Billedåret 2019: 10 overrumplende filmiske oplevelser fra året der gik

i Kultur/Film af

FILM // TILBAGEBLIK – Filminstruktør Sebastian Cordes præsenterer her årets højdepunkter indenfor de levende billeder. For han kan ikke holde sig til filmformatet. Hvordan klarer kunstfilm sig overfor installationer, superhelte-serier og YouTube-videoer?

Der er noget mærkeligt over at rangordne kunst. Men hvis man bruger det til, som programlægger på CPH:DOX Mads Mikkelsen siger, at dykke nysgerrigt ned i et andet menneskes øjebliksbillede af overrumplende oplevelser, kan det være en guldgrube af nye oplevelser for én selv. Sådan er min liste udformet. En top 10, og så ti boblere, fordi jeg ikke kunne begrænse mig.

Enhver seriøs liste med filmiske oplevelser i 2020 må inkludere youtubere. Sådan er det for mig i hvert fald. Historiefortællingen, klipningens raffinement er oftest på højere niveau end de fleste tv-serier

Det er en liste, der handler om overrumplende filmiske oplevelser. Den skelner ikke mellem Netflix-serier, videoværker, youtubere eller spillefilm – eller om de er fakta eller fiktion. De strækker sig over 2019, selvom et par lige havde sneget sig tilbage ind i 2018, og jeg opdagede dem først i 2019. Sådan kan reglerne strækkes til ens fordel.

Da det efterhånden er ved at være sidste udkald for sådanne slags lister, er der selvfølgelig film og serier, jeg ikke har nået at se. Af de danske har jeg for eksempel fået anbefalet The Cave, Dronningen, Psykosia, Onkel og Harpiks. Det må blive i 2020.

1. ”Detroit become human”, eMbear

Enhver seriøs liste med filmiske oplevelser i 2020 må inkludere youtubere. Sådan er det for mig i hvert fald. Historiefortællingen, klipningens raffinement er oftest på højere niveau end de fleste tv-serier. Gameren/youtuberen eMbear har givet mig mange vilde oplevelser. Hele denne serie er næsten 8 timer lang, og jeg både grinede og græd mig igennem den. Spillet er Detroit Become Human, en blade runner-verden, hvor hvert enkelt valg har fatale konsekvenser, der aldrig kan laves om. Like life itself. Etiske dilemmaer i et voldsomt fascinerende univers, og stemmerne der er lagt til er fænomenale.

2. Atlantics, Mati Diop

Bare soundtracket. Wow. Det var en af de film, jeg så, som jeg ikke troede ville sætte sig fast. Var den helstøbt? Forstod jeg den? Nej. Men et par dage efter ramte den mig, og jeg stoppede bogstaveligt midt i opvasken, og var helt paf over, hvor god filmen var. Basalt set er det en historie om mænd, der arbejder under hårde vilkår på et futuristisk tårn i en kystby i Senegal. Heriblandet en subtil kærlighedshistorie mellem to, der ikke må få hinanden. Men der begynder at ske mærkelige ting: Ildebrande, folk der forsvinder, øjne der bliver hvide på kvinder, der ikke kan bevæge sig. Jeg har ikke set noget lignende, tror jeg. Realisme i den ene halvdel, magisk realisme i den anden.

3. Varda by Agnès, Agnès Varda og Didier Rouget

Agnès Varda er en af de store fra det 20. århundrede, og hendes aparte retrospektive film, der blander vittigt foredrag med klip fra hendes egen filmkarriere er øjenåbnende, ikke kun hvis man tænker på hendes oeuvre, men hele filmhistorien og den kunstneriske (og feministiske) nybølge hun var med til at forme, står frem i et nyt skinnende lys.

4. It’s alive – Goin’ places, Brad Leone/Bon Apetit

Brad Leone er blevet et internetfænomen med sine madprogrammer på YouTube, hvor han med sin vilde New Jersey accent, selvopfundne ord, og utroligt platte jokes fermenterer på livet løs i madbladet Bon Apetits testkøkken. En ny serie ramte i 2019, hvor Brad tager ud i verden og oplever alskens eventyr. Det er hæsblæsende underholdning, og Brad Leone undergraver hele ideen om mandens coolness i køkkenet, når han taber ting og laver fejl konstant. Goin’ Places kan snildt matche de ikoniske Anthony Bourdain-programmer.

5. Spheres (Virtual Reality), Eliza McNitt

Virtual Reality er ikke en erstatning for traditionelle ‘flade’ film, det er noget andet. Og Spheres, en rejse rundt i rummet, blandt andet produceret af Darren Aranofsky, hvor du interagerer med verdensaltet, er noget af det bedste, der er lavet. Du omsluttes af lyden af verden der skabes, du bliver til et sort hul, og træder næsten ind i slutscenen i Rumrejsen 2001. Og så har et af kapitlerne endda Patti Smith som fortælleren moder jord. Det er nok den filmiske oplevelse nogensinde, der har indkapslet mig mest i en anden verden, og fået mig til at forstå, hvor utrolig ubetydelige vi små mennesker er hernede på jorden.

