FILM // FESTIVAL – For fjerde gang har POV International en udsendt på den store filmfestival i Berlin. Frederik Bojer Bové skriver hjem om festivalens kamp for store stjerner. Der bliver lavet nogle krumspring for at få film med Cillian Murphy, Rooney Mara og Sebastian Stan, men i år fungerer det godt og Berlin er stadig hans favoritfestival.
Der er traditionelt tre rigtig store filmfestivaler i Europa: Berlin, Cannes og Venedig. De seneste mange år er Berlinalen dog faldet i agtelse i forhold til de to andre. Det skyldes nok først og fremmest, at der kommer færre og færre store stjerner herned.
På det seneste er det først og fremmest blevet Oscar-nomineringer, der sælger selv de helt smalle arthouse-film, og Venedig, der ligger i efteråret, har fået positioneret sig som et fantastisk springbræt til det amerikanske statuette-ræs. For ti år siden lignede Venedig og Berlins programmer ret meget hinanden, men nu er der godt nok tydelig forskel på mængden af navne man kender de to steder.
Jeg holder nu alligevel mest af Berlin. De har fokus på smal og eksperimenterende filmkunst, i sideprogrammer som Encounters og Forum, så jeg får langt mere nyt og tankevækkende ud af at bruge en uge i biografmørket hernede.
Men i vore dages oplevelsesøkonomi har en filmfestival selvfølgelig brug for stjernestøv. Så det prøver Berlin også at få. Det ser nogle gange lidt sjovt ud.
Small Things Like These
For eksempel virker det nærmest skamløst, at festivalen åbner med Small Things Like These af den belgiske instruktør Tim Mielants, baseret på en bog af irske Claire Keegan.
Hvad er der nu galt med at give en nærmest helt ukendt belgisk instruktør den store chance, er det ikke modigt og progressivt? Nja, mon ikke filmen er her, fordi producenterne på den blandt andet hedder Matt Damon og Ben Affleck, og hovedrollen spilles af Cillian Murphy, der også har produceret?
Når ikke man kan få film, der kaster Oscar af sig til skuespillere, så kan man måske få en ny film fra årets forventede Oscar-vinder: Murphy’s titelrolle i Oppenheimer.
Hvis det her er Cillian Murphys idé om en sejrsrunde, efter “Oppenheimer” har gjort ham til superstjerne, så giver jeg thumbs up herfra
Men overraskende nok er det rent faktisk æstetikken og kameraarbejdet, som er den store stjerne i Small Things Like These. Det er et vidunderligt observerende kamera, der i filmens første del mest bare drejer stille rundt og viser de daglige rutiner for den irske kulhandler Bill Furlong (Murphy).
Hvordan han kører med kul på ladet, bærer sække rundt og kommer hjem til sine fem døtre. Det er nærmest dokumentarisk, men samtidig også ladet med en mørk og urovækkende stemning.
Bill Furlong er også en meget observerende mand. Han lægger mærke til forsømte børn, og til hvordan mænd og drenge tiltvinger sig kys og opmærksomhed hos kvinder og piger, når han om natten sidder alene og kigger ud på det fordrukne natteliv. Og han lægger mærke til, hvad der foregår på det lokale vaskeri, der er drevet af Magdalene-ordenen.
Hvis man kender til irske skandaler – eller har set Peter Mullans The Magdalena Sisters fra 2002 – så ved man godt, at ‘faldne’ piger og kvinder blev tvunget til at arbejde på de vaskerier, under forhold der af mange blev beskrevet som slavelignende, med psykisk og til tiders også fysisk misbrug.
Beboerne i den lille by ved egentlig også godt, at det er forkert, det der foregår. Men kun Bill ser det sådan rigtigt.
Her bliver Small Things Like These nærmest til en omvendt The Zone of Interest. Hvor den film handlede om arbejdet med at skjule og fortrænge onde gerninger, så handler Small Things Like These om en mand, der godt kan se, der foregår noget helt forkert inde bag murene, ja som faktisk mere præcist ikke er i stand til ikke at se det, i modsætning til alle andre. Hvad gør man så? Hvad er ens moralske pligt?
