Berlin-skolen årgang 2019: In My Room & Transit er små mesterværker

af i Film/Kultur

FILM // KINOK – Den mærkværdige filmstil kaldet ‘Berlin-skolen’ var engang kendetegnet ved minimalisme, små armbevægelser, og at den aldrig solgte nogle billetter. Det er der blevet vendt op og ned på. Nu er det så stort, at der kommer to Berlin-film til Danmark med blot en uges mellemrum. Læs om stilen, der får større og større ambitioner.

To film af Berlin-skolen på én gang. Det er ret vildt. Den minimalistiske og eksperimenterende filmretning, opkaldt efter skolen Deutsche Film- und Fernsehakademie Berlin hvor mange af instruktørerne er blevet uddannet, blev i mange år ugleset både i Tyskland og herhjemme. Da jeg skrev om skolen for ret præcist et år siden, i forbindelse med en artikel om tysk film generelt, var det fordi en Berlin-skole-instruktør havde en kavalkade på den bittelille streamingtjeneste Mubi. Og nu er der hele to film på én gang. Jamen, hvad skal det dog ikke ende med?

Det er der blevet vendt godt og grundigt rundt på de seneste par år. Især efter at Maren Ades ret Berlin-skole-agtige Min Far Toni Erdmann blev en verdenssucces. Den var knap så minimalistisk, næsten tre timer lang, og delvist optaget i Rumænien. Jeg har den mistænkt for at have hjulpet en del film med at finde finansiering. De to film, der har danske premierer, har tydeligvis budgetterne i orden. Og ambitionerne. Stilen, der før i tiden mest var kendetegnet ved at instruktørerne råbte højt og dannede, hvad de kaldte et ‘Politbüro’ og havde et magasin, der hed ‘Revolver’, lader nu også filmene være storslåede og højlydte.

In My Room (Ulrich Köhler)

Større og dyrere, javist, men derfor er det alligevel nærmest overvældende, hvor ambitiøs og altomfavnende Ulrich Köhlers In My Room er.

Og det er måske endnu mere overvældende, hvis man ikke ved, hvad der skal ske, så hvis ikke du vil spoiles, så lad være med at læse videre.

Armin (Hans Löw) er en ret uduelig mand. Han er den slags fotograf, der trykker forkert på kameraet, så det optager, mens han flytter det, og slukkes hver gang han får det stillet foran en politiker (en ret fantastisk åbningsscene). Han er den slags mand, der tager på klub med sin venindes datter og forsøger at få hende med hjem. Han har ikke mange venner, mange penge, han er dårlig til sit job. Og så er hans farmor døende. Men en dag er han tilsyneladende den sidste mand på jorden. Tomme biler alle vegne, flydende færger på floden, en verden helt uden andre mennesker. Det viser sig at være en verden, hvor Armin trives.

In My Room er den slags film, der vinder ved at blive set flere gange. Twistet sådan cirka halvvejs igennem er så altovervældende, at sekvenserne før det er nemme at glemme. Men det er et fint antropologisk studie af det moderne menneske. Mange Berlin-skole-film har i høj grad fungeret som antropologiske studier – inklusive f.eks. Ulrich Köhlers egen Bungalow med Trine Dyrholm – og kontrasten mellem livet før og efter apokalypsen understreger blot, hvor stor en del af Armins sørgelige eksistens, der afhænger af samfundsmæssige normer. Nyd den langstrakte trafikscene, mens han kører hen til sin syge farmor: Det virker gennemført absurd, at vi accepterer noget så dødsygt som at sidde fast i trafikprop i regnvejr i den moderne verden. Det er da nærmest sjælsnedbrydende.

Imod larmen har vi et alternativ: Rolige, observerende og intelligente billeder. In My Room er minimalistisk filmkunst i allerstørste format.

Og hele vågescenen er i sig selv noget, vi sjældent ser: et realistisk og langstrakt billede af, hvad der sker, når et familiemedlem dør. Far og søn ser skihop, drikker øl, skændes lidt. Det er ganske realistisk, men samtidig er der noget helt utrolig fattigt ved det. Er det virkelig det, som det moderne liv er reduceret til? Var døden ikke bedre i gamle dage? Det virker som om hverken Armin eller hans far reelt ved, hvad de skal gøre, når nu der ikke længere er noget gyldigt vågeritual.

Men filmens clou er naturligvis de smukke scener efter apokalypsen, og her tænker jeg ikke så meget på de sædvanlige med hurtige biler og øde områder. Armin begynder at opbygge sin egen lille verden, med husdyr, landbrug, endda et forsøg på et vandhjul, der skal generere elektricitet, så han kan komme helt fri af afhængigheden af det foregående samfund. Hans Löw gennemgår en imponerende fysisk omvæltning fra fotograf med ølmave til muskuløs bondemand. Og aftensolen står smukt ned over det lille hus i vildnisset.

En af de centrale pointer ved In My Room er, at Armin har ret nemt ved at finde ud af præcis, hvad han skal gøre i vildnisset, for hele verdens samlede visdom er stadig til stede. Jamen, hvorfor kunne han så ikke finde ud af det før?

Det er larmen, informationsstrømmen, det konstante medieræs, der holder Armin tilbage. Men imod larmen har vi et alternativ: Rolige, observerende og intelligente billeder.

