsloven, at man skal forklare alting. Hvorfor er det for eksempel morsomt at gå ind i en bagerforretning søndag morgen, mens der er fyldt med kunder, og så – når ekspedienten spørger, hvis tur det er – med høj og klar stemme kundgøre henne fra døren, som man lige er gået ind af, at det vist må være ens tur nu.
Min erfaring er da også, at det er der ikke ret mange, der finder det morsomt. Men derinde på museet er der vitterligt mange sjove ting, man kan gå på opdagelse i: der er hovedtelefoner, hvor man kan høre de gamle revyviser og radioprogrammer, men desværre er det kun formet som et telefonrør, så det frie øre bliver lidt forstyrret af de videoskærme, der spreder lyd i hele rummet.
Stik imod hvad der ellers er moderne på museer, så bruger de en del plads på nogle genuine artefakter
Men sådan er det; der er så mange detaljer, der både skal vurderes teknisk, praktisk, formidlingsmæssigt, når man laver udstillinger: hvor mange måneder kan et par hovedtelefoner holde? Hvor langt og hvortil kan vi trække ledninger til videoskærmene? Og lydene ved de skærme, hvor der ikke bruges hovedtelefoner, kan jo både være for dominerende og for lave, og når rummene ikke er større, end de er, vil det altid være lidt af en udfordring.
Men som jeg sagde lige før, så er det jo en historisk-kronologisk gennemgang, og det meste af humoren bliver derfor hægtet sammen med begivenheder som altså ytringsfrihedens indførelse, opblomstringen af en moderne kunst samt nazismen og fascismen, den kolde krig og Berlinmurens fald og andre ting, og det gør jo, at det især er satiren, der er i fokus. Altså den kommenterende og måske endda politiske humor.
Og så alligevel ikke, for vist nok – og her må De tilgive mig, hvis jeg ikke helt har fulgt med under pandemien – stik imod hvad der ellers er moderne på museer, så bruger de en del plads på nogle genuine artefakter, f.eks. Dirch Passers gule sydvest fra hans optræden som fiskeentusiasten Hr. Brisling, Martin Brygmanns grønne støvler fra ’Det Brune Punktum’ og Niels Olsens ”Ørkenens Sønner”-fez.
Det virker på en måde forfriskende gammeldags, og det kalder jo smilet frem – hvis man ellers kan huske noget om de mennesker, jeg lige har nævnt. De ser jo selv ud til at være lidt oppe i årene, men der er i hvert fald masser af hjælp at hente i de mange billeder, lyd- og videoklip.
Nå, vil De se, der går forhenværende kvasthue-kvastpåsætter Mortensen og hendes mand; ja, det er hendes mand og ikke hendes hund, som man lige tror ved første øjekast, hvilket bringer mig tilbage til det med forskellen på satire og humor … altså, det er jo ikke noget, de skilter med inde på museet, eller det er måske det, de gør.
Men de påstår ikke, at man vil kunne skille det helt ad, eller at det ene er finere eller mere morsomt end det andet. Hvem er for eksempel mest morsom, Muhammed eller Greta Thunberg? Kan De se, hvad jeg mener? Det var godt, for så er vi da to, selvom De trækker lidt på det, så vidt jeg forstår Deres mumleri.
Men man er nu godt oplyst og underholdt i de to rum, selvom det altså føles en anelse tætpakket, og selvom interaktiviteten kan virke lidt påklistret.
Men personligt synes jeg, at det hele var en yderst forfriskende idé: at se på relationen mellem sex og humor gennem tiderne, selvom der jo også er blandet en del alvor ind i det
For eksempel er der i det ene hjørne et spejl og forskellige udklædningsremedier i form af sjove hatte og parykker. At dømme efter spejlets vertikale placering på væggen er det mest beregnet til børn (og måske Mick Øgendahl og Anders Matthesen, skulle de komme forbi), men jeg er ikke sikker på, hvad meningen er. Skal man klæde sig ud for sin egen skyld – og så har det vel ikke noget med humor at gøre – eller for at more andre? Det virker en smule som et sidste-øjebliks-påfund, men bevares, dem får jeg også selv masser af.
