FILM – Festivalen er ved at være forbi, og de sidste par dage har kritikere været lidt mismodige over konkurrencens niveau. Men så er det jo meget heldigt, at man havde gemt det bedste til sidst. Frederik Bojer Bové skriver om nogle af Berlinalens fineste film, herunder årets vinder af Guldbjørnen “Touch Me Not”. Og så uddeler han sine egne Guldbamser, hvor “Touch Me Not” også er med…
Museo (Alonso Ruizpalacios)
Hvis der var én film, der kunne give Berlin-festivalen en fjer i hatten, så måtte det være den mexicanske instruktør Alonso Ruizpalacios’ anden film. Hans første, Güeros, vandt prisen for Bedste Debut i Berlin for fire år siden. Derudover laver han den slags underholdende og mildt eksperimenterende film fra områder udenfor Vesteuropa og USA, som det nærmest kun er Berlin, der støtter. Hvis hans nye var god, så var det en ret stor cadeau til festivalens profil.
Det var den! Den var rigtig god. Ruizpalacios tager sine fortællinger fra Mexicos historie, og hvor Güeros foregik under studenterdemonstrationer i halvfemserne, så omhandler Museo et virkeligt røveri på det antropologiske museum i Mexico City i 1985. To studenter brød ind og stjal 140 uvurderlige meso-amerikanske objekter, som de ikke kunne sælge på grund af den enorme opmærksomhed, kuppet fik – hele Mexico var overbevist om, at der måtte stå et internationalt kartel bag.
Ruizpalacois kommer til at blive stor. Han minder om chilenske Pablo Larrain i sin evne til at tage sit lands historie og få det til at leve som konstruktiv og spørgende cinematografi. Om ikke ret mange år er han Oscar-nomineret, mærk dig mine ord
Gael Garcia Bernal spiller Juan, ’hjernen’ bag kuppet, med en intensitet, der sagtens kunne give ham en skuespillerbjørn. Vi ser ham ikke bare som røver, men også som en ung student med et kompliceret familieliv og tanker om Mexicos fortid og status i det internationale samfund. Det er nok først og fremmest ham, som filmen vil blive solgt på.
Men hvor er den dog fantastisk stykket sammen og filmet, med det ene vidunderlige påhit efter det andet. Den er filmet på celluloid, så den også ligner en film fra firserne, og badet i naturligt lys. Da de to mænd bryder ind på museet, fryser billedet gentagne gange, så de også selv ligner de statuer, de stjæler. Da Juan drikker sig fuld og kommer i slagsmål, opfører filmen sig som en dårlig b-film, med tydeligt kunstige slagskygger og lyd der ikke er synkron med billederne. Så mange scener er eksekveret med en lethed og en villighed til at prøve nyt, at det er en fryd at følge med i.
Og så er hele idéen nærmest genial. Ruizpalacios bruger røveriet til at stikke ind til Mexikos egen fortid og tydeliggør, at objekterne selv i første omgang var stjålet fra de lokale indbyggere for at understøtte et ‘nationalt’ museum. Der er et klip, hvor vi ser en gigantisk statue, der ser ud til at bære taget på museumsbygningen, en metafor for hvordan hele landet er bygget ovenpå udplyndringen af den oprindelige befolkning. Juan og hans ven kan godt se det, men har ingen idealer om at rette det til; de vil bare tjene penge på at gentage forbrydelsen.
Ruizpalacois kommer til at blive stor. Han minder om chilenske Pablo Larrain i sin evne til at tage sit lands historie og få det til at leve som konstruktiv og spørgende cinematografi. Om ikke ret mange år er han Oscar-nomineret, mærk dig mine ord.
Touch Me Not (Adina Pintilie)
Det kommer Adina Pintilie nok aldrig til at blive, og hendes film vil nok snarere blive brugt til at slå festivalen oven i hovedet med den gamle kliché om, at de inkluderer film af politiske snarere end æstetiske grunde. En doku-fiktion-hybrid om en gruppe mennesker og deres forhold til krop og seksualitet lavet med en nærmest komisk selvseriøsitet. Salen tømtes relativt hurtigt for mennesker under den visning, jeg overværede. Men de tilbageværende svarede med klapsalver. Jeg ser det faktisk omvendt: Touch Me Not er for naiv og krævende til at fungere som politisk propaganda, men som æstetisk værk er den ret unik og overraskende. En ret flot syntese i min bog.
