KONCERT // ANMELDELSE – Jeg har stadig til gode at opleve en dårlig Alice Cooper-koncert, skriver Steffen Jungersen efter årets åbningskoncert på Copenhell. Aftenens – hvis ikke festivalens – ubestridte hovednavn, de britiske metalmestre Iron Maiden, har holdt entusiasmen og kadencen fra ”dengang” for 46 år siden, hvor Jungersen opdagede bandet første gange.
Jo, Copenhell er efterhånden blevet en meget trættende øvelse i usmagelig profitmaksimering og tivolisering – en kritik, der er rejst adskillige gange og af mange mennesker i de sidste, i omegnen af, ti år. Det kunne jeg godt ekstemporere over, indtil læseren brækker sig af lede i det nærmeste havnebassin. Men da Danmarks med nogen sandsynlighed mest trofaste festivalpublikum aldrig har fået et fornuftigt svar på deres kritik – for det er jo ikke noget, jeg har fundet på! – får de det sikkert heller ikke denne gang.
Men nu er problematikken i hvert fald rejst endnu en gang. Og dermed videre til årsagen til, at førnævnte publikum er så trofaste: det dér, de ude i festivalland kalder musikken. Samt selvfølgelig det sammenhold, der har været i heavy metal-/hardrockmiljøet, siden Satans horn ikke var fuldt udvoksede, og vi, der var til den afart af musikken, stadig blev dæmoniseret som en samling voldsparate kældermennesker med trang til at opbygge betragtelige høreskader.
Dermed kan vi jo tage fat i Vincent Furnier – i daglig tale Alice Cooper – som onsdag hen under aften endnu engang førte bevis for, at han som 78-årig såmænd er en lige så god sanger og entertainer, som han har været de sidste næsten 60 år. Se, vi er nogle, som altid kærligt har kaldt Alice vores onde onkel, men hér var den gamle chokrocker i koncertens første halvdel lige lovlig meget vores onde hyggeonkel, og det mest chokerende var faktisk, at han holder stilen og stemmen så godt, som tilfældet er.
Uden at det egentlig skal opfattes som den helt voldsomme kritik, skulle vi halvvejs ind i koncerten, før man for alvor fik indtrykket af, at bandet faktisk mente det hér som andet end en hyggelig matiné. At det var mere rå rock end Giro 413. Selv ubetalelige klassikere som ”I’m Eighteen” (Love It to Death, 1971), ”House of Fire” (Trash, 1989) og ”No More Mr. Nice Guy” (Billion Dollar Babies, 1973) viste mere implantater end tænder.
Men da de ramte de forholdsvis sjældne ”Dirty Diamonds” (Dirty Diamonds, 2005) og ”Brutal Planet” (Brutal Planet, 2000), tog ham dér fra underverdenen, som de så ofte besynger på denne festival, ved bandet, og så findes den fest altså ikke, som ikke kan reddes af Rolling Stones-klodserne i ”Cold Ethyl” (Welcome to My Nightmare, 1975), for slet ikke at tale om den decideret festlige (!) udgave – den havde Kurt Cobain næppe set komme – af Nirvanas kæmpehit ”Smells Like Teen Spirit” (Nevermind, 1991).
Og således endte koncerten på den pæne side af ”godkendt”-prædikatet, og jeg har stadig til gode at opleve en dårlig Alice Cooper-koncert. Dette på trods af, at den fremragende guitarist Nita Strauss, som er på barselsorlov, på denne turné var erstattet af den brugbare, bevares, men ikke nær så innovative Anna Cara.
Dermed til aftenens – hvis ikke festivalens – ubestridte hovednavn: de britiske metalmestre Iron Maiden.
Sekstetten fra Londons East End-distrikt er stadig på den Run For Your Lives-verdensturné, som bragte dem til Royal Arena i København for godt et år siden. En turné, der fejrer bandets 50-årsjubilæum med en sætliste koncentreret om bandets første ni album: fra debuten Iron Maiden (1980) til Fear of the Dark (1992).
Hvis det var med dén på, kunne man selvfølgelig godt brokke sig over, at der i et vist omfang var tale om en genudsendelse på Copenhell, men hér taler vi altså om det band, som personificerer begrebet ”en klasse for sig selv” live, og så skal man altså være i et humør som Homer Simpson med et kyllingeben galt i halsen for ikke bare at nyde det og takke den guddom, man nu engang abonnerer på, for at disse djævleblændt dygtige dinosaurer stadig har gang på jord!
Onsdag aften var det 46 år og næsten tre måneder siden, jeg opdagede Iron Maiden – og ”opdagede” er virkelig det operative ord hér – i Londons hedengangne Rainbow Theatre, som support for Judas Priest, og jeg kan vitterlig ikke komme i tanker om noget andet band, som har holdt entusiasmen og kadencen fra ”dengang”, som Iron Maiden har det.
Så med guitaristerne Janick Gers, Adrian Smith og herlige Dave Murray i så fin en form som nogensinde, med bandboss og bassist Steve ”’Arry” Harris stolt, sammenbidt og storspillende og vokalist Bruce Dickinson bedre syngende end i mange år – husk på, at manden gennemgik en kemokur for kræft i svælget for 11 år siden – var der ikke stort andet at gøre end at kaste knytnæven mod himlen og hylde dette formidable foretagende.
Jeg mener, fru generalkonsulinde, hvordan kan man andet, når man bliver begavet med den lange række skallesmækker-salmer som ”Murders in the Rue Morgue” (Killers, 1981), ”Killers” (Killers, 1981), ”Two Minutes to Midnight” (Powerslave, 1984), ”Run to the Hills” (The Number of the Beast, 1982), ”Wrathchild” (Killers, 1981), ”Fear of the Dark” (Fear of the Dark, 1992), ”Phantom of the Opera” (Iron Maiden, 1980) og den majestætiske ”Rime of the Ancient Mariner” (Powerslave, 1984)?
”SCREAM FOR ME COPENHELL!” doserede Dickinson talrige gange i aftenens løb.
Well, du kan betragte skriget som afsendt gentagne gange, Bruce. Tag det som en mere end fortjent hyldest!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og