
USA // POLITISK ANALYSE – Den længste nedlukning af regeringen i USA’s historie er forbi. Hvad betyder aftalen om en midlertidig finanslov? Hvorfor gav en lille gruppe demokrater sig, og hvem kom styrket ud af konflikten? Annegrethe redegør for det lange tovtrækkeri, hvor progressive demokrater er dybt skuffede, men hvor partiet lover at fortsætte kampen for sundhedsydelser, mens Trump kæmper med elendige meningsmålinger og nye e-mails, der forbinder ham til Jeffrey Epstein.
WASHINGTON, D.C. – Så skete det endelig. Den længste regeringsnedlukning i USA’s historie er slut efter 43 dage uden en finanslov.
Aftalen om en midlertidig bevillingslov, som holder dele af de offentlige kasser åben indtil udgangen af januar 2026 og dele helt til september næste år, blev vedtaget i Repræsentanternes Hus onsdag og er i realiteten et republikansk kompromis, der blev vedtaget, fordi en håndfuld moderate demokrater valgte at prioritere genåbning frem for at følge den vedtagne nej-linje.
De moderate demokrater tror, at Republikanerne kommer til at betale dyrt ved midtvejsvalget til næste år, når det går op for millioner af vælgere, hvem de kan takke for, at deres sundhedsforsikringer bliver markant dyrere i 2026
Demokraterne havde ellers svoret at blokere for en vedtagelse, indtil en redningsaktion kom på bordet, der ville sikre, at de fattigste amerikanere fortsat ville have adgang til sundhedsydelser under Obamacare (eller som loven korrekt hedder, The Affordable Care Act, ACA) efter 1. januar 2026, hvor skattefradragene, der gør sundhedstilskuddene til at betale, udløber.
Men sundhedsydelserne kom ikke på bordet.
Splittede demokrater vil fortsætte kampen for sundhedsydelser
Senatet godkendte finansieringspakken uden sundhedsforbedringer mandag med stemmerne 60-40 (otte demokratiske og uafhængige senatorer stemte for). Repræsentanternes Hus fulgte efter med 222 stemmer mod 209 onsdag. Trump underskrev herefter aftalen samme aften.
To republikanere stemte imod aftalen, mens 6 demokrater brød med egen partiledelse. De seks demokrater er Adam Gray, Tom Suozzi, Marie Gluesenkamp Perez, Don Davis, Henry Cuellar og Jared Golden. Fælles for de 6 er, at de er moderate, og at de er pressede i deres valgkredse op til midtvejsvalget næste år. Lukningen er ekstremt upopulær blandt de almindelige vælgere, selvsagt især hos de offentligt, føderalt, ansatte, som ikke har fået løn for sidste måned. Mange er også blevet fyret.
Efter vedtagelsen var Republikanerne hurtigt ude med erklæringer om sejr og bebrejde Demokraterne for de seneste ugers kaos. Regeringspartiets narrativ bygger på ”nødvendigheden af at tage at ansvar”, mens Demokraternes leder, Hakeem Jeffries, understregede, at kampen for sundhedstilskuddene fortsat er et kernepunkt for oppositionen: ”Republikanerne vil blive straffet af vælgerne, hvis de fortsat ignorerer millioner af amerikaneres kraftige stigninger i prisen for deres sundhedsforsikringer,” hed det.
Ingen skal være i tvivl om, at forløbet har kostet vælgerne dyrt: Hundredtusinder af ansatte har ikke fået løn, SNAP-støtten (madkuponer) blev sat på pause, flytrafikken kom under massivt pres, og dele af statsapparatet brød reelt sammen. Det var en styrkeprøve, som Demokraterne havde håbet, de kunne vinde, især fordi det parti, som sidder på magten traditionelt, får skylden for ting, der går galt. Og dertil var Demokraterne optimistiske efter deres valgsejre i begyndelsen af november.
Men nu er kampen ikke desto mindre endt i et kompromis, hvor oppositionens vigtigste krav er blevet udsat snarere end at blive indfriet. Ved at nå frem til en aftale, som afslutter det seks uger lange dødvande, er parterne blevet enige om et ”mini-finanslovsforlig” bestående af tre bevillingslove, som finansierer dele af det offentlige USA frem til næste efterår, mens resten af regeringens udgifter kun finansieres frem til 30. januar 2026. Aftalen omfatter også fuld finansiering af fødevarehjælpsprogrammet SNAP for resten af regnskabsåret frem til september 2026, hvilket betyder, at madkuponer ikke kan bruges som politisk pressionsmiddel i de kommende måneders budgetopgør.
Demokraterne fik også regeringen til at gå med til at genansætte de føderale medarbejdere, der var blevet fyret under nedlukningen gennem såkaldte ”reductions in force”. Derudover fik de sikret en række formuleringer, der forbyder fremtidige massefyringer i den periode, hvor resolutionen holder regeringen åben frem til udgangen af januar næste år.
De almindelige amerikanere foretrækker en politisk kamp for sundheden i Kongressen frem for at skulle gå sultne i seng op til Thanksgiving, den mest populære helligdag i USA
Til gengæld lykkedes det altså ikke at redde skattefradragene for sundhedstilskuddene. I stedet måtte Demokraterne nøjes med et løfte fra Senatets republikanske flertalsleder, John Thune, om, at det øvre kammer vil stemme om en forlængelse af subsidierne inden udgangen af anden uge i december. Repræsentanternes Hus har ikke givet en tilsvarende garanti.