I centrum er den 49-årige kvinde Laura, der ikke bryder sig om at blive rørt ved, men som hyrer callboys til at masturbere i sin lejlighed mens hun overværer det. Derudover er der, hvad der ligner en art gruppeterapi, hvor mennesker lærer at røre ved hinanden, se på hinanden, øve sig i intimitet. Og så er der scener fra en swingerklub. Det hele blandes sammen, så det er svært at se, hvor virkelighed holder op, og fiktionen indtræffer, og Pintilie selv blander sig også med sin tvivl om, hvad hun laver og sin angst for selv at stå foran kameraet.
Berlin har en vidunderlig pris, de kalder Alfred Bauer-prisen, som gives til en film, der prøver nye ting og udvider filmsprogets grænser. Når man har en sådan pris, skal man naturligvis også inkludere film, der prøver at være reelt nyskabende, og her har Touch Me Not åbenlyse kvaliteter. Min storfavorit til den pris. Jeg gad også godt, at den vandt Guldbjørnen, dels fordi den er god nok, dels for at pisse folk af
Film er billeder, og festivalfilm skal gerne give os nye billeder. Det klarer Touch Me Not overlegent alene på grund af de mennesker, den inkluderer. Der er Hanna, en transkønnet prostitueret, der først skiftede køn som halvtredsårig, og er utrolig afslappet i sin krop. Og der er Christian, der har spinal muskulær atrofi, hvis krop ikke normalt vises i film.
Men han forklarer, der er mange ting bed sin krop, han er virkelig glad for: at hans øjne er så smukke, hans hår er så kraftigt, og at hans penis virker præcis, som den skal. Så tager han med, at han ikke kan klø sig i ansigtet eller til tider savler og skal have hjælp til at fjerne det. Hvis jeg skulle vælge mellem at have normal savl- eller sædproduktion, så ville jeg nok også vælge det sidste.
Og så er billedsproget bare generelt utrolig flot. En af grundene til det var så tydeligt, hvor mange folk gik skyldes, at filmen er helt utrolig lys, fyldt med hvide vægge, glas, hospitalsrum, etc. Alt kan ses, og ingen skjuler sig for hinanden. På lydsiden er der fyldt op med især Einstürzende Neubauten, hvis støjflader passer forunderligt godt ind. Berlin har en vidunderlig pris, de kalder Alfred Bauer-prisen, som gives til en film, der prøver nye ting og udvider filmsprogets grænser. Når man har en sådan pris, skal man naturligvis også inkludere film, der prøver at være reelt nyskabende, og her har Touch Me Not åbenlyse kvaliteter. Min storfavorit til den pris. Jeg gad også godt, at den vandt Guldbjørnen, dels fordi den er god nok, dels for at pisse folk af.
Mug (Malgorzata Szumowska)
Der er dog film, jeg hellere ser vinde den store pris, og Mug blev overraskende en af dem. Overraskende for mig, for selvom jeg har stor respekt for Szumowska, der har været i Berlin gentagne gange og fik dansk distribution med den fine Krop & Sjæl, så har hun altid lige manglet det sidste. Hvilket også har været generelt for polsk film, fine film, men samtidig også ofte lidt famlende, som om instruktørerne ikke helt ved, hvad de vil, hvem de er, hvordan de får formidlet noget, som kun de kan formidle.
Mug siger noget på en helt unik polsk måde, en blanding af østeuropæisk seriøsitet, Mittel-europæisk kitsch og postmoderne satire. I åbningsscenen ser vi en masse dybt seriøse mennesker stå i kø; det kunne ligne noget fra en kommunistisk film om brødrationering. Men de venter på et ‘Christmas Underwear Sale’, og da det sættes i gang, løber de ind i butikken, smider tøjet og sprinter ned mod de få fladskærmsfjernsyn, der åbenbart er på udsalg. Og hele sekvensen er naturligvis i slowmotion og har nærmest intet at gøre med resten af filmen. Absolut fantastisk åbningsscene.
Resten af filmen følger Jacek, en ung mand der elsker Metallica og ikke passer ind i den lille landsby han kommer fra. Han vender hjem, fordi det er jul, skændes lidt med familien, flirter med Dagmara, som han endda forlover sig med, og hjælper med på områdets store projekt: En gigantisk Jesus-statue, der skal ende med at være verdens største. Og så falder han ned fra et stillads på toppen, og må igennem en eksperimentel ansigtstransplantation der gør ham ukendelig overfor omverdenen.
