USA // REGERINGSDANNELSE – Joe Biden har som ventet udnævnt Ron Klain til posten som kommende stabschef i Det Hvide Hus. Udover at være den rette mand i en unik sundhedskrise – Klain var Obamas ‘Ebola Zar’ – så er han også en af de få kandidater til posten, der har opbakning fra alle fløje i det demokratiske parti, skriver Annegrethe Rasmussen, der følger med fra den amerikanske hovedstad, hvor forventningen er, at “The Biden-Harris transition Team” vil udnævne flere ministre over de kommende to uger.
WASHINGTON D.C. – Mens Donald Trump har travlt med at starte retssager om påstået valgfusk under det just overståede præsidentvalg – anklager, der ikke har det mindste hold i virkeligheden, som New York Times dokumenterer her – er Joe Biden gået i gang med at udnævne sin nye regering.
Alle ‘Washington insiders’ ved, at stabschefen sidder næstøverst i magtpyramiden – ikke vicepræsidenten
Regeringsdannelsen sker, efter at Biden, som beskrevet mandag i POV, først på ugen sammensatte sin nye Coronavirus Task Force.
Bidens nye stabschef – Ron Klain
Og den første udnævnelse var traditionen tro til den ekstremt magtfulde post som stabschef i Det Hvide Hus, hvor Biden udnævnte den politiske veteran og demokratiske toprådgiver Ron Klain, der tidligere har arbejdet som præsident Obamas såkaldte “Ebola Zar” – altså som manden, der ledte den daværende præsidents arbejde i kampen mod Ebola-udbruddet med den formelle titel White House Ebola Response Coordinator.
Mange i Danmark vil måske tro, at “den næstvigtigste stilling” i USA må være den som vicepræsident eller måske som formand for Repræsentanternes Hus eller tunge poster som udenrigs- eller forsvarsminister, men alle Washington insiders ved, at stabschefen er næstøverst i magtpyramiden.
Eller rettere sådan var det, i æraen før Donald Trump, der har nået at være igennem 4 stabschefer over 4 år og helt generelt aldrig lyttede til dem. Den nuværende, Mark Meadows, er sygemeldt med Covid-19 lige nu.
Men lad os vende tilbage til normen, for hvis der er én ting, som både medierne og Washington forventer, så er det, at den tidligere vicepræsident vil vende tilbage til “normaliteten” og dermed en vis forudsigelighed i dag-til-dag arbejdet i Det Hvide Hus.
Og normalt er stabschefen så magtfuld, fordi han eller hun er the gatekeeper for præsidenten. Ingen kommer med andre ord ind i Det Ovale Værelse uden at gå igennem the chief-of-staff.
Den 59-årige Klain har alle muligheder og forudsætninger for at lykkes med sit job, for han kender ‘The President-Elect’ ud og ind. Klain var stabschef for Biden fra 2009-11 i dennes job som vicepræsident for Obama
Møderne med præsidenten skal bogføres, telefonsamtalerne skal screenes og tilladelser skal afgives. På den måde sorterer stabschefen skidt fra kanel og sørger for, at det kun er de vigtigste ting, præsidenten skal beskæftige sig med.
Da John Kelly overtog jobbet for Trump i år 2 betingede han sig også, at en lang række mennesker, der var vant til at have uhindret adgang til præsidenten skulle gå igennem ham. Den tidligere femstjernede general havde i det hele taget som sit mål at skabe mere “disciplin og struktur” i Trumps Hvide Hus, noget som kortvarigt lykkedes, før også Kelly måtte give op.
Den 59-årige Klain har alle muligheder og forudsætninger for at lykkes med sit job, for han kender The President-Elect ud og ind. Klain var nemlig stabschef for Biden fra 2009-11 i dennes job som vicepræsident for Barack Obama og fra i dag, torsdag, vil han endvidere fortsat fungere som senior adviser for Biden (han havde samme stilling for Biden-Harris-valgkampagnen) og hjælpe med at få det fremtidige regeringshold på plads.
Klain: “Stabschef er mit livs mest ærefulde udnævnelse”
Men Klain har mere på sit C.V. end arbejdet som stabschef for vicepræsident Biden i 2 år.
Han har beklædt rollen som seniorrådgiver for flere demokratiske præsidenter, vicepræsidenter, kandidater og senatorer.
I slut 1980erne var han toprådgiver for Biden, da denne var formand for Senatets Judiciary Committee og han har også prøvet at stå ved Bidens side i nederlagets stund, eftersom han også rådgav Biden, da denne forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat i 1988. Han var i øvrigt også stabschef for vicepræsident Al Gore i midten af 1990’erne.
“Ron has been invaluable to me over the many years that we have worked together, including as we rescued the American economy from one of the worst downturns in our history in 2009 and later overcame a daunting public health emergency in 2014,” lød det fra Biden selv i en pressemeddelelse. “His deep, varied experience and capacity to work with people all across the political spectrum is precisely what I need in a White House chief of staff as we confront this moment of crisis and bring our country together again”.