Senatets republikanere siger dog, at de er åbne for at forlænge en pulje af ACA-midler, men kun hvis Demokraterne accepterer strammere abortrestriktioner som en del af sundhedsforsikringerne. Det krav udgør til gengæld en betydelig forhindring for en aftale hen over midten, da Demokraterne insisterer på, at de eksisterende abortregler under Obamacare er alt rigelige.
Når finansieringen igen udløber til januar, får Demokraterne dog endnu en mulighed for at presse på. ”Nu må vi se, om Republikanerne handler, eller om det bare var varm luft,” sagde Jeffries tirsdag til CNN.
Det er også den analyse, der står tilbage: Lukningen er slut, men kampen for sundhedstilskuddene er kun sat på pause. Og her mener Demokraterne fortsat, at de har fat i den lange ende. Og at det vil koste Republikanerne dyrt, når de stemmer imod at forlænge tilskuddene.
”Sultne amerikanere skal ikke tages som gidsler i en politisk kamp”
Den moderate linje er klar. Som Gluesenkamp Perez skrev på X, vindes ”kampen for at stoppe vildt stigende sundhedsforsikringspræmier ikke ved at holde sultne amerikanere som gidsler”:
Skuffede progressive ser et nederlag – moderate demokrater spiller på den lange bane frem mod midtvejsvalget
Mange demokrater og progressive aktivister er dog fortsat dybt skuffede og rasende over, hvad de ser som et klart nederlag og en sejr til Trumps hårde linje. Og man kan som dansker også undre sig over, at de moderate senatorer og medlemmer af Huset gav sig – hvorfor kæmpede de ikke videre for sundhedstilskuddene, der er bredt populære blandt vælgerne?
Men svaret er dels, som Gluesenkamp Perez siger, at de almindelige amerikanere foretrækker en politisk kamp for sundheden i Kongressen frem for at skulle gå sultne i seng op til Thanksgiving, den mest populære helligdag i USA, om 14 dage, dels at de moderate demokrater tror, at Republikanerne kommer til at betale dyrt ved midtvejsvalget til næste år, når det går op for millioner af vælgere, hvem de kan takke for, at deres sundhedsforsikringer bliver markant dyrere i 2026.
Selvom der er langt til midtvejsvalget i november næste år, satser de moderate demokrater på, at en dyb skuffelse over Trump vil sætte ind blandt mange af hans egne vælgere; nok til at Demokraterne kan vinde kontrollen med Kongressen
Som senator Tim Kaine fra Virginia, som var med til at færdiggøre aftalen, sagde til MSNBC mandag:
”Deres midtvejsvalg næste år vil komme til at se langt værre ud end den øretæve, de fik i sidste uge i Virginia og andre steder.” Tim Kaine er valgt i Virginia, en stat med markant flere føderalt ansatte end gennemsnittet, og hans vælgere havde lagt et betydeligt pres på ham for at slutte nedlukningen.
Til PBS uddybede han sin holdning onsdag:
Flere analyser peger også på, at beslutningen om ikke at redde sundhedsfradragene vil ramme hårdest i de stater, hvor et flertal af vælgere stemte på Trump i 2024. Hvilket igen også kan betyde, at millioner af mennesker i de stater helt fravælger sygeforsikring.
Med andre ord: Selvom der er langt til midtvejsvalget i november næste år, satser de moderate demokrater på, at en dyb skuffelse over Trump vil sætte ind blandt mange af hans egne vælgere; nok til at Demokraterne kan vinde kontrollen med Kongressen.
Demokraterne har offentliggjort flere opsigtsvækkende e-mails, der tyder på en tættere forbindelse mellem præsident Trump og den dømte finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epsteins systematiske og årelange udnyttelse af mindreårige piger
Den skuffelse vil bygge på refrænet om affordability – fortsat stigende priser på både madvarer og nu også sundhedsforsikringer kombineret med en stadig høj inflation. Netop denne udvikling ligger formentlig også bag de historisk elendige meningsmålinger, der p.t. bliver Trump til del:

Og endelig som en bonus, de seneste afsløringer i Epstein-skandalerne, der væltede ind over USA onsdag.
Nye e-mails binder Trump tættere til Epstein
Her offentliggjorde Demokraterne 23.000 sider dokumenter fra undersøgelsen af sagen, herunder flere opsigtsvækkende e-mails, der tyder på en tættere forbindelse mellem præsident Trump og den dømte finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epsteins systematiske og årelange udnyttelse af mindreårige piger.
Hertil kommer, at der for første gang er et flertal i Repræsentanternes Hus for at fremtvinge en afstemning om en mulig offentliggørelse af materialet fra retssagen mod Epstein, de såkaldte Epstein Files. Det forventes at Trump vil nedlægge veto mod en sådan lov, der også kan møde modstand i Senatet. Effekten af et sådant veto vil dog formentlig skade præsidenten betydeligt i hans egen base, hvor raseriet over sagen er enormt.
Læs mere om USA – følg vores korrespondent, Annegrethe Rasmussen, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og