MINICRUISE KBH-OSLO // REJSEESSAY – Millioner af danskere er gennem årene draget på dette nordiske krydstogt og gør det fortsat. Gorm Bloch stikker til søs på sin tiende tur til Oslo. Trivielt? Slet ikke. For solens leg og spil over havets bølger kan noget helt særligt. Morgen som aften.
Der er noget uhyre dekadent og samtidig enormt hyggeligt og hjemligt over at sejle minicruise til Oslo. Millioner af danskere og nordmænd har prøvet den tur en eller flere gange i deres liv. Så hvorfor skrive et rejseessay om den?
Svaret er Oslo Fjord
Gelændere af guld, funklende historiske skibsmodeller stående majestætisk i montrer, TaxFree med sprut, slik, parfumer og slagtilbud. Columbus Bar, hestespil for børn og deres pjattende cocktail-eksalterede forældre. Dyre, men altid gode steaks i restauranten. Sky Bar med sol, drinks og en bulgarer på guitar, som synger de evergreens, der forventes, uden at tage unødige chancer i repertoiret.
Spabad på agterdækket, topservicetrænet og overskudspræget personale i nydelige uniformer og smil – og et børneinferno med underholdning fra drabelige, kække pirater i Bubble Zone. Dertil komfortable kahytter med sirligt redte senge, fnugfri overflader og nypudsede spejle. Alt er, som det skal være, også på dette cruise, og på Commodore-klasse står de små champagner klar på køl.
Vi var 48 passager fra København, mens 13 påmønstrede i Frederikshavn. Det var i pandemiens forbudstid
Jeg var på samme krydstogt i september 2020. Vi var 48 passager fra København, mens 13 påmønstrede i Frederikshavn. Det var i pandemiens forbudstid, og skønt skibet var det samme, og mandskabet gjorde deres for at skabe rammer og stemning, var der alligevel noget forhekset og fremmedgjort over hele affæren.
Vi måtte ikke gå fra borde i Oslo, og dette forhold herskede der tvivl og kaosforvirring omkring allerede ved afsejlingen fra Nordhavn. Der var utilfredshed og tristesse at spore hos personalet, men både de og passagerne forsøgte at få det bedste ud af rejsen på Spøgelsesskibet.
Den typiske passager skal nok få brændt nogle midler af på heste, drinks, parfumer, Hugo Boss, bøffer og skørlevned på sådan en tur
Jeg taler med Informationen på dæk 7 og får oplyst, at vi er 613 rejsende fra København, og yderligere 150 står på i Frederikshavn. Det er en tirsdag allersidst i august, og at dømme efter udtrykket hos informationsmedarbejderen er han tilfreds, idet han læser tallene op fra skærmen.
Minicruise for fattigrøve
Har ikke helt tal på, hvor mange gange jeg har været på dette cruise, men 9 eller 10 er gode bud. Min nabo er med i et kundepanel hos DFDS og betragtes af det gamle rederi som en loyal og trofast kunde. Han er også god til at score fordele og rejser til 0, 49 eller 100 kroner. Sidstnævnte indeholdende en voucher på netop det beløb. Det er så her, jeg kommer ind i billedet.
De er jo ikke dumme på det gamle rederi og har naturligvis kalkuleret med “gratis” billetter. For den typiske passager skal nok få brændt nogle midler af på heste, drinks, parfumer, Hugo Boss, bøffer og skørlevned på sådan en tur. Men ikke jeg.
Guiden Minicruise for fattigrøve kunne jeg snildt skrive, men hvor originalt er det lige at gå i detaljer omkring en stor medbragt madpakke, vand, chokolade og et par hundrede dask til kaffe?
Nuvel, jeg elsker denne tur, og champagnen og bøfferne har jeg da smagt et par gange eller tre gennem årene. Men hvorfor bliver jeg ved at fristes af konceptet minicruise til Oslo? Svaret er enkelt: Havluft, kahyt og indsejlingen til Oslo gennem den 107 kilometer lange, sine steder ganske snævre, og altid smukke fjord.
Kattegat i tusmørke
Vi befinder os midt i Kattegat. Fra dæk 12 er der langt ned til de blygrå bølger, som skummer hvidt på toppen, der hvor de møder skibets bov og skærende skrog. Stirrer man ned i bølgerne og lader blikket vandre og kredse i diffuse cirkler, ligner havet den pulserende muskulatur under skindet på en kæmpemæssig slange.
Der er kritisk langt ind til land, ingen andre fartøjer i syne nu, og kaptajnen vil næppe høre skriget fra en, der styrter i havet fra sin plads på broen i skibets front
Havet kan være lige så uhyggeligt og dæmonisk, som det kan være smukt, dragende og blidt. Det evige hav. Hvis man snubler i vinden og falder over bord, eller hvis en overset og undervurderet fjende pludselig griber om nogens ankler og hælder vedkommende over rælingen, er det med stor sandsynlighed enden på et liv.
