FILM // FESTIVAL – På filmfestivaler vises der film fra hele verden, og særligt i år har Berlinalen givet plads til små filmnationer. Frederik Bojer Bové har derfor kastet sig over billeder fra Senegal, Indien og Caribien, som måske er lidt anderledes, end vi er vant til.
“Som barn så jeg Disney, Avatar, Tom & Jerry. Jeg så aldrig noget fra mit eget lands historie, fra Benin. Derfor kendte jeg ikke mig selv.” Cirka sådan siger en ung mand i Mati Diops mesterlige Dahomey, en dokumentar om hjemrejsen for en række statuer, som Frankrig stjal fra det daværende Dahomey i det 19. århundrede.
Den unge mand forklarer, hvorfor det er væsentligt, at der bliver lavet film overalt. Det giver en referenceramme for et lands befolkning. Men er det også vigtigt for os andre?
I år har Berlinalen inkluderet virkelig mange film fra helt små filmnationer. Senegal, Mauretanien, Nepal. Er det relevant for os? Ja, det kan det sagtens være. Det kan jo sagtens være virkelig gode film. Og så er der også værdi i at gå noget helt anderledes i møde. Måske får man nogle tanker, man ellers ikke ville have haft.
Senegal: Dahomey og Demba
Det er måske en lille smule mærkeligt, at Diops Dahomey har verdenspremiere i Europa, når den handler om, hvor væsentligt det er med afrikansk kunst på det afrikanske kontinent. Helt enkelt fortalt, så skildrer filmen først arbejdet med at få fragtet de gamle og skrøbelige skulpturer til et museum i Benin, hvorefter anden halvdel af filmen først og fremmest består af en diskussion mellem en række unge om, hvad statuerne betyder for dem, og hvad planen er for fremtiden. Man har fået de første 26 statuer hjem, men det anslås, at der stadigvæk er cirka 7.000 stjålne statuer fra Benin rundtomkring i Europa.
Pointen er ikke statuerne i sig selv, men de følelser, tanker og diskussioner, ja endda skænderier, som de sætter i gang hos de unge i Benin
Fransk-senegalesiske Mati Diop er født i Paris og blev først bemærket som skuespiller i Claire Denis’ 35 Shots of Rhum (2008). Hun er i familie med den kendte senegalesiske instruktør Djibril Diop Mambéty (1945-1998), og hun debuterede selv som instruktør i Cannes med Atlantics i 2019, en af de bedste film i de sidste ti år fra Senegal. Fra Vestafrika. Fra Afrika. Ja, bare helt generelt.
Mati Diop har et helt vidunderligt flimrende filmsprog. Hun filmer gerne vanddis, varmeflimmer, månelyset, der flimrer i bølgerne, neon-lys i en storbynat. Det giver hendes film en helt særlig følelse af liv, hvilket ellers ikke rigtig indgår i filmenes plots.
Måske er det også det, som Benin har brug for. Så stærk kultur, at det kan afføde billigt lysende ragelse
I Atlantics var den afrikanske verden affolket og aflåst – med store dyre skyskrabere, som lokalbefolkningen ikke havde adgang til, og de unge mænd var alligevel taget med små både mod Europa. I Dahomey er statuerne døde og massive, og museerne føles kolde og stille. Men Diops kamera fanger de besøgende genspejlet i montrerne eller deres hoveder set gennem hullerne i træstatuerne, og igen ofte utydeligt og flimrende.
Pointen lader til at være, at ting skal flimre. De skal glitre. De skal leve. Pointen er ikke statuerne i sig selv, men de følelser, tanker og diskussioner, ja endda skænderier, som de sætter i gang hos de unge i Benin. Det kræver selvfølgelig, at de unge har adgang til dem. Og forhåbentlig snart til mere end de første 26 statuer.
