MUSIK // LONGREAD – Hvis Barry White havde levet, så ville han den anden dag være fyldt 80 år. Det fik Eddie Michel til at gå ned i sit kælderrum, hvor han fandt sit båndede interview med verdensstjernen, som han mødte i 1999. Siden da har han udskrevet deres timelange samtale, som POV nu for første gang kan bringe i sin helhed. En samtale, der kom til at handle om alt fra oralsex, døden, om dengang Barry White var kriminel, om folk, der døde i armene på ham og om at få smidt trusser i hovedet.
Jeg har afslået at ryge på en joint fra Sheryl Crow, jeg har grinet med Lauryn Hill, fået skænket te af George Michael, hørt Randy Crawford sidde på toilettet, sammenlignet tøj med Prince, talt om livets alvor med Cher, overværet Naomi Campbell spise to hotdogs, mærket kvaliteten på James Browns gabardinebuks, og jeg har sågar kravlet rundt på et gulv med John Cleese i en hotelsuite. Fra slutningen af 1980erne og frem til begyndelsen af 00erne var en del af mit arbejde som musik- og kulturjournalist at interviewe verdensstjerner.
Bortset fra lidt sund nervøsitet blev jeg normalt ikke synderligt påvirket af, hvem de pågældende måtte være, eller hvor verdensberømte de var. Men for 25 år siden i London havde jeg svært ved at bevare fatningen.
Jeg var der for at møde selveste Barry White, denne vældige formidler af olieret soveværelsesoul. Årsagen til den sjældne audiens var promoveringen af hans soloplade nummer tyve, Staying Power, det, der skulle vise sig at blive hans sidste album. Det var i vinteren 1999, og som freelancejournalist var jeg denne sene eftermiddag udsendt af livsstils- og modemagasinet Eurowoman.
Jeg var nervøs, fordi jeg havde sunget hans hyldest fra de højeste tinder så længe, jeg kunne huske. Jeg lærte allerede ham og hans musik at kende helt tilbage i de sene 1970ere, da jeg voksede op på det mørke Nørrebro i København. Min enlige mor, der tjente beskedent som sygeplejer, brugte hver måned en pæn del af sine surt sammentjente penge på det nyeste indenfor soul, funk og disco – heriblandt med Barry White.
Gradvist som jeg blev ældre og forstod musikken, livet og tingenes sammenhæng lidt bedre, steg min beundring for hans helt igennem distinkte talent for at komponere, orkestrere og producere sin musik i en overdådig blanding af strygere, harper, horn, tunge baslinjer, wah-wah-guitar og hårde funktrommer.
Dertil skal lægges hans sejlivede troskab overfor det alt andet end nedtonede budskab i hans tekster, hvis indholdsmæssige omdrejningspunkt for 99 procents vedkommende havde sit udspring i soveværelsesregionerne: Feels so good / You lying here next to me / Oh, what a groove / You have no idea how it feels / My hands just won’t keep still (nummeret, ”I’m Gonna Love You Just a Little More Baby”, 1973) og I’m qualified to satisfy you / any way you want me to! (fra ”I’m Qualified to Satisfy You”, 1976). Summen af det hele var en banebrydende formel, en genre af symfonisk soul, som dannede bagtæppe for hans oftest halvt talende fuldfede barytonvokal.
»Tal lige om at kunne skelne … man genkender hans stemme efter ét ord«, udtalte Burt Bacharach engang om Whites øjeblikkeligt genkendelig intime stemme, hvis lige hverken før eller siden havde været kendt (ikke engang Isaac Hayes kunne nå de dybder). En stemme, som han helt frem til sin sidste plade ikke stod tilbage for at bruge på en dampende sensuel facon.
I de interview, jeg gennem årene havde set med Barry White, fremstod han altid venlig og ydmyg, men af en eller anden årsag havde jeg denne dag nærmest fået den tvangstanke, at dette ville blive dagen, hvor han for første gang i sin karriere ville flippe ud på en journalist!
Jeg ville utvivlsomt komme til at sige noget ubegavet, der ville provokere ham. Da jeg sad og ventede i hotellets lobby blev min ængstelse så overvældende, at det endte i det man vel nærmest må betegne som en nervøs mavse, med deraf følgende ture frem og tilbage mellem lobbyen og hotellets ekstravagante marmortoiletter.
Fotografen Jens Honoré, der var med for at forevige Mr. White, forsøgte flere gange at berolige mig; »Tag det nu helt roligt, Eddie« og »Det skal da nok gå. Du har prøvet det her så mange gange før«, men han talte for døve øren. Bedst som jeg overvejede at fake jeg var blevet syg og ikke kunne gennemføre, så skete det! En top overgearet kvindelig amerikansk pladeselskabsrepræsentant var nærmest dukket op, ud af gulvet, foran mig.
