FILM // ANMELDELSE – Trine Dyrholm og David Dencik spiller som sædvanligt godt, men det er, som om intimiteten i sygdomsdramaet Begyndelser på trods af stor og rørende indlevelse lukker sig lidt om sig selv, skriver filmredaktør Mikkel Stolt. Det er en balancegang, for vi har sikkert igen brug for, at de store linjer i fortællingerne skal helt ind i familien og op på spisebordet i parcelhuset.
Ane og Thomas skal skilles. Det får vi at vide i en af filmens første – og bedste – scener. De to døtre er smuttet ind på deres værelser, og marinebiologen Ane (Trine Dyrholm) sidder ved bordet efter familiens aftensmåltid og skal til at læse korrektur på sin forskningsartikel om ålegræs.
Døgninstitutionsmedarbejderen Thomas (David Dencik) står ved køkkenbordet og rydder op, og så begynder ellers en samtale, der føles pinagtigt bekendt: To ægtefæller, der småskændes om både små og store ting. I scenen indtager kameraet en position, som ikke bare understreger deres konflikt, men også parcelhusets paralyserende vanemagt.
Film med sygdomme og pludselige ulykker kan ofte have problemer med elegancen, når det skal fortælles, synes jeg, men det er bestemt ikke tilfældet her
Thomas skal flytte sammen med sin nye kæreste og kollega (Johanne Louise Schmidt), og næste morgen fortsætter skuespillet, idet han og Ane ikke har fortalt hverken deres halvvoksne teenagedatter Clara (Bjørk Storm Engelshardt Kirkegaard) eller den 10-årige Marie (Luna Fuglsang Svelmøe) om det.
Thomas kører børnene i skole, mens Ane har en hjemmearbejdsdag fra universitetet.
Fremragende scener i ‘Begyndelser’
Natten imellem de to scener er der en forrygende sekvens, hvor Ane ikke kan sove og blandt andet står ude i gangen, før hun slukker lyset. Det skal selvfølgelig bruges – og det virker godt – som foreshadowing til hendes slagtilfælde, og ligeledes er billederne og scenen, hvor hun falder om med en hjerneblødning – uden for billedet – fremragende skildret.
Film med sygdomme og pludselige ulykker kan ofte have problemer med elegancen, når det skal fortælles, synes jeg, men det er bestemt ikke tilfældet her.
Heldigvis kommer Thomas hjem igen, inden han selv skal på arbejde, så Ane bliver fundet i god nok tid til at hun tilsyneladende ikke har fået kognitive skader, men hun er til gengæld blevet lammet i venstre side.
Endnu en bemærkelsesværdig detalje forekommer, hvor kameraet har Thomas i baggrunden, og hvor vi ser hans reaktioner på lægens undersøgelse af Ane. Det er stærkt instrueret af Jeanette Nordahl, hvis anden spillefilm det er.
Siden jeg så filmen, har jeg spekuleret på, hvorfor jeg synes, at det er de omtalte scener, der er filmens bedste
Det meste af filmen går nu med at skildre den lille families reaktion på hændelsen, som jo ikke ligefrem kommer belejligt for Thomas. Men han beslutter at blive boende, indtil Ane kan komme tilbage på arbejdet, og vi følger herfra Anes genoptræning, og hvordan dynamikken i familien ændres undervejs.
Så langt så godt, men siden jeg så filmen i går, har jeg spekuleret på, hvorfor jeg synes, at det er de omtalte scener, der er filmens bedste, og jeg er ikke sikker på, at jeg finder svaret inden deadline.
Men måske er det bare det, at der siden ikke rigtigt sker noget, der ikke er forventeligt, og når der sker noget lidt uventet – for eksempel Claras reaktion, da hun en time inde i filmen opdager, at hendes far har en affære eller en scene, hvor Ane stik imod sund fornuft kører bil med sine to døtre ombord – så føles det lidt udvendigt.
Og det er måske også lidt demonstrativt af manus, at Clara lige præcis er elitegymnast, for hvem balance og fysisk kontrol er i fokus. Men alt i alt er det måske et spørgsmål om smag.
Udsynet savnes måske?
Filmen fortsætter faktisk med de flot klippede billeder, der først giver en følelse af kernefamiliens hjem som et fængsel og som dernæst åbner sig, og Anes genoptræning i svømmebassinet, der spejler hendes arbejde, hvor hun blandt andet selv dykker og henter prøver på havbunden, skildres også fornemt.
Men det er alligevel som om, at filmen med det meget intime billede af en sygdomsramt familie selv synes at savne lidt udsyn, hvorfor konstruktionerne med små twists gør, at intimiteten brydes og dermed forrådes lidt.
Det kan synes urimeligt at sammenligne på den måde, men jeg kan ikke undgå at komme i tanke om et par andre danske film fra sidste år, som Begyndelser har noget tilfælles med.
Herkules falder kredsede også om indvirkningen på kernefamilien, når traumet indfinder sig hos et enkelt medlem, men der var klangbunden en anden og mere kollektiv. Traumet i dén film rakte på grund af hovedpersonens krigspåførte PTSD også ud i kollektivet og samfundet, hvilket en film om et enkeltstående sygdomstilfælde jo ikke nødvendigvis gør.
Også Det andet offer og Hjem kære hjem bredte historier om pludselig sygdom og almindeligt fysisk forfald ud til det omgivende samfund og dets institutioner på forskellig vis, men jeg skal da ikke lægge denne nye film til last, at den vil gøre det på en anden måde.
Vi har sikkert igen brug for, at de store linjer i fortællingerne skal helt ind i familien og op på spisebordet i parcelhuset, fordi det er kun dér, vi har en chance for at styre det. Og Begyndelser kan især bryste sig af en indfølt sygdomsskildring, og i at Ane og Thomas på trods af alle trængsler og frustrationer formår at bevare fornuften i en svær, svær tid.
(Set i biografen ved en regulær eftermiddagsforestilling på premieredagen).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og