
POLITIK // KOMMENTAR – Mike Fonseca er ikke den første, der har fået et ‘tilbud’ af Lars Løkke i en kælder. Men hvor går grænsen mellem skadeskontrol og afpresning – og hvad siger det om magt og moral i dansk politik?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sporene skræmmer.
Historien taler sit klare sprog.
Man skal ikke gå ned i en kælder med Lars Løkke og diskutere sin fremtid.
I 2014 tog Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen næstformand Kristian Jensen med ned i kælderen under Odense Congress Center. Der talte han ham fra at stille op mod Løkke med løftet om et delt lederskab. Nu er Kristian Jensen færdig i politik.
Kældermødet med Fonseca
Det tidligere Moderaterne-medlem Mike Fonseca burde have tænkt over dette, da han blev inviteret med ned i kælderen under Hotel Guldsmeden i København af Lars Løkke, der nu er formand for Moderaterne og udenrigsminister.
Her blev han tilbudt seks måneders løn, ca. 370.000 kr., for at træde ud af Folketinget, så hans forhold til en dengang 15-årig pige, der gik i 8. klasse, forblev hemmeligt.
Tilbuddet blev givet i et kælderrum på Hotel Guldsmeden på Islands Brygge, hvor partiformand Lars Løkke Rasmussen, daværende kommunikationschef for Moderaterne Ulla Østergaard, daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og Mike Fonseca selv diskuterede hans udtrædelse af Folketinget i efteråret 2023.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, opridsede i en ny skjult optagelse, som Frihedsbrevet bringer, et sandt rædselsscenarie for Mike Fonseca, hvis ikke han frivilligt trådte ud af Folketinget.
Ovenikøbet udkommer endnu en bog om Moderaterne, Nu skal det handle om nogen, i denne uge, hvor der bl.a. står, at tidligere M-medlem Jon Stephensen fik tilbudt en million for at trække sig fra Folketinget
Men da han i stedet tilbød at sygemelde sig, blev bissen skruet på, skriver Ekstra Bladet.
“Det er dig, der så bringer hele projektet, inklusive en ung, ung, ung pige i risikozonen for at blive kørt ned af noget, I slet ikke har en forestilling om, hvad er – og dig selv med. Med traumer og stress og risiko for, at man kommer ud, og man synes, man lige er nødt til at tage nogle piller eller et eller andet. Det er dig, der har skabt det, og det er os, der sidder og snakker om, hvordan det problem, du har skabt, hvordan kan vi i fællesskab prøve på at få det til at gå væk mest muligt,” siger Lars Løkke Rasmussen.
“Hvis det her springer i morgen, så vil alle danskere vide det her om tre dage. Samtlige danskere. Du vil blive kendt som ‘Pædofil-Mike’… whatever… alle vil vide, hvem du er. De kommer til at vende sig om efter dig, når du går ned til bageren,” siger Lars Løkke Rasmussen på Frihedsbrevets lydfil.
“Jeg føler mig afpresset og manipuleret,” sagde Mike Fonseca, som endte med at takke nej til tilbuddet. Han blev smidt ud af Moderaterne og er i dag løsgænger. Det er ham, der har optaget lydfilen, som han senere gav til Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger, som har skrevet en bog om sagen, Det koster et mandat.
Afpresning eller skadeskontrol?
Lars Løkke svarede onsdag på kritikken i Lippert på TV2, hvor han afviste, at der er tale om en studehandel:
“Selvfølgelig er der ikke noget ulovligt i det. Det er jo ikke bestikkelse. Det handler om, at der er en dialog med et folketingsmedlem, som klart har overtrådt nogle moralske grænser, og som selv har en tanke om, at én af måderne at lave skadesbegrænsning her i forhold til ham selv – og i øvrigt også for partiet, han er valgt for – det er at holde op i aktiv politik som folketingsmedlem,” sagde Lars Løkke.
Her truede han os med at starte et rygte om, at en af os var pædofil. Han var somme tider hidsig og skældte ud, og på et andet tidspunkt var han så følsom, at han fik tårer i øjnene
“Moralsk er det langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig. Men det er en helt anden sag, hvis vi får etableret, at det er ulovligt, og det er det, jeg vil have afklaret. Det er fuldstændig som en bananrepublik. Løkke fantaserer om at købe et medlem af Folketinget. Jeg vil ikke engang sammenligne det med italienske tilstande; det vil være at gøre italienerne uret,” siger DF’s næstformand Peter Kofod til Ekstra Bladet.
”Jeg synes, det er en hån mod folkestyret at købslå med demokratiske mandater, som om det var en lampe, man havde fundet på et loppemarked,” siger Enhedslistens gruppeformand Peder Hvelplund.

“Moderaterne bliver ved med at skabe problemer for sig selv, og vælgerne løber skrigende væk,” siger Morten Nielsen, politisk analytiker på TV 2.
Folketingets formand Søren Gade siger, at sagen vil blive taget op i Udvalget for Forretningsordenen. Efter alt at dømme er det ikke decideret ulovligt, men det er meget uskønt, og kan ikke undgå at skade tilslutningen til Løkke og Moderaterne, partiet, der har fået tilnavnet “klovnebussen”.
Ovenikøbet udkommer endnu en bog om Moderaterne, Nu skal det handle om nogen, i denne uge, hvor der bl.a. står, at tidligere M-medlem Jon Stephensen fik tilbudt en million for at trække sig fra Folketinget.
Løkkes lange spor af sager og magtmetoder
Jeg skrev selv en bog om Lars Løkke – LLR – sammen med Thomas Nørmark Krog i 2014. Det var før kælderen blev et begreb, men vi oplevede hans damage control-mekanismer på nært hold.
Dengang sendte vi en mail og bad om et interview. Det blev ignoreret. I stedet undersøgte han mulighederne for at nedlægge fogedforbud mod bogen og truede Venstres gruppe med, at det ville være partiskadelig virksomhed at udtale sig til os.
Det gjorde de fleste alligevel, og Løkke endte med at invitere os til et møde, som blev holdt på Berlingske. Der var afsat to timer, men det varede fire, og senere holdt vi endnu et fire timer langt møde på Løkkes kontor på Christiansborg.
Her truede han os med at starte et rygte om, at en af os var pædofil. Han var somme tider hidsig og skældte ud, og på et andet tidspunkt var han så følsom, at han fik tårer i øjnene.

Det er ikke gået meget bedre efter, at han startede Moderaterne. Fem folketingsmedlemmer har forladt partiet siden sidste valg.
Samtidig er der sagen om dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne plus en lang række sager, Lars Løkke gjorde sig skyldig i som formand for Venstre. Bl.a. brugte han 1.056.402 kroner på rejser, hoteller og limousiner som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI).
Og Venstre har betalt tøj til Lars Løkke for 152.000 kr. Efter valgnederlaget i 2011 har partiet betalt for en privat rejse til Mallorca plus meget mere.
Hvordan i alverden er Løkke stadig i politik?
Det strider mod enhver politisk logik, at Lars Løkke stadig sidder på magtfulde poster – som både partiformand og udenrigsminister. Efter så mange skandalesager burde han for længst have været færdig i dansk politik.
Moderaterne er styrtdykket i meningsmålingerne og ligger nu på 3-4 pct. – mod 9,3 ved valget i 2022.
Kommer partiet under spærregrænsen på 2 pct.? Det er muligt. Men det er også sandsynligt, at Lars Løkke endnu engang trækker en kanin op af hatten, der holder ham og partiet i Folketinget.
Men at overvære det hele er stadig et absurd og pinligt skue.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og