Der er kritisk langt ind til land, ingen andre fartøjer i syne nu, og kaptajnen vil næppe høre skriget fra en, der styrter i havet fra sin plads på broen i skibets front.
En god svømmer vil måske kunne klare 3 sømil, og overlevelsesevnen hos en almindelig voksen uden panikangst vil muliggøre at træde vande i tre eller fire timer. Men mørket er på vej, og medmindre der kaldes SOS mand over bord fra skibet, vil udsigten til redning være minimal.
Kommer til at tænke på Scandinavian Star og den tragiske ulykke i 1990. Der står et stærkt mindesmærke, diskret men effektfuldt placeret, neden for kampestensmuren på den vestlige side af Akershus. En bronzeskulptur af en kvinde i overlevelsesflugt, som trækker sin lille søn efter sig, mens drengen med sin anden hånd rækker bagud for at nå sin elskede bamse.
Kongen Marina og Pinsebevægelsen
I Oslo har man 4,5 time, inden man skal være retur på skibet. Dem bruger jeg på at leje et løbehjul fra Bolt og rulle via Aker Brygge vestpå til Frognerstranda, hvor jeg på Kongen Marina spiser pragtfulde pil-selv-rejer i solen med en smuk norsk kvinde.
På vej til marinaen repeteres mantraet bekymringsfri zone som en sang fra en film, jeg endnu ikke har set. Men sangen bør jeg skrive en dag.
Afsejling fra Oslo: På agterdækket spiller færgens trubadur “Mrs. Robinson”, og det er dejligt, at han atter er på scenen, da den anæmiske, skrattende playliste-pop, der blev spillet i hans pause, var virkelig slem. Folk snakker lystigt, der er fadøl og long drinks i plastickrus på bordene, og solen og de disede skyer står magisk stille, mens idylliske huse og nåletræer passerer forbi på fjordens øer og kystlinjer.
Nu hyldede og dyrkede de frihed og hedonisme, og de mange cruiseture på netop denne rute var blandt deres foretrukne manifestationer og nydelser
Der er logisk nok mange nordmænd om bord nu. Nye ansigter, stemmer og grin. Oslo-båden lever sin egen utrættelige cyklus. Mødte et par i deres 60’ere. De var nærmest legender om bord og kendte for at tage cruiset to gange i træk, uden at gå i land. En radikal disposition, men hver sin smag.
De var tidligere medlemmer af Pinsebevægelsen, som de brød ud fra, da de engang tilbage i 1980’erne fik nok. Nu hyldede og dyrkede de frihed og hedonisme, og de mange cruiseture på netop denne rute var blandt deres foretrukne manifestationer og nydelser.
Solnedgang bagbord/styrbord
Der er gået 24 timer, og solen maler atter himmel og skyer i de mest utrolige farver. I går set fra bagbords side, her til aften fra styrbord. Skyldes det kameraets optik og farvernes magtgreb om denne, solens hemmelige poesi, ren og skær fysiske love eller impressionisme i oplevelsen af fænomenet?
Factum est: To solnedgange over samme hav og under nærmest identiske vejrforhold kan opleves og ses i to vidt forskellige versioner inden for kun et døgn.
Biscayen og blåhvalen
Da jeg var 12 år gammel, sejlede min familie – mor, far, storebror og jeg – på eventyr i et oceangående sejlskib. Turen varede et år og gik via den engelske kanal, Atlanterhavet og Gibraltarstrædet til Middelhavets vestlige del, og siden hjem via de franske kanaler til Bordeaux, rundt om Bretagne og videre nordpå.
Vi nød mange solopgange og solnedgange på den tur. Blandt andet husker jeg en bestemt, da vi en ganske tidlig morgen på vej over Biscayen fik selskab af en gigantisk hval, som svømmede parallelt med skibet i nogle lange og intense minutter. Oplevelsen havde noget guddommeligt over sig.
Solens leg og spil over havets bølger kan noget helt særligt. Morgen som aften. Intet generende lys fra byer. Ingen bygninger, som rager op og forstyrrer. I stedet: Det langstrakte, mægtige hav, de florlette eller tunge skyer, alt efter barometertrykket – og solen, som fører sin suveræne pensel hen over himlens og vandets sammensmeltende lærreder.
Vitello Tonnato og skorstensklatring
Her til aften forkæler jeg mig selv med en Vitello Tonnato på Little Italy. Den smager som altid lækkert, og jeg nyder den alene, siddende ved siden af et fransk par, som er tydeligt nyforelskede, eller bare så heldige at være forelskede på ubestemt tid.
Commodore-champagne med fra borde i Oslo, afterparties i diverse kahytter og sågar en tur op ad lejderen på skibets monstrøse skorsten
Spoler gennem min indre minicruisefilm og genser scener fra de sidste syv år. Rejser med mobilkamera, notesbog, digte og strøtanker, romantik.
