BERLIN OG DEMOKRATISK DANNELSE // DEBAT – ”På demokratifronten ser det ud til, at Europa nu på mange punkter er alene hjemme. Derfor er det afgørende, at unge på den nye epx-uddannelse, ligesom på alle andre ungdomsuddannelser, i endnu højere grad end tidligere får en solid dosis demokratisk dannelse med i uddannelsesbagagen – uanset om man skal være tømrer eller tale tysk, være ernæringsassistent eller embedsmand, musiker eller murer,” skriver gymnasielærer Anders Stubkjær.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg står i hjertet af Berlin. I skyggen af Brandenburger Tor er en jødisk ungdomsorganisation ved at opstille plasticstole. På hver stol er der påsat billeder af de israelere, som blev bortført fra Israel til Gaza denne dag for præcis to år siden. De hvide plasticstole symboliserer de levende, de sorte stole de døde. Mellemøsten er tæt på i Berlin.
Ganske tæt ved Brandenburger Tor ligger den russiske ambassade. Foran stedet er der en installation med fotografier fra et krigshærget Ukraine og et klart budskab: ”THIS IS UKRAINE, NOT Russia!!!” Blå og gule farver dominerer, og blomster og lys dekorerer. Krigen er lige om hjørnet.
Lidt senere på dagen ser jeg ud på Berlin fra toppen af Rigsdagsbygningens glaskuppel. Tysklands flag, ”sort-rød-gul”, og det blå Europa-flag blafrer i vinden. Glaskuplens symbolske gennemsigtighed viser os, at parlamentet er i gang, og demokratiet arbejder.
Jeg ser i retning af Mindesmærket for Europas myrdede jøder. Aldrig mere! Bønnen om at verden efter Anden Verdenskrig og holocaust skulle slippe for folkedrabets rædsel er ikke blevet hørt. Rwanda i 1994. Bosnien i 1995. Ukraine i 2022?
Dernæst ser jeg videre mod Gertrud Kolmar Strasse en anelse længere væk. Dette var nazisternes magtcentrum med Rigskancelliet og bunkeren, hvor Adolf Hitler begik selvmord. I dag er lokaliteten lavet til noget så anonymt som en parkeringsplads – et ”ikke-sted”.
Berlin fik mig til at tænke på regeringens planer om at nedlægge hf
Jeg er på studietur i Berlin med en hf-klasse. Jeg har undervist på hf-uddannelsen i mere end et årti, og i min optik er det altid en pædagogisk gevinst og et privilegium at være afsted på studieture.
Når vi skal på studieture, bliver der læst som forberedelse, vi oplever destinationen, og samtidig hvordan det læste hjemmefra giver basis for samtaler, diskussioner, en ny indsigt og et internationalt udsyn. Der indsniger sig, trods alt det positive, en grad af vemod midt i Berlin.
Uanset hvad så kan man konstatere, at regeringen med et pennestrøg og uden videre forklaring vælger at kyle mere end 50 års pædagogisk erfaring og en uddannelse, der faktisk fungerer, på møddingen i stedet for at videreudvikle hf-uddannelsen
Optændt af, hvad der må formodes at være en hjemlig socialdemokratisk inspireret lighedsild, har regeringen valgt at lukke hf-uddannelsen som en del af den reform af ungdomsuddannelserne, der i endelig form kommer til at se dagens lys i 2030.
Det nye barn i uddannelsesklassen bliver en to-årig epx-uddannelse, som ”… skal give eleverne erfaringer med arbejdsformer, der kombinerer teori med praksis …”. Hvad det helt konkret kommer til at betyde, er der ingen, der endnu ved. Men mere om det om et øjeblik.
Børne- og undervisningsministeren har i forbindelse med annonceringen af reformen flere gange udtalt til medierne, at der nu kommer til at være mindst 10.000 unge yderligere, der skal til at være studenter. Det ser ud til, at studenttitlen nu skal indeholde lidt af det meste og være for de fleste.
Uanset hvad, så kan man konstatere, at regeringen med et pennestrøg og uden videre forklaring vælger at kyle mere end 50 års pædagogisk erfaring og en uddannelse, der faktisk fungerer, på møddingen i stedet for at videreudvikle hf-uddannelsen.
Kunne man have udbygget hf med en mere praksisorienteret dimension? Afgjort. Trænger hf-uddannelsen til et 100.000 km. eftersyn? Bestemt. Ville hf så slippe igennem et pædagogisk syn? Højst tænkeligt.
Vejen fra diktatur til demokrati (tur-retur)
Nuvel. Der blæser nye politiske vinde, og af og til skal systemerne nytænkes. Men tilbage til Berlin:
Strækningen fra Gertrud Kolmar Strasse til Rigsdagsbygningen er på godt en kilometer. Den står nærmest som et levende symbol på det moderne Europas vej fra diktatur og den ekstreme nationalisme til demokrati og europæisk integration. Dertil billederne fra den aktuelle krig i Europa foran ambassaden.