6. Watchmen, Damon Lindelof

Watchmen tog bare lige kvælertag på hele den nutidige opblomstring af højreradikal terror og hadforbrydelser, og viste hvad man skal bruge en tv-serie til. De mange timer giver mening her, som det gør få steder.
Og den gjorde det så for én som mig – der oftest synes superhelte-genren slipper for let afsted med at give nogle lidt for gode kræfter – blev helt overrumplet. Så utroligt velskrevet, og med intellektuelle twists og multifacetterede karakterer. At vikle en fiktiv fremtid ind i den reelle fortids stof på en så elegant måde er imponerende.

7. Urolige hjerte, Kirsten Astrup

I princippet kom værket Urolige hjerte ud i 2018, men jeg så det, da den kom til Holstebro Kunstmuseum i 2019, og det er noget af det bedste, jeg har set i mange år, så den fortjener en plads, selvom det er snyd. Sjældent er kunstnerisk eksperimenteren blevet blandet så godt med humor og satire, blandet med cabaret og popmusik, og så igen blandet med raffineret system og normkritik. Og så har Danica Curcic en heftig Tina Turner-agtig performance midt i det hele. Soundtracket kommer også på vinyl, og det skal jeg simpelthen eje.

8. Ikki illa meint, Andrias Høgenni

To færinger, der taler sammen om Facebook i en Føtex, er umiddelbart ikke en pitch, der får folk til at gå i biografen. Ikke desto mindre er Høgennis kortfilm, der kredser om netop sådan en situation, nødt til at være i top 10. Det blik han har for at holde tilbage i manuskriptet, dialogen og skuespillet, er genialt. Og så er det også bare helt åndssvagt sjovt. Høgeni vandt i øvrigt en pris i Cannes for den. Så der er ikke andet at sige, end at nogen bør give ham nogle penge, så han kan skrive flere film om et aspekt, der oftest totalt overses herhjemme: Forholdet til Færøerne som både adskilt fra – og samtidig en helt integreret del af – nationen Danmark. Få kan løfte den opgave.

(Ikki illa meint er også teknisk set fra 2018, men nomineret til Robert for bedste kortfilm i 2019)

9. The Migrating Image, Stefan Kruse

Det er umuligt at behandle flygtningekrisen på en ny måde med alt det, vi har set de sidste 4-5 år. Jeg prøvede selv i 2018, med et langsomt portræt af en græsk ø, med en digter som fortæller. Om det lykkedes, vil jeg lade andre vurdere, men Stefan Kruse gør det i hvert fald. For han fokuserer på billederne, altså repræsentationen af flygtningekrisen – den måde den medieres gennem medierne på. Hvad siger måden, vi viser døde flygtninge frem på, om os som mennesker? Hvad for et blik har en kystvagt, når han kigger på pixels, og taler i militært kodesprog. Det er simpelthen et genialt greb.

10. Lucky One, Mia Engberg

Det stod og faldt mellem Mia Engbergs film og Mads Brüggers Cold Case Hammerskjold. Men kun fordi Cold Case ikke er Brüggers bedste, og det var mit første møde med Engberg, fortjener hun pladsen. Lucky One er en mystisk hybrid, hvor en telefonsamtale mellem instruktøren og hendes franske eks, som hun ikke har snakket med i ti år pga. et fængselsophold, danner rammen for fortællingen. Og det er en fortælling om fortællinger, hvordan minder skaber os, og hvordan vi prøver at konstruere vores verden og vores plads i den. Meget af filmen er sort skærm med voice-over, mens historien vender og drejer sig i lyd og stemme, en slags leg med publikums fantasi og forventning til, hvor historien nu kommer til at gå hen. En spændende instruktør, hvis filmografi jeg nu er nødt til at dykke ned i.

Boblere:

  1. Cold Case Hammerskjold (Mads Brügger)
  2. En hvid, hvid dag (Hlynur Pálmason)
  3. The House that Jack Built (Lars von Trier)
  4. House of Furies (Nanna Rebekka & Pernille Lystlund Matzen)
  5. Once Upon a Time… in Hollywood (Quentin Tarantino)
  6. The Irishman (Martin Scorsese)
  7. Giraffe (Anna Sofie Hartmann)
  8. Murder Mystery (Kyle Newacheck)
  9. Unbelievable (Susannah Grant, Ayelet Waldman og Michael Chabon)
  10. Lille A. (Cecilie McNair)

Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: PR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.

Seneste artikler om Kultur