»Please follow me up to Mr. White’s suite«, siger hun med overfladisk venlighed. Det næste jeg husker er, at vi står foran døren ind til suiten. Hun åbner døren. Jeg holder vejret og spænder i hele kroppen ved tanken om, at han står lige indenfor. Men … udover et par forholdsvis udtrådte sorte Gucci-ruskindssko, med et lille hurtigt guldbidsel henover, og en tavst stirrende, sort livvagt, hvis krop minder om en pansret mandskabsvogn, ænser jeg ingen spor af kærlighedsguden.
Min nervøsitet forsvinder kort, da jeg opdager suitens formidable udsigt ud over Themsen og Chelsea Harbour. Mørket har sænket sig tidligt og lysene fra huse og bygninger i horisonten minder om livlige lyskæder i en tyrkisk grønthandler. Min flugt over plankeværket bliver kortvarig. Jeg fornemmer skridt bag mig og vender mig om. »SHIT, mand … der kommer han!«, skriger jeg så lydløst, at kun hunde kan høre det.
Han er iført en dybsort løsthængende bommuldsskjorte, ditto sorte silkebusker, håret sat sammen i nakken i en lang fletning og et tungt Rolex-guldur, der er omkranset af funklende diamanter. Skridtene han tager, i et par sorte gummisko, hvis meget høje såler har en larvefodslignende udformning, er næsten lydløse … det er som om, at han svæver et par centimeter over det tykke gulvtæppe i én lang groovy bevægelse, som ender … lige foran mig!
Det næste, der sker, er, at jeg hører mit stemmebånd gå i svingninger … af sig selv. Det er måske meget godt, tænker jeg, for jeg skal jo formulere ét eller andet. Men så hører jeg, at min stemme knækker, hvilket udløser en prompte kædereaktion af ubehageligheder. For det første får jeg pludselig den tyndeste tynde fistelstemme og dernæst bliver mine engelskkundskaber, pludselig uhyre dårlige; »Hellå Mista Wide, Id’ts an onor tu meet ju«.
Jeg er nok tyve centimeter højere end ham, men alligevel virker det som om, at det er mig, der kigger op på ham! Jeg rækker min blege spæde hånd frem mod hans brunsorte kæmpeklods af en næve … og så sker det! Med et tilløb dybt, dybt forankret i hans mellemgulv lyder en monstrøs rumlen i hele suiten. Som var det et tons tungt damplokomotiv, bevæger denne rumlen sig nu hele vejen op igennem hans overkrop.
Det forekommer mig, at ruderne klirrer. Jeg er i epicentret på Richterskalaen, da hans mund materialiserer ordene; »Hello, Eddie – I´m honored to meet You!«. Dybden i hans stemme (der er en til en som på pladerne) og at han siger til mig, det er en ære, blæser mig næsten omkuld. Det er for stærkt. Mit hjerte skælver af glæde, som Jeppe Aakjær formulerer det et sted!
»Eurowoman, er det et magasin for kvinder«, spørger Barry White og tænder det, der bliver den første af mange smøger … mange smøger!
»Ja«, svarer jeg med angstredet musestemme og … går i stå.
Med Themsen som baggrund og som var det en trone, sætter kongen af disco sig mageligt til rette i en lænestol, hvorfra han stiller endnu et spørgsmål.
»Så ved du en masse om kvinder?«
»Altså … øhmm … det … øh …«, kæmper jeg, »I al fald ikke nær så meget som dig!«, lykkedes det mig til min store overraskelse at fremstamme. Det får stormesteren til at smågrine. Noget, der udløser et pludseligt anfald af overmod, »Jeg tænkte faktisk, om du har nogle gode råd til os hvalpe sidst i 20’erne, der ikke har så meget soveværelseerfaring?«, spørger jeg kækt.
»Det kommer an på hvad dit problem er, Eddie? Hvad har du brug for?«, svarer han helt cool. SHIT, jeg er på fornavn med BARRY WHITE. Vi er i gang!!!
»Din selvtillid måske?«, replicerer jeg igen friskfyragtigt og aner ikke, hvor det kommer fra. Barry White begynder at grine på en måde, der mest af alt minder om en kombination af et brøl og rumlende cementblander. Dér ryger mine skuldre for alvor ned, og jeg kan igen trække vejret.
»Jeg har i hvert fald ikke din dybe stemme – dén ville jeg gerne have!«, tilføjer jeg og sender serven tilbage.
