Ny rock: Sange fyldt med mismod, samtidsuvilje – og håb

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – I ugerne frem mod nytår anmelder POV’s musikredaktør Jan Eriksen en række nye album samlet – tre ad gangen. Denne gang gælder det album, der alle passer ind i en tendens i moderne rock. Plader, der, som han skriver, er præget af: “Mismod, depression, en grundlæggende, lad os kalde det samtidsuvilje, selvransagelse – og så alligevel håb og drøm i det sidste nummer.”

Neil Young & Crazy Horse: En grumpy og forelsket gammel ven

Når Onkel Neil ringer til bandet Crazy Horse, ender det ofte med at lyde, som om stort set intet var hændt, siden høstmånen første gang lyste over Youngs guitar Old Black. Alene i 00’erne har han udgivet fire album sammen med Crazy Horse. Det allerførste, Everybody Knows This is Nowhere, udkom i 1970.

På det nye Young-album Colorado udgøres bandet af Ralph Molina, Billy Talbot og den tilbagevendte Nils Lofgren.

Forud for dette nye album har Young udtalt, at han er ked af, at kun de færreste lyttere kommer til at lytte til det på den rette måde – nemlig via grammofon/cd-afspiller. Neil har aldrig været tilhænger af streaming.

Colorado er som et kærkomment besøg af en grumpy og forelsket gammel ven, som man sjældent ser, men hvis venskab altid vil være en af de bærende søjler i ens liv

Man kunne tilføje: Lytte til albummets sange i den form, de tilfældigvis havde den dag, de blev indspillet. Som meget ofte før, vel nærmest altid, med Young er musikken delvis improviseret. Især Youngs og sideman Lofgrens guitarer leger sammen og hver for sig. Young med sin særlige lyd, som ingen, trods mange forsøg, kan kopiere. Forsigtigt bedømt i stolen ved musikanlægget får Lofgren mere plads her, end han er vant til i selskab med The E-Street Band.

I passager, f.eks. i den prægtige, young’ske politiske tonse-rocker i slentretempo, Shut it Down, er det endog meget tydeligt. Med indføling og indforståethed formet over 50 års samspil følger Molina og Talbot de to guitarister.

Så på sin vis har Colorado den lyd, det skal have. Young synes upåvirket af tidens tand. Modsat, når han leger med de skøre heste (og Promise of the Real) på scenen, er tempoet moderat. Indimellem så langsomt og introvert, at man frygter at samspillet går i sig selv. Men så er det, som f.eks i Olden Days, at et arketypisk youngsk b-stykke og Old Black trænger igennem. Kun Neil Young kan i et tempereret distortion-inferno i noget, der ligner søvngængertempo, slippe afsted med at synge “Won’t someone help me lose my mind“, så det lyder helpless.

Der er generelle politiske hib her, også konkret til Trump. Men Colorado er først og fremmest gennemsyret af taknemmelighed, håbefuldhed og en hjertelighed, der formentlig blandt andet skyldes forholdet til hans kone Daryl Hannah, som han besynger i det alt for lange She Showed Me Love (13:36 minutter).

Til gengæld lyder det så smukt som i nogen anden love song i det intense afslutningsnummer I Do.

Colorado er som et kærkomment besøg af en grumpy og forelsket gammel ven, som man sjældent ser, men hvis venskab altid vil være en af de bærende søjler i ens liv.


Neil Young & Crazy Horse: Colorado, album.


Brittany Howard: Kandidat til titlen som årets mest funky rockalbum

Som sanger og guitarist brød Brittany Howard i primo 10’erne igennem med bandet Alabama Shakes. Debutalbummet fra 2012, Boys & Girls, skulle komme til at stå som genredefinerende for en ny rocksoul-lyd, baseret på rurale americana-kilder som Muscle Shoals-studiet og klassisk soul og rock.

Howard er en aktiv kvinde. Hun er medlem af to bands yderligere, Bermuda Triangle Band og Thunderbitch – og nu solist med albummet Jaime og en turne i 2020, der forhåbentlig bringer hende forbi Danmark.

Overalt på det nye album smyger sangerindens soulfulde røst sig omkring beats og melodier i en moderne, varieret produktion, hvor farverne på paletten changerer fra dybt mørkt til lyst. Det er spoken word, hiphop, soul, funk, rock, jazz.

Da jeg alligevel er her i studiet, så lad mig da bare strø min funkiness udover jer…

Som sanger er Howard inspireret af soullegender som Otis Redding og Aretha Franklin og især den første AC/DC-sanger Bon Scott.

Overordnet er der et klart musikalsk-spirituelt slægtskab mellem Jaime og de for R&B-scenen vigtige album fra slut-90erne, Lauren Hills The Miseducation of Lauren Hill og Eryka Badus Baduizm og senere Kanye Wests My Dark Twisted Fantasy.