Mug – det er et fantastisk punktum på en triumf af en film, der for alvor skubber Szumowska op blandt Europas vigtige stemmer
Der er en vis forudsigelighed i resten af plottet, hvor Jacek naturligvis ikke bliver accepteret af andre end sin nærmeste familie, og da overhovedet ikke af sin forlovede. Filmen bruger fornuftigt nok også mere tid i periferien af det her plot, på mediecirkusset omkring den unikke operation eller på den katolske præsts reaktion på det her – der er nogle fantastiske scener fra skriftestolen, hvor salen skreg af grin.
Mest af alt er det en film, der fortæller sine pointer visuelt. Filmsproget er utroligt, brug af dybdefokus som jeg normalt regner for en latinamerikansk ting, og et vidunderligt farvevalg. Lange scener uden tale men med musik, til tonerne af Metallica og dancepop. Det bliver til tider på kanten af pastiche, men det er netop også sådan, det skal være. Det er en hybridfilm, stykket sammen af bidder og dele fra alverdens kanter, som netop kritiserer en polsk insisteren på det konsistente og hele.
Det er en visuel kritik af det polske konservative Lov og Orden-parti, der netop ser Polen som et utrolig konsistent land, baseret på ældgamle traditionelle værdier. I stedet ser Szumowska Polen som en hybrid: punket, kantet, vestlig pop og østlig religion, et land der importerer kultur og eksporterer mennesker. Jaceks nye ansigt bliver en metafor for det sammensatte, det anderledes, og afvisningen af det bliver en kritik af hele samfundet. Jeg skal ikke afsløre, hvad der ender med at ske med Jesus-statuens ansigt, men det er et fantastisk punktum på en triumf af en film, der for alvor skubber Szumowska op blandt Europas vigtige stemmer.
In the Aisles (Thomas Stuber)
Hvis jeg havde moderate forventninger til Szumowskas film, så var mine forventninger til den nye fra Thomas Stuber nærmest helt i bund. Jeg kendte ham nærmest ikke, og det jeg kunne læse mig til lød ikke specielt interessant. Så at han leverede en billedskøn og formalistisk crowd pleaser, der nænsomt og empatisk fortæller om noget så på en gang normalt og på den anden side glemt som medarbejdere i et supermarked, det var en god overraskelse. At jeg alligevel ikke rigtig er oppe og køre, det er så sådan, som det er. Der er potentiale til noget bedre.
Franz Rogowski har sin anden store hovedrolle på årets festival, efter at han også stod i centrum af Christian Petzolds Transit. Her spiller han Christian, en ung mand der får arbejde i alkoholafdelingen af et stort supermarked. Han oplæres af Bruno (Peter Kurth) og forelsker sig stilfærdigt i Marion (Sandra Hüller fra Toni Erdmann). Det er en rolig film, der meget af tiden koncentrerer sig om Christians problemer med at lære at køre gaffeltruck, og hvor mørkere elementer det meste af tiden blot antydes.
“In the Aisles” føles forunderligt uoriginal på mig med ret gammeldags dyder og mangel på vilje til virkelig at dykke ned i sit materiale
Filmen er vist på celluloid, og billederne er umanerligt varme. Et supermarked er af naturlige grunde et sted med rigtig mange rette vinkler, gange og hylder og diske, og Stuber udforsker sin lokalitet ret eminent. Smukke billeder fra en sjældent vist verden, leveret med sympati og æstetisk overskud. Hvad kan man kræve mere?
Flere overraskelser? In the Aisles føles forunderligt uoriginal på mig med ret gammeldags dyder og mangel på vilje til virkelig at dykke ned i sit materiale. I åbningsscenen ser vi stormagasinet blive vakt til live til tonerne af An der schönen blauen Donau, der også blev brugt i Rumrejsen 2001 på ret lignende vis. Nærmest hvert klip er virkelig veludført, men ret få af dem er overraskende. Og jeg har det svært ved den grundlæggende kærlighedshistorie, hvor Marion sjældent defineres som andet end hende Christian gerne vil have og skal gøre sig fortjent til.
