KONCERT // ANMELDELSE – Tid og alder blev som ved et trylleslag ophævet, da den 40-årige schweiziske stjernepianist Francesco Piemontesi og dirigenternes nestor 96-årige Herbert Blomstedt arm i arm gik Beethoven og Mozart i møde ved ugens uforglemmelige torsdagskoncert.
Musik har ingen alder og musikere er tidløse, uanset at der kan være hele eller halve menneskealdre mellem dem. Dette blev vi grundigt bekræftet i ved ugens torsdagskoncert, hvor den 40-årige schweiziske pianist Francesco Piemontesi førte den internationale dirigentverdens nestor 96-årige Herbert Blomstedt forsigtigt og venligt frem til podiet.
Så snart han var sikkert placeret foran nodepulten, og Piemontesi selv havde klaviaturet foran sig, blev både tid og alder som ved et trylleslag ophævet, og de svang sig begge ud i det univers, hvor al snak om netop tid forstummer, og vi i stedet blev bevæget frem af den brusende livsenergi, som kun musikken magter at bibringe os.
Aftenens åbningsnummer gjaldt Beethovens 4. klaverkoncert fra 1808, der kun kort tid efter dens uropførelse med komponisten selv ved klaveret, gled ud i glemslens tåger. Dens genopdagelse skylder vi egentlig Felix Mendelssohn Bartholdy, idet han mange år efter Beethovens død tog den frem igen med sig selv som solist.
Et musikalsk stordrama holdt i spænd af en intim indadvendthed, hvor værkets enkle hovedtema på organisk vis udviklede sig til højvirtuose passager
Ved en koncert foranstaltet på eget initiativ gav han dermed koncerten dens helt naturlige plads som et af klaverlitteraturens absolutte højdepunkter. Robert Schumann skulle ved samme lejlighed være blevet rystet i sin grundvold og fik en så voldsom åndenød, at han var lige ved at forlade denne verden over sin betagelse af koncertens dristighed og dens hele indvirkning på hans eget skrøbelige sind.
I dag kender vi alle koncerten, og alligevel overrasker den endnu med sine uventede, tyste solistiske åbningsakkorder. Ved dens gennemførte kompositionsteknik og det utroligt virtuose samspil bliver orkestret her aldrig til en sekundær partner, men integrerer derimod klaveret i dets eget store orkestrale lydbillede.
Det altdominerende kodeord ved Piemontesi og Blomstedts kongeniale fortolkning af dette værk er ”spændstighed”, hvilket afsløres i udførelsen af de talrige pizzicati og staccati i henholdsvis strygerne og hos klaversolisten. Dertil kommer de gennemførte dunlette akkorder, og hele affjedringen i såvel orkestrets som pianistens indsatser. Orkesteret var her tydeligvis en stor inspirationskilde for Piemontesi, så sidstnævnte på stedet konstant stræbte efter fuldt ud at matche orkesterets præcisionsspil under Blomstedts fine og små stringente vink til musikerne.
Resultatet blev et musikalsk stordrama holdt i spænd af en intim indadvendthed, hvor værkets enkle hovedtema (kort-kort-kort-lang gentaget tre gange) på organisk vis udviklede sig til højvirtuose passager, der dog aldrig stod tilbage som blot og bar tekniske overskududladninger, men konstant fulgte musikkens eget grundnaturel.
Dette kom eklatant til syne i slutsatsens kadence (komponeret af Piemontesi selv?), hvor vi pludselig bevægede os langt ind i Franz Schuberts pianistiske univers. Med sine klare mindelser om denne komponists sidste store B-dur sonate, der i dens første sats har samme enkle grund-rytmemønster som i Beethovens koncert, kom vi pludselig langt fremad til en tid, som Beethoven måske selv havde fornemmet lå og ventede forude.
En noget nær enestående og krystalklar musikalsk replik-konversation udspillede sig internt i orkestret gennem Blomstedts talende hænder
At Piemontesi som ekstranummer havde valgt netop Schuberts intime og samtidig storladne ges-dur impromptu afsluttede derfor kun koncerten på den musikalske og kunstneriske mest logiske vis. Måtte denne pianist komme igen mindst en gang årligt…
96-årige Blomstedt, der selv årligt gæster Radiosymfoniorkestret, kom efter pausen tilbage og satte sig foran Mozarts Jupitersymfoni, som blev komponistens 41. og sidste af slagsen.
Her oplevede vi som tilhørere en noget nær enestående og krystalklar musikalsk replik-konversation, der udspillede sig internt i orkestret gennem Blomstedts talende hænder.
Uden taktstok antydede han som en ordstyrer med ganske små minimalistiske vink og kropslige afsæt, hvad den musikalske diskurs her drejer sig om. Derved fik han ikke blot orkestret til at ”synge” klart og rent, men formidlede også en orkesterdiktion af den helt sjældne art, hvor såvel klang som strukturel præcision falder i hak.
Dertil var han godt hjulpet af den gamle symfoniorkester-opstilling med 1. violinerne, cello-gruppen og kontrabasser forenet til venstre og sat overfor 2. violinerne og bratsch-gruppen til højre for anføreren… og hvilken anfører! Denne placering bibringer dirigenten en mere samlet og afrundet klang, der tydeligvis også falder i Blomstedts smag.
Kom snart igen, gamle mester!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her