In My Room er minimalistisk filmkunst i allerstørste format. Köhler kan, som de fleste andre Berlin-skole-instruktører, filme en lastbil, så det er det filmiskeste i verden, men derfor er det stadig flot at se ham forsøge så meget mere end det.

Transit (Christian Petzold)

Christian Petzolds nye film er også en ganske ambitiøs konstruktion, omend her er det mere tematisk ambitiøst end produktionsmæssigt. Rent produktionsmæssigt har ambitionerne sikkert paradoksalt nok gjort filmen billigere. Transit er en filmatisering af en roman af samme navn, skrevet af Anna Seghers i 1942. Romanen handler om flygtninge fra Nazityskland, der sidder fast i Marseille og desperat forsøger at komme ud, herunder forsøger at få ‘transit-visa’.

Petzold har fastholdt historien, den handler stadig om folk på flugt fra nazisterne. Og han har optaget filmen ‘on location’ i Marseille. Men han har alligevel på sin vis omplantet den til vore dage. Der er nemlig ingen periodekostumer i filmen, alt og alting ser ud som om det er i dag. Det skaber en særlig art limbo. Og mange paralleller til nutidige flygtningeproblematikker.

Jeg så Transit første gang, da den havde premiere på Berlin-festivalen sidste år, og det var et dejligt gensyn. For det første forstår jeg nu langt bedre det ret komplicerede plot, men vigtigere end det, så forstår jeg, at det alt sammen er en smule lige meget.

Det er virkelig unødig kompliceret – med vilje. Vi følger Georg, men i løbet af filmen erstatter han to andre mænd, der er døde under flugten, og det var lidt svært at finde rundt i. Også fordi vi aldrig rigtig lærer hverken Georg at kende, eller de to mænd han træder i stedet for, så hvornår han er den ene, og hvornår han lader som om, han er den anden, er forvirrende, hvis ikke man holder tungen lige i munden. Men det er også lige meget. Pointen er ikke så meget selve plottet – hvilket er meget heldigt, for det er også fuld af mærkværdige sammenfald og tilfældigheder – som det er selve fornemmelsen af at være ‘transit’, at være ‘limbo’, at være fanget mellem to situationer, to personligheder, to tidsligheder. Og det må jeg sige, anden gang lagde jeg nærmest overhovedet ikke mærke til, at det var mærkeligt, det med at alting så ud som i vore dage.

Fordi vi holder op med at tænke på kostumer og biler og alt det andet, der kommer i forgrunden i historiske film, så lægger vi mere mærke til menneskene.

I stedet lagde jeg mærke til alle detaljerne. Jeg lagde mærke til alt livet. Især med den ene mand Georg erstatter, hvor han bliver en slags reservefar for den unge Driss, er der fyldt med smukke og simple scener af en mand og en dreng, der bare har det godt sammen. Midt i krig, flugt, død og sorg er der to, der har tid til fodbold, til at spise en is, tage i forlystelsespark. Især et enkelt lille billede, hvor Georg kaster sig ind på en trampolin for at gribe Driss, har sat sig fast. Især den måde Georgs ben sparker bagud. Det er bare en lille bevægelse, men det er netop små bevægelser, små tegn på liv, som holder os i live i svære perioder.

Franz Rogowski er fremragende som Georg. Han ligner ganske meget Joaquin Phoenix, og er ligesom ham lidt etnisk ubestemmelig (Joaquin Phoenix har alene for instruktøren James Gray spillet russisk-jødisk, tysk-jødisk, polsk-katolsk og latino). Rogowskis Georg kunne godt være jøde på flugt fra nazisterne, men han kunne også være tysk kommunist eller slavisk dissident. Et eller andet. Det gør ham så meget mere troværdig som transitperson. Først og fremmest skal han også bare gå, og spille fodbold, og en gang imellem smile. Det er ikke en film, hvor der er plads til de store følelsesudbrud. Georg lever på skærmen, som et virkeligt menneske, omend uden nogen forhistorie.

Det er igen en art antropologi, og igen kommer det frem via de ambitiøse konstruktioner. Fordi vi holder op med at tænke på kostumer og biler og alt det andet, der kommer i forgrunden i historiske film, så lægger vi mere mærke til menneskene. Fordi Rogowski spiller så naturligt, og fordi Petzold ynder at bruge et roligt filmsprog, og fordi vi så tydeligvis er i det ægte Marseille under en ægte brændende sol, så mærker vi, hvordan det føles at være i transit. At være på alle måder fanget.

Petzold var den første af Berlin-skole-instruktørerne, der gik op i en større skala. Han har altid arbejdet med genre – to af hans film, Yella og Jerichow, var baseret på henholdsvis gyseren Rædslernes Dans og film noir-klassikeren Postbudet ringer altid to gange – men han fik sit gennembrud, også i Danmark, med de to historiske film Barbara og Phoenix. De to film danner nu sammen med Transit en historisk trilogi, der fortæller om DDR, om efterkrigstiden og om dem, der flygtede fra Hitler. Tre film om ofrene fra forskellige historiske forbrydelser. Det er ekstra tydeligt nu, hvor trilogien er lavet færdig, og den sidste så demonstrativt er i en art tidsligt limbo, at Petzold har fokuseret på kontinuiteter, hvordan historierne har gentaget sig. Hvordan fortiden hjemsøgte eftertiden, og hjemsøger nutiden. Det er på alle måder et stort projekt. Og Transit er i mine øjne kronen på værket.


Foto: In My Room: The Match Factory. Transit: Camera Film

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film