ærter

Ærter – et af de bedste øjeblikke i mit liv

i Børn & unge/Essays af
OPDRAGELSE // ESSAY – Når man ikke kan lide grøntsager, kan de vokse i munden. Ærter kan blive så store som krydderboller. Når man er barn, kan de voksnes opdragelsesmetoder vokse til uoverskuelige dimensioner. Men alt, hvad der er blæst op, kan eksplodere. Som det er tilfældet i dette barndomsminde fra digteren Maja Petrea Fox.

Min far gjorde meget ud af, at vi skulle spise grøntsager dengang. Ingen måtte forlade bordet, før de var væk. Grøntsagerne. Desuden skulle vi også sidde pænt. Ingen arme på bordet, ingen ben oppe på stolene. Ret og lige, vi skulle have orden ved bordet.

Jeg kan stadig huske kampen. Hver eneste bid, der føltes som en hel krydderbolle, der voksede sig større og større i munden. Vi sad på række mig og mine brødre, med store øjne og sveddråber på panden. Ligesom til en af de spisekonkurrencer, man har set på amerikansk tv.

Vi sagde ikke noget imens, for vi vidste godt, at der ikke var nogen udvej. Det gjaldt bare om at få de grøntsager ned, så vi kunne blive frie igen.

Trip, trap, træsko

Min ældste lillebror fik altid spist op først. Han har altid kunne spise som en golden retriever. Det gør han stadig den dag i dag. Han kan spise som en mejetærsker, men musklerne er vokset ham til, så det kan ikke ses.

Jeg kan huske, at jeg ønskede, at denne altædende stilhed kunne sluge mig og min lillebror og spytte os ud et sted, hvor vi måtte larme

Jeg blev færdig som nr. to og blev hos min mindste lillebror, til han var færdig. Som en form for moralsk støtte. Eller også ville jeg bare se, hvordan kampen udviklede sig.

Min mindste lillebror begyndte oftest at græde, når min ældste lillebror var blevet færdig, og vi begge kunne se hans nærmest hoverende, raske og lette skridt væk fra spisebordet og ud i friheden.

I gribbens skygge

Vi sad stadig tilbage ved spisebordet, i den altædende stilhed med vores far, der iagttog os som en grib. Klar til at hugge i os, hvis vi viste et øjebliks svaghed. Jeg kan huske, at jeg ønskede, at denne altædende stilhed kunne sluge mig og min lillebror og spytte os ud et sted, hvor vi måtte larme. Vesterhavet for eksempel.

Jeg klappede min lillebror på ryggen og hviskede fortrøstningsfuldt, “kun et par mundfulde mere”. Han snøftede, og hans næse var rød og skinnende. Han tog en mundfuld ærter mere ind i munden og begyndte at tygge og smågræde.

Der var stadig en mundfuld ærter tilbage … Foto: Devanath, Pixabay

“Hold op med at pive”, gryntede vores far uden at se på os. Ingen af os kunne finde på at modsætte os. Det ville være en kamp tabt på forhånd. “Hvor svært kan det være at spise den mad, der bliver serveret!” fortsatte han vredt og løftede øjnene op mod vores.

Nu havde gribben bredt sit gigantiske vingefang mod os, og jeg jog en albue i siden på min lillebror for at få ham til skynde sig. Min lillebror tyggede og tyggede og slugte det til sidst. Der var nu kun en bid tilbage.

Til sidste bid

“Jeg er mæt”, hviskede min lillebror. “Han er mæt nu”, sagde jeg og kiggede forsigtigt over på vores far. “Han er ikke mæt. Han er kræsen”. Vingerne blafrede så vores hår stod til alle sider. “Du skal ikke hjælpe ham, han kan vel tale for sig selv”, fortsatte han.

Alt frøs til is. Jeg slog hurtigt mit blik ned i bordet og fandt et fingeraftryk i træet. Så et ansigt. Så en hest. En vild hest, med vind i manken. Den var fri, tænkte jeg. Jeg havde tårer i øjnene, men lod være med at blinke, så de bare blev til en stor og tyk hinde, der gav mig dobbeltsyn.

Min lillebror var stadig ikke gammel nok til at forstå, hvad der lige var sket, men jeg klukkede af grin ind i min pude i mindst 20 minutter, da vi kom ovenpå

Min lillebror skyndte sig at tage den sidste skefuld ærter i munden. Bagefter var der kun stilhed tilbage.

Men der gik ikke længe, før krydderbollen blev for stor for min lillebror, og han brækkede alt, hvad han lige havde spist ud på tallerkenen. Som en stor og tyk grød kom både hamburgerryg, kartofler og ærter ud og lagde sig perfekt tilbage på tallerkenen.

Tak for mad

“Nu har jeg det bedre”, sagde min lillebror og slog sig tilfreds på maven og forlod bordet. Han var jo rigtigt nok færdig. Han havde spist op. Jeg sagde tak for mad, tog begge vores tallerkener over til håndvasken som aftalt, inden vi løb ovenpå. Vores far sagde ikke et ord.

Det var svært at holde masken op ad trapperne. Min lillebror var stadig ikke gammel nok til at forstå, hvad der lige var sket, men jeg klukkede af grin ind i min pude i mindst 20 minutter, da vi kom ovenpå, imens mine brødre legede på værelset ved siden af.

Jeg kan ikke huske, at vi blev tvunget til at spise op på samme måde efter den dag. Eller også betød det bare ikke lige så meget efterfølgende.


LÆS FLERE INDLÆG AF MAJA PETREA FOX HER


Topfoto: congerdesign, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Digter og billedkunstner, f. 1991, Haderslev
Udgivelser: "Tagsten Som Tangenter" 2013, "ÅBEN", Copenhagen Storytellers, 2015
Bladtegner hos Hus Forbi
Studerer social- og specialpædagogik hos Københavns Professionshøjskole.

Seneste artikler om Børn & unge