Den dybe stemme er ikke alt
»Den hjælper, men det er alt, hvad den gør. Hvad der er langt vigtigere end at have en dyb stemme, er hvad der kommer ud af den dybe stemme«, svarer Mr. White og lægger ansigtet i en seriøs fold. »Taler den stemme sandt? Lyver den? Spiller den spil eller bedrager den? Der er mange måder at anskue den der dybe stemme, jeg har. Jeg forsøger at omgive min stemme med positive ting, positive ord og positive handlinger.«
»Har det nogensinde været ufordelagtigt for dig at have en dyb stemme?«, spørger jeg, selvom jeg godt kan gætte svaret.
»Nej«, siger han med et lummert smil og vipper med sit højre øjenbryn, »Faktisk«, begynder han og holder en lille pause for at give plads til et fjantet smil, »… der er sgu kvinder, der har fortalt mig, at de har fået orgasme af bare at høre min stemme.«
»Orgasme!«, nærmest hvisker jeg målløst.
»Jeg ved godt, du kigger på mig som om jeg er idiot, men det er fandeme rigtigt«, understreger han og brøle-griner igen. Men, at kvinder reagerer sådan, er ikke noget, der tænder ham.
»Det gør enkelthed. Jeg er vild med kvinder, der har styr på sig selv og deres liv. Kvinder, som går efter det gode i livet. Jeg elsker kvinder som er rolige, nede i gear og ikke er vilde eller højtråbende. Selv er jeg som person et enkelt menneske … som en hvilken som helst anden. Jeg elsker at være glad, se at mine børn glade, og at de kan enes. Det er de enkle, ting jeg tænder på.
Ikke svære komplicerede ting. Derfor kan jeg godt lide at være omgivet af enkelhed og altså enkle kvinder«, erklærer selveste Mr. Love og løfter sin pegefinger, så hans gigantiske løsthængende og knap så enkle Rolex-ur, glider ned ad hans venstre håndled.
Det er jo kun de færreste, der tænder på ’det komplicerede’ i livet og i parforhold, men Whites behov for at fremhæve det skal nok findes i et par forliste ægteskaber og en del parforhold. Han blev allerede gift som 19-årig med sin skolekæreste, fordi hun blev gravid – fem år senere, i 1969, blev de skilt. Fem år senere, som 29-årig, blev han gift igen – med Glodean James, der på det tidspunkt, i 1974, var en del af hans baggrundsvokaltrio, Love Unlimited.
Deres ægteskab holdt frem til 1988, hvor de blev separeret, men selvom han mødte en ny kvinde og de frem til hans død i 2003 levede hver deres liv, hver for sig, så blev de underligt nok aldrig skilt. Noget, der for alvor afstedkom komplikationer. Barry White havde nemlig ni børn, hvoraf han fik de fire med Glodean, så da han døde, arvede hun det hele, selvom de ikke havde haft noget med hinanden at gøre i 15 år!
I sit testamente havde White ikke fået udspecificeret, hvordan hans store millionarv skulle fordeles mellem børnene. Konsekvensen blev, at Glodean satte sig på formuen og favoriserede deres fælles børn. Det førte til en stribe af retssager anlagt mod Glodean – noget, der fortsatte helt frem til 2017, hvor bl.a. den ældste søn fra første ægteskab, Barry White Jr., anlagde sag mod Glodean James.
»Parforhold er kimen til alle vores problemer«, vurderer Barry White den eftermiddag i London, hvor vi af gode grunde ikke vidste, at netop hans parforhold til Glodean kun få år senere ville skabe splid og had mellem hans børn og børnebørn.
»Menneskets problem er, at vi ikke kan nyde et godt forhold«, fortsætter han, »Nogen har noget kørende på siden, nogen er ikke ærlige, nogen giver ikke noget til relationen, andre er ikke til stede i deres forhold … og det er faktisk det alle mine plader har handlet om gennem årene. Det vigtigste i et parforhold handler om at kunne kommunikere og gøre det ærligt!«, nærmest prædiker kærlighedens ypperstepræst. Men med hans to forliste ægteskaber, og ditto stribe af parforhold, fornemmer jeg, at han ikke synes at have den store tiltro til kommunikation og ærlighed.
»Ahmm, nej ikke så længe folk spiller spil«, lyder det prompte fra Mr. White, »Der er da mennesker, som har været sammen i mange, mange år og som er meget, meget lykkelige, men der er ikke mange af dem. Det ene år hører man om, at to millioner mennesker er blevet gift. Året efter hører man om en million, der er blevet skilt! Ergo er der altså nogen derude i samfundet, som spiller spil.«
En af dem, viste det sig også senere, var den mere end 20 år yngre Katherine Denton, som han var blevet forlovet med det år, hvor jeg mødte ham. Efter hans død blev det klart, at hun havde presset på for at blive gift, så hun kunne arve hans millioner, som hun gennem retssager mod Glodean kæmpede for at få del i (allerede tre måneder efter Whites død), men som hun tabte.
