Dage på DOX #6: Migrantskæbner i Vestafrika

i Kultur/Film af
FILM // FESTIVAL – CPH:DOX samler film fra hele verden. POV’s Karen Hammer har set to film fra Vestafrika, der tilsammen giver et godt portræt af områdets migranter. Hvordan de har det, og hvorfor de migrerer.

I 1984 rejste jeg rundt i Sahel i 3 måneder. Officielt havde jeg orlov som geograf for at se nærmere på de tørkeramte lande Mali, Øvre Volta (nu Burkina Faso) og Niger, uofficielt ønskede jeg at træffe de store vestafrikanske filminstruktører i Mali og Niger og at besøge “Afrikas Hollywood” Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso, der hvert andet år afholdt en panafrikansk filmfestival, FESPACO.

Fra min base i Senegal tog jeg toget til Bamako i Mali – videre med bus til Mopti ved Nigerflodens indre delta og derfra med lastbil gennem ørkenen til Gao. Mali var dengang et millitærdiktatur under præsident Moussa Traoré, der underkuede adskillige af de meget forskellige folkeslag og styrede med frygt og korruption, og der var dengang ingen rigtige veje gennem Malis østlige ørken.

Kæmpemæssige lastbiler bragte varer fra de frodige egne i vest til ørkenbyen Gao tæt ved grænsen til Niger, og i hundredevis rejste unge mænd fra hele Vestafrika med disse lastbiler mod lykken og et betalt arbejde i Libyen eller Europa. Ved afrejsen fra Mopti sad vi oppe oven på lasten en blandet skare af gambianere, senegalesere, ghanesere, maliere og en enkelt fyr fra Guinea, alt i alt 50. Da vi efter 2 døgns rejse kom frem til Gao, havde vi samlet flere op undervejs og var ca 100, og pladsen var blevet meget knap.

Rejseruterne er siden blevet meget vanskeligere, ja ligefrem livsfarlige, men det hindrer ikke tusindvis af personer i dagligt at flygte nordpå mod Europa. Jeg har i Niger set de totalt overfyldte lastbiler på vej gennem ørkenen, og må derfor kaste mig over Ousmané Zoromé Samassékous film om migrationer The Last Shelter.

Gao var i 1984 en stor provinsby med et spektakulært daddelmarked. I dag efter jihadisternes erobring i 2012, demokratiets fald, og fransk militærs befrielse i 2013 er byen blevet et knudepunkt i regionen. 10.000 flygtninge krydser byen om året sydfra på vej mod drømme-paradiset mod nord. Men udenfor Gao venter jihadister, banditter, røvere og mordere på chancen for at berige sig.  

I filmen møder vi teenagepigerne Ester og Kady fra Burkina Faso, samt mange mænd, der enten er på vej mod nord eller frarøvet alt og på vej hjem. I Gaos Migrant House finder de ly og diskuterer forholdene, mens de sunder sig. Pigerne er trætte af de dårlige fremtidsmuligheder hjemme og vil af sted. Man advarer dem og fortæller frygtelige historier om tidligere unge kvinders skæbne: Kidnappede eller i månedsvis brugt som prostituerede. Mændene beretter også om korrupte hjælpere og rovmord.

For dem derhjemme er der prestige ved at have en slægtning i Paris, og så længe man intet hører, er der håb

Ved ankomst bliver alle fotograferet og så vidt muligt registreret. Det er personalets vigtigste opgave at kunne hjælpe evt slægtninge til de forsvundne rejsende, så de ikke alt for ofte ude på den primitive kirkegård skal sætte et skilt op bare med ‘Guinianer død 2011’!

Samassékou er uddannet i Bamako og senere i Saint Louis i Senegal. Han kender miljøet godt og har lavet en meget stærk og seriøs film om et emne, vi burde høre meget mere om. Og han har hjertet med i sin film, for hans onkel Amadou drog for 3o år siden mod Europa. Hele familien havde sparet, for at han kunne skaffe alle et bedre liv.

