KOMMENTAR // JOURNALISTIK // SELVINDSIGT – “Uanset årsagen, om man opfører sig journalistisk beregnende, kejtet humoristisk eller uærligt nassende: den anden skuffes og svigtes, får ikke indfriet sit ønske om blot femten minutters intensitet i samvær med andre. Hele sindet svarer med skuffelse, udenfor kontrol, og man får pile af ord mod sig. Pile, der ikke er fyldt med gift, men med spidse gaver, der borer sig ind som minder om, at vi kan have svigtet et andet menneskes grænseløse tillid og forventning. Opgaven er at pakke gaven ud, så vi næste gang søger både etik, ærlighed og nærvær”, skriver Knud Lindholm Lau, der mindes nogle gange, hvor han har modtaget fortjente slag som journalist.
Den udsendte radiointerviewer, Iben Maria Zeuthen fik nogle barske tilrettevisninger af sin interviewperson, Ghita Nørby under årets mest omtalte radio-interview i sidste uge i Radio 24Syv.
Mit ærinde her er ikke at tage stilling til det udsendte som at fortælle om et par gange, jeg selv har fået nogle alvorlige slag i livet bl.a. som journalist, og hvad jeg måske har kunnet lære af dem.
Schlüter: Nej, det er vi ikke
Landets travle statsminister havde afsat tid til et telefoninterview om planer, der dengang var om en mulig fællesskandinavisk TV-satellit, TELE-X.
Min alt for tidligt afdøde ven og kollega, Karl Johan Mikkelsen og jeg småsnakkede fra studiet med Schlüter, medens vi lod båndet køre.
– Skal vi begynde optagelsen, spurgte statsministeren, hvortil jeg svarede:
– Vi er begyndt.
Der blev en kort pause, og så faldt de lammende ord:
– Nej, det er vi ikke!
Jeg må desværre flovt indrømme, at der skulle en statsministerautoritets indsigelse til, før jeg forstod, at en journalistisk adfærd – under normale omstændigheder – også må underkastes almindelig pli
Han havde ret, statsministeren. Ikke at vi ville anvende noget af det skjult optagne uden hans efterfølgende tilladelse, men helt principielt havde han bare ret. Som journalist optager man under normale omstændigheder ikke sine interviewpersoner i det skjulte.
Jeg gjorde det til en vane at bede om tilladelse til at lade båndet rulle ved ankomsten eller opringningen, hvis det nu skulle være radiofonisk begrundet. Og respektere et nej.
Jeg må desværre flovt indrømme, at der skulle en statsministerautoritets indsigelse til, før jeg forstod, at en journalistisk adfærd – under normale omstændigheder – også må underkastes almindelig pli.
CPSI: Do you wanna leave the room?
På vej til mit livs kursus, San Diego 2002, var jeg i dårligt humør, og måske var det derfor, jeg brød den intense stemning med en vittighed.
Vi havde tre lærere til vores gruppe med kun tretten kursister. Lærerne underviste gratis i regi af netværket “Creative Problem Solving Institute”, selvom de var blandt de internationale topnavne på feltet.
De indledte med at kvittere for deltagernes relativt store erfaring, som de havde læst om den på ansøgningsskemaer, vi havde indsendt, og ville på den baggrund gerne give os mere, end de havde planlagt. Kunne vi derfor hver dag mødes en halv time før og slutte en time senere, spurgte de.
Og her var det, jeg følte trang til en morsomhed, eller måske snarere, på grund af humøret, spændingen eller Benjamin-stolthed over rosen, ikke kunne holde replikken tilbage:
– Siger I det til alle hold, spøgte jeg.
Den 72-årige nestor blandt lærerne kiggede på mig og spurgte: – Do you wanna leave the room?
Høfligt, som var det et tilbud, hvis jeg ikke kunne forliges med den nye tidsplan. Selv med mine 48 år kunne hjertet pumpe rigeligt katastrofe-ilt til hovedet, så det rødmede:
– Nej, nej, slet ikke var alt, jeg havde at sige.
Jens Chr. Schmidt: Tak!
