UKRAINE OG EU #16 // TEMA – Mange rumænere har et ambivalent forhold til Ukraine, fordi de i den ukrainske situation ser den splittelse mellem øst og vest, som i mange år også har været en del af Rumænien.
Hvad er Rumænien set med vestlige øjne? Misrøgtede børnehjemsbørn og ringeagtede romaer, megalomani og blodtørst, Ceauşescu og Dracula. Rumænien er ikke først og fremmest Valakiet eller Moldavien, men Transsylvanien.
Vesterlændingens første association er heller ikke den rumænske nationaldigter Mihail Eminescu, men den irske horrorforfatter Bram Stoker. Og med ham og hans romanfigur, Jonathan Harker, forlader man så London for via Budapest at sætte kurs mod Karpaterne.
Vesterlændingens første association er ikke den rumænske nationaldigter Mihail Eminescu, men den irske horrorforfatter Bram Stoker
”Jeg havde det indtryk, at vi forlod Vesten og kørte ind i Østen,” som Stoker lader Harker skrive i sin rejsedagbog, efter toget er nået frem til Bistriţa. Sådan begynder Dracula, og sådan annonceres et civilisatorisk sceneskift.
Eller egentlig er Harker hinsides civilisationen, selvom der er reminiscenser af denne i skikkelse af transsylvanske tyskere og ungarere. Harker kan sågar begå sig på sit sparsomme tysk. Men befolkningsmajoriteten i Transsylvanien bestod og består fremdeles af ortodokse rumænere, ikke af katolske ungarere eller evangeliske tyskere.
Dracula var en transsylvansk greve, mener vi at vide. Men faktisk var Stokers historiske forlæg en valakisk fyrste, Vlad III Ţepeş – ”pæleren”, som det rumænske tilnavn betyder med reference til hans angivelige forkærlighed for at gennempæle fjender og forbrydere.
Bedre kendt er han jo under navnet Dracula, et tilnavn der henviser til hans far, Vlad II Dracul, som var medlem af Drageordenen. Drageordenen – på rumænsk Ordinul Dragonului – blev stiftet i 1408 af den ungarske konge og senere tysk-romerske kejser Sigismund til forsvar for det kristne Europa mod det islamiske Osmannerrige.
Som sådan var Dracula i kristenhedens tjeneste mod islam, og som sådan – som en kristen europæer og patriotisk rumæner – anses han også af nutidens rumænere. Når det forholder sig anderledes uden for Rumænien, skyldes det den tysk-ungarske propaganda, som allerede i samtiden og den umiddelbare eftertid skildrede ham som en forræderisk barbar, der efter forgodtbefindende snart allierede sig med den ungarske konge, snart med den osmanniske sultan.
På den måde blev en strid, der i bund og grund handlede om lukrative handelsrettigheder, til en strid om ikke bare synet på Dracula, men på Rumænien. Hører landet til Occidenten eller Orienten, til Vesten eller Østen?
Et fortættet billede på Europa
Spørger man de transsylvanske tyskere, de såkaldte Siebenbürger Sachsen, der på den ungarske konges opfordring allerede begyndte at komme til landet i det 12. århundrede, hører Transsylvanien naturligvis til Vesten. Således skrev Johannes Honterus, den tyske reformator i den transsylvanske metropol Braşov, i 1543, at byen stod som den vestlige kirkes yderste prædikestol over for den østlige kirke i Grækenland, Bulgarien, Moldavien og Valakiet hinsides Karpaterne. Det ville sige, at evangeliske og katolske kristne på trods af reformationen og alt dens skismatiske væsen udgjorde en samlet front over for de ortodokse kristne.
I de rumænske kernelande Valakiet og Moldavien delte en relativt homogen befolkning det rumænske sprog og den ortodokse tro. I det langt mere heterogene Transsylvanien udgjorde rumænerne jo også flertallet, mens de store ungarske og tyske mindretal sad på den økonomiske og politiske magt.