Barry White inhalerer de sidste hiv af smøg nummer … jeg tror, at det er smøg nummer tre, men på her tidspunkt i interviewet har jeg mistet overblikket. Disco-legenden er meget afslappet, hvilket også begynder at smitte af på mig, der vil høre oraklet om, hvilke kvaliteter han mener en kvinde har, som en mand ikke har?
»Der er mange kvaliteter de har, som vi ikke har«, siger han og disker igen op med et lummert smil, som hurtigt går over i et brølende højt grin, der igen får vinduerne til at vibrere.
»Spøg til side«, afbryder han sig selv og tænker lidt, »Hmm? Kvinder er mere sensitive, de kan i langt højere grad end os tale sandt og mere lige ud ad landevejen. De er bare anderledes. De er jo kvinder. Og det har ikke noget at gøre med det der lort om, at mænd af fra Mars og kvinder fra Venus.
Tag bare det sexdrive kvinder har og sammenlign det med mænds – det er vidt forskelligt. Det ligger dybt i mandens natur, at han skal forplante sig, og derfor har mænd mindre kontrol over begrebet troskab, end kvinder. Sådan er det jo ikke med en kvinde. Hun kan da godt finde på at bedrage sin mand, men hun gør det som regel ikke af behov, men fordi hun efterligner mandens adfærd. Kvindens urinstinkt er at være sammen med een mand«, fastslår Barry White og tænder smøg nummer … fire?
White var 14 første gang, han dyrkede sex
Allerede siden han slog igennem i 1973 med nummeret, ”I’m Gonna Love You Just A Little More Baby”, har Barry Whites tekster som nævnt ikke overladt meget til fantasien: It feels so good, you lying here next to me / you have no idea how it feels / my hands just won’t keep still / you like it right there / closer, come here, closer, closer. På hans udgivelser fra 1990’erne blev det ikke ligefrem nedtonet: I wanna lick you baby / kiss you, love you, touch you baby / girl I’m your fantasy / I love it wet, girl / make me sweat until i get off, babe, som han stønner på nummeret, ”There It Is”.
»Der er kun en grund til, at jeg ikke er generet af at tale med dig om sex«, siger Barry og tager et langt hiv af sin igangværende cigaret, »og det er fordi sex er naturligt! Både for mænd og kvinder. Men oftest bliver emnet ’sex’ behandlet forkert. Meningen med sex er jo, at det skal være noget smukt og dejligt. Og det samme med kærlighed. Og klimaks.
Meningen med sex og kærlighed er ikke, at det skal være pinagtigt. Når vi misbruger kærlighed, ord om kærlighed eller handlinger i forbindelse med kærlighed, så kan det misbrug finde vej tilbage til dig som et spark i røven«, advarer Barry White, der kun var 14 år, da han første gang dyrkede sex. Det var højlys dag i en park.
Jeg beslutter mig for at afprøve min nye bedste vens frisind og samler mod til at bringe oralsex på banen.
»At tale om oralsex er da også naturligt, i hvert fald for mig«, lyder det afmonterede svar, »Det er jo en del af hele processen ved at dyrke sex. Som jeg har sagt det før: Sex uden oralsex, er som at forsøge at lave mad på et komfur, der er slukket. Oralsex er for øvrigt endnu et område, hvor der er stor forskel på kvinder og mænd. Når en mand giver en kvinde oralsex, betyder det ikke det samme, som når en kvinde gør det på en mand. Når en kvinde gør det, er det fordi hun mener det seriøst.
Det er ikke noget hun gør med Hr. Hvem-som-helst. Så når det sker, er det vigtigt manden indser, at hun efter al sandsynlighed mener det alvorligt. Alt det her med sex drejer sig om måden, vi ser tingene på, og hvordan vi som mennesker tilnærmer os tingene. Ja, der er dem, som ikke opnår klimaks, særligt kvinder. Kvinder er længere om at opnå det. For dem drejer det sig mere om følelser.
En kvinde kan være lige så lykkelig for bare at putte sig ind til en mand, uden at skulle kysse og have sex. Bare hun er sammen med ham, der holder af og om hende. Men når en mand hører, en kvinde vil putte, så tror han det er noget med en hånd oppe under kjolen og alt det andet lort.«
Så mænd er for egocentrerede, når de har sex? spørger jeg.