Den aktuelle særudstilling, der kaldes ’Blot til lyst?’, kaster med museets egne ord – De kan selv se det her på hjemmesiden; nej, De skal lige scrolle lidt – ”et humoristisk og satirisk blik på sex gennem de sidste 150 år; fra de intime øjeblikke i soveværelset til chauvinistiske arketyper i storrumskontorerne”. Det passer i og for sig aldeles glimrende, og grundtanken fortsætter sådan set i resten af stueetagen: masser af tegninger og video og en scenografi, der bakker det hele op.
Man kan sågar ligge i to specielt udformede sækkestole, som vi kunne kalde Mik og Susse, hvis De forstår sådan en lille en, og kigge på video i loftet. Der er igen en udmærket balance mellem det satiriske blik på samfundets udvikling og det umiddelbart underholdende. Jeg ved såmænd ikke, hvordan man kunne have gjort det anderledes. Men også herinde er der en interaktiv aktivitet, som denne gang dog er mere integreret med scenografien, og hvor man skal placere henholdsvis spørgsmål og svar på to nøgne figurer.
Måske er det bare mig, men jeg fattede ikke hensigten, og jeg kunne ikke rigtigt se det morsomme. Jeg ventede lidt på, om der mon kom nogen ind, som jeg kunne observere lege med opstillingen og dermed forstå det hele bedre, men det skete desværre ikke. Hverken det ene eller det andet.
Men personligt synes jeg, at det hele var en yderst forfriskende idé: at se på relationen mellem sex og humor gennem tiderne, selvom der jo også er blandet en del alvor ind i det om overgreb, kønsroller og blufærdighed. Det passer jo også fint med, at sidst jeg viste mig bar for nogen, hørte jeg både en hel del latter og en stille gråd. Det sidste var vist mest mig selv.
Jeg siger ikke, at han var en større kunstner end dem, man træffer i stueetagen, men det er som om, han alligevel favner det hele
Men hør, jeg vil da ikke undlade at fortælle Dem – nu hvor De sagde, at de ikke har været på stedet siden før genåbningen i 2012 – at man bestemt også skal gå ovenpå, hvor den faste Storm P.-udstilling er placeret. Der er ikke sket synderligt meget siden da, og det er et lidt mere traditionelt men alligevel et aldeles appetitligt udtryk. Så absolut værd at tage med, hvis man vil vide lidt mere om denne multikunstner. Vidste De, at han var en temmelig stor stjerne i sin samtid?
Jo, han var kendt og værdsat af næsten alle, høj og lav, men modsat Thorvaldsen, som fik sit museum i sin egen levetid, så måtte Storm P. jo desværre vente til 1977, og derfor kunne han ikke komme til åbningen.
Men betragt nu selv alle hans tegninger og malerier med meget mere og lad dem langsomt sive ind. Jeg siger ikke, at han var en større kunstner end dem, man træffer i stueetagen, men det er som om, han alligevel favner det hele; både den politiske og sociale satire, det sproglige vid, den kunstneriske kvalitet, det rene pjat og gøgl, og det er helt fortjent, at man nok kommer til at kaldet museet ved sit gamle navn i lang tid fremover.
Men jeg kan se, at De er så godt som færdig med Deres kaffe, så jeg skal ikke forstyrre Dem længere og vil i stedet trække mig tilbage … ”
Mens jeg lænede hovedet tilbage for at tømme mit papkaffebæger, forstummede stemmen, og den bedrevidende type var forduftet uden en lyd. Jeg kiggede forvirret rundt, mens jeg rejste mig, men han var ingen steder at syne. Jeg gik ud på fortovet fordybet i tanker, og undgik kun med nød og næppe at blive påkørt af et af de genindførte el-løbehjul, der kom susende.
”Flyt røven, fessor, du går og drømmer,” lød det fra trafikanten, der vel ikke havde helt uret. Men min lidt påståelige bænk-kammerat havde trods alt givet mig lyst til at få syn for sagn, så jeg gik hen til hjørnet af Pile Allé, trådte ind på STORM og indløste en billet. På vej ud gled jeg i en bananskræl, og jeg måtte have slået hovedet, for jeg havde lige brug for at sidde på en bænk ude på Runddelen og samle mig lidt med en kop kaffe.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