Først i 1918 blev Transsylvanien – efter at have hørt under den ungarske (og østrigske) krone i henved tusind år – en del af Rumænien. Forinden havde landet, altså Rumænien, kæmpet for sin selvstændighed og suverænitet mod såvel den osmanniske sultans som den russiske zars ekspansionistiske magtbrynde.
Mens det osmanniske åg altid havde været forhadt, var forholdet til Rusland i kraft af det konfessionelle fællesskab i den ortodokse kirke mere ambivalent. Ville man da hellere høre til det katolske Centraleuropa end til det ortodokse Østeuropa, hellere være del af en liberal mangfoldighedskultur end en teokratisk enhedskultur, hellere varetage arven fra Rom end arven fra Konstantinopel – og nu i stedet fra Moskva, Det tredje Rom?
Ifølge den afdøde tjekkiske forfatter Milan Kundera ønsker Centraleuropa frem for alt at være ”et fortættet billede på Europa, et ærkeeuropæisk Europa i miniature, den formindskede model af nationernes Europa, bygget på reglen: den størst mulige mangfoldighed på det mindst mulige område.”
Rusland er derimod grundet på den stik modsatte regel: den mindst mulige mangfoldighed på det størst mulige område. Som del af Centraleuropa er Rumænien derfor også del af det, Kundera i sin tid, i 1983, kaldte for ”den centraleuropæiske tragedie” (Un Occident kidnappé ou la tragédie de l’Europe centrale.)
Vel taler rumænerne et romansk og ikke et slavisk sprog, hvorfor de ikke som sådan kan gøres til genstand for den panslavisme, som Kreml gerne abonnerer på som argument for et samlet Central- og Østeuropa under russisk hegemoni.
Men i kraft af deres konfessionelle tro hører de alligevel til den russisk dominerede ”ortodokse civilisation”, som den amerikanske politolog Samuel P. Huntington i 1996 adskilte fra den vestlige civilisation ved akkurat at gøre ortodoksien til dens kendetegn (The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order).
Tilsvarende så også Kundera et civilisatorisk skel i Europa, men fandt ikke dette i konfessionen, derimod i alfabetet: i vest det latinske alfabet, i øst – Rusland, Ukraine, Belarus, Bulgarien, Serbien, Nordmakedonien og Montenegro – det kyrilliske alfabet.
Også rumænerne havde oprindeligt benyttet det kyrilliske alfabet, men gik i løbet af det 19. århundrede over til at bruge det latinske – ligesom de på samme tid udrensede store dele af det slaviske (og tyrkiske) islæt i det rumænske hverdagssprog. Man tillempede sproget ”efter patriotisk øjemed”, som den danske romanist Kristoffer Nyrop bemærkede omkring forrige århundredeskifte, men ”forstod ikke, at civilisation ikke således kan stampes frem af gold og udyrket jord.” (Salmonsens Store Illustrerede Konversationsleksikon).
Rumænerne ville, som det hedder i Andrei Mureşanus nationalhymne fra 1848, ”bevise for verden, at romersk blod flyder i disse årer”. I det andet og tredje århundrede af vores tidsregning havde Rumænien nemlig under navnet Dakien været en romersk provins.
Altså vendte man sig nu mod den romanske verden, mod Italien, Spanien og især Frankrig, for at adoptere deres politiske og institutionelle forhold. Men ”former uden indhold”, uden rod i den konkrete historie, er en falsk og fordærvelig kultur, som den konservative politiker Titu Maiorescu advarede om i 1868. (În contra direcției de astăzi în cultura română).
Få år forinden havde rumænerne dog valgt en preussisk adelig som deres første konge, Karl von Hohenzollern-Sigmaringen alias Carol I. Og med ham fortsatte oscillationen mellem øst og vest: I Første Verdenskrig allierede Rumænien sig med Frankrig, England og Rusland mod Tyskland og Østrig-Ungarn, i Anden Verdenskrig allierede Rumænien sig med Tyskland mod Sovjetunionen.