Klain har været med så længe og tjent under så mange demokratiske præsidenter, kandidater og senatorer, at han er nærmest immuniseret mod de fløjkampe mellem partiets moderate og mere progressive fløj, der lurer i kulissen
Klain udgav også en pressemeddelelse, i hvilken han sagde, at udnævnelsen repræsenterede “the honor of a lifetime”:
“I look forward to helping [Biden] and the Vice President-elect assemble a talented and diverse team to work in the White House, as we tackle their ambitious agenda for change, and seek to heal the divides in our country.”
I’ve seen so many kind wishes tonight on this website. Thank you – and I’m sorry I can’t reply to each of you.
I’m honored by the President-elect’s confidence and will give my all to lead a talented and diverse team in a Biden-Harris WH.
— Ronald Klain (@RonaldKlain) November 12, 2020
Klain repræsenterer en balance mellem partiets fløje
En sidste fordel for Ron Klain er, at han har været med så længe og tjent under så mange demokratiske præsidenter, kandidater og senatorer, at han er nærmest immuniseret mod de fløjkampe mellem partiets moderate og mere progressive fløj, der lurer i kulissen.
Alle kommentatorer roser hans driftsikkerhed og politisk-strategiske talent, og han kan derfor være nogenlunde sikker på, at han ikke vil møde modstand på de indre linjer.
Derudover er Klain også kendt for en direkte, tør humor og en underspillet stil, som kommer godt frem i et nyligt tweet, hvor han sammenligner sin chef med den nuværende præsidents stil på Twitter: “Cool, rolig og afbalanceret. Ikke BARE STORE BOGSTAVER. Velkommen til en ny præsidentiel stil på Twitter”:
Cool, calm, collected. Pro-democracy. Not ALL CAPS. Welcome to your new Presidential twitter style. https://t.co/tnrHCA5RS8
— Ronald Klain (@RonaldKlain) November 5, 2020
At Klain er populær fra højre til venstre i partiet er en stor fordel for Biden, der allerede er under lup fra den progressive fløj, der ikke mener, at han vil være venstreorienteret nok. Han er eksempelvis under pres for at udnævne sin rival fra primærvalget, Bernie Sanders som arbejdsminister.
Rygtemøllen kværner som altid på livet løs i Washington, hvor interessen traditionelt samler sig om de tungeste udenrigspolitiske udnævnelser
“Hvis jeg bliver spurgt, er jeg klar. Jeg har en fremragende forbindelse til de amerikanske fagforeninger og den amerikanske arbejder, ” lød det fra Sanders onsdag i denne uge til tv-kanalen MSNBC.
En mangefarvet, mangefacetteret regering forude
Er der så andre navne?
Klain er den eneste udnævnelse, der er officiel, men rygtemøllen kværner som altid på livet løs i Washington, hvor interessen traditionelt samler sig om de tungeste udenrigspolitiske udnævnelser.
Og flere navne er i omløb og nævnes igen og igen.
Til posten som udenrigsminister nævnes især den tidligere FN-Ambassadør Susan Rice (der også var på Bidens shortlist som vicepræsident), Tony Blinken, der var chef i State department under Obama samt senator Chris Coons (D., Del.), der er Bidens gamle ven og allierede. Coons var også den uofficielle chef for Bidens afsøgning af feltet for vicepræsidenter.
Som forsvarsminister nævnes især Michele Flournoy, der også var i Obamas regering med titel af Under Secretary of Defense for Policy, hvilket i givet fald ville være en bemærkelsesværdig udnævnelse set med ligestillingsbriller.
USA har haft flere kvindelige udenrigsministre og nationale sikkerhedsrådgivere, men supermagten har aldrig haft en kvindelig chef for Pentagon
For hvor USA har haft flere kvindelige udenrigsministre og nationale sikkerhedsrådgivere, har supermagten aldrig haft en kvindelig chef for Pentagon. Og så er der den tidligere borgmester, Pete Buttigieg, som er populær hos Biden og som nævnes som en mulig ny ambassadør for FN. eller som ny Veterans Affairs Secretary.
Den post er dog ombejlet og menes også at have en kvindelig kandidat nemlig Tammy Duckworth, som jeg tidligere har tegnet et portræt af i POV som mulig vicepræsidentkandidat:
Mød Tammy Duckworth, krigsveteran med asiatiske rødder, og det nye hotte navn på Joe Bidens VP-liste
Det forventes, at Biden – udover at skulle balancere de politiske fløje i partiet – også sigter mod en 50/50 fordeling af mænd og kvinder i sin regering – hvilket er usædvanligt i USA, hvor mænd fortsat dominerer i politik.
Den kommende præsident har også signaleret, at hans regering kommer til at “ligne USA” i det hele taget med alle landets forskellige grupperinger. På valgnatten udtalte han:
“I said from the outset I wanted a campaign that represented America, and I think we did that. Now that’s what I want the administration to look like”
Hvilket vil sige, at der også vil være både udnævnte republikanere, mange sorte, Latinx, Asian Americans, Native Americans samt minoriteter som LBTGQ-personer og handikappede. Det mangefacetterede USA kan man se forsøgt repræsenteret i Biden-Harris kampagnens victory video her:
LÆS MERE OM AMERIKANSK POLITIK FRA ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Topillustration: Kollage af billeder fra Joe Bidens sejrsvideo. Fotos: Biden – Harris Campaign.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her