Alle rejser uden fest og promiller, men til gengæld skønne tidlige morgener med kaffe, ro, eftertanke og taknemmelighed over fjordens skønhed.
Der har også været et par ture i helt anden kategori: Styrvolterrejser med dans langt ud på natten, masser af drinks med festvilde venner på dækket, hvoraf en brækkede armen under mystiske omstændigheder, formentlig en uprovokeret faldskade.
Commodore-champagne med fra borde i Oslo, afterparties i diverse kahytter og sågar en tur op ad lejderen på skibets monstrøse skorsten. Sidstnævnte bedrift vil jeg ikke anbefale hverken læserne eller deres børn. Missionen lykkedes, men et lidt hasarderet og vel impulsivt træk.
Det er omstridt, hvornår Oslo præcist blev grundlagt. Ifølge Snorre Sturlasons sagaer skete det i 1048 under Harald Hårderåde, men udgravninger har indikeret, at der fandtes en bystruktur mere end 50 år tidligere. På den baggrund fejrede byen sit 1000 års jubilæum i år 2000.
Oslo blev i 1314 Norges hovedstad. Under rigsfællesskabet med Danmark i perioden 1387-1814 mistede Oslo dog denne status, og Norge var formelt og administrativt underlagt den danske krone og styret i København.
Efter den store bybrand i 1624 blev store dele af byen genopbygget og grundlagt med nyt centrum omkring Akershus. Det blev under det nye navn Christiania, efter den daværende danske konge Christian IV. Først i 1925 fik byen officielt sit oprindelige navn igen.
Der bor godt 1 million mennesker i Oslo-området og totalt omkring 2.2 millioner i hele Oslofjorden.
Ritualernes magt og ærefrygt
Et minicruise til Oslo er for mig uløseligt forbundet med ritualer. Morgenkaffen på dæk i stilhed og ophøjet ro er et af dem. Et andet er turen i det lille svømmebassin og jacuzzi på agterdækket. Gerne flere timer. Et tredje ritual er “minibasketball med bander”. Et boldspil opfundet sammen med min gode nabo og minicruise-apostel.
Hvor er anduvningen ved Nordhavn dog kedelig og prosaisk sammenlignet med den pittoreske indsejling til Oslo
Konkurrencen går i al sin enkelhed ud på at kaste en lille bold – på denne tur var det en tennisbold – i et af de runde stenkrukker med sand i, som fungerer som overdimensionerede askebægre om bord. Spillet foregår med 1-2 bander (gulv, stålvægge) udendørs, og der kastes fra minimum 4,92 meter. Interesserede rejsende inviteres til at deltage og udfordres i en dyst.
Dette ritual indløste vi denne gang efter midnat, da vi var stævnet ud fra Frederikshavn. En dame fra Porto var med. Hun ramte ikke. Til gengæld var hun sød og i vældigt humør, og det så muntert ud, når hun skulle gribe bolden under klargøring til næste kast.
Det blev en hæsblæsende finale, som min nabo vandt. Så nu giver jeg morgenkaffen om syv timer, når vi hilser på Holger Danske, Hamlet og Kronborg igen. Det kan jeg godt leve med.
Prosaiske Nordhavn og Copenheaven
Hvor er anduvningen ved Nordhavn dog kedelig og prosaisk sammenlignet med den pittoreske indsejling til Oslo. Jeg ved det, men det slår mig igen. En ødemark af sovende industri, planede byggetomter, containere og stillestående kraner.
Pariserhjulet Spinning CPH eller endnu bedre Copenheaven kunne blive et smukt vartegn for København
Det bliver mere futuristisk og med lidt god vilje fashionabelt, da vi når den indre havn, men der er stadig ikke meget herlighedsværdi og bekymringsfri zone over det, bedømt fra vandsiden.
Der skal oplagt bygges luksusejendomme på de glanende tomter, så kapitalismen atter kan fejre sig selv. Men kunne By & Havn dog ikke gøre noget og iværksætte en midlertidig forskønnelse af den ydre havnefront? Sæt palmer op som i Frederikshavn. Måske et gigantisk pariserhjul med soldrevne kulørte lamper, som brænder i aftenmørket?
Pariserhjulet Spinning CPH eller endnu bedre Copenheaven – undskyld, er gammel reklamerotte – kunne blive et smukt vartegn for København. Et par shuttlebusser kan køre fra Nordhavn Station derud, eller man kan hoppe på et løbehjul.
Endelig kunne det være skønt at nyde en stor is efter turen med udsigt. Mere behøver det ikke kræve, og med det provenu, som By & Havn laver på salg af grundene “til markedspris”, bør der være luft i budgettet. Just an idea.
Mit minicruise nummer 10 eller 11 er hermed ovre. Det var som altid en dejlig tur. På en gang gammelkendt, men alligevel med nye indtryk – og varme, vand og lys til både sjæl og krop.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