Det er ikke en stjernestøvs-film, men et politisk og æstetisk stærkt drama, der passer rigtig godt til festivalen.
Cillian Murphy spiller den rolle med forbløffende små virkemidler. Det var ham, som læste Keegans bog og bragte den til instruktøren Mielants, og han har været drivkraften i at få filmen skabt. Men han går nærmest i ét med omgivelserne i filmens verden.
Bill er så tavs og indelukket – vi lærer senere om hans egne traumer fra fortiden – at der ikke er ret meget at gøre skuespil med, og i flere af filmens største øjeblikke er han nærmest helt skjult.
I det smukkeste og tematisk væsentligste billede, hvor han sidder og kigger ud på nattelivet, ser man kun hans nakke. I det emotionelle klimaks ser vi kun hans hånd. Hvis det her er Cillian Murphys idé om en sejrsrunde, efter Oppenheimer har gjort ham til superstjerne, så giver jeg thumbs up herfra.
Og måske er det også derfor, den passer bedst til Berlin. Det er ikke en stjernestøvs-film, men et politisk og æstetisk stærkt drama, der passer rigtig godt til festivalen. Jeg kan sagtens se Murphy få en fortjent Sølvløve for Skuespil, som han kan stille ved siden af sin snarligt vundne Oscar. Men det er måske alligevel for stjerneagtigt for juryen.
La Cocina
Mexikanske Alonso Ruizpalacios er en af Berlinalens faste deltagere. I 2014 vandt han for Bedste Debut med Guëros, og siden da har alle hans film haft premiere hernede: Museo i 2018, A Cop Movie i 2021 og nu altså La Cocina. Alle hans film er forskellige og uforudsigelige, og jeg kan enormt godt lide ham.
Men jeg var lidt nervøs for La Cocina, for det er hans første film i USA, mestendels på engelsk, og så endda med Rooney Mara (bl.a. kendt for sin rolle som Lisbeth Salander i The Girl with the Dragon Tattoo, 2011) i en af hovedrollerne. Havde Ruizpalacios solgt ud?
La Cocina er en smeltedigel, hvor engelsk, spansk og kreolsk blandes på lydsporet, alt imens tjenere og kokke render rundt mellem hinanden, i en fortælling der nærmest er kokke-serien “The Bear” gange ti
Nej, det kan man ikke kalde det. Ja, Ruizpalacios har lavet en film, der foregår i et køkken på Times Square i New York, men med de mængder af illegale indvandrere, som arbejder i det køkken, så bliver det lige så meget en film om mexicansk identitet som alle andre af hans film.
Jeg havde frygtet at blandingen ville føles uautentisk, ligesom det for eksempel gjorde, da Lone Scherfig forsøgte at skildre New York ved at optage i Canada med franske, britiske og danske skuespillere i The Kindness of Strangers – mit skræmme-eksempel på hvad der kan ske, når Berlinalen vil have kendte ansigter med.
Men i stedet bliver La Cocina til en smeltedigel, hvor engelsk, spansk og kreolsk blandes på lydsporet, alt imens tjenere og kokke render rundt mellem hinanden, i en fortælling der nærmest er “kokke-serien” The Bear gange ti 10.
Filmen er baseret på britiske Arnold Weskers skuespil The Kitchen fra 1957. I Ruizpalacios’ udgave ankommer unge Estela (Anna Diaz) til New York uden at kunne sproget, med besked om at finde The Grill og få job ved hjælp af den bekendte Pedro (Raúl Briones Carmona), der forlod Mexico mange år tidligere.
Hun får job med det samme, og så følger filmen ellers den travle dag, mens madvarer gøres klar, og der jokes og drikkes øl, indtil der skal langes umanerligt mange serveringer over disken på utrolig kort tid. På en restaurant, der tydeligvis satser på kvantitet frem for kvalitet.
Der er blevet stjålet 800$ aftenen før, så ledelsen er også efter de ansatte. Og Pedro har tilfældigvis netop givet unge Julia (Rooney Mara) 800$ til en abort, selvom han desperat håber, hun vil beholde barnet. Så han er mistænkt. Og så stiger intensiteten ellers dagen igennem, med lige dele druk, sex, arbejdspres og eftertænksomme samtaler.