Den initiativrige sektionsleder på P1, Jorn Thulstrup, sørgede for, at vores “kvart-i-fem-redaktion” kunne komme på kursus i en hel uge med den formidable talelærer Jens Chr. Schmidt
Som indholdstema valgte vi “angst”, der i forvejen var programsat som et emne senere på året, og vi skulle møde med et manuskript af en slags som grundlag for den første øvelse.
Alle gør sig deres forhåndsforestillinger, vil gerne gøre deres bedste og mindes den glæde, der er forbundet med at være i et paradeløst samvær med andre
Jeg gik rundt om min egen grød af angst, og valgte den nemme udvej: Tom Kristensens digt “Angst”. Det synes jeg var en både smart og meget intellektuel, ja, nærmest litterær løsning.
Det syntes vores lærer ikke. Efter den første strofe, sagde Jens Chr. tak, og stoppede min oplæsning. Jeg var såret og forvirret, men forstod godt, hvad der lå i det “tak”.
Takken var afmålt, klangen fyldt med kritik, og den var helt berettiget. For hvor var jeg? Før vi hørte Ghita Nørby, udtrykte han i virkeligheden hendes replik:
“Hvor er du?”
Og jeg var der ikke.
Jeg ville have været tilstede, hvis jeg blot havde sagt, at jeg ikke kunne løse opgaven, ikke kunne finde frem til det sted i mig selv, hvorfra jeg med ærlighed kunne tale om angst. Eller sige ærligt nej tak til at tale om angst.
Takkens klang sved og sang, Jens Chr. kunne tale nuanceret som en skuespiller på Ghita Nørbys niveau.
Ansigt og selvkontrol
Vi respekterer normalt den andens selvopfattelse, og sørger i en normal høflig omgang for, at den anden ikke “taber ansigt”. Men i alle tre situationer tabte jeg mit ansigt, blev afsløret, og det endda i situationer og af mennesker, der ikke havde det ønske overhovedet.
Ordene var skrappe, og de tre talte måske uden at have kontrol over dem, hvad jeg både forstår og respekterer.
Schlüter reagerede på en uetisk adfærd, der oven i købet forrådte den gode atmosfære vi talte sammen i. På CPSI-kurset sprængte jeg rytme og stemning med min forsøgte vittighed, der endda også kunne forstås som en sarkasme. Med min uærlige forstillelse og søgen tilflugt hos Tom Kristensens ord, som jeg end ikke forsøgte at gøre til mine egne, smed jeg sukker i den cement, der skulle udgøre fortrolighedens fundament.
Kunne de tre kritiserende ikke have udtrykt sig mere nænsomt og dermed ikke fået mig til at tabe mit ansigt? Næppe. Interview og undervisning får, når arbejdet er seriøst, deltagerne til at gå ind i et ubeskyttet rum, hvor meget kan ske
Men kunne de tre kritiserende ikke have udtrykt sig mere nænsomt og dermed ikke fået mig til at tabe mit ansigt? Næppe. Interview og undervisning får, når arbejdet er seriøst, deltagerne til at gå ind i et ubeskyttet rum, hvor meget kan ske.
Alle gør sig deres forhåndsforestillinger, vil gerne gøre deres bedste og mindes den glæde, der er forbundet med at være i et paradeløst samvær med andre.
Uanset årsagen, om man opfører sig journalistisk beregnende, kejtet humoristisk eller uærligt nassende: den anden skuffes og svigtes, får ikke indfriet sit ønske om blot femten minutters intensitet i samvær med andre. Hele sindet svarer med skuffelse, udenfor kontrol, og man får pile af ord mod sig.
Pile, der ikke er fyldt med gift, men med spidse gaver, der borer sig ind som minder om, at vi kan have svigtet et andet menneskes grænseløse tillid og forventning. Opgaven er at pakke gaven ud, så vi næste gang søger både etik, ærlighed og nærvær.
Knud Lindholm Lau er talelærer og forfatter. Han var programmedarbejder ved DR’s P1 1982-1993.
Topfoto: Knud Lindholm Lau – egne fotos.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og