I filmens vidunderligt ironiske åbningsklip ser vi en masse andre glitrende statuer. Små plastic-Eiffeltårne, der lyser neongrønt og lilla i Paris-natten. Souvenir-crap. Men det er helt utrolig smukt. Måske er det også det, som Benin har brug for. Så stærk en kultur, at det kan afføde billigt lysende ragelse. Også den dårlige kultur har flimrende værdi.
Hvilket er heldigt med tanke på den anden senegalesiske film, jeg har set hernede, Demba af Mamadou Dia, som blev vist i sidekonkurrencen “Encounters”. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke over den, siden jeg så den. Den flimrer, glitrer og lever i mit hoved. Men nogen god film kan man ikke kalde den.
Til at starte med virkede den helt håbløs. Vi følger gamle Demba, der snart skal på pension fra sit job på rådhuset i en lille senegalesisk by, og som er i dyb sorg efter konens død. Han begynder at opføre sig mærkeligt og aggressivt, og snart mister han både job og respekt fra sønnen Bajjo. Det hele er filmet utroligt rudimentært, meget langsomt, og ligner lidt, at der har været alt for få penge og for lille et filmhold til at lave det flottere og mere medrivende.
Det er gået i stykker, både drømmene og stedet, hvor de blev drømt. Ligesom drømmeren Demba er ved at gå i stykker. Og ligesom filmsproget er gået i stykker.
Men der er en pointe med det. Efterhånden bliver det ret tydeligt, at Demba udviser tegn på demens, og at filmen – lidt ligesom The Father med Anthony Hopkins – forsøger at beskrive et sind, der går i stykker. Så filmen er også gået i stykker. Det er ekstremt ambitiøst at forsøge det på så lille et budget, og det bliver da også virkelig svært at se på. Men der er noget at tænke over.
Særligt fordi filmen begynder at bevæge sig rundt i et Senegal, der tydeligvis også er i forfald. Demba hænger ud ved en stor flot bro, som ingen benytter, og som bare har taget hans udsigt. Vi ser senere ham og borgmesteren sidde ved ruinerne af et kæmpe sportsstadion, hvor de engang holdt ideologiske taler for folket. Nu er det gået i stykker, både drømmene og stedet, hvor de blev drømt.
Og drømmeren Demba er ved at gå i stykker. Og filmsproget er gået i stykker. Men drømmene flimrer stadigvæk, omend de flere gange i filmen bliver til mørke mareridt. Virkelig interessant lavet, og det kan måske sætte glitrende debatter i gang hos Senegals ungdom. Men den er også lidt lang og kedelig, desværre.
Indien: Kottukkaali
Jeg har efterhånden meget længe håbet på, at der snart skulle ske noget med indisk film. Landet har en kæmpe filmhistorie og op til flere gigantiske filmindustrier, men det er, som om den vestlige verden og dens filmfestivaler helt er holdt op med at gå op i det.
Da Chaityanya Tamhanes The Disciple var i hovedkonkurrencen i Venedig i 2020, var det hele 19 år siden, en indisk film havde været repræsenteret i det bedste selskab på en af de tre store europæiske filmfestivaler. Det er en komplet uhørt filmtørke for en tidligere filmisk stormagt.
De seneste år er nogle små film dog kommet lidt frem i lyset. For eksempel har hele to indiske film vundet Tiger-prisen i Rotterdam, der gives til instruktører først i karrieren. Sanal Kumar Sasidharan vandt i 2017 for den utrolig spændende Sexy Durga, og i 2020 vandt PS Vinothraj for Pebbles, som jeg ikke har set. Men det skal jeg da have gjort, for opfølgeren Kottukkaali eller The Adamant Girl, som er den engelske titel, er særdeles fremragende.
Jeg spekulerer på, om Vinothraj har set Sexy Durga, for plot og æstetik minder ret meget om den. Begge film blander en fortælling om et endeløst roadtrip med træk fra hinduistiske myter. Der er rolige naturbilleder, der pludselig afbrydes af voldsomme ritualer eller råbende og voldsomme mænd. Det skaber det, jeg i en anden sammenhæng har kaldt for indiske trancebilleder.