»Det er de sgu ikke kun, når de har sex. Det er de i mange sammenhænge. De kommunikerer ikke godt, og de er ikke gode til at dele deres sande følelser. Mænd er … altid ude på et eller andet. Se bare på mænd i politik, de kører altid små spil og bedrag.«
I de tre årtier, hvor Barry White nåede at stå på alverdens scener, nedtonede han heller ikke her det seximage, som igennem alle årene fremelskede en dedikeret og kæmpemæssig verdensomspændende skare af kvindelige tilhængere, hvoraf mange af dem kvitterede ved at kaste deres undertøj op til ham. Det er vel ikke et image, han fortryder?
»Nej. Når de kaster deres bh’er og trusser op i hovedet på mig tager jeg det som en kompliment. Men de der trusser siger mig ikke noget«, understreger White, »Jeg samler dem ikke op … der er jo mange ting, der kan følge med i sådan et par trusser. Man skal være forsigtig«, siger han og holder en sekund lang pause før han igen igen eksploderer i et grin, der nær tager livet af ham, fordi det går over i en heftig cigarethoste.
»Jeg er ligeglad med om de kaster med undertøj eller ikke gør det«, fortsætter han efter at have fået vejret, »Jeg kommer for at synge og længere er den ikke!«
Det synes oplagt at spørge ham, om han så overhovedet nyder al den kvindelige opmærksomhed – har de mange års trussekastning og kærlighedserklæringer gjort ham immun?
»Nej, jeg er ikke blevet immun, men man lærer at lade den slags komplimenter glide lidt hen over hovedet på en. Det bør man i hvert fald! Man skal aldrig tage dem seriøst. Jeg gør i hvert fald ikke. Alt det der sexsymbol-lort og alle de åndssvage øgenavne folk har givet mig gennem årene … jeg tager det som komplimenter, men det betyder ikke noget for mig personligt. I samme øjeblik jeg får et øgenavn eller et kompliment med seksuelle undertoner, forsvinder det sådan her«, siger han og knipser med fingrene.
»Hvis jeg først begyndte at tro på, hvad folk siger om mig, så ville du ikke kunne holde ud at være i det her værelse med mig i to minutter. Jeg ville være den mest arrogante person, du nogensinde ville have mødt. Og sådan er jeg ikke.«
På det her tidspunkt i vores samtale er det noget, jeg kan skrive under på. Barry White er helt nede på jorden og alt andet end arrogant. Det er nærmest som at sidde med en hyggeonkel. Men onkel Barry kan vel ikke bebrejde folk, at de i alle årerne har forbundet ham med sex?
»Bare fordi jeg refererer til folk, der har sex, er det vel ikke ensbetydende med, at det er sådan folk skal se på mig? Enhver sanger skal have en platform, hvad end det er Stevie Wonder, Garth Brooks eller Barry White. De synger alle sammen om kærlighed, og de gør det på mange forskellige måder, ligesom der er mange forskellige måder at tale om det på. Jeg har min måde og det er tilfældigvis en måde, der er elsket af mange mennesker, hvoraf hovedparten er kvinder.
Det der seximage er andre folks meninger og opfattelse, men har intet at gøre med det sande image af Barry White og hvordan han ser sig selv«, fastslår han og tænder det, der må være cigaret nummer fem … eller seks?
Selv på Staying Power var det mange af de samme temaer fra 70’erne, der gik igen: Barry, der fortæller os alle sammen (mest mændene), hvordan man skaber en intim stemning, om at elske og særligt hvordan man skal gøre det!
»Sex, er noget meget spirituelt. Hvorfor? Fordi det fører til skabelsen af andre mennesker. Men sex har for mig aldrig været på samme niveau som musik. Musik er det højeste. Højere end noget andet.«
Vil det sige, at sex ikke betyder så meget for dig?
»Det har jeg ikke sagt! Hvorfor tror du, jeg render rundt og synger ”Can’t get enough of your love, babe”? Det er da fordi, at hvis jeg kunne få ’enough’, af alt det jeg ville, så ville jeg kun gide at dyrke sex en gang imellem. Når en mand opnår klimaks inde i en kvinde, er det en følelse han har lyst til, skal gentage sig, fordi der stort set ikke er noget på denne jord, som kan overgå det. Derfor bliver vi alle ved med at lyne ned, og hive den frem.
Det er den største følelse en mand kender til, og hvis der er en mand, som påstår noget andet, så er han fuld af lort«, understreger Barry White med rynket pande, uden at skele til, at der i denne verden altså også er mange mænd, der ikke er til kvinder.
’Repeterende’ og uden den samme ’sociale bevidsthed’, der var brændsel for andre store 70’er-navne som James Brown og Curtis Mayfield, er et par af kritikpunkterne omkring Barry Whites musik. Og de er berettigede! Men lige så sandt er det, at han trods sin rendyrkede funky disco, og de oftest karikerede tekster, har smeltet alt fra isbjerge til pulserende kvindehjerter verden over – og fået millioner og atter millioner ud på dansegulvet.