Der er rigtig meget Spike Lee (amerikansk filminstruktør, red.) over den her film, og ikke kun fordi den er så New York. Ligesom Spike Lee føles det meget som om, Ruizpalacios har lavet filmen ved at se det som et 140 minutter langt kanvas, og så fyldt ud med påfund og idéer til scener, han kan forløse visuelt.
For at sige det kulinarisk, så er en Ruizpalacios film generelt mere en række vidunderlige ingredienser, end det er nogen helstøbt ret
Filmen er generelt sort-hvid og i kvadratisk format, men fryserrummet lyser for eksempel blåt. Der er også scener, hvor kameraet begynder at hakke, og en lang genfortælling af en drøm om en immigrant i trediverne.
Der er ydermere et helt absurd stærkt long-take, hvor kameraet først følger kaos i køkkenet, derefter glider rundt inde i den pæne og rolige restaurant, inden den vender tilbage til det nu i cherry-cola oversvømmede køkken, hvor kaosset bare er blevet endnu værre.
Ruizpalacios har altid helt vidunderlige scener med i sine film, og denne gang er energien så stærk filmen igennem, at den burde kunne blive hans gennembrud. For at sige det kulinarisk, så er en Ruizpalacios film generelt mere en række vidunderlige ingredienser, end det er nogen helstøbt ret, og måske er det derfor han er så under- og ukendt endnu.
Men for fa’en, altså. La Cocina er så ekstremt sjov og hittepåsom, og har så meget at sige om sine karakterer, at man da godt kan tage ujævnhederne med. Jeg håber virkelig, den kommer bredere ud.
A Different Man
Og så nåede vi til det mest foruroligende på enhver Berlin-festival: En amerikansk film. Mange går nok mere op i amerikansk film, end jeg gør, men det er de færreste, som kan lide den type amerikanske film, der i nogle år havde premiere hernede.
Berlin ville have verdenspremierer, men med Oscar-egnede festivaler senere på året, og en Sundance-festival lige kort forinden, så endte de ofte med ikke at blive tilbudt ret meget godt.
De seneste par år har festivalen accepteret film, der allerede har været vist på Sundance, og på den måde fået et par stærke film som Never Rarely Sometimes Always af Eliza Hittman og Past Lives af Celine Song. Men stadig. Var en lille smule nervøs.
Aaron Schimbergs A Different Man er en god og solid indie-film, fra det superstylede selskab A24 (Ex Machina, Midsommar, freaking Everything Everywhere All At Once). Sebastian Stan spiller Edward, en håbefuld skuespiller med neurofibromatosis, der giver store svulst-lignende misdannelser i ansigtet. Hans nabo Ingrid (Renate Reinsve) er en håbefuld forfatter, der forsøger at skrive sit første skuespil.
Edward får tilbudt en ny og eksperimenterende behandlingsform, der virker over al forventning, så han starter et nyt liv under navnet Guy, hvor han ligner en mand der kunne spille Captain America.
Men en dag finder han ud af, at Ingrid har skrevet et skuespil der hedder Edward, som handler om en mand med neurofibromatosis, og som gendigter en del scener fra deres liv. Edward/Guy bliver desperat efter at spille rollen, men nu ligner han jo ikke Edward længere.
Og så begynder der for alvor at ske skøre og A24-agtige ting. Særligt da Oswald (Adam Pearson, der selv har neurofibromatosis, og som fuldstændig stjæler filmen med sin karisma) dukker op og måske er en langt bedre Edward, end Edward/Guy nu er, bliver det for alvor crazy.
Apropos stjernestøv er der en vidunderlig diskussion filmen igennem om repræsentation. Bør karakterer med neurofibromatosis spilles af skuespillere med neurofibromatosis? Det mener Ingrid først, men efter hun caster Guy, begynder hun at tænke, at det er at udnytte folk med handicap.
Og senere ser vi Michael Shannon forberede sig til filmudgaven af teaterstykket, for en film skal jo have et kendt navn i hovedrollen.