Henimod slutningen af filmen er enige om, at han er en god mand, og så dykkes der egentlig ikke dybere ned i det, selvom hans opførsel til tider er ret mærkværdig. På samme måde virker filmen også tilfreds med, at de fleste folk vil være enige om, at det er en god film. Den træder ikke nogen over tæerne, det er svært at forestille sig nogen kan blive sure på den. Men den gør heller ikke rigtig så meget.
Frederiks priser går til
Mit første besøg på Berlinalen er forbi. Netop fordi det var mit første år, har jeg naturligvis svært ved at vurdere årets konkurrence i forhold til tidligere udgaver, men jeg endte med at være godt tilfreds.
Der var få direkte dårlige film, og de bedste oplevelser kom fra instruktører som nærmest kun kunne få chancen i Berlin. Szumowska, Ruizpalacios og Pintilie slutter sig til Mani Haghighi og Christian Petzold i en gruppe af virkelig gode film fra instruktører, som Berlin har sat fokus på gennem længere tid. Det er i virkeligheden en vigtigere ting end, hvor mange af filmene der vil kunne komme i spil til en Oscar senere på året. Berlin er måske ikke så indflydelsesrig, som den var engang. Men den har en personlig profil.
Med henhold til skuespil giver jeg den mandlige pris til unge Anthony Bajon, hvis blå øjne og ekspressive mimik både afslørede indre kampe, men samtidig var umulig at blive helt klog på
Hvis jeg skulle uddele priserne ville de to største, Guldbjørnen og Juryens Specialpris, skulle fordeles mellem Haghighis Khook og Szumowskas Mug. Det var de to mest originale og ekspressive oplevelser for mig. Khook vinder med en hårbredde, og Mug må nøjes med andenpræmien. Christian Petzold får Instruktør-prisen for Transit, der i høj grad får tilført så meget ekstra ved at blive sat i sammenhæng med instruktørens tidligere værker, det er virkelig en auteur-bedrift.
Til Manuskript-prisen var der to muligheder, to film udmærkede sig ved at være virkelig gode idéer til en film: Philip Grönings Mein Bruder Heisst Robert und ist Ein Idiot og Ruizpalacios Museo. Eftersom Grönings film groft sagt kun fungerer på papiret giver jeg prisen til Ruizpalacios.
Med henhold til skuespil giver jeg den mandlige pris til unge Anthony Bajon, hvis blå øjne og ekspressive mimik både afslørede indre kampe, men samtidig var umulig at blive helt klog på. Andre og ældre skuespillere brugte større armbevægelser og lavede mere skuespillerarbejde, men Bajons figur er den, jeg har tænkt mest over. Den kvindelige pris går til Andrea Berntzen for Utøya 22. juli, der ellers er en af favoritterne til de store priser.
Jeg brød mig ikke om instruktørens kunstneriske valg, men det er umuligt at komme uden om Berntzens præstation, og en pris til hende ville også være en markering af, at filmen skulle have holdt fokus på menneskene frem for at forsøge at lave kunstneriske krumspring ud af en så stor tragedie.
Endelig er der de to tekniske priser. Alfred Bauer-prisen vil jeg gerne se gå til Touch Me Not, mens prisen for bedste kunstneriske bidrag går til lydsiden af Toppen av Ingenting. De to film formåede ikke helt at samle sig til helstøbte værker, men indeholdt overraskende og nyskabende elementer.
Det ser med andre ord sådan her ud:
Guldbamsen: Khook
Juryens Specialpris: Mug
Bedste Instruktør: Christian Petzold, Transit
Bedste Kvindelige Skuespiller: Andrea Berntzen, Utøya 22. juli
Bedste Mandlige Skuespiller: Anthony Bajon, La Prière
Bedste Manuskript: Manuel Alcalá & Alonso Ruizpalacios, Museo
Alfred Bauer Prisen: Touch Me Not
Bedste Kunstneriske Bidrag: Aleksander Kharsikoff og Abdoulaye Diallo for lydsiden i Toppen av Ingenting.
Jeg regner dog med at juryen går i en helt anden retning.
Og dermed sætter jeg punktum for dækningen af dette års Berlinale. Nu skal jeg sidde på en sofa og stirre ud i luften i noget tid. Jeg ved ikke, hvor mange af de film jeg har skrevet om som nogensinde vil komme til Danmark, så i sidste ende kan jeg ikke sige andet end, hvad jeg også lagde ud med at sige i min introduktion: Jeg håber, det har været sjovt at læse med.
Fotocredit: Berlinalen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