Kriminel som ung
»Som barn havde jeg aldrig drømme om at blive til noget i dén forstand«, begynder Barry White, da jeg skifter spor og drejer samtalen over på hans musikkarriere, »Man kan sige, det var en ambition for mig, at jeg ville lære at være pladeproducer, arrangør og sangskriver. Jeg drømte ikke om at blive sanger og stå i forgrunden for et orkester! Min entré i musikbranchen var meget ydmyg. Jeg havde tidligt indset, det var nødvendigt for mig at ændre hele den måde jeg så på livet.
Jeg indså, det var nødvendigt for mig at blive involveret i positive ting og skubbe det negative til side«, erkender Barry White og hentyder til sin barndom i den socialt hårdt belastede bydel Watts, i det område af Los Angeles, der hedder South Central. Her blev han opdraget af sin mor, der aldrig var blevet gift med faren, som boede i den anden ende af byen, fordi de ikke kunne enes. Med sin bror, Darryl, blev Barry White bandemedlem i en de mange grupperinger, der allerede i 1960erne var et omfattende problem i Los Angeles.
»Det var hårdt at vokse op i Watts. At bo i en ghetto, er i det hele taget et hårdt liv ligegyldigt, hvor i verden det er. Jeg var involveret i bander og bandekrige. Jeg sloges, stjal og … lavede alle de ting man laver, når der ikke er noget at lave. Og i 1960 havnede jeg i fængsel. Det blev et vendepunkt i mit liv«, husker Barry White, hvis ansigt nu har lagt sig i alvorlige folder. Han var kun 16 år, og var blevet taget af politiet for at have stjålet 300 Cadillac-bildæk til en værdi af 500 dollar stykket.
»Det var et negativt liv. Når man er ung, synes man den form for livsstil er sjov og man finder små belønninger i det, men det fører ikke til noget. Det bedste man kan få ud af det, er et ophold i et statsfængsel. Eller også kan man dø i en ung alder, eller blive en social taber … jeg havde ikke lyst til nogen af de ting! Jeg havde det ikke godt med at være så dum. At have givet afkald på min frihed. At jeg røg i fængsel, var min skyld! Ingen andres.
Så den dag jeg røg ind, afgav jeg et løfte overfor mig selv om, at jeg ville forandre mit liv. Det var på tide, at få mit liv tilbage på sporet. At beskæftige mig med noget konstruktivt fremfor at deltage i bandekrige. Men mange af de andre blev hængende og er der stadig«, forklarer Barry White og bliver pludselig fjern i blikket. Der bliver helt stille i den store hotelsuite. Jeg sidder helt stille. Jens Honoré er helt stille. Ligesom livvagten. Og pladeselskabsdamen.
Stilheden varede nok ikke mere end fem sekunder, men det føltes som minutter før han brød stilheden. Han begynder at fortælle om sin bror Darryl, der ikke formåede at kæmpe sig ud af bandelivet. Han nåede at sprænge et hus i luften, røve banker, tage gidsler og overfalde ni politibetjente før det til sidst endte med, at han i december 1983 blev myrdet med et pistolskud direkte i hjertet. Noget, der her 16 år senere stadig synes at være svært for Barry White at tale om.
Efter Barry White blev løsladt, begyndte han at arbejde hen imod en karriere som komponist og arrangør. Undervejs tjente han bl.a. penge ved at sælge aviser, stege burgere på grillbarer, arbejde på byggepladser, være taglægger, feje skrald sammen på et sportsstadion og sælge legetøj. I sidste halvdel af 1960’erne fik han for alvor foden indenfor i musikbranchen – først som en del af forskellige sanggrupper, så nogle singleudgivelser og endelig som producer, sangskriver og arrangør for et pladeselskab.
Det store gennembrud
Men det var først i 1972, at han fik sit store gennembrud som producer for Love Unlimited, som Glodean James jo var en del af albummet From A Girl’s Point of View We Give to You … Love Unlimited, der blev det første af mange som White komponerede, producerede og udgav med dem – og som med tiden solgte i millionvis.
I 1973 skabte han også det 40-mand store strygeorkester, The Love Unlimited Orchestra, der egentlig skulle tjene som et backingorkester for Love Unlimited, men senere samme år fik han den idé at udgive instrumentalsinglen, ”Love’s Theme” (skrevet af ham og spillet af orkesteret) – den nåede helt til tops på Billboards pop-hitliste. Helt frem til 1983 blev det til hele syv albumudgivelser udelukkende med Love Unlimited Orchestra (samtidig med, at de fortsatte som backingorkester for White – helt til det sidste).