Med denne her lidt slackede, skramlede Alabama Shakes-agtige lyd, der giver musikken en stemning af, “da jeg alligevel er her i studiet, så lad mig da bare strø min funkiness udover jer”. Det første nummer History Repeats stråler af løssluppen, jazzet funkability som hos mesteren Prince selv. Også Georgia er en fremragende soul-patische, hvor Howard shiner på sin guitar.

I Tomorrow er vi tilbage i The Soul Train på spor, som blandt andre Marvin Gaye og Gladys Knight grundlagde for snart 50 år siden.

Stay High er vel det nærmeste, Jaime kommer et dødcharmerende (soulet) popnummer, stadig med Howards vokal produceret lettere diffust ind i lydbilledet – Alabama Shakes style.

Til gengæld er både sang og hjerte så nærværende som noget i den påtrængende enkle, akustiske guitarepistel Short and Simple.

Indenfor den løse grundstruktur på Jaime, hvor de enkelte numre til dels hænger sammen som kapitler, er alt til en vis grad muligt men ikke nødvendigvis godt.

13 Century Metal lyder som noget, der er opstået som doven leg i en meget træt, stenet pause. Run To Me lyder som en af disse drømme, hvor man løber uden at komme ud af stedet – her fanget i en skyggeversion af Roy Orbisons A Love So Beautiful – lyttende til en forunderligt god melodi. Sært. Og sært at det virker. Men det gør det. Det er foruroligende flot.

Jaime er ikke det perfekte roots/soul-album, men det bør kandidere til titlen som årets mest funky rockalbum.


Brittany Howard: Jaime, album


Michael Kiwanuka: Et uhyre ambitiøst, vanvittig vellykket album

Som Brittany Howard gør Michael Kiwanuka sig i en genre, som man i mangel af bedre udtryk kunne kalde retro-futuristisk. Og som på Jaime er Kiwanuka (der også er titlen på det nye album) en sammenhængende symfoni.

Allerede fra de første to numre You Ain’t the Problem og Rolling føler man sig inviteret indenfor i et univers, hvor det lyder som, hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal ved siden af sig.

Undervejs gennem albummets 14 sange tages lytteren med på rejse i og udenfor komponist og tekstforfatter Michael Kiwanukas sind, påvirket som han er af en opvækst i England præget af følelsen af identitetsløshed.

Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, er søjlen, hvoromkring det drejer sig

Udsigter og landskabsbilleder suser forbi – indimellem i snegletempo. Genrer fra de seneste 60 års rockhistorie skifter som udsigterne på et betagende roadtrip. Et moltungt klaverstykke, hvor tiden står lige så stille, som følelserne bevæger sig under Kiwanukas formfulde soulstemme, afløses af andre mere løsslupne stykker, der kan minder om Philly-epokens stort orkestrerede overgangssoul i et spænd mellem jazz og disco.

Er det enkle pianostykke Piano Joint (This Kind of Love) ikke tæt på at lyde som det perfekte sindsbillede på den kontrollerede desperation, alle inderst inde kan føle i en verden, der ligner indledningen til en syvende bog i Ringenes Herre efter den genopstandne Saurons defintive sejr? Jo, det er.

Og er Hero ikke en formidabel folkrocksang, hvor man i øvrigt meget klart hører indflydelsen fra Danger Mouse, som dette album er skrevet og produceret sammen med? Jo, det er.

Som hos Brittany Howard skal man generelt lede længe efter traditionel 1,2,3,4 – derudaf a- og b-stykke sangskrivning. Stemningen, følelsen er afgørende. Dér, hvor delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, er søjlen, hvoromkring det drejer sig.

Kiwanuka er præget af noget, der minder om en tendens i moderne rock med tilstødende genrer. Som for eksempel på de to ovennævnte plader – og på årets helt store mesterværk Lana del Reys Norman Fucking Rockwell. Mismod, håbløshed, depression, en grundlæggende, lad os kalde det, samtidsuvilje, selvransagelse – og så alligevel håb og drøm i det sidste nummer.

How does it feel to be on your own”, synger Kiwanuka med et lån fra Bob Dylan i Solid Ground, så man mærker kulden, der ikke bare skyldes vinteren udenfor, hvorefter nummeret mod slutningen rejser sig så såre smukt som en rocksalme, og man mærker en forsigtig varme.

Al min frygt er væk, baby, væk”, synger Kiwanuka forløsende mod slutningen i nummeret med den betegnende titel Light.

Kiwanuka er et uhyre ambitiøst, vanvittig vellykket album.


Michael Kiwanuka: Kiwanuka, album


Fotos: PR.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur