PSYKIATRI // ESSAY – Ordet “bipolar” skal deles op i to, for at det kan forstås rigtigt: “Bi” betyder ”to”, og “polar” betyder ”pol”. Kort sagt: Det er et liv, hvor man konstant svinger mellem de to poler: mani og depression. Nogle gange er udsvingene markante og indlæggelseskrævende, mens de andre gange er mindre, og man kan nemt klare sig selv hjemme, forklarer Hanne B. Stegemüller. Vekselvirkningerne med bipolar lidelse kan opleves som en voldsom smerte.
”Jeg er bipolar”.
”Nåh, så er du ligesom CIA-agenten Carrie Mathison i serien Homeland, hvor du kan arbejde døgnet rundt, er lidt genial, og du tager helt sikkert Lithium. Du skjuler sikkert også din sygdom, ligesom hun gør”.
”Ja, der er noget om snakken, bortset fra at jeg hverken er CIA-agent, genial eller skjuler min sygdom.”
Sådan kan en samtale udfolde sig, når jeg for første gang møder et menneske og fortæller, jeg er bipolar. Den kan også udfolde sig således:
”Jeg er bipolar”.
”Nåh, så går du på tagryggene ligesom Mr. Jones i filmen af samme navn, når du er manisk, eller sparker døre op til alt det, du engang kunne, når du er depressiv og sørger over det tabte?”
”Nej, jeg går ikke på tagrygge, men jeg sørger ofte over det tabte liv”.
Alle mennesker svinger. Nogle dage er man rigtig glad og kan det hele, andre dage er man mere moody. Det hører til det at være menneske, og det skal ikke sygeliggøres
Mange mennesker ved ikke, hvad bipolar lidelse er, og hvor skulle de dog også vide det fra, når så mange skjuler denne psykiske sygdom eller en anden psykisk lidelse?
Jeg skjuler det ikke. Tværtimod har jeg sat det som mit personlige mål at udbrede kendskabet til livet som psykisk syg mest muligt.
Der er så mange myter knyttet til bipolar sygdom og til psykisk sygdom i almindelighed. Det manglende kendskab er det, der fører til myterne. De kan fx bestå i at tro, at alle psykisk syge er farlige, bare kan tage sig sammen, ikke gider passe et job mv.
At leve med bipolar lidelse
Det, der er svært ved sygdommen, er, at jeg aldrig helt ved, hvordan morgendagen ser ud. Jeg kan gå i seng og have det fint, men vågne op til et helvede, hvor jeg end ikke orker at gå i bad, fordi jeg så skal tørre mig på ryggen. Så konkret er det. Jeg kan ikke stå ud af sengen, hvor gerne jeg end ville.
Jeg blev af den grund afskediget fra Moderniseringsstyrelsen i sommeren 2013. Det var et hårdt slag, da min identitet dengang lå i mit arbejde. Det er helt normalt for bipolare at miste jobbet, fordi sygdommen er så overvældende og indgribende. Det kan være svært at opretholde et nogenlunde normalt liv, men jeg tilføjer i forlængelse her: “indtil medicinen er på plads”. Effektiv medicinering, eventuelt kombineret med ECT-behandlinger, betyder virkelig meget.
Når manien sætter ind, er verden god og lys, og jeg kan alt, også gå på væggene. Jeg bruger penge, jeg ikke har. En gang købte jeg for eksempel tre computere på en dag, uden efterfølgende at kunne se noget formål med indkøbet
Bipolar lidelse hedder i virkeligheden ”bipolar affektiv sindslidelse”. Bipolar lidelse er den almene betegnelse. “Bipolar” betyder ”to poler”, nemlig den depressive side og den maniske side. Mennesker med bipolar lidelse svinger hele tiden imellem disse to poler. Tidligere kaldte man sygdommen for ”maniodepressiv sygdom”, hvilket var lidt mere sigende for de fleste.
Sygdommen er sjælden, 1-2 pct. af befolkningen får sygdommen, men den er ikke desto mindre alvorlig, grundet en selvmordsrisiko på 15-20 pct. Sygdommen er for langt hovedpartens vedkommende arveligt betinget.
To typer
Mennesker med bipolar lidelse inddeles i to typer:
Type 1: Den klassiske form for bipolar lidelse med både depressioner og manier.
Type 2: Denne bipolare lidelse er primært karakteriseret ved, at symptomerne er mildere, og at der er en lidt større andel af befolkningen, der har den.
Jeg har type 1 og kender derfor meget til symptomerne og følgerne. I denne artikel beskriver jeg mine erfaringer med sygdommen og giver et indblik i en psykisk sygdom, som er fremmed for mange.
Den uhyggelige depression
Når jeg har en depression, er mit største ønske at dø. Jeg har da også forsøgt mig en enkelt gang.
Min beslutning er, at hvis jeg skal prøve igen, skal det virke, men jeg har endnu ikke fundet modet til at købe rebet, og jeg ved heller ikke, hvor jeg kan hænge det op. Med årene bliver tankerne om metoderne mere og mere dramatiske. Den seneste tanke, der er faldet mig ind, er at tage en færge en vinternat og så springe i havet i rum sø. Det må man da dø af?
Nogle bipolare synes, at den neutrale fase er noget leverpostejagtig, og jeg kan godt følge dem. Man kommer fra at kunne alt – eller intet – og pludselig er det hele så pokkers kedeligt, ja bare neutralt
Dette er en farlig tilstand.
Depressionen er tilbagevendende, og det er mildest talt rædselsfuldt at befinde sig i denne tilstand, hvor angsten tager fuldstændig over. Angsten går imidlertid hånd i hånd med dødsønsket. De bliver hinandens følgesvende.
Den farlige mani
Når manien sætter ind, er verden god og lys, og jeg kan alt, også gå på væggene. Jeg bruger penge, jeg ikke har. En gang købte jeg for eksempel tre computere på en dag uden efterfølgende at kunne se noget formål med indkøbet. Hospitalsafsnittet hjalp mig med at få dem leveret tilbage til sælgeren, for selvfølgelig havde jeg ikke pengene til købet.
Jeg kan arbejde 20 timer i døgnet, og jeg behøver hverken mad eller søvn. Jeg går ikke i seng, for jeg ligger alligevel bare og tænker på, hvad jeg kan lave, hvis jeg står op. Jeg har præsteret at være oppe og i fuld vigør i fem døgn i træk. Det krævede indlæggelse, og de fodrede mig med sovepiller for at banke mig ned. Hovedet kørte på fuldt tryk, men kroppen gjorde voldsomt ondt.
Da jeg stadig kunne arbejde normalt, kunne jeg i maniske perioder arbejde 50-70 timer om ugen. Dengang var arbejdsgiverne bare glade, og jeg var stolt over at kunne levere hurtige resultater. Jeg vidste ikke, at det var sygeligt.
Det er ikke unormalt, at der til en mani er knyttet en psykose: Jeg kan fx opleve, at jeg svæver 20 centimeter over gulvet, når psykosen nærmer sig, eller at der sidder engle i mit perifere synsfelt.
Dette er også en farlig tilstand.
Erik i tv-serien Krøniken var det oplagte eksempel på et menneske med bipolar lidelse: Husk den unge mand, der ville lave farvefjernsyn på en radiofabrik. Sådan ser verden ud som bipolar. Jeg er af og til en smule vanvittig.
Hvad er normalt?
Alle mennesker svinger. Nogle dage er man rigtig glad og kan det hele, andre dage er man mere moody. Det hører til det at være menneske, og det skal ikke sygeliggøres.
Udfordringen for en bipolar er at vide, hvornår tilstanden er normal, og hvornår impulser og følelser er alarmerende – altså udtryk for en depression eller en mani. Det er det store dilemma, mennesker med bipolar lidelse er fanget i. Er man i tvivl, skal man søge hjælp. Hjælpen kan let bestå i at få at vide, at ”her er ingen fare på færde, men det var godt, du kom. Du er altid velkommen”. Den slags udsagn har beroliget mig nogle gange.
Hvis man ikke befinder sig i nogen af polerne, kaldes det at være i den neutrale fase. Her kan jeg faktisk føle mig rask og undre mig over, hvad jeg skal med medicinen, og hvad jeg skal i distriktspsykiatrien.
Jeg kom i kontakt med en psykiater og en farmaceut, der arbejdede sammen. I et langt ambulant forløb justerede de på medicinen, så den nu passer til præcis mig, og det bedste er, at jeg nu er fuldstændig bivirkningsfri. Det glæder jeg mig fortsat over
Nogle bipolare synes, at den neutrale fase er noget leverpostejagtig, og jeg kan godt følge dem. Man kommer fra at kunne alt – eller intet – og pludselig er det hele så pokkers kedeligt, ja bare neutralt. Det svarer til det, man opnår i den velmedicinerede tilstand. På et tidspunkt viste DR to udsendelser om en bipolar mand med titlen Jeg savner min sygdom.
Jeg kan godt lide titlen, for den giver god mening. Jeg kan savne perioderne, hvor jeg kunne gå på væggene, hvor jeg kunne det hele, hvor jeg kunne arbejde hele natten. Jeg slægtsforskede i mange år, og mange af anerne er kommet på plads i nattens mulm og mørke. Det var nu så hyggeligt at sidde der med mikrokortapparatet midt om natten. Nu har jeg solgt apparatet.
Medicin
Det har taget meget lang tid at få medicinen justeret. Efter de første par år med sygdommen, hvor jeg havde en lang neutral fase på 18 måneder, troede jeg, at medicinen – herunder Lithium – var, som den skulle være. Jeg troede, jeg skulle leve med alle bivirkningerne.
Jeg kom i kontakt med en psykiater og en farmaceut, der arbejdede sammen. I et langt ambulant forløb justerede de på medicinen, så den nu passer til præcis mig, og det bedste er, at jeg nu er fuldstændig bivirkningsfri. Det glæder jeg mig fortsat over.
Jeg er heftigt medicineret, men det betyder ikke noget. Det vigtigste er, at jeg som hovedregel har det godt. De huller, der indimellem opstår, er ikke nær så dybe som for fem år siden.
Alt i alt har jeg fået det ret godt, og det er jeg taknemmelig for.
Du kan læse mere om livet med en psykisk lidelse og meget andet på Hanne B. Stegemüllers blog ‘Stegemüllers vindue mod verden‘.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: POV International
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