Tingene gik som Barry White ønskede det – resten af livet skulle han udelukkende arrangere, komponere og udgive andres musik, men hans pladeselskabschef havde ved et tilfælde hørt ham synge på et par demobånd. Han blev så begejstret, at han insisterede på, White skulle lanceres som solokunstner og … resten er historie. Barry Whites voluminøse stemme skyllede nu op på romancens hjertevarme strande og hans første single, ”I’m Gonna Love You Just A Little More Baby”, blev omgående et hit.
Barry White var på få år, og i en alder af 29, gået fra bistandshjælp og ghettoen til at betale over en million dollars i indkomstskatter i 1973. I de næste fem år, fra 1974 til 1979, var det umuligt at stoppe Barry Whites hitlokomotiv: ”It’s Ecstasy When You Lay Down Next To Me”, ”Never, Never Gonna Give You Up”, ”Let The Music Play”, ”You’re The First, The Last, My Everything”, ”Can’t Get Enough of Your Love, Babe” (skrevet til Glodean), ”What Am I Gonna Do With You” og hans fabelagtige fortolkning af Billy Joels ”Just The Way You Are”.
»Amerika havde gennemgået en masse i 60’erne, så da 70’erne skyllede ind over os, var det hele præget af positivitet. Alle var åbne, frie og positive.«
»“Make Love, Not War”«, tilføjer jeg.
»Ja, det er fuldstændig korrekt! Det er præcis sådan det var – og den dag i dag, er det den filosofi, jeg tror allermest på. Jeg kan godt lide ting, der er konstruktive, ikke destruktive. Ting, der gør noget godt for folk, gør dem glade, giver dem trangen til at ville gøre mere og stræbe efter mere. Der er nok negativitet i verden. Det er bare at åbne for nyhederne. Folk er ulykkelige, børn bliver dræbt … der foregår mange sindssyge ting.«
Det virker oplagt at høre ham om han måske ligefrem længes tilbage til 1970’erne?
»Jeg savner intet. Lige så snart noget er væk, er det væk. Men … jeg kan da godt være ærgerlig over, at den tilfredshed og ro som 70’erne stod for er væk. Men, tingene ændrer sig hele tiden og de gør det hurtigt – økonomisk, kulturelt. Så at gribe tilbage i fortiden efter noget, der engang var giver ingen mening, når alle andre er på vej frem«, konstaterer Barry og tager et langt hiv af det, der i mellemtiden er blevet til cigaret nummer … syv … måske otte?
Godt nok lukkede og slukkede Barry White for 1970’erne med ti album af overvejende høj kvalitet, men hans stil og det tiltagende seksuelle indhold i hans tekster forekom med udgangen af årtiet at være, hvis ikke på randen af det parodiske, så antikveret. Dertil kom, at disco-æraen afblomstrede og en ny type soul begyndte af dominere hitlisterne i 1980’erne. Efter at han som en af bannerførerne havde været med til at tegne den musikalske dagsorden, var den nyopståede rap samt en anden type af soul pludselig med til at deklassere ham til en baggrundsfigur.
»Meget af det, som skete ved overgangen til 80’erne var meget utilfredsstillende for mig. Mange tror, jeg forlod musikbranchen i 80’erne, men jeg er på intet tidspunkt stoppet med at lave plader. Aldrig. Og jeg vil blive ved så længe jeg kan … og når jeg stopper, skal jeg nok sørge for at alle i verden får det at vide«, lyder det med løftet stemmeføring fra Mr. White, der til en vis grad formåede at aflæse den musikalske tidsånd i slutningen af 1980’erne. Her fik han igen en mindre plads på den internationale musikscene med hits som ”Sho You Right” (1987) og ”I Wanna Do It Good To Ya” (1989).
I 1991 tog han fat på det nye årti med pladen Put Me In Your Mix, der blev den første ud af kun tre plader i 1990’erne. Gispende efter vejret fik han med The Icon Is Love (1994) løbet noget af det tabte terræn op, og da jeg møder ham i 1999, er han vendt tilbage blandt toppen af sorte musikere – ikke kun på grund af sin legendestatus, og at man i den periode dyrkede en 70’er nostalgi, men ejendommeligt nok også den amerikanske tv-serie Ally McBeal. Serien, der foregik i et advokatmiljø og havde Calista Flockhart i hovedrollen, fik succes verden over og nåede også dansk tv i 1998.
»Den serie har virkelig gjort store ting for min musik! Hver gang man som kunstner forbindes med noget, der blomstrer, vokser og er populært hos mennesker rundt om i verden, så vil det naturligvis være en hjælp for dig. Og min gæsteoptræden var en måde for mig at takke folkene bag serien for at have støttet min musik«, fortæller Barry White om sin medvirken i et afsnit, der fik særligt mange seere og huskes som et af højdepunkterne i hele serien. Her er han karakteren John Cages store idol, som finder trøst og selvtillid i Whites musik – er hans musik mon også i stand til at give folk i det virkelige liv selvtillid?