I Kottukkaali følger vi en indisk familie, der drager af sted til en helligdom langt væk for at få “kureret” en ung kvinde, der har forelsket sig i en mand fra en undertrykt kaste. Og det kan jo ikke være rigtigt. Det må skyldes trolddom, for den unge kvinde er naturligvis god og ærbar og ville uden tvivl have giftet sig med sin fætter som aftalt, hvis hun var ved sine fulde fem. Desuagtet at fætteren er tydeligt temperamentsfuld og voldelig. Men altså, det kan ikke være det, det må være trolddom.
Og så kører tre scootere og en tuktuk af sted på de indiske veje, men turen bliver meget mere besværlig end planlagt, for der sker det ene uheld efter det andet. Nogle kunne måske tro, at de mange uheld var tegn fra naturen på, at familien skulle droppe deres planer om at “kurere” den unge kvinde, hvilket alle ved, vil blive særdeles voldeligt. Men nej-nej, det er da bare sort uheld.
Magien opstår i modspillet mellem den febrilske intensitet, som de her mænd gejler sig selv op til, stillet over for en uudgrundelig mystik
Så det ene mere mørkt humoristiske optrin efter det andet finder sted, skildret med den mørkeste deadpan-humor, lange tålmodige klip og en række ultranærbilleder. Mest uforglemmelig er scenen, hvor fætteren får et insekt i øjet, og vi først zoomer helt ind på et øjeæble og derefter ser en gigantisk tunge slikke insektet ud.
Men der er så mange stærke billeder og tålmodige klip, at det nærmest bliver helt hypnotisk. Det ligner, at de er taget på en transcendent rejse ind i en besjælet verden, for filmsproget peger i den retning. Men ingen fatter noget af, hvad der sker, så den mørke humor kommer til at fylde mere og mere.
Som de fleste andre indiske undergrundsfilm, jeg har set de sidste mange år, er Kottukkaalki en slet skjult kritik af hinduistisk ideologi, som den dyrkes af det regerende BJP-parti. Det er, som om naturen selv bruger alle midler for at forhindre, at denne her seance skal finde sted. Men mændene er ligeglade – de er kun optagede af deres egen status som gode hinduer af den rette kaste.
Det er ren falsk ideologi, og som i flere andre stærke indiske film – Sexy Durga, Chaitanya Tamhanes Court og The Disciple – opstår magien i modspillet mellem den febrilske intensitet, som de her mænd gejler sig selv op til, og en uudgrundelig mystik. Og det er i sammenstødet mellem intensitet og stilhed, mellem tomt ritual og dyb mystik, at der opstår det, jeg ovenfor kalder trancebillederne.
Det er et stærkt filmsprog, som jeg ser hos en række yngre indiske instruktører. PS Vinothraj tilsætter filmen sin helt egen humor, og den kunne måske godt gøre forskellen i forhold til at komme bredere ud. Jeg tror på ham som en fremtidens mand – en af dem, der kan bringe indisk film tilbage i det gode selskab. Måske.
Caribien: Pepe
Jeg er ikke sikker på, at det overhovedet giver mening at snakke om “caribisk film”. Der er så mange lande i Caribien og kun ganske få kendte instruktører fra regionen. Der har også historisk været et tæt forhold til de nærliggende mellem- og sydamerikanske lande rundt om det caribiske hav foruden naturligvis voldsomt meget kolonialisme og dermed indflydelse fra Europa samt den store nabo, USA. Så et særskilt “caribisk filmsprog”? Jeg kender det ikke.
Men nu giver den unge dominikanske filmskaber Nelson Carlos De Los Santos Arias det et skud i sit rablende storværk Pepe. Hans Cocote (2017) var en succes på Locarno-filmfestivalen og viste en ualmindeligt talentfuld ung instruktør, der arbejdede med foruroligende billedtableauer, langsomme kamerabevægelser og en fortælling om korruption og ulighed.