Det bliver hurtigt til hypotetiske gættelege, hvis man skal spå om, hvor de retninger mon peger hen
De få kvadratkilometer i den tyske hovedstads hjerte indeholder skarpe påmindelser om både fortidens synder og viser, hvor uforudsigelig, kompleks og konfliktfyldt den politiske nutid er blevet. Hvis vi hæver blikket og ser ud over Tyskland og det europæiske, så udtalte dansk diplomatis nestor, Friis Arne Petersen, sig for nylig om, hvordan han så Trumps verdenssyn:
”Det er et stormagtsstyre, han ønsker. Det er Rusland. Det er Kina. Det er USA. Det er en række handelsaftaler, men det er ikke menneskerettigheder og demokrati. Den fase af amerikansk udenrigspolitik er vi ude af. Desværre …”
På demokratifronten ser det kort sagt ud til, at Europa nu på mange punkter er alene hjemme. Derfor er det afgørende, at unge på den nye epx-uddannelse, ligesom på alle andre ungdomsuddannelser, i endnu højere grad end tidligere får en solid dosis demokratisk dannelse med i uddannelsesbagagen – uanset om man skal være tømrer eller tale tysk, være ernæringsassistent eller embedsmand, musiker eller murer.
På den ene side handler det blandt andet om evnen til at forstå og forholde sig kritisk til, hvad der får et samfund til at bevæge sig fra diktatur til demokrati. Men det gælder i allerhøjeste grad også evnen til at se og forholde sig både kritisk og aktivt til, hvis samfundsudviklingen begynder at gå den modsatte vej – fra demokratiet mod diktaturet.
I ”Aftale om en ny og erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse”, hvilket er regeringsdokumentet, hvori uddannelsesreformen bliver opridset, står der, at elever skal gøres fortrolige med centrale begreber som ”demokrati”, ”folkestyre”, ”ligeværd”, m.fl. Det synes absolut relevant.
Det er dog svært at se konkret, hvordan eleverne skal få denne form for viden. Der bliver i luftigt Christiansborg-lingo nævnt, at der i 1. g skal være fag som dansk, engelsk og matematik på c-niveau. I 2. g skal der være valgfag, der kan pege i ”forskellige retninger”. Det bliver hurtigt til hypotetiske gættelege, hvis man skal spå om, hvor de retninger mon peger hen.
I samme dokument bliver der også nævnt flere dimensioner af almen dannelse, som elever skal præsenteres for. Dette er grundlæggende positivt, men på samme tid er det også bekymrende, at den samfundsvidenskabelige dimension er udeladt, og at der, som antydet, stort set ikke står noget om, inden for hvilke rammer eleverne skal undervises i det aktuelle samfunds mekanismer og funktioner.
Når man læser sig igennem regeringsdokumentet, bliver det desuden tydeligt, at en ministerielt udpeget ekspertgruppe på et tidspunkt skal udtale sig om, hvad der skal kommes i en epx-uddannelse. Og det er ud fra denne udtalelse, at der skal tages endelige beslutninger. Det står ligeledes krystalklart, at stx-gymnasiernes faglige organisationer ikke er blevet inviteret til at deltage i denne centrale ekspertgruppe, hvilket i høj grad må undre.
Medlemmerne af ekspertgruppen er givetvis kyndige mennesker, men det vil alligevel teste ens forestillingsevne, hvis man, apropos idéen om demokratisk samtale og åben debat, skal opleve styringen af denne reformproces som et ønske fra ministeriets side om dialog med en bredere del af gymnasieverdenen, der sidder med opgaven til dagligt og, må man formode, skal realisere betydelige dele af de nye tanker bag reformen.
Konsekvensen er, at det er de færreste i gymnasieverdenen, der ved noget om, hvad der egentlig sker lige nu, hvor den gymnasiale reformmotor – bag lukkede døre – må formodes at køre for fulde omdrejninger.
Undervisningen i demokratisk dannelse
Til sidst: For det første er det som underviser min erfaring, at der i det faglige spændingsfelt mellem religion, historie og samfundsfag i kultur- og samfundsfaget (ks) på hf i dag bliver skabt en basisforståelse hos elever for, hvordan samfundet er skruet sammen. Med et afsæt i fx dette faglige fundament kunne man styrke undervisningen i demokratisk dannelse.
Selv om eksamensformen bør nytænkes, kan man håbe, at ekspertgruppen vil have øje for positive hf-dimensioner som fx dette, der faktisk eksisterer, og tage essensen med over i deres anbefalinger til de byggesten, der skal udgøre den nye epx.
For det andet bør de lukkede døre, der gemmer reformarbejdet væk, åbnes. Der bør i højere grad være mulighed for at afprøve reformidéer ved åben debat. Der må være mange, der gerne vil inddrages og i høj grad også have mulighed for at komme med konstruktive input til epx-uddannelsen specifikt, men også generelt til nytænkningen og moderniseringen af ungdomsuddannelserne.
Da jeg forlader Berlin, går jeg endnu en gang forbi Rigsdagsbygningen. I glasfacadens spejling skimter jeg både fortiden og fremtiden – ruinerne af et diktatur og konturerne af et levende demokrati. Sidstnævnte skal fylde i undervisningen, uanset om det hedder hf eller epx.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og