»Jeg er sikker på, at min musik har påvirket en masse forskellige mennesker, på en masse forskellige måder«, vurderer Barry White selvsikkert, hvilket vel er fair nok med et samlet pladesalg på over 120 millioner bag sig, »Folk har fortalt mig, at jeg har skabt musik, som de elsker og laver børn til … det er et meget stort kompliment! Hvis der er en mand, som står i sin stue et eller andet sted på planeten og sætter min musik på, og dernæst tager sin kvinde i hånden og leder hende ind i soveværelset og hun siger; ”Hey, baby glem ikke at tage Barry White med herind” … så har du svaret på, hvad jeg har opnået her i livet.«
Det skrantende helbred
Den eftermiddag med Barry White i London var det tydeligt, at hans helbred ikke var noget at råbe hurra for. Alene hans indtag af cigaretter chokerede mig noget. Allerede i december 1999, kun et par måneder efter vores møde, kom den første regning for hans livsstil. Under en verdensturne med Earth, Wind & Fire blev han dårlig og måtte akut indlægges med for højt blodtryk – det blev begyndelsen på enden. Det vidste vi naturligvis ikke den eftermiddag i hotelsuiten, så adspurgt om sygdom og det at blive ældre var noget, der skæmte ham faldt svaret prompte fra manden, der var vokset op i Watts, omgivet af hårdhed.
»Jeg er ikke bange for noget eller nogen! Alder er ikke noget at frygte. Alder er ensbetydende med visdom og viden. Hvorfor skulle alderdommen skræmme mig? Jeg bliver gammel med ynde.«
»Så du er heller ikke bange for døden?«, spurgte jeg.
»Nej. Jeg så mange dø, da jeg var ung. Allerede som 5-årig så jeg en kvinde skære en mands hals over med en barberkniv og nogle af mine venner er døde i armene på mig, men jeg tror ikke det har noget med det at gøre. For mig har det mere med realiteter at gøre. Jeg skal jo afsted en eller anden dag, og det skal du også. Det samme skal den, der læser det her. Vi skal alle sammen afsted, så hvorfor frygte det, der er naturligt?«
Staying Power blev titlen på Barry Whites sidste album og overskriften for hans evne til at skabe musik, der igennem årtierne og helt frem til i dag dyrkes af ældre som nyere generationer. Men Staying Power blev ikke overskriften for hans levede liv. I juli 2003, kun tre et halvt år efter vi mødtes, bøjede kolleger og fans i milliontal hovedet i sorg – nyhedsmedier verden over rapporterede, at Barry White havde lukket sine øjne for sidste gang … i en alder af beskedne 58 år.
I de sidste år havde han kæmpet mod nyresvigt, hyppige dialysebehandlinger, type 2-diabetes og kronisk forhøjet blodtryk – en konsekvens af årtiers overvægt og … livslang rygning (ifølge kilder røg han i perioder op mod 100 cigaretter – om dagen!).
Pladeselskabsdamen sender mig et venligt, men bestemt blik mens hun peger på sit ur – min tid med stormesteren, er ved at rinde ud. Jeg får et sidste spørgsmål.
Har det har været hårdt at nå dertil, hvor du er nået i dit liv?
»Ja, bestemt. Livet i sig selv er en kamp. Der vil altid være kampe, men det handler om, hvordan du håndterer de kampe. Jeg har håndteret alle mine kampe med kløgt, jeg er her jo stadig. Det, der er sket for mig, ville jeg aldrig kunne have drømt om dengang i Watts! På ingen måde ville jeg overhovedet kunnet have forestillet mig selv som en rig mand. Og endda en meget lykkelig rig mand. En mand med bedrifter bag sig. Så og så mange album … det ville jeg aldrig have kunnet forestille mig.
Hvis jeg skulle give et godt råd til andre, så ville det være; lad være med at bruge tid på drømme, arbejd i stedet hårdt for det, du tror på. Drømme er for folk, der sover. Koncentrer dig i stedet om virkeligheden og få det til at ske. Lær håndværket, uanset hvad det er … og få det til at ske.«
»TAK, Mr. White!«, hører jeg mig selv sige med højstemt patos.
»You got it my brother«, lyder det fra the, the ONLY, Barry White … der lige har tiltalt mig ”brother”. Jeg får en klump i halsen. At jeg skulle komme til at møde ham, ville jeg på ingen måde kunne have forestillet mig, dengang på Nørrebro i 1970’erne.
Klik dig videre til POV Internationals øvrige musikdækning her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