Men hele den diskussion føles ret fjollet, når nu Adam Pearson findes. Mage til karismatisk menneske og skuespiller skal man lede længe efter. Det er ham der får filmen til at være bare en anelse unik.
A24/Sundance indiefilm er ikke rigtig ‘min ting’. Men det er mange gange mere min ting end de fortænkte problem-dramaer, der tidligere udgjorde de amerikanske indslag hernede.
Ellers er det en ret typisk A24-film, men det er nu også meget skønt. Optaget på celluloid, der giver et gammeldags og varmt look. Masser af skøre indfald, kæmpe tyk New Yorker stemning, og en kulsort og nærmest absurd humor.
A24/Sundance indiefilm er ikke rigtig ‘min ting’. Men det er mange gange mere min ting end de fortænkte problem-dramaer, der tidligere udgjorde de amerikanske indslag hernede. Det er en sjov film, som i gamle dage ville have trukket fulde huse på CPH:PIX. Men den vælter ikke verden.
Suspended Time
Der er en anden type ‘stjerner’, som en festival gerne vil have: De store auteurs. De vælger også meget Cannes eller Venedig for tiden, og selvom Berlin kompenserer med yngre instruktører som Ruizpalacios – der i mine øjne ofte laver friskere film – så vil man alligevel gerne have verdenspremieren på noget nyt fra de helt store navne.
Som for eksempel Olivier Assayas, der de sidste mange år har været fast gæst i danske biografer, når han havde nyt. Og har store værker som Irma Vep (1996), Sommertid (2008), Skyerne Over Sils Maria (2014) og Personal Shopper (2016) på samvittigheden. Et af fransk films stærkeste navne, og lidt af en god fangst for Berlin.
Altså bortset fra, at Suspended Time er ringe. En navlepillende film om instruktøren selv, og særligt hans liv i isolation i barndomshjemmet under COVID.
Egentlig er jeg fan af Assayas, så jeg synes det helt selvbiografiske, hvor en stemme fortæller om Assayas’ liv, ind over fotografier og små filmklip er sjov og interessant at se. Havde han lavet en hel dokumentar, hvor han bare snakkede om sig selv ind over diverse billeder, så havde det været en fin lille bagatel.
Men desværre er der også en halv fiktionsfilm, hvor instruktøren, Paul (Vincent Macaigne), er i isolation i sit barndomshjem sammen med broren Etienne (Micha Lescot) og deres kærester. Og det er tåkrummende ringe. Alene det, at navnene er ændret, når nu vi 100% kan regne ud, det er baseret på Assayas’ liv, er komplet stupidt.
Et kæmpe fejlskud og Assayas’ værste film siden Sentimental Destinies (2000)
Alle spiller dårligt, det er forbløffende ringe fotograferet, og situationerne er komplet intetsigende. Paul lyver om at have læst den japanske klassiker Genji Monogatari, ha-ha-ha! Nu bliver han besat af at rengøre en ødelagt kompotgryde, LOL! Nu bliver Etienne sur, fordi Paul går på hans nyvaskede gulv … ej, men hvordan finder de dog på det?
Jeg kan ikke regne ud, om det faktisk er optaget under epidemien, men at ingen bare ville vise det før nu. Eller om Assayas har siddet og gennemarbejdet det her manuskript i årevis, og det her var så godt det blev.
Der er en halvbagt idé om epidemien som ‘suspenderet tid’, som forbindes til nostalgien, til barndomsminderne, og som kunne have været gjort interessant i en god film. Men det er det ikke her.
Et kæmpe fejlskud og Assayas’ værste film siden Sentimental Destinies (2000). Hvis du havde fortalt mig, at af alle de her forsøg på stjernestøv, en Oscar-nomineret skuespillers triumfrunde, en instruktørs første amerikanske film, mere amerikansk indie, og så en stor auteurs nye nøglefilm, at det ville være den sidste, som jeg ikke ville kunne lide, så havde jeg lige knap troet det. Men sådan er det.
Fotocredit: Promofotos fra Berlin Festivalen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