I 1947 afskaffede Rumænien monarkiet og proklamerede en socialistisk republik efter sovjetisk mønster, i 1968 ville Rumænien ikke hjælpe sine østallierede med at invadere Tjekkoslovakiet for at gøre en ende på Foråret i Prag.
I 2004 blev Rumænien medlem af Nato og i 2007 af EU. Ved præsidentvalget i 2024 gav et relativt flertal i første valgrunde den højreekstremistiske Putin-sympatisør Călin Georgescu flest stemmer – et valg, som straks blev underkendt af landets forfatningsdomstol under et noget søgt påskud om, at det var blevet influeret af Rusland.
Hvis krigen breder sig
En af dem, der stemte på Georgescu, var meget tænkeligt en taxachauffør, jeg for nylig talte med i Sinaia i Valakiet. I det mindste gav hun ved synet af en forankørende bil med landekoden UA uskrømtet udtryk for sit ønske om at sende alle ukrainske flygtninge retur til deres krigshærgede fædreland: ”De har været her længe nok!”
Nogen skam over, hvad rumænske tropper som Hitlers nære allierede foretog sig i 1941 i Ukraine, især i Odessa, sporede jeg ikke. Anderledes var det åbenbart i 1988 under kommunismen, da hovedpersonen i en af den tysk-rumænske forfatter Richard Wagners romaner ikke kunne få et digt offentliggjort, fordi han nævnte Odessa. ”I Odessa har vi rumænere jo virkelig hærget,” forklarer redaktøren. ”Odessa, Østfronten. Nej, det går ikke.” (Ausreiseantrag.)
Andre rumænere er i stedet nervøse for, at Rumænien skal blive inddraget i krigen. Sergiu, en henved 35-årig transsylvaner, som kørte mig rundt i regionen Ţara Bârsei, tager således spansklektioner med henblik på sammen med sin kone at emigrere til Spanien, hvis krigen breder sig, så han selv risikerer at blive indkaldt.
Jeg udtrykte min undren med henvisning til det underkendte præsidentvalg, der røbede en ikke ringe forståelse for Putins Rusland. Han svarede, at rumænerne er splittede. Det er”fifty-fifty”, om man er pro eller kontra.
Hun gav uskrømtet udtryk for sit ønske om at sende alle ukrainske flygtninge retur til deres krigshærgede fædreland: ”De har været her længe nok!”
En tredje rumæner, en tredje vej, en yngre mand fra Bukarest stod som jeg bøjet over en montre på bymuseet i Braşov. Hvad vi så, var en gammel udgave af dronning Marias erindringer, The Story of my Life, fra midten af 1930’erne. Maria, oprindeligt Mary of Edinburgh, britisk prinsesse med tysk-græsk-norsk-russisk-svensk-spansk familie, var fra 1914 til 1927 rumænsk dronning, ”Regină a României”, i dag et nationalt ikon for enhver rumæner – og således for den unge mand ”et patriotisk forbillede”. En fuldblods europæer som mønstergyldig rumæner!
”Vi er i Transsylvanien,” siger Dracula til Jonathan Harker, da englænderen har gjort sit første bekendtskab med det, han selv beskriver som en af de vildeste og mest ukendte egne af Europa, ”og Transsylvanien er ikke England.” Sandt nok, men i dag er Transsylvanien som del af Rumænien medlem af EU, hvad England ikke længere er. England er ikke Transsylvanien.
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.Vesterlændingens første association er heller ikke den rumænske nationaldigter Mihail Eminescu, men den irske horrorforfatter Bram Stoker. Vesterlændingens første association er heller ikke den rumænske nationaldigter Mihail Eminescu, men den irske horrorforfatter Bram Stoker.udtryk for sit ønske om at sende alle ukrainske flygtninge retur til deres krigshærgede fædreland: ”De har været her længe nok!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og