Ingen ved, hvor han er, eller om han kom frem, men de håber stadigvæk. Man ved, at mange af de migranter, der virkelig kommer frem til Europa, aldrig finder det drømmejob, de nødvendigvis må have for at være lykkedes. De skriver aldrig hjem. For ikke at skuffe familien skjuler de sandheden; for ikke at tabe ære kan de aldrig vende tilbage. For dem derhjemme er der prestige ved at have en slægtning i Paris, og så længe man intet hører, er der håb.

Fordi Algeriet i de sidste år har indført en strammere kurs overfor flygtningene, og ofte arresterer dem ved grænsen for så at køre dem ud i ørkenen og dumpe dem der, er det endnu vigtigere for Migrant House at afskrække de rejsende og få dem til at rejse hjem. Vi ser dem kæmpe, og et par stykker af de strandede stakler lader sig virkelig overtale til at blive kørt væk… bare ikke hjem!

Men hvad er det egentlig for en verden disse mange mennesker rejser/flygter fra, og hvorfor gør de det, når så få klarer det? Vi kan få en del af svarene ved at se Zinder, der er instrueret af Aicha Macky og co-produceret af førnævnte Ousmané Zoromé Samassékou. Macky er fra Niger og har lavet en film om forholdene i Zinders forbryderkvarter Kora-Kora.

Zinder er en af Nigers største byer. Den ligger langt mod øst og har et så varmt klima, at jeg opgav at komme derhen. I modsætning til The Last Shelter kommer vi bredt omkring i miljøet og ser de lange sandede, beskidte gader med flyvende plastikposer og masser af affald. Aicha Macky kender nogle af de ledende bandemedlemmer i Kora-Kora og fik derfor lov at komme ind i en støvet og farlig verden med mange forbryderklubber, hvor man arbejder/bodybuilder og holder sammen.

Vi møder farverige personer som Siniya Boy med de store muskler, Cikara, der ofte er i fængsel, Ramatou Maina, der er hermafrodit og kører taxa og er smugler, og Bawo, der hjælper de andre med at sælge den indsmuglede benzin fra Nigeria og hælde den på whiskyflasker og store gule dunke.

En politiker fremhæver på TV, at den indsmuglede benzin sælges i Zinder for halvdelen af regeringens pris, og derfor er til stor nytte for befolkningen, så måske burde man ikke bruge så mange kræfter på at arrestere dem. Banden fremhæver, at regeringen er rådden og intet gør for at skaffe de mange arbejdsløse arbejde.

Siniya Boy går tur en aften i kvarteret og fortæller instruktøren om sin “farverige barndom”: ‘Hvis pigerne havde for korte skørter, fangede vi dem og voldtog dem, ofte vænnede de sig til det og blev en del af banden. Nu skammer jeg mig over min opførsel dengang’. Han ses senere som en sød og god familiefar til seks.

En anden af de førende fra banden glæder sig over kærestens graviditet, men rystes over de ublu priser for medicin/scanning. Min erfaring med læge/apoteker samarbejde fra Mali passer alt for godt med disse omtalte forhold i Niger; snyd og bedrag og sågar skadelig/forældet medicin hører til dagens orden. Men banden må se at skaffe pengene… og så bliver et større smugleri forberedt!

Hvis folk får lyst til at rejse mod nord for at få lidt mere stabile forhold, så forstår man dem sandelig godt

Smuglerne kører rundt om byens store stenagtige klipper for at smutte uden om tolderne, og dog snuppes de med mange hundrede liter benzin en sen aften i en razzia. Cikara dømmes til 3 års fængsel. Resten af klubben/banden går i gang med at træne og skaffe penge til at oprette et Security Company for at skaffe sig lovlig betalt arbejde.

Zinder er værd at se for sin fine og loyale skildring af sammenholdet blandt byens fattige og opfindsomme forbrydere. Men hvis folk får lyst til at rejse mod nord for at få lidt mere stabile forhold, så forstår man dem sandelig godt.


Alle film kan streames online hos CPH:DOX


The Last Shelter
85 minutter

Zinder
85 minutter


LÆS ALLE KAREN HAMMERS ARTIKLER HER


Fotocredit: CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Kultur