Pepe er fortalt fra en flodhests synspunkt. Og det er sgu lidt hård kost
Det var et flot billede af Den Dominikanske Republik, en virkelig stærk film, men det var ikke noget, jeg ikke havde set før, eller som kunne kaldes særskilt caribisk.
Men … i det mindste har jeg aldrig før set noget som Pepe. Filmen handler om de flodheste, som narkokongen Pablo Escobar importerede til Colombia fra Namibia, og som efter hans død bredte sig til de omkringliggende floder, så der nu lever et par hundrede flodheste i Colombia som eneste sted uden for Afrika. Myndighederne aner ikke, hvad de skal gøre ved det. De dræbte én af flodhestene i 2009, som blev kaldt Pepe og nu får lov til at fortælle sin historie.
Så ja, Pepe er fortalt fra en flodhests synspunkt. Og det er sgu lidt hård kost. En mærkværdigt manipuleret stemme filosoferer om løst og fast på afrikaans (og måske også mbukushu, det er et af mange sprog listet i filmens program), alt imens vi ser en diskussion i en bus med tyske turister i Namibia.
Vi følger også helikopterne, der flyver flodheste ud mod havet, ser et skib sejle over Atlanten, følger to unge colombianske pothoveder i en lastvogn med mærkelige dyr med mere. Det samler sig ikke rigtig til noget, og jeg blev træt af flodhestens stemme.
Først i anden halvdel, hvor Pepe forsvinder ud i Magdalene-floden og indrømmer, at hans historie nu er blevet det colombianske folks historie, bliver det sjovt. Det bliver et portræt af et lille samfund ved floden, der vendes på hovedet, idet de gamle fiskere bliver angrebet af et mystisk væsen i vandet. Ingen tror på det, indtil militæret pludselig dukker op.
Her er en sammenhængende film, idet vi bliver i én by med en gruppe stærke karakterer, og pludselig er der også plads til de kamerabevægelser, instruktøren er så god til. Her er lidt rytme midt i det filmiske kaos.
Pepe vinder nok ikke, dertil er den for ujævn. For tung og mærkværdig, sådan lidt ligesom flodheste er det
På et tidspunkt begynder Pepe så at tale igen, men nu pludselig på spansk, og han fortæller om den særlige “mestizo”-verden, han nu tilhører. Og her bliver det nærmest til et manifest for et “mestizo”, “mixet” filmsprog. Pepe fortæller om, hvordan alting i dette miljø hænger sammen, alt er tæt forbundet, filtret ind i hinanden, alt er nærmest transparent, og alle hænger fast i oprør, militærdiktatur, men også i ritualer, rytmer, fester. Og her er manifestet for en caribisk æstetik.
Pepe beskriver godt nok landet omkring Magdalene-floden, men da floden munder ud i det caribiske hav, er det en større regional kultur, han snakker om. Jeg tror også, at instruktøren Nelson Carlos De Los Santos Arias vil mene, at Den Dominikanske Republik tilhører denne kultur. Potentielt kan han blive en førende filmisk stemme inden for den. Han er i hvert fald kommet langt med et så imposant værk som Pepe i så fin en konkurrence, som Berlinalen er.
Han vinder nok ikke, dertil er filmen for ujævn. For tung og mærkværdig, sådan lidt ligesom flodheste er det. Særligt første halvdel føles ikke helt mixet færdig, men som en række adskilte scener på snor. Men i sidste ende fik vi set noget nyt.
Det plejede der at være en pris for. Den hed Alfred Bauer Prisen, indtil man opdagede, at hr. Bauer var lidt mere nazist, end man havde troet. Jeg håber, Nelson Carlos De Los Santos Arias stadigvæk får hæder for sit originale forsøg på at skabe et mestizo